Nyhed

Når virkeligheden trænger sig på | Operaanmeldelse

Normalt er ‘Elskovsdrikken’ ikke så foruroligende, som det er tilfældet i Den Jyske Operas nye opsætning af Donizettis komiske opera.

[scroll down for the english version]

**** (4 stjerner ud af 6)

Af Andrew Mellor

Fra start til slut er det en fornøjelse at opleve Donizettis mest populære opera, men normalt føles det ikke lige så tæt på virkelighedens verden, eller lige så foruroligende, som det er tilfældet i Harry Fehrs nye opsætning af ‘Elskovsdrikken’ med Den Jyske Opera. Harry Fehr fremhæver kritikken af materialisme og snobberi, som lurer lige under operaens overflade, uden at lægge en dæmper på vittighederne eller operaens flow. Det gør hans visuelt smukke produktion til en triumf, som kan gøre sig på ethvert operahus.

Midt i Fehrs marmorbeklædte og luksuriøse indkøbscenter (designet af Yannis Thavoris) finder vi operaens glamourøse Adina, der er en narcissistisk ‘shopaholic’. “Underhunden” Nemorino, som prøver at vinde hendes kærlighed, er storcentrets rengøringsmand, og når han bliver sunget af Robin Kim, er han også indvandrer og det eneste ikke-hvide ansigt på scenen. Da kvaksalveren Dulcamora overtager en butik i centret og begynder at sælge mirakelmedicin, ser Nemorino en mulighed for at få Adina til at forelske sig i ham.

Dulcamoras kærlighedsekstrakt er dog ubrugelig, og dens effekt begrænser sig til det psykologiske. Men når Fehr har skabt så stort et skel mellem den nedslidte Nemorino og centrets fordomsfulde middelklassekunder, inklusiv Adina, hvad kan så få hende til at elske ham?

I denne opsætning er svaret medmenneskelighed. Soldaten Belcore bejler også til Adina, og hans ydmygende behandling af “outsideren” Nemorino er morbid. På et tidspunkt tømmer han indholdet fra hans rengøringsvogn på marmorgulvet og tvinger Nemorino til at rydde op liggende på sine knæ. Rundt om står koret og mobber ham, mens de krammer deres dyre indskøbsvarer ind til kroppen, og her får Adina ondt af ham, og derved nærmer de sig hinanden.

Langsomt modnes Adina, og Nemorino vokser som menneske. Sangerne Lina Johnson og Robin Kim skildrer både denne forandring fysisk og vokalt. Det første fungerer dog bedst.

At bruge et indkøbscenter, som stedet hvor dramaet udspilles, er utrolig nyttigt for handlingen. Der er nem adgang til alt lige fra Dulcamaras mirakelmedicin til bryllupstilbehør, der mirakuløst dukker op i begge akter. Det betyder også, at koret, som samtidig er “shoppere”, aldrig virker fejlplaceret, uanset hvor de optræder på scenen, hvilket ofte er et problem i Donizettis komiske operaer.

Jens Søndergaard giver den bedste optræden denne aften. Han tilfører en storhed og pompøsitet til Belcores parti, og han fejer næsten sine kolleger af scenen. Robin Kim har en attraktiv, rav-lignende tenorstemme, men den er meget kompakt og byder ikke på en stor farvepalet. Han synger Donizettis mest berømte aria ‘Una furtive lagrima’ elegant og intelligent, men den får ikke taget til at lette. Lina Johnsons sopran fungerer godt i ensemblestykkerne, men når hun synger solo, formår hun ikke at give sin vokal megen karakter på trods af både smidighed og klarhed.

Pavlo Balakin er ikke den typiske larger-than-life buffo, der normalt forbindes med Dulcamaras parti. Men han synger pænt og ordentligt (især i de hurtige passager) og med en antydning af blåt blod i årene. Koret kunne godt havde sunget kraftigere, og fra Copenhagen Phil, under Per-Otto Johansens baton, savnede jeg mere indføling og drama, især i de store ensemblepartier. Men denne aften udfyldte det teatralske hullerne. Jeg både grinte og græd undervejs, og sjældent har sloganet ‘Ei blot til lyst’ over prosceniet af Gamle Scene været mere sigende.

Elskovsdrikken
Det Kgl. Teater, gl. Scene, 14.11.17
Den Jyske Opera, Copenhagen Phil, dirigent Per-Otto Johansen.

Foto: Kåre Viemose

– o –

[ENGLISH VERSION]

When opera is true-to-life | Operareview

Usually does ‘L’elisir d’amore’ not feel as unsettling as it does in Den Jyske Opera new production of Donizettis comic opera.

**** (4 stars out of 6)

By Andrew Mellor

Donizetti’s most popular opera is a delight from start to finish. But it doesn’t usually feel as true-to-life or as unsettling as it does in Harry Fehr’s new production for Den Jyske Opera. Fehr manages to highlight the critiques of materialism and snobbery that lie under the opera’s surface without damping any of its fluency or jokes. That is what makes his visually beautiful production a triumph, one that would grace the stage of any opera house in the world.

Amid the white marble of Fehr’s luxurious Mall (designed by Yannis Thavoris), the opera’s glamorous lead Adina is a narcissistic shopaholic. The underdog Nemorino who wants to win her love is the Mall’s cleaner. When sung by Robin Kim, he is also an immigrant: the only non-white face on the stage. When the quack Dulcamora takes over a redundant shop and starts selling miraculous potions, Nemorino seizes his chance to make Adina love him.

Of course, Dulcamora’s love potion is useless; its effects are limited to the psychological. But when Fehr has created such a huge divide between the downtrodden Nemorino and the Mall’s prejudiced middle-class customers including Adina, what can possibly make her love him?

The answer, in this production, is humanity. The soldier Belcore is a rival for Adina’s love. His humiliating abuse of the ‘outsider’ Nemorino is sickening. At one point, he empties the cleaner’s cart of equipment onto the marble floor and forces him to clean up the mess on his hands and knees. The chorus stand and mock him, clutching their expensive purchases. Adina’s compassion draws her towards Nemorino by default.

Slowly Adina matures into something resembling a rounded adult and Nemorino grows in stature too. Lina Johnson and Robin Kim depict the change better physically than they do vocally, but the job is done nonetheless.

Meanwhile the Mall proves endlessly useful in serving the drama. It allows easy access to everything from Dulcamara’s potions to the wedding equipment that miraculously appears in both acts. It also means the chorus of ‘shoppers’ can never look awkward, wherever they are positioned (often a problem in comic Donizetti).

Jens Søndergaard provides the best singing of the evening. He brings a grandeur and pomposity to the role of Belcore, nearly sweeping his colleagues off the stage. Kim possesses an attractive, amber-like tenor voice but it is highly contained and doesn’t have a big range of colours. He sings Donizetti’s most famous aria ‘Una furtive lagrima’ elegantly and intelligently, but it won’t raise the roof. Johnson’s soprano is similarly scaled. She is highly reactive in the ensemble pieces but doesn’t assert much vocal character alone, despite her agility and brightness.

Pavlo Balakin isn’t the normal larger-than-life buffo we see in Dulcamara. But he sings neatly and tidily (particularly in the quick patter passages) and with a hint of redeeming nobility. We could have used more power from the chorus and more sensitivity and excitement from the Copenhagen Phil under Per-Otto Johansen, especially in the large ensemble pieces. But on this occasion, natural theatricality filled in. You emerge laughing and crying; rarely has the phrase ‘Ei blot til lyst’ above the proscenium of Gamle Scene felt more true.

‘L’elisir d’amore’
Det Kgl. Teater, gl. Scene, 14.11.17
Den Jyske Opera, Copenhagen Phil, conductor Per-Otto Johansen.

Foto: Kåre Viemose

Læs også: En kvindes storhed og fald | Pladenyt

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER