|
»Tag for eksempel Cavaradossi inde i kirken: han bedyrer jo flere gange, hvor meget han eeelsker Tosca – hun er det mest fantastiske og så videre. Men han står sgu da og maler en anden dame, som ligger med røven i vejret og beder, ikke? Altså hva' fa'en er nu det? Og på en eller anden måde får han vævet de to ting sammen oppe i hovedet.«
Præcis hvordan Cavaradossi får rodet det sammen oppe i hovedet, forklarer Peter Langdal ikke, men når man hører på ham, forstår man godt, hvad det er, der sker. »Og han er også i et politisk dilemma mellem det, han gør og det, han tror på. Han står i kirken dér og maler for magthaveren og dekorerer kirkens magtsymboler. Men lige så snart han møder sin gamle ven, som er politisk aktiv og forfulgt, så bliver der vækket noget i Cavaradossi, som han egentlig havde glemt.«
Modstridende følelser
Uden varsel tager Langdals associationer her et voldsomt sving: »Jeg kan huske, da jeg gik på teaterskolen som ganske ung. Der havde jeg skide nemt ved at lave teater og spille musik og sådan noget – jeg rystede det ud af ærmerne og var enormt optaget af det. Og så kom Arne Skovhus, som var chef dengang, og sagde, 'Peter hvad sker der nede i Beirut?' 'Beirut?', svarede jeg, 'hva’ for noget?' Og så sagde han 'Peter for fanden, du skal sgu da læse aviser!'… Ja, nu roder jeg lidt i det…«
(Læs hele artiklen i klassisk nr. 2)
| 
