Nyhed

Anmeldelse: Belcea Kvartetten

Kan et ekstranummer gøre hele forskellen? Efter at have lagt øre til åbningen af efterårssæsonen i Mogens Dahls kridhvide koncertsal på Islands Brygge er man ikke i tvivl. Sæsonåbneren var strygekvartetten Belcea, og det var dem, som først i sidste øjeblik kom ud af startblokken, lige tidsnok til at redde en ellers tam aften.

Den britisk baserede strygekvartet er en relativt ung én af slagsen. De fire medlemmer er alle i 30’erne. Kvartetprojektet blev indledt tilbage i 1994, mens de stadig studerede i London og var under den legendariske Amadeus Kvartets vinger. Teknisk perfektion og en medrivende musikalsk frodighed er nogle af de superlativer, de siden har fået påhæftet. Og dygtig er strygekvartetten bestemt, selv om programmet tirsdag aften med strygekvartetter af Mozart, Szymanowski og Beethoven ikke ligefrem var et af de mest krævende. Men de fire strygeres tekniske kunnen levede alligevel op til forventningerne. Blændende i sin renhed og overskudsagtig på en helt naturlig måde. Kun et par gange blev vildledende toner sendt af sted. Læg dertil at samspillet var opmærksomt og i top. Man skulle tro, at den hellige grav var vel forvaret, men medrivende var deres spil dog langt fra, for hvad er musik uden indlevelse og engagement?

Det startede ellers ganske barskt. Med nogle af Mozarts mest dissonerende toner overhovedet. Blot 22 takter varer de for Mozart grovkornede løjer, som han lader klinge i begyndelsen af sin ’Strygekvartet nr. 19’. ’Dissonans’ er kvartetten derfor blevet døbt, og det er helt uvant for Mozart. Men de tænderskærende toner forsvinder som dug for solen øjeblikket efter. Glemt er den hvasse indledning, for scenen er overladt til Mozart, som vi kender ham. Legende, dybtfølt og med sine kendte solskinstoner. Bevar mig vel, Belcea Kvartetten spillede fint. Pænt og dydigt, men trist nok uden den inderlighed, der gør Mozart til andet end underholdning.

Polakken Szymanowski fulgte lige efter med sin første strygekvartet, der er en bredbaget sag med melankolien stående i øjnene. Den er skrevet i 1917, mens Szymanowskis familie blev jaget af russiske revolutionære, og selvom kvartetten er varm og elegant, bærer tonerne præg af situationens alvor. Det skingre og hjerteskærende leverede Belcea, endda i en sådan grad, at det indimellem kammede over. Tvangfrit lød det i hvert fald ikke.

Efter pausen var det Beethovens ’Strygekvartet nr. 6’ der stod for tur. Kvartetten er et af hans ungdomsværker. Helt og aldeles blomstrende i førstesatsen, længselsfuld og urolig i de to næste, for til sidst at slutte med alvor i sindet. Belcea Kvartetten havde igen fundet polerkluden frem og skøjtede næsten helt umærkeligt henover dysterhederne, strygekvartetten rummer.

Man skulle faktisk helt hen til ekstranummeret, før de fire musikere endelig viste, hvilket stof de er gjort af. Med Weberns enlige strygekvartsats ’Langsamer Satz’ fik de bragt sig selv derind, hvor musikken kom til at betyde noget og gav mening at lytte til. Satsen er tonal og helt uden Weberns velkendte tolvtone-fikumdik. Med sig på sidelinjen har Webern Brahms, der hele tid synes at dukke op i det lille mesterværk. Her dryssede Belcea Kvartetten endelig sit stjernestøv nedover musikken og gav frit løb for Weberns mange følelsesudbrud. Ofte indtager ’Langsamer Satz’ pladsen som ekstranummer. Tirsdag aften tog satsen kegler og tilførte koncerten nerve og indlevelse. Der kom noget på spil.
Jens Povlsen

Fire ud af seks stjerner

Mogens Dahl Koncertsal 15. september
Mozart: Strygekvartet nr. 19, KV 465, “Dissonans”
Szymanowski: Strygekvartet nr. 1, op. 37
Beethoven: Strygekvartet nr. 6, op. 18

Foto: PR

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER