Nyhed

Royal Albert Hall: »Det er ikke en politisk platform«

Scenen i Royal Albert Hall udviklede sig forrige lørdag til noget, der mindede om en politisk kampplads, da sopran Anna Patalong fik besked om at udskifte sin kjole. Arrangøren fandt hendes EU-farvede kjole for stærkt et politisk signal til koncerten ‘Classical Spectacular’ med musik af blandt andet Händel, Bizet og Verdi.

Patalong havde samme dag deltaget med over en million andre i anti-Brexit demonstrationen People’s Vote March i London, arrangeret af blandt andet avisen The Independent. Til aftenens koncert valgte hun så at iføre sig en gul kjole med blåt skærf og toppede kostumet med en halskæde af stjerner for »at flashe EU-farverne«, som hun skrev på Instagram. 

Forbuddet mod EU kjolen fik hendes mand, baryton Benedict Nelson, til tasterne for i en række tweets at anklage Royal Albert Hall for censur. 
»I går smed Royal Opera House en mand ud for at have en pro-EU bluse på. I dag er min kone blevet bedt om at skifte sin gule og blå kjole ud, fordi farverne var for provokerende for Royal Albert Hall. Det er to kunstnere, vi snakker om. Enhver der kan sin historie ved, hvad det minder om. Hvis man ikke er i stand til at nyde en tre timer lang koncert, fordi en sanger bærer synlige guldstjerner i tre minutter, skal man tage sig sammen«.

Anthony Findlay, der er ansvarlig for ‘Classical Spectacular’, tog til genmæle og forklarede til The Telegraph, hvorfor Anna Patalong, var blevet bedt om at skifte: »Det er en traditionsrig fejring af klassisk musik, publikum kommer for at nyde. Vi stiller ikke en politisk arena til rådighed: Det har vi aldrig gjort, og det vil vi heller aldrig gøre«.

Scenen i Royal Albert Hall har tidligere været skueplads for højtprofilerede kunstneres politiske tilkendegivelser. I 2017 benyttede flere prominente dirigenter deres optræden til at komme med politiske kommentarer, deriblandt Daniel Barenboim der fordømte Brexit som »en meget farlig nationalistisk bølge«. Episoderne fik BBC til at bede chefdirigenten for BBC Symphony Orchestra, Sakari Oramo, om på forhånd at udlevere sit manuskript til åbningstalen ved finalekoncerten i The Proms. Det skete med beskeden om, at »BBC ønsker, at The Proms skal være en musikfestival og ikke en politisk platform«.

Foto: Benedict Nelson

Læs også: Simon Rattle: »Brexit er en handling af selvskadende karakter«

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER