Anmeldelse | Orkester

Generøse Concertgebouw

Velsmurt hollandsk organisme gav os døende kunstners vejrtrækninger og stilren Beethoven med uprøvet dirigent.

★★★★★

Af Jeppe Rönnow

Hollænderne er generøse for tiden – van Gogh kan ses på Arken i disse dage – og i tirsdags gjorde deres mest berømte orkester holdt i et fyldt Koncerthus i København på en omfattende europaturné.

Symfoniorkestret med det krøllede navn – Concertgebouw betyder koncerthus – er blandt top ti i verden, og spiller generøst i alle 28 EU-medlemslande de næste to år. Måske har de en fornemmelse for, at Europa trænger til samling. Men ikke nok med det: I alle lande inviteres unge musikere til at spille med på det første nummer. I Danmark fik Det Danske Ungdomsensemble DUEN deres ti minutters berømmelse i Webers ‘Oberon-ouverture’.

»Orkestret havde hele tiden overskud til at fintune klangen og tilpasse sig hinandens farveskær«

Jeppe Rönnow

Vi var vidne til et interessant menneskeligt fænomen: når folk med forskellige kompetencer sættes sammen for at skabe musik, løftes de knap så erfarne typisk op og bæres med blandt de store. Det skete i Webers gavmildt orkestrerede stykke, hvor de unge studerende passede umærkeligt ind som små geartandhjul i en velsmurt, hollandsk kvalitetscykel. En imponerende orkestral maskine, der var eminent til at spille svagt – både i stryger- og blæsersektion – men alligevel afrundet og fyldigt. Det hører man ikke hver dag på dansk jord.

Hollænderne havde et verdensnavn med som klaversolist i Beethovens fjerde klaverkoncert – den som bryder alle normer og begynder med klaveret alene i en let G-dur. Yefim Bronfman er sådan en type, hvor man får fornemmelsen af, at han lærte sig koncerten som tiårig og ikke har haft behov for at se noderne siden. Top rutineret og helt inde i sit stof, i en meget wienerklassisk udlægning af værket. Ikke noget med at dvæle længe ved spændende klange eller skabe unødig rubato undervejs, hvor andre måske ville ty til den slags romantiske virkemidler, der godt kunne retfærdiggøres i et værk fra ca. 1806. Særlig i tredjesatsen fik de Beethovens underfundige humor godt frem – Bronfman og dirigenten Dima Slobodeniouk, der var kommet med på et afbud.

Daniele Gatti skulle have stået på podiet i tirsdags, men i august blev han pludselig afskediget i en sensationel sag om sexchikane over for flere orkestermedlemmer. Det er vanskeligt at engagere de store dirigenter, hvis man ikke er mange år ude på forhånd, men orkestret fandt den relativt unge russisk-finske Slobodeniouk, der ikke havde dirigeret dem før.

Han gjorde meget ud af at være præcis i sine bevægelser og informationer og var ivrig efter at vise orkestret de helt rette indsatser. Det blev til et uhyre tæt sammenspil, hvor alle tre aktører havde overskud til at male nuancerne i de helt rette klangfarver.

Men måske var Slobodeniouk også lidt for ivrig med at tage kontrol og vise præcision over for musikerne. Det hørte man især i aftenens sidste værk – en døende kunstners erindringer og forklarelse: Richard Strauss’ mesterlige ‘Tod und Verklärung’. Den kun 25-årige komponist har sat den uregelmæssige vejrtrækning fra dødslejet i musik i begyndelsen og slutningen af værket, og herimellem tænker kunstneren tilbage på, hvad han har prøvet at opnå i livet (måske Strauss selv). Komponistens egne ord:

»Dødstimen nærmer sig, og sjælen forlader kroppen for i det evige verdensrum at finde dét fuldendt på skønneste vis, som ikke kunne skabes her på jorden«.

Det vægtløse tema bekræfter til sidst, at døden ikke er sort og sorgfuld, men lig opklaring og forklarelse –samme forvisning som andre fin de siècle-kunstnere. Ligesom med Beethoven var det præcist og yderst korrekt fremført – men der manglede noget: en inderlighed. En helt personlig delagtiggørelse i det metafysiske stof, som en tilhører kan opleve, hvis alt i den orkestrale organisme spiller. Dirigenten valgte nok et lidt for hurtigt tempo, så de døende vejrtrækninger blev for hastige og den nødvendige fordybelse i det hinsides udeblev.

Men hvilke klange orkestret kunne skabe! Også i det helt ukendte Zemlinsky-værk: ‘Eine Lustspiel-Ouverture’ – et ungdomsværk fra 1895 (først udgivet i 2016), der lød lidt som hvis Wagner var blevet bedt om at skrive filmmusik til en knap så god Hollywoodfilm.

Orkestret havde hele tiden overskud til at fintune klangen og tilpasse sig hinandens farveskær. Dirigenten kunne derfor med sindsro være trådt lidt tilbage og givet skabelsesrum til musikerne – der med deres 130 års erfaring sikkert kunne have spillet både Beethoven og Strauss uden dirigent.

Måske er det netop det vanskeligste for en dirigent: at give ansvaret fra sig. Her ville det have tjent dybden hos Strauss.
Men det skal ikke forklejne en stor musikalsk oplevelse med kvalitetsstærke Concertgebouw – opkaldt efter deres berømte, skotøjsæskeformede sal i Amsterdam. Tak fordi de generøst rykker ud af deres vante hus og spiller med hele Europas ungdom.

Royal Concertgebouw / Dirigent Dima Slobodeniouk / Solist Yefim Bronfman
DR Koncertsalen, 13.11.18

Foto: Anne Dokter

Læs også: Sublimt og forvrænget | Koncertanmeldelse

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE ANMELDELSER