Nyhed

Berliner Filharmonikerne under åben himmel

Mens sommeren bare bliver ved og ved, er det måske værd at overveje en hurtig smuttur til den tyske hovedstad i den kommende weekend. Her kan du nemlig opleve Berliner Filharmonikerne ved en velgørenhedskoncert i usædvanlige omgivelser på lørdag. Formålet er at støtte genopbygningen af Berliner Stadtschloss, byslottet fra 1443 der blev bombet til ukendelighed under 2. Verdenskrig.

Berlinernes nye chefdirigent, Kirill Petrenko, skal i en af hans første optrædener med orkestret lede støttekoncerten, der har Richard Strauss’ værker ‘Don Juan’ og ‘Tod und Verklärung’ samt Beethovens 7. symfoni på programmet. Billetterne til koncerten, som bliver afholdt under åben himmel i slottets store gård, koster godt 2.000 kroner stykket, men du kan også opleve koncerten gratis på storskærm i et arrangement ved Berliner Dom bag slottet, oplyses det på orkestrets website.

Efter planen skal det rekonstruerede slot på Museumsøen stå færdigt til genåbningen næste år som et 95.000 kvadratmeter stort museumscenter under navnet Humboldt-Forum. 27,5 millioner kroner er øremærket på næste års føderale kulturbudget til det storstilede projekt.

Foto: Monika Rittershaus

Læs også: Berliner Filharmonikerne får ny direktør

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER