Magasinet KLASSISK logo
Magasinet KLASSISK logo

NYHED

Et blodbad fanget i sit eget kraftfelt | Operaanmeldelse

05/04-18
Et blodbad fanget i sit eget kraftfelt | Operaanmeldelse | Magasinet KLASSISK nyhed
I Thomas Adès nye opera kommer den dramatiske spænding fra orkestergraven, mens sangerne oppe på scenen kæmper med mudrede vokallinjer.

[scroll down for the english version]

**** (4 stjerner ud af 6)

Af Andrew Mellor


Sonningpris-modtageren Thomas Adès’ tredje opera, bestilt af Det Kgl. Teater i samarbejde med tre internationale operahuse, lignede på papiret en af de mest interessante værker i en ikke særlig ophidsende sæson på Holmen. Stykket er blevet opført i Salzburg, London og New York og har alle tre steder fået en blandet modtagelse, hvilket jeg udmærket forstår. At overvære ‘The Exterminating Angel’ er på samme tid spændende og frustrerende. Man kan sige meget om operaen, men et mesterværk er det ikke.

Stykket er baseret på Luis Buñuels film med samme titel, en surrealistisk fantasi om et middagsselskab efter en aften i operaen, som går helt galt. Ligesom Thomas Adès’ første opera ‘Powder Her Face’ befinder vi os i et europæisk ‘high society’ miljø. Før gæsterne ankommer, ser man tjenere flygte bort fra huset, som om de fornemmer de forfærdelige begivenheder, der snart vil indtræffe. Adès’ orkester stønner og glider ned i dybet som et forvarsel om, hvad der snart vil ske. Da de fjorten middagsgæster når frem, er de dog lykkeligt uvidende om, at de aldrig vil forlade stedet igen.

Hvorfor? Det finder vi aldrig ud af. Ifølge operaens skabere, så oplever gæsterne en manglende vilje til at gå. Men i Tom Cairns’ oplæg (han er operaens librettist og har formet sit manuskript med udgangspunkt i Buñuels film), synes gæsterne at blive holdt fysisk tilbage, som om de er omgivet af et usynligt kraftfelt. Og det er den samme kraft, som stopper deres familier fra at komme ind til dem i huset.

Hvordan man end anskuer idéen, så skaber det et ekstremt drama. Alt begynder at gå skævt da en tjener taber et helt måltid på gulvet. Derefter begynder sangerinden Leticia vilkårligt at kaste med vinglas. Og derfra går det ned ad bakke. Gæsterne bliver forargede, forvirrede, desperate og voldelige. Et nygift par har sex i et klædeskab, hvorefter de enes om at slå hinanden ihjel! Da det endelig lykkedes for folkemængden at komme ind i huset, bliver de også fanget af kraftfeltet. En udryddelsen er uundgåelig. Symbolikken og kritikken af borgerskabet er tydelig.

En del af den dramatiske spænding kommer op fra orkestergraven. Musikken er kraftig, brutal, spændt og metaforisk og har en tendens til at låse sig fast på nedadgående mønstre eller akkordsekvenser (et Adès-mærkat). Oppe på scenen er vokallinjerne ofte mudrede, og det er derfor svært at høre, hvad der bliver sunget, især i sopran- og kontratenorpartierne, da det meget høje toneleje gør det umuligt af opfatte deres vokaler. Den forkortede danske oversættelse i “overteksten” sørger desuden for en del latter og overraskelser blandt publikum, men opera komponeret på ens eget modersmål skal kunne dechifreres, når man følger sangernes læber. Adès vokalcollage gør det dog ofte umuligt.

Ingen af de fjorten hovedpersoners karakterer skiller sig mærkbart ud, men hvis man er fortrolig med Det Kgl. Operaensemble, vil man nemt være i stand til at skelne dem fra hinanden. Der er fine portrætter af den maniske vært Edmundo sunget af Gert Henning-Jensen, Sten Byriels bud på den torturerede doktor Carlos, den stoiske Leonora som Randi Stene synger og Kerstin Avemos sindsforvirrede Leticia. Sofie Elkjær Jensen og Alexander Sprague er rørende og sensuelle som det nygifte par Eduardo og Beatriz, hvilket bringer minder om deres ditto effektive partnerskab i Ades’ ‘Powder Her Face’, som blev opført på Den Kgl. Opera i 2016. Det lyder i øvrigt som om, der anvendes en diskret form for forstærkning af sangstemmerne, så de kan høres over orkestret, hvilket var et problem i New York-opsætningen.

Til tider er musikken meget voldsom i ‘The Exterminating Angel’, og det formår dirigent Robert Houssart til fulde at forløse. Der er dog også perioder, hvor komponisten lader til at være fuldt tilfreds med de nemme løsninger (Leonoras arie, der på bizar vis bliver akkompagneret af en spansk guitar) og lægger sig for meget i baghjulet af andre komponister (især Strauss og Britten). Operaen har også en række indforståetheder undervejs, fx da orkestret spiller en forvrænget udgave af Bachs ‘Schafe Können Sicher Weiden’ (fårene kan græsse i fred), mens de desperate gæster spiser et lam, de har slagtet. Men hvis du ikke har noget imod disse indforståede referencer, så er der masser at nyde i denne dristige opera. Jeg er dog overbevist om, at det er et bedre orkester- og teaterstykke end en egentlig opera.

‘The Exterminating Angel’
Den Kgl. Opera, 28.3.18

Foto: Camilla Winther / DKT

- o -

An extermination caught in its own force field | Operareview

The dramatic atmosphere comes from Adès’s orchestra, which is loud, brutal, tense and metaphorically, but too often, the vocal writing is messy and obscured.

**** (4 stars out of 6)

By Andrew Mellor


The third opera by Sonning Prize laureate Thomas Adès, commissioned by the Royal Theatre with three international partners, looked like one of the meatiest works in a not-very-meaty season on Holmen. The piece has already been seen in Salzburg, London and New York and has received as many plaudits as it has criticisms. That I can well understand. Watching The Exterminating Angel is both thrilling and frustrating. The piece is many things, but an operatic masterpiece is not one of them.

It is based on Luis Buñuel’s film of the same title, a surrealist fantasy on a post-opera dinner party gone bad. Like Adès’s first opera Powder Her Face, we are in the era of European high society. Before the guests arrive at the house, we witness the servants fleeing as if they can sense the terrible events to come. Adès’s orchestra moans and slides downwards with foreboding. When the fourteen guests arrive, they are blissfully unaware that they will not be leaving again – ever.

Why? We never really know. In the words of the opera’s creators, the guests experience a ‘lack of will’. But in Tom Cairns’s staging (he is also the librettist, and fashioned his text from the script to Buñuel’s film), the guests appear to be held back physically, as if by a force field. The same power stops relatives from entering the house from the other side.

Either way, the dramatic power of the situation is extreme. Things start to turn rotten from the moment a waiters drop an entire course of food on the floor. Next the singer Leticia begins to hurl wine glasses around. From there, a steady process of decline sets in. Characters become indignant, confused, desperate and violent. Newlyweds have sex in a cupboard before agreeing to kill each other. When the crowds outside finally get in, they become stuck too. The extermination is inescapable. The symbolism and critique of bourgeois society is clear.

Much of the dramatic atmosphere comes from Adès’s orchestra. It is loud, brutal, tense and metaphorically straight in its tendency to lock into downward patterns or chord sequences (an Adès hallmark). But too often, the vocal writing is messy and obscured. It is difficult to hear what is being sung, particularly in the soprano and countertenor roles in where altitudinous writing makes vowel differentiation impossible. Abbreviated Danish surtitles ensure that there is plenty of audience laughter and shock, but opera in a native language should be decipherable from the lips of the singers. Adès’s vocal collage often makes that impossible.

None of the fourteen principal characters is developed extensively, but anyone familiar with the Royal Opera ensemble will be able to distinguish them apart. There are fine portraits of the manic host Edmundo from Gert Henning-Jensen, the tortured Doktor Carlos from Sten Byriel, the stoic Leonora from Randi Stene and the unhinged Leticia from Kerstin Avemo. Sofie Elkjær Jensen and Alexander Sprague are moving and sensual as the newly married Eduardo and Beatriz, echoing their effective partnership in Adès’s Powder Her Face from 2016. It sounds as though subtle amplification is used to allow the singers to be heard over the orchestra, solving a problem from the New York run.

There is some extremely powerful music in The Exterminating Angel and it is unlocked fully by conductor Robert Houssart. There are also moments when Adès appears to be satisfied with easy solutions (Leonora’s aria, incongruously accompanied by a Spanish guitar), rely too heavily on samples from operatic history (notably Strauss and Britten) and make jokes that are merely self-serving (the orchestra plays a distorted version of Bach’s Sheep May Safely Graze as the desperate guests eat a lamb they have slaughtered). If you don’t mind that, there is plenty to enjoy in this bold show. But I am convinced it’s a better orchestral and theatre piece than it is an operatic one.

‘The Exterminating Angel’
Den Kgl. Opera, 28.3.18

Foto: Camilla Winther / DKT

Magasinet KLASSISK nyheder

Læs også: »Jeg føler mig som en pinlig berørt far, når det gælder min egen musik« | Interview Thomas

Bestil abonnement på magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER

Første live-streamede koncert fra Vatikanet | Magasinet KLASSISK nyhed

Første live-streamede koncert fra Vatikanet

James MacMillans nye udgave af ‘Stabat Mater’ bliver den første koncert i Vatikanet, der kan opleves som live-stream.

Anna Netrebko i skudlinjen efter udtalelse | Magasinet KLASSISK nyhed

Anna Netrebko i skudlinjen efter udtalelse

»I vores branche kan det slet ikke lade sig gøre, for hvis du er uden talent, vil ingen alligevel hjælpe dig«

PLADENYT

Hindemith med saft og kraft | Magasinet KLASSISK pladenyt

Hindemith med saft og kraft

Der kunne fare en djævel i Hindemith, som tidligt flirtede med ekspressionisme og påvirkninger fra jazz.

KONTAKT

Kontakt redaktionen | KLASSISK

Har du ris, ros eller spørgsmål - så kontakt os

Sende os en mail og du vil modtage svar via den e-mail du angiver.


ANMELDELSER

K&K Philharmoniker: Tiroler Beethoven-Tage, K&K Philharmoniker, dir. Matthias Georg Kendlinger, DaCapo Østrig 2198 | Magasinet KLASSISK anmeldelse

Et blålys

Der er spillefejl, og der mangler klangligt overskud, så dialogen mellem orkestrets forskellige grupper ofte falder til jorden.

ARTIKLER

Kurt Elling
»Kan man uden kultur overhovedet forstå, hvorfor skoler kan være vigtige?«
Fabio Luisi, DR SymfoniOrkestrets chefdirigent

ANNONCER

Magasinet KLASSISK abonnement

Mogens Dahl Koncertsal