Nyhed

La Scalas chefdirigent tysser på kritikere af Netrebkos mand

Inden La Scalas store sæsonpremiere torsdag har chefdirigent Riccardo Chailly set sig nødsaget til at gå til pressen for at forsvare kvaliteten ved én af åbningsforestillingens stjerner.

Den russiske tenor Yusif Eyvazov, som sammen med sin kone Anna Netrebko står øverst på plakaten i opsætningen af ‘Andrea Chenier’, er af kritikere verden over blevet vurderet som en middelmådig og ved flere lejligheder utilstrækkelig sanger. Men det er Chailly lodret uenig i, ifølge hans udtalelser til den italienske avis Corriere della Sera.

»Det er en opera, der kræver store stemmer, store kunstnere. Vores besætning med Anna Netrebko, Luca Salsi og Yusif Eyvazov, er en garanti for musikalitet og fortolkningsdybde. Eyvazov har en vigtig stemme. ‘Andrea Chénier’ kræver ikke en tordnende stemme men en smidig vokal, så der har vi truffet et godt valg. At lytte til ham med Anna i duetten i fjerde akt er en dybt bevægende oplevelse«, siger Chailly, som ved samme lejlighed opfordrer premierepublikummet til at klappe efter de store arier.

Foto: Vladimir Shirokov | Anna Netrebko og hendes mand Yusif Eyvazov

Læs også: Netrebko er kernen i samarbejde mellem The Met og Bolsjojteatret

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER