Wagner i Leipzig | Oper Leipzig 2017 Magasinet KLASSISK logo
Wagner i Leipzig | Oper Leipzig 2017
Magasinet KLASSISK logo

NYHED

En tvetydig opførelse leveret med kold kalkule | Koncertanmeldelse

15/06-17
En tvetydig opførelse leveret med kold kalkule | Koncertanmeldelse | Magasinet KLASSISK nyhed
Dirigent Michael Tilson Thomas så slidt ud fra starten af koncerten med London Symphony Orchestra og den kinesiske klavervirtuos Yuja Wang.

[scroll down for the english version]

3 ud af 6 stjerner

Af Andrew Mellor


Der er to årsager til, at Londons orkestre lyder meget anderledes, når de ikke spiller i London. Den første grund er den elendige akustik, som der er i den britiske hovedstads koncertsale, især i Barbican Hall der er hjemsted for London Symphony Orchestra. Den anden grund er, at turnéer giver muligheden for mere prøvetid med orkestret, end det er tilfældet i London, hvor standard øvetiden er på højst to dage.

Under den sidste chefdirigent, Valery Gergiev, var man heldig, hvis London Symphony Orchestra overhovedet havde prøver før en koncert. Søndag i Tivolis Koncertsal, under ledelse af Michael Tilson Thomas, der har været orkestret gæstedirigent i over tyve år, føltes problemet nærmere som om, at der var brugt for meget tid i øvelokalet og at orkestret var blevet for hjemmevant med programmet.

»I’m going for a drink and a rest«, gestikulerede Michael Tilson Thomas ud til publikum, der virkede meget imponeret efter Tjajkovskijs Pathetique Symfoni, som afsluttede koncerten denne eftermiddag. Det var næppe Tjaikovskijs “følelser uden på tøjet”-værk som havde tappet dirigenten for kræfter, da han allerede så temmelig slidt ud fra starten. Brahms’ Klaverkoncert nr. 2 er ikke et “high-energy”-stykke, men det kræver koncentration til at antænde den konserverende tone. På en måde har koncerten ikke brug for en dirigent: Begynd med det rigtige tempo, så falder alt andet på plads undervejs, vel at mærke hvis musikerne er på stikkerne, har deres ører åbne og en kammermusikalsk tilgang.

Michael Tilson Thomas’ tilstedeværelse på podiet føltes som en barriere for dette – som om han tyngede musikken ned. Den anden sats styrkede det gamle argument om, at Brahms’ musik er overlæsset og tung, som står i fuldstændig kontrast til det sidste Brahms, jeg hørte på denne scene (smidige og gennemsigtige symfonier opført af Thomas Dausgaards Svenske Kammerorkester sidste sommer). Oplevelsen af en dialog, som er så fundamental for denne klaverkoncert, var lang tid undervejs, men da musikerne nåede den fjerde sats lykkedes det.

For pianister er Brahms’ 2. Klaverkoncert et teknisk mareridt. Hovedsageligt fordi det skal opleves ubesværet, og solisten endelig ikke må virke for demonstrativ. Ingen vil forbinde sidstnævnte kvalitet med den kinesiske solist Yuja Wang. Men på trods af en generel ligegyldig tilgang til den tragiske stemning som omgærder stykket, var hendes anslag delikat og havde et strejf af skrøbelighed over sig. Hun kan spille en sand pianissimo, og hendes sammenspil med 1. cellist Tim Hugh i tredie sats var koncertens følelsesmæssige højdepunkt. Som en slags kompensation gav Yuja Wang i ekstranummeret den på alle tangenter i sit bravourstykke: Fazil Say og Arcadi Volodos skøre arrangement af Mozarts Rondo alla turca. Her var ingen i tvivl om Wangs forbløffende teknik.

Tjajkovskijs Pathetique Symfoni står i fuldstændig total kontrast til Brahms klaverkoncert. Her er det op til dirigenten at tage teten og fortælle os, om det er Tjajkovskijs protest mod hans påtvungne selvmord eller en “selvmordserklæring” fra en mand, der havde fået nok. En luft af resignation hang over åbningen, mens Michael Tilson Thomas mod enden hældede mod en protest efterfulgt af total afmagt.

Det var en tvetydig opførelse af et værk, der i den grad er flertydig i udtrykket. Tjajkovskijs valsende tredje sats og hans rasende Allegro molto tordnede tomt ud i salen. De fleste af symfoniens højdepunkter blev leveret med kold kalkule snarere end som kulminationen på et udmattende forløb. Det var dog en fornøjelse at opleve dette teknisk fremragende orkester i en anden koncertsal end den bunkerlignende Barbican Hall, så man kunne høre, hvor virtuose disse orkestermusikere egentlig er. Men i perioder var den varme klang fraværende i orkestret, og det kender mange londonere også til.

Tivoli Koncertsal, 11.6.17
London Symphony Orchestra, solist Yuja Wang, dirigent Michael Tilson Thomas.

Foto: Norbert Kniat / DG

- o -

[ENGLISH VERSION]

An ambiguous performance delivered with cold calculation


Conductor Michael Tilson Thomas appeared worn out from the start of the concert with London Symphony Orchestra and the Chinese firebrand Yuja Wang.

***

By Andrew Mellor


The London orchestras sound very different when they’re not in London, for two reasons. The first is the lousy acoustics of the UK capital’s concert halls, notably the Barbican Hall which is home to the London Symphony Orchestra. The second is that touring allows for rather more rehearsal time than the London-standard of less than two days.

During the regime of its last chief conductor Valery Gergiev, you were lucky if the LSO had had any rehearsal at all. On Sunday under Michael Tilson Thomas, principal guest conductor for over twenty years, the problem felt more like too much rehearsal and perhaps even overfamiliarity.

‘I’m going for a drink and a rest’, Tilson Thomas gesticulated to the impressed audience at Tivoli at the end of Tchaikovsky’s Pathetique Symphony. It wasn’t so much a case of Tchaikovsky’s heart-on-sleeve music wearing MTT out, as the conductor appearing worn out from the start. Brahms’s Piano Concerto No 2 is not a high-energy piece but it needs concentration to fuel its conversational tone. In one sense, this music hardly needs a conductor at all: start at the right speed, and everything else should fall into place if the musicians are alert, have their ears open and take chamber music approach.

MTT’s presence on the podium felt like a barrier to that, as though it was weighing the music down. The second movement Allegro appassionato lent credence to the old argument that Brahms’s music is cloying and stodgy – a total contrast to the last Brahms I heard on this stage (agile and translucent symphonies from Thomas Dausgaard’s Swedish Chamber Orchestra last summer). The true sense of conversation on which the concerto depends took a long time coming, but by the fourth movement Allegretto grazioso the musicians had lightened-up.

The concerto is a technical nightmare for pianists, chiefly because it must sound undemonstrative. Nobody would associate the latter quality with the Chinese firebrand Yuja Wang. But despite a general air of indifference to the tragic atmosphere of the piece, her performance was delicate and had attractive touches of fragility. She can play a true pianissimo and her interaction with the LSO’s principal cello Tim Hugh in the Andante represented the performance’s emotional highlight. As if to compensate, Wang knocked-out her party-piece as an encore: Fazil Say and Arcadi Volodos’s crazy arrangement of Mozart’s Rondo alla turca. Here, Wang’s technique was there for all to see as well as hear, and it is undeniably astonishing.

Tchaikovsky’s Pathetique Symphony poses a total contrast to Brahms’s concerto. Here it is up to the conductor to take the piece by the scruff of the neck and tell us whether it is Tchaikovsky’s protest against his enforced suicide or a confession of suicide from a man who had had enough. An air of resignation hung over the opening Adagio while MTT seemed to suggest, in the final pages of the work, that this was indeed a protest followed by total dejection.

But it was, in truth, an ambiguous performance of a piece that suffers with ambiguity. Tchaikovsky’s waltzing third movement and his furious Allegro molto sounded loud but empty; most of the work’s climaxes felt like cold calculation rather than human outpouring. It is a joy to hear this technically excellent orchestra in a space other than the bunker-like Barbican Hall, and to hear its virtuoso musicians properly. But the orchestra’s occasional lack of warmth is something many Londoners know about, too.

London Symphony Orchestra / Michael Tilson Thomas / Yuja Wang
Tivoli Concert Hall, 11.6.17

Læs også: Simon Rattle får måske alligevel sin nye koncertsal i London

FLERE NYHEDER

Første kvindelige dirigent med million-dollar gage | Magasinet KLASSISK nyhed

Første kvindelige dirigent med million-dollar gage

Chefdirigenten i Baltimore Symphony, Marin Alsop, sprænger loftet med en årsgage på over en million dollars.

Ny chefdirigent til Wiens Staatsoper er fundet | Magasinet KLASSISK nyhed

Ny chefdirigent til Wiens Staatsoper er fundet

Stillingen er en af operaverdenens mest prestigefyldte og historisk set den måske mest omtumlede.

ANMELDELSER

Niels W. Gade: Klaverværker Marianna Shirinyan (klaver) Dacapo 8.226122 | Magasinet KLASSISK anmeldelse

Niels W. Gade genopdaget

Melodierne er ikke særlig gode, og det er svært at fornemme en sammenhæng i det hele.

ARTIKLER

Kurt Elling
»Jeg kan godt lide at presse lytterne og især musikerne, måske er det lidt sadistisk, men så bliver det markant«
Allan Gravgaard Madsen, komponist

PLADENYT

Kaufmann crooner Mahlersange | Magasinet KLASSISK pladenyt

Kaufmann crooner Mahlersange

Tidens vel mest ombejlede stjernetenor, Jonas Kaufmann, vover at gabe over to sangpartier på samme indspilning.

NYHEDSBREV

Bestil nyhedsbrev | KLASSISK

Bestil vores nyhedsbrev

Hold dig ajour med det nyeste inden for opera og klassisk musik. Modtag vores gratis nyhedsbrev, der bliver udsendt ca. to gange om måneden.

ANNONCER

Klassiske dage 2017

Mogens Dahl Koncertsal