Nyhed

Royal Opera House aflyser Holten forestilling i næste sæson

Royal Opera House i London har valgt at trække Kasper Holten-opsætningen af Webers ‘Jægerbruden’ fra næste sæsons program. Forestillingen er en koproduktion med Det Kgl. Teater, hvor den oprindelige opsætning på Holmen blev en stor succes i 2015. Anmelderne brugte ord som »knivskarp«, »mestergreb« og »en kolossal triumf«.

Den eneste gang man i den kommende sæson kan opleve noget fra instruktørens hånd i Royal Opera House, efter hans fratræden som operachef, er sommerens opsætning af ‘Don Giovanni’. Angiveligt er Royal Opera House ikke kommet med nogen officiel forklaring, men Opera Magazines redaktør spekulerer i en kommentar, over hvorvidt aflysningen er et forsøg på at kompromittere Holtens eftermæle.

På spørgsmålet om hvorfor det engelske operahus har valgt ikke at opsætte ‘Der Freischütz’ i den kommende sæson, når operahuset har været med til at finansiere projektet, skriver Kasper Holten følgende i en mail til KLASSISK:

»I lyset af de økonomiske udfordringer alle operahuse står med i øjeblikket, har vi været nødt til at tilpasse repertoiret for sæson 2017/18. Dette omfatter aflysning af en planlagt genopsætning af ‘Peter Grimes’ samt opsætningen af ‘Freischütz’.

Selvom Royal Opera House har haft udgifter på de to projekter, er den økonomiske gevinst ved at erstatte dem med flere forestillinger af mere populære titler – som kan indbringe væsentligt højere billetindtægter – ganske betydelig, og nødvendig. Det er desværre ikke første gang vi er nødt til at foretage sådanne tilpasninger af repertoiret.

Jeg har syntes det var den rigtige beslutning af denne besparelse ramte min egen planlagte nyopsætning snarere end andre instruktører.

Vi er meget opmærksomme på at prøve at beskytte bredden i repertoiret, selvom de mest populære titler giver os markant højere indtægter. Som det vil kunne ses, når vi offentliggør repertoiret senere på foråret, er det efter min mening lykkedes os at fastholde adskille smalle titler og et ganske varieret repertoire, selv efter den beklagelige aflysning af disse to titler«.

Foto: Lior Zilberstein

Læs også: Kasper Holten bestiller ny opera af succesteam

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER