Nyhed

Ernst von Siemens Musikpris går til Pierre-Laurent Aimard

Årets modtager af den store Ernst von Siemens Musikpris bliver den franske pianist Pierre-Laurent Aimard, som udover æren også modtager hovedprisen på næsten 2 millioner kr. Med tildelingen af det der bliver kaldt musikkens Nobelpris, bliver Aimard hædret for et liv i musikkens tjeneste, og i motivationen for tildelingen kan man læse, at den 59-årige franskmand med det store repertoire er »en pianist som med lys og farve bringer klarhed og liv til alt, han spiller«.

»Hans usædvanlige rejse fra nutidig musik tilbage til fortidens, hans grænseløse glæde ved at udforske og den grundighed han helliger sig spændet fra Bach til George Benjamin, gør ham til en af de helt enestående musikere i dag«, lyder det videre i pressemeddelelsen.

I rækken af tidligere modtagere af hovedprisen finder man blandt andet Aimards mentorer og tidligere samarbejdspartnere Olivier Messiaen, György Ligeti og Pierre Boulez. Per Nørgaard modtog prisen i 2016. Det var i Boulez’ nystiftede Ensemble Intercontemporain, at Aimard i en alder af 19 år fik sit gennembrud. Ensemblet blev også trinbrættet til solokarrieren, der tog sin begyndelse, da han forlod det i 1995.

Aimard har hele året travlt både som solo- og koncertpianist på de internationale scener, og han har været tilknyttet nogle af de store koncerthuse. Senest er det blevet annonceret, at han i næste sæson skal være ‘Artist in Residence’ ved Southbank Centre i London.

Prisoverrækkelsen finder sted ved en stor koncert i München i juni.

Foto: Marco Borggreve

Læs også: Nørgård modtager Ernst von Siemens Musikprisen 2016

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER