Nyhed

Jonas Kaufmann overrasker trods aflysning til stort prisshow

Den tyske stjernetenor, der tidligere aflyste sin annoncerede optræden på grund af stemmeproblemer, overraskede alle ved prisoverrækelsen af årets Echo Klassik 2016 i Berlin søndag aften. På scenen stod Antonio Pappano klar til at modtage prisen for ‘Årets Bestseller’ på vegne af Kaufmann, da tenoren til publikums tydelige store overraskelse pludseligt dukkede op fra bagerst i salen. Selv Pappano, der dirigerede på udgivelsen, blinkede en ekstra gang. Det blev dog ved takketalen for Kaufmanns vedkommende. Her beklagede han den ufrivillige sangpause, som fortsat er på ubestemt tid.

Det er blot én optræden ud af mange, Kaufmann er blevet nødt til at aflyse siden juli som følge af en blødning på stemmebåndene, ifølge Rhinegold. På sin hjemmeside undskylder tenoren overfor de mange skuffede publikummer, der har kastet penge efter nu aflyste oplevelser. Det er foreløbigt gået ud over operaforestillinger i Paris, München og Baden-Baden samt flere koncertoptrædener rundt om i Europa.

Foto: Julian Hargreaves / Sony Classical

Læs også: Gheorghiu udeblev ikke af misundelse

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER