Nyheder

26/07-10
Villazón får kvindeligt selskab
Koncerten med tenoren Rolando Villazón i Tivolis Koncertsal d. 8. august har været udsolgt længe, men først nu ligger det endelige program fast. På koncertprogrammet er både arier og duetter, for verdenstenoren har valgt at dele scenen med to unge stjernespirer, sopranen Stéphanie Loris og mezzosopranen Audrey Kessedjian.
Når en verdensstjerne som Rolando Villazón vælger at alliere sig kunstnerisk med to yngre kunstnere, ligger det i fin tråd med den linje, som musikchef i Tivoli Henrik Engelbrecht selv ønsker at lægge: ”Stjernesolister vil være en fast del af programmet også i de kommende sæsoner i Tivoli.

Men jeg satser også på at præsentere nye, spændende talenter – gerne før andre får øje på dem. Koncerten i år med Rolando Villazón er et fint eksempel, hvor en virkelig superstjerne inviterer to unge sangere med til sin koncert. Det giver os mulighed for at opleve, hvad der måske er morgendagens stjerner i samarbejde med en aldeles nuværende af slagsen” udtaler musikchefen i en pressemeddelelse.
Koncerten byder på uddrag fra bl.a. Gounods ’Romeo og Julie’, Massenets ’Manon’, Bellinis ’I Capuleti e I Montecchi’ samt Donizettis ‘Elskovsdrikken’ og ‘Don Pasquale’.

Foto: Anja Frers/DG

21/07-10
COPENHAGEN OPERA FESTIVAL 27.- juli - 1. august
Sidste år startede den udendørs operafestival Copenhagen Opera Festival med arrangementer i utraditionelle omgivelser. Denne tradition fortsætter i år hvor publikum kan opleve opera ni forskellige steder i København. Bl.a. på Frederiksberg Slot, Mogens Dahl Koncertsal, på Det Kongelige Teaters strandbar på Kvæsthusmolen og på

kanalrundfarten. Programmet strækker sig over Wagners 'Niebelungens Ring' på storskærm til Kopenhagen Kabarett, der opfører sange fra 1920’ernes Berlin i Literaturhaus på Nørrebro.
Desuden kan man igen i år opleve opera på Nytorv hvor Puccinis opera 'La Boheme' opføres af bl.a. musikere og sangere fra Det Kongelige Teater.

Læs mere om festivalen

28/06-10
Kvindekomponister, kom frit frem
For få danske kvinder går i de klassiske mestres fodspor, mener Statens Kunstfond. Kun én ud af hver tiende, der ansøger om et legat hos Statens Kunstfonds Tonekunstudvalg for Klassisk Musik, er hunkøn. Derfor stifter fonden nu en komponistpris for kvinder og indkalder til forslag af værker skabt af kvindelige danske komponister; værkerne skal være komponeret inden for de seneste 10 år.

Til prisvinderen er der 75.000 kr. i vente. Alle er velkommen til at komme med værkforslag, og man kan også som komponist indstille sig selv. Musiklivet opfordres i særlig grad til at henvende sig.

En jury behandler de indkomne forslag. Juryen består af DR SymfoniOrkestrets chef Ole Bækhøj, Randers Kammerorkesters chef

David Riddell, den norske komponist Ragnhild Berstad og Statens Kunstfonds repræsentant, komponisten Juliana Hodkinson.

Fristen for at indsende forslag er 15. september. Vinderen offentliggøres i december 2010.

Kvinder med succes
Internationalt set er det begrænset med markante kvindekomponister. Men de findes. I Finland tårner Kaija Saariaho op som både opera-, instrumental- og elektronikkomponist, i Tyskland har den koreanskfødte Unsuk Chin (foto) skabt de udtryksfulde 'Alice in Wonderland' og 'Akrosticon-Wortspiel', og takket være bl.a. violinvirtuosen Gidon Kremer har verden siden starten af 1980'erne kendt til russiske Sofia Gubaidulinas åndfulde musik.

Foto: PR

Indsend forslag

24/06-10
DR PigeKorets dirigent stopper
DR PigeKoret skal til at se sig om efter en ny dirigent. Korets nuværende chefdirigent Michael Bojesens stopper ved udgangen af 2010 - efter næsten 10 år ved roret.
"Jeg har elsket hvert sekund i arbejdet med koret og korskolen, men vi er nået til et punkt, hvor alt fungerer stort set optimalt - kunstnerisk, socialt og administrativt. Så det er med vemod men stor tryghed, at jeg nu kan

give stafetten videre og dermed selv få mulighed for at afprøve forskellige andre dimensioner af mit arbejde med musikken" udtaler Michael Bojesen, der dog ikke helt slipper kontakten med koret, da han fra næste år fortsætter som æresdirigent. Fremover vil han koncentrere sig om at dirigere, komponere og at udvide sin formidlende rolle.

Foto: Agnete Schlichtkrull

22/06-10
Forsvaret forbyder koncert
Som led i Forsvarets spareplaner er Prinsens Musikkorps blevet nævnt som værende i farezonen. Orkestret havde planlagt at spille en koncert i dag foran Christiansborg for at gøre politikerne opmærksom på, hvad musikerne kan. Men forsvarskommandoen har forbudt koncerten. I morgen mødes de politiske forsvarsordførere for at forhandle.

Fredag var der panikstemning hos Prinsens Musikkorps, men i dag er tonen en anden: "Det tegner meget lysere end i fredags, men vi vi vil ikke tage armene op, før det er sikkert, men jeg har hørt kilder fra Christianborg, der siger, at vi

alligevel går fri", siger Henrik Thorngaard til DR Kultur

Prinsens Musikkorps er et af Forsvarets tre musikkorps. Kort fortalt spiller det for Kongehuset, Forsvaret og Det Danske Folk. Bl.a. ved royale begivenheder, royale besøg, parader, marchture og andet ceremoniel. Musikkorpset bruges også som Forsvarets repræsentant ved forskellige begivenheder i udlandet. Repertoiret er alt fra marchmusik til hip hop, jazz, pop og klassisk.

En underskriftsindsamling for at bevare Prinsens Musikkorps har pt. samlet over 3600 signaturer.

Foto: PR

Til underskriftsindsamlingen

17/06-10
Anmeldelse: Cecilia Bartoli i Tivoli
Der er kunstnere, som er lettere uklare i deres profil. Og så er der kunstnere, der går klokkeklart igennem og som tematiserer deres projekter, så man ikke er sekund i tvivl om, hvad de står for. Sådan en sanger er Cecilia Bartoli, et sjældent vidunder, og ved onsdagens priskoncert sendte hun publikum i larmende spontanklapsalver gang på gang.

Porpora, Broschi, Veracini, Araia … hvem kender disse komponister, som den verdensberømte mezzosopran sang denne aften? Stort set ingen, og det var også fuldstændigt ligegyldigt, når Bartoli kunne jonglere med sine koloraturer og indtage med en smuk inderlighed og charme. Humor har hun også masser af, indimellem næsten så det bliver for fjantet, men alligevel befriende for en musikgenre, der har det med at være selvhøjtidelig. I de mere sørgmodige arier blev man rørt af Bartolis mesterlige fraser i piano. Men alvoren varede aldrig længe onsdag aften, før der stod ”legebarn” i hendes store smil og intense øjne. Og publikum var med hele vejen.

Til Sonning-koncerten blev hun ledsaget af Zürich-operaens barokorkester La Scintilla, som i sig selv var hele koncerten værd med dets energiske, smidige og livfulde spil. Godt nok var man ikke i tvivl om, at solisten krævede godt med plads, så orkestret måske var reduceret lovlig meget til lydtapet, når hun sang. Men musikerne kunne adskillige gange fyre den af i diverse ouverturer.

Anført af den internationale kapacitet Ada Pesch antændte denne fe-tante af en

koncertmester orkestret, så gnisterne dansede hen over scenen. Der var fine passager med gamle ventilløse horn, der med deres lidt flossede og brummende tone fremmanede 1700-tals-atmosfære med alle dets instrumenttekniske fordele og ulemper med hensyn til klang og spilleteknik.

Barokoboerne klinger også blødere end de senere udviklede oboer, og de ældre instrumenter er egentlig mere behagelige at lytte til i længden. La Scintillas obosolister lagde ligesom dets hornister et flot og adræt melodispil for dagen. Hvorimod fløjtenisterne ikke præsenterede helt samme smidighed og gennemslagskraft til at matche Bartolis brand.

Mezzo-stjernen var denne aften i hopla som den evige show-woman med arier af ukendte barokkomponister i kufferten og som en anden musketer iført kalvekrøs, kappe, skjorte og lange støvler. Kun i koloraturpasssager i nogle af de første arier skulle hun koncentrere sig ekstra meget, hvilket tappede på hendes overskud, så hun ikke fremstod helt så upåvirket som ellers til koncerten.
Per Rask Madsen

Fem ud af seks stjerner

Cecilia Bartoli og Orchestra La Scintilla
16. juni 2010 i Tivolis Koncertsal.
Koncert og overrækkelse af Leonie Sonnings Musikpris 2010 på 600.000 kr. til Cecilia Bartoli.
Musik af Nicolò Porpora, Riccardo Broschi, Francesco Maria Veracini, Leonardo Vinci, Leonardo Leo, Francesco Araia, Carl Heinrich Graun, Alessandro Scarlatti, Antonio Caldara.

Foto: Decca / Uli Weber

14/06-10
Anmeldelse: Bang on a Can All-Stars
Når Bang on a Can indtager scenen, sker det uden de store falbelader. Tøjet ligner det, publikum har på, og lakskoene har aldrig været længere væk fra en klassisk koncert, end når amerikanerne går på scenen. Det er ligetil og helt uden det krukkeri, man traditionelt møder til klassiske koncerter – eliteensemblet fra New York gør i stedet en dyd ud af at investere sig selv fuldstændigt i den relativt nyskrevne musik, de hiver op på nodepultene.

Lørdag aften havde Bang on a Can vendt programmet på hovedet, så de lagde ud med Terry Rileys minimalistiske kunststykke 'In C' fra 1964. En slags kollektiv improvisation fuldstændig holdt i C-dur og opbygget af en række korte melodiske fraser. Med sine repetitive rytmer og helt grundlæggende mangel på harmonisk udvikling ses værket i dag som en nedbrydning af den klassiske europæiske musiktradition. Rileys milepæl evner som få andre nyklassikere at sætte publikum i noget nær trance. Men kun hvis det vel at mærke bliver udført ligeså spillevende, som det er tænkt. Spillevende var Bang on a Can immervæk, faktisk i en grad så benspjæt og vuggende bevægelser undervejs blev publikums fortrukne beskæftigelser. Ikke hverdagskost til en klassisk koncert, men dertil var Bang on a Cans udgave ganske enkelt for uimodståelig. Hypnotisk og for en gangs skyld

med værkets poetiske sider holdt frem til frit skue.
Ærgerligt var det bare, at koncertstedet Teater Republique forstærkede newyorkerne med elendig dåselyd. Så bogstaveligt havde teatret på Østerbro egentlig ikke behøvet at tage hovedattraktionens slående navn. Men det gjorde de, og så fik man lyden kastet i hovedet – støjende og metallisk – og langt fra lige så delikat, som de sublime newyorkeres 'In C' ellers indbød til.

Efter pausen gik det mere stille for sig med Brian Enos ambientklassiker 'Music for Airports' fra 1978. Søvnig og afdæmpet musik – næsten som at tage en tur under vand og genopdage det våde elements sært dæmpede lyde. Som koncertmusik er 'Music for Airports' imidlertid ikke særlig ophidsende, ikke engang når den danske kammermusikelite i form af Athelas Sinfonietta og Mogens Dahl Kammerkor medvirker. Så gab var der rigeligt af rundt omkring på stolerækkerne. Med den fintmærkende udgave af Enos altgennemtrængende virkelighedsflugt leveret af Bang on a Can og deres danske fæller kunne man da også roligt overgive sig til søvnen. Endda med et smil på læben.
Jens Povlsen

Fire ud af seks stjerner

Medv. Bang on a Can All-Stars, Athelas Sinfonietta Copenhagen og Mogens Dahl Kammerkor
Teater Republique, lørdag d. 12. juni 2010.

02/06-10
Værd at satse på
Tidens musikere er dygtige, teknisk formår de mere og mere. Men uden personlighed, liv og sjæl i musikken bliver tonerne til en noget robotagtig fornøjelse. En dansk musiker, der formår at kombinere virtuos spilleteknik med følelsesmæssigt engagement, er Andreas Borregaard. På masteruddannelsen opnåede han karakteren 13 i alle sine eksaminer på sin accordeon. Onsdag den 9. juni debuterer han fra Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums solistklasse med en koncert i Konservatoriets Koncertsal, hvor vennerne i Den Danske

Strygekvartet og de fremragende accordeonister James Crabb og Frode Haltli møder den snart forhenværende accordeon-studerende.
Der er gratis entré til den festlige lejlighed.

Debutkoncert: Andreas Borregaard
9. juni i Konservatoriets Koncertsal kl. 19.30

Gæstemusikere: Den Danske Strygekvartet, Asbjørn Nørgaard, James Crabb, accordeon, Frode Haltli, accordeon.
Musik af Benjamin Britten, Luciano Berio, Maja Ratkje, Domenico Scarlatti, John Zorn og Jukka Tiensuu

Foto: Jette Jørs

Hør Andreas Borregaard spille

28/05-10
En anbefaling
Carl Nielsen, amerikansk og dansk musik er hovedtemaerne under fejringen af Athelas Sinfonietta Copenhagens 20-års-jubilæum. Det sker med en storstilet festival 5.-12. juni, hvor Athelas og en række ensembler og solister sætter røntgenblik på Carl Nielsens musik. 6. Symfoni genkomponeres for 18 musikere af kollegaen Hans Abrahamsen, så værkets nuancer og detaljer træder tydeligere frem end i originalen. De to trioer Alpha og Gamán tager Nielsens mere folkelige kompositioner under kærlig og respektløs behandling. Under sloganet »Det’ for børn« improviserer jazzpianisten Carsten Dahl over Nielsens børnesange. Mens ensembler som Den Danske Strygekvartet og DiamantEnsemblet

trakterer Nielsen-værker mere traditionelt.

Blandt de amerikanske indslag er danmarkspremieren på den amerikanske performance- og installationskunstner Suzanne Bocanegras ’Rerememberer’ for elektrisk forstærket væv, accordeonist (der improviserer over et vævemønster), dj, lyddesign, lyssætning og 50 violinister, der aldrig har spillet før – det giver en helt særlig tuttiklang.

Festivalen giver også mulighed for at opleve samtidsklassikere som de hypnotiske ’In C’ af Terry Riley og ’Music for 18 musicians’ af Steve Reich.

5.-12. juni. Athelas New Music Festival 2010. Teater Republique, Østerfælled Torv 37, 2100 København Ø.

Festivalprogram hér

27/05-10
Italienske operahuse har åndenød
Gæster i italienske operahuse bærer gult bånd på overarmen efter bebudede besparelser fra Berlusconis centrum-højre regering. Halvdelen af Italiens statslige kunstbudget går til operahuse, hvilket vil sige næsten 2 mia. kr. Til sammenligning er beløbet i

England kun lidt over en kvart mia. kr. Den italienske regering sigter i en samlet pakke mod at reducere en række udgifter, bl.a. korsangeres tillæg for at synge på fremmedsprog eller at skulle holde et sværd [!], skriver Times Online.

26/05-10
Regeringen gør livet surt for musikere
Landets største musikerfagforening, Dansk Musiker Forbund, er ikke i tvivl om, at regeringens forkortelse af dagpengeperioden fra fire til to år vil ramme mange freelanceansatte musikere. Mange danske musikere er nødsaget til at gå fra job til job, da der er få faste fuldtidsstillinger, og disse musikere er afhængige af et smidigt dagpengesystem, der kan hjælpe mellem ansættelser.

Formanden for Dansk

Musiker Forbund, Anders Laursen, lægger ikke fingre imellem i sin kritik: ”Regeringen præsterer her det mest elendige stykke arbejde for at sikre fremtidens Danmark, i en tid hvor vi er presset på alle typer af erhverv. Den kreative branche i Danmark – inden for kunst, viden, underholdning – skal da stimuleres og hjælpes for at sikre os en placering på den globale bane,” mener formanden.

24/05-10
Anmeldelse: {Pliiiinggg…}
Pliiiinggg … Smag engang på ordet. Sig det et par gange og du har en idé om, hvordan det lød første aften på todages-festivalen med det ganske velklingende navn. Men kun hvis du samtidig lader fantasien tilføje et væld af lyde fra instrumentklapper og mundstykker af messing, der bliver slået på med flad hånd. Glem ej det arrige hvæs fra en kat, der bliver trukket i halen …

Minifestivalen er en engangsforeteelse. Stablet på benene for på to majaftener at sende tre komponiststuderende ud af Det Kgl. Danske Musikkonservatorium med manér. Fine folk fra London Sinfonietta var derfor fløjet ind, og med dem ved nodepultene kunne de tre nyslåede komponister være fint tilfredse. For det kræver sine musikere at indløse billet til komponisternes mildest talt ufremkommelige toneverdener.

Guider så fornemme som dem fra London er ikke hverdagskost herhjemme. Slet ikke til afgangseksamener, men på den anden siden – det er de tre debuterende herrer heller ikke. Rune Glerup kan man blandt andet finde som dirigent for det elektroniske ensemble Contemporánea, mens Nicolai Worsaae og Christian Winther Christensen huserer i det noget mere vildtvoksende komponistkollektiv Dygong. Tre herrer der altså endnu ikke har fundet sig til rette i en traditionel koncertsal som konservatoriets. Desværre, for torsdag aften betød det, at salens store rum ustandseligt udvandede de intense oplevelser, komponisternes nidkærhed og store ambitioner fører med sig på steder med lavere til loftet.

Det er komponisterne selv der har fundet på at binde deres afgangseksamen sammen til en minifestival. Men fordi man kan få sådan én på benene, betyder det trods alt ikke, at man er enige om, hvordan musikken skal lyde. Bundforskellige er deres udtryk, men skulder ved skulder står de alligevel, enige om at sparke tonaliteten langt pokker

i vold. I stedet bevæger de nyuddannede sig derud, hvor de færreste lytterører kan finde genklang blot ved første overhøring af den hærskare af effekter og vilde lyde, der kæmper om pladsen på deres nodeark.

Til start blev luften sat i svingninger af Worsaaes ’Brutalized Beauty’. Et værk rigt på modsætninger – på en gang sløvt og hurtigt i optrækket. En udgave af skønhed hvis klodsede og bastante føleri trist nok aldrig blev nær så råt, som værkets titel lokkede med. Øjeblikket efter blev kluntetheden heldigvis afløst af Glerups magiske støvfanger ’dust encapsulated #2’ fra 2009. Aftenens klare højdepunkt med ganske kontante og indbydende kvaliteter. Også Glerups efterfølgende ’La Rose pulvérisée’ i ni genstridige, korte satser for fløjte og violin var forførende. Ærgerligt nok skulle man helt hen til koncertens allersidste værk for at komme på højde med Glerups imødekommende kvaliteter – Worsaaes ’Du hast gesagt’ hvis Karl Marx-citat i munden på den fortrinlige tyske sopran Helene Lang ganske effektivt lukkede ned for dag 1 med de nu solistuddannede komponister.

Derimellem blev skæve indfald i ét væk forvekslet med originalitet, og de imødesete provokationer, man kunne forvente af tre herrer så solidt plantet i det danske undergrundsmiljø, viste sig tilmed at være ganske tamme. Ikke desto mindre nåede undergrunden torsdag aften op til overfladen i konservatoriets koncertsal. Om den lige foreløbigt ses i de rammer igen er dog mere end tvivlsomt. Måske først når traditionen ikke længere er til for blot at brydes.
Jens Povlsen

To ud af seks stjerner

Nicolai Worsaae, Rune Glerup og Christian Winther Christensen: {Pliiiinggg…}
London Sinfonietta, dir. Baldur Brönnimann
Musikkonservatoriets Koncertsal. Torsdag d. 20. maj 2010

Foto: Bjarke Ørsted

17/05-10
Kasper Holtens efterfølger er fundet
Det Kongelige Teaters nye operachef bliver fra august 2011 den internationale instruktør Keith Warner, som er blevet udpeget blandt 47 ansøgere af et enigt ansættelsesudvalg. Der er høje forventninger til den 53-årige brite, som allerede har gæstet Den Kongelige Opera som instruktør senest i sæsonen 2008/09 med sin geniale iscenesættelse af Alban Bergs højspændte 'Wozzeck'.

I lyset af Det Kgl. Teaters billetkrise og nylige fyringsrunde kunne man have forestillet sig, at en person med vægt på administrative evner og mindre på det kunstneriske ville være at foretrække. Men med Warners instruktørbaggrund ser det ud til, at Det Kgl. Teater vælger at fortsætte i Kasper Holtens spor. Helt ukendt med administrativt ansvar er Warner heller ikke, da han har været med til at lede English National Opera og The Scottish Opera.

En anynom, grå administrator, der holder sine meninger for sig selv, skal man nok ikke forvente af Keith Warner, der til Dagbladet Politiken forrige år sagde: »Jeg vil ikke afvise, at opera som kunstform er død eller i hvert vrider sig i dødskramper, men hjælpen kommer i hvert fald ikke fra de tre tenorer eller noget lignende. De giver folk en helt forkert idé om, hvad opera er, opera er ikke bare store, flotte melodier, og ikke bare

Pavarotti med en mikrofon spændt for munden«.

Bestyrelsesformand Lars Pallesen udtaler i forbindelse med ansættelsen: »Med udnævnelsen af Keith Warner får Den Kgl. Opera en markant international skikkelse i spidsen. Derved har vi sikret os en profil, der kan være med til at videreudvikle det høje kunstneriske niveau, vores opera har fået de senere år. Vi ønsker at have en kongelig opera i Danmark, der kan måle sig med den internationale elite, og med Keith Warner i front får vi en troværdig garant for, at der både udvikles og udfordres – med et åbent vindue til den internationale operaverden. Det kan alle operaelskere glæde sig til«.

Keith Warner
Født i London i 1956. Har iscenesat flere end 150 skuespil, musicals og operaer. Blandt hans største triumfer er iscenesættelser af 'Lohengrin' i Bayreuth, 'Nibelungens ring' i både Tokyo og på Covent Garden i London. Han har været med til at lede English National Opera i London og The Scottish Opera i Glasgow og har været kunstnerisk leder af Opera Omaha i Nebraska. Ud over sin instruktørvirksomhed har Warner skrevet libretto til to operaer af David Blake, og har fungeret som gæsteprofessor i skuespil og instruktion i både USA og Storbritannien.

Foto: Casper Balslev

Læs interview med Keith Warner

12/05-10
Værd at kende
Kender du ikke P2s internet-site Lyt til Nyt, er det på tide. Der kan du følge med i nogle af de nyeste tendenser inden for nykomponeret musik. Sitet dækker især dansk men også udenlandsk musik, samt etablerede og ganske grønne komponister. P2s journalistiske enmandshær Max Fage-Pedersen er ved roret og tilbyder interviews med kunstnere, fyldige uddrag fra værker, kortere artikler og nyttige links.

I øjeblikket kan du høre og læse om bl.a. tre komponister, der på hver sin måde beriger os med interessant musik. Niels Rosing-Schow har skrevet værket 'Chimera' til cellisten Andreas Brantelid og DR

SymfoniOrkestret, som blev uropført for nylig. Komponisten fortæller om værket, at "det er et musikalsk fatamorgana, en musikalsk illusion, et 'hørebedrag'. Jeg har prøvet at skrive en flimrende musik, hvor man ikke kan finde ud af, hvor musikken er på vej hen". Hans-Henrik Nordstrøm er aktuel med en cd, hvor særligt kammerværket 'Tyst november' er dragende og stemningsmættet. En lovende komponiststuderende er Allan Gravgaard Madsen (fotoet), som har begået de bemærkelsesværdige 'Variationer for otte tasteinstrumenter', som skal spilles af bl.a. klaver, klokkespil, cembalo, celeste og hammerklaver.

Hør musikken

12/05-10
Seminar i anledning af ny opera
I forbindelse med opførelsen af den nye opera 'Waiting in Nowhere', der udspiller sig i Sandholmlejren og er skrevet af to herboende flygtninge – komponisten Edina Hadziselimovic fra Bosnien og librettisten Rubén Palma fra Chile – inviterer Det Kgl. Teater og Bikubenfonden til seminar om teater og integration.

Paneldeltagerne er film- og teaterinstruktør Parminder Singh, migrationsforsker på Aalborg Universitet ph.d. Helle Stenum, teaterchef for Betty Nansen Teatret og initiativtager til projektet C:NTACT Henrik Hartmann og teaterchef på Taastrup Teater

Mogens Holm. Ordstyrer ved seminaret er operachef Kasper Holten.

Seminaret indledes med et kunstnerisk indslag ved C:NTACT’s taskforce og afsluttes med et uddrag af operaen Waiting in Nowhere.

Seminaret streames live på Det Kgl. Teaters hjemmeside, og der er gratis adgang for publikum. Der er dog kun et yderst begrænset antal pladser, som fordeles efter først til mølle-princippet.

Seminar om teater og integration
Skuespilhuset, Lille Scene
Tirsdag 25. maj kl. 16-20

Foto: Mikkel Østergård / Dansk Røde Kors

10/05-10
Reumert til 'Livlægens besøg'
Succesen fortsætter for Den Kongelige Operas 'Livlægens besøg' om den sindssyge kong Christian XII og hans livlæge Struensee. Søndag kunne produktionen indkassere Bikubenfondens Reumertpris i kategorien 'årets opera'. Operachef Kasper Holten

røber til P2, at 'Livlægen' bliver genopsat i sæsonen 2011/12, og at DR har købt rettighederne til at sende en tv-transmission. Værket blev desuden i sidste måned udgivet på dvd på Dacapo Records.

Foto: Miklos Szabo

Læs mere og hør et uddrag fra 'Livlægens besøg'

05/05-10
Den største musik
Sig "h-mol" og mange kendere med det samme tænker "Bachs messe i h-mol". Sjældent har en toneart vækket så konkrete associationer som med dette storværk, og sjældent opføres Bachs messe i den danske provins. Men søndag den 9. maj slår Det Jyske Ensemble sammen med en række gæstekunstnere for at fejre Viborg bys 950-års-jubilæum med en opførelse af Bachs

h-mol-messe.

J.S. Bach: Messe i h-mol
Søndag 9. maj kl. 15.00 i Viborg Domkirke
Med Det Jyske Ensemble, DR VokalEnsemblet, 20 professionelle musikere og sangsolisterne Kari Postma, Andrea Pellegrini, Bo Kristian Jensen og Michael Lindberg. Dirigent: Søren K. Hansen

Der er koncertoptakt allerede 5. maj kl. 19.00 i Viborg Bibliotek

Læs mere

05/05-10
Dansk uropførelse i Paris
Bent Sørensens navn som komponist har for længst slået sig fast i udlandet. Han fortsætter med at imponere med at få et sit 20 minutter lange orkesterværk 'Tunnels de lumière' uropført af det måske største navn inden for samtidsmusik, Ensemble Intercontemporain. Det sker i den parisiske Salles des Concerts den 6. maj

ved en koncert, hvor fællesnævneren for de spillede værker er lys og lysbrydninger.

Bent Sørensen er i den grad en "lysfølsom" komponist og har tidligere arbejdet med musikalsk udforskning af lyset i værker som 'Clairobscur', 'Shadowland' og 'Night of no Moon'.

Foto: Omar Ingerslev/EWH

Hør uddrag fra værker af Bent Sørensen

04/05-10
Korrektion til festivalguide
I forbindelse med omtalen af Esbjerg International Chamber Music Festival i festivalguiden i KLASSISK nr. 17 skal vi præcisere, at det er Foreningen EICMF og ikke Esbjerg Ensemble, der arrangerer EICMF.

Foreningen

EICMF blev grundlagt i 1999, og har som sådan været arrangør af den årlige kammermusikmusikfestival i Esbjerg, hvor Esbjerg Ensemble hvert år deltager sammen med inviterede gæster fra nær og fjern.

Besøg EICMF hér

04/05-10
P2 nedlægges til fordel for privat nyhedskanal
DR oplyser, at regeringen sigter på at give radiokanalen P1 en privatejet konkurrent. DR skal af med en FM-kanal, og det bliver altså P2, forlyder det. Den nye private kanal skal have public service-forpligtelser og skal desuden støttes årligt med 125 mio. kr. Ifølge politiken.dk koster P1 omkring 50 mio. kr. i årlig drift og 40 mio. kr. for P2.

DR har kontrakt på at drive P2 frem til slutningen af 2010. En kontrakt, som altså ikke har udsigt til at blive fornyet. Men DR skal stadig spille nichegenrer som klassisk musik og jazz. På P2-fladen skal

der spilles minimum 62 % klassisk musik, og den andel skal efter årsskiftet flyttes over på andre DR-platforme, skriver berlingske.dk.

De politiske partier sidder stadig i forhandling, og der er ikke opnået enighed endnu, men Socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen bekræfter over for DR Kultur, at P2 er et "hovedtema i forhandlingerne".

At P1 skulle have en konkurrent, er en gammel drøm for den nye kulturminister Per Stig Møller. Foreløbig er SF den største modstander af at tage en kanal fra DR, skriver politiken.dk

Fortæl din mening om en lukning af P2

03/05-10
Mozart fra brønden
At komme ind i musikken får en anden betydning, hvis man den 12. maj kl. 20.00 og en halv time frem slendrer hen over Solbjerg Plads på Frederiksberg. Ud af 32 højttalere vil tonerne af Mozarts højdramatiske Symfoni nr. 25 fylde aftenmørket, og hvis man bevæger sig rundt mellem højttalerne, kan man følge med i, hvad de forskellige orkesterstemmer spiller og sætte luppen for detaljer af Mozarts melodiske genialiteter.

For arrangøren Finn Markwardt er målet en interaktiv

oplevelse i ultimativ surround-sound, hvor man forhåbentlig får en aha-oplevelse over at komme til at høre nye ting i Mozarts kendte værk, som altså kommer op af en slags brønde på pladsarealet.

Projektet er i samarbejde med bl.a. Frederiksberg Kommune og kører i seks måneder med start fra 12. maj, hver onsdag kl. 20 og lørdag kl. 12. Musikken er Mozarts symfonier nr. 25, 29 og 12 i indspilninger af DR UnderholdningsOrkestret dirigeret af Adam Fischer.

03/05-10
Opera i biografen sælger billetter
Transmissioner af opera fra The Metropolitan ud til biografsale i store dele af verdenen er en god forretning. Salget er steget fra 1,8 mio. solgte billetter forrige sæson til 2,2 mio. denne sæsons ni HD-transmissioner. På fem sæsoner har i alt fem mio. mennesker

indløst billet til The Met i biografen. Sæsonen 2010/11 byder på 11 forestillinger i biografmørket. I anden halvdel af maj kan man også i danske biografer opleve Rossinis opera 'Armida' med den amerikanske soprandiva Renée Fleming i hovedrollen.

Se spilledage for 'Armida'

26/04-10
Dirigentdrømmen starter i Tivoli
Som sloganet 'Danmarks største boyband' antyder, spiller Tivoli-Garden med sit harmonikaorkester og tamburkorps alskens musikgenrer. Men det ved Tivoli-Gardens nye dirigent, den 16-årige Nikolaj Henriques, allerede alt om: han har været one of the boys i de seneste otte år.

Nikolajs instrument er fagotten og hans talent blev bemærket uden for orkestersammenhæng sidste år, da han modtog en 1.pris i Berlingske Tidendes Musikkonkurrence. Han fik i det hele taget tidligt interesse for alskens

instrumenter, klarinetter var ét af dem, de seneste 3-4 år har fagotten optaget ham, og nu studerer han fagotspil på MGK på Skt. Annæ Gymnasium.

For halvandet år siden ansøgte Nikolaj Henriques om at blive Tivoli-Gardens dirigent, hvilket ledte til hans debut den 15. april. "Fagotten betyder stadig rigtig meget for mig, men lige nu fokuserer jeg fuldt ud på at være dirigent. Det er svært at blive dirigent professionelt, men jeg vil forsøge mig, så godt jeg kan", siger han.

23/04-10
Dansk komponist til Kina
Den 34-årige Simon Steen-Andersen tager med et af den franske radios orkestre til Kinas største by, Shanghai, hvor hans værk 'Ouvertures' for orkester og det kinesiske strengeinstrument guzheng skal opføres den 4. maj. Orchestre Philharmonique de Radio France er specialister i nykomponeret musik, solisten er den indfødte kineser Liu Le (fotoet), som også var med ved danmarkspremieren af en kort version af 'Ouvertures' i november 2009 ved den odenseanske festival Musikhøst.

Simon Steen-Andersen er en komponist, der fascineres af lyde, vi normalt ikke forbinder som traditionelt musikalsk klange. Han

arbejder med støjlyde, som kommer frem utilsigtet, når man spiller, eller ikke er meningen skal kunne høres - fx blæsermusikerens åndedræt, den normalt ikke-hørbare lidt hvæsende ansats på strygeinstrumenter, osv. Eller også er det virkninger som i 'Ouvertures, hvor et låg til en kasse med instrumentets stemmeskruer åbnes og klappes i. Det er faktisk ikke så skørt, som man skulle tro.

Opførelsen af 'Ouvertures' i Shanghai er uropførelsen af den ti minutter længere version, som er fuldendelsen af værket. Ved linket nedenfor kan du høre den korte version, som blev opført på Musikhøst.

Hør 'Ouvertures'

18/04-10
Konservatoriet inviterer indenfor
Lørdag den 24. april kan man få et sjældent indblik i livet på et musikkonservatorium. Du har muligheden for at være en flue på væggen, mens studerende får undervisning af professorer, eller kigge lydstudiefolk over skulderen, når en koncertoptagelse redigeres, eller

afprøve komponisternes elektroakustiske studie.
Arrangementet slutter med en koncert i den store koncertsal med diverse konservatorieensembler.

Det Kgl. Danske Musikkonservatorium
Rosenørns Allé 22, Frederiksberg
24. april kl. 13-16

14/04-10
Ny dvd: 'Livlægens besøg'
Anmelderne var begejstrede for sidste års premiere på Den Kgl. Operas iscenesættelse af P.O. Enquists roman 'Livlægens besøg'. Forfatteren står selv for librettoen til operaen, Bo Holten er komponisten, danske Cubus Film har nu foreviget forestillingen på dvd, som nu er i handelen. Som bonusmateriale medfølger

interviews med Holten, hovedsangerne og dramaturgen.
I majnummeret af KLASSISK kan du læse den svenske kritiker Sofia Nybloms anmeldelse af dvd-realiseringen af 'Livlægen'. Vi bragte desuden et interview med Bo Holten sidste år, læs her et uddrag: http://www.klassisk.org/livlaege.php

Se trailer fra 'Livlægens besøg'

12/04-10
Tyv stjæler dirigents partiturer
Sjællands Symfoniorkesters dirigent Lan Shui har haft ubudne gæster i sin bil. Han har fået stjålet en taske med fire orkesterpartiturer i. Det drejer sig om værker af kinesiske komponister for blokfløjte og orkester, som Lan Shui og Sjællænderne er ved at indspille på cd sammen med Michala Petri. Tasken blev stjålet søndag mellem kl. 22.00 og 23.30, mens Lan Shuis sølvgrå Volvo holdt parkeret i

Nyropsgade i København V.

"Partiturerne er fyldt med mine personlige markeringer, som er meget vigtige for vores cd-optagelser. Jeg håber, at nogen finder dem og leverer dem tilbage til orkestret", fortæller Lan Shui.

Kan du på nogen måde hjælpe med at tilvejebringe partiturerne, kontakt da Sjællands Symfoniorkester på 33 91 11 99 eller sb@cph-phil.dk

Foto: PR

12/04-10
Johan Reuter atter i Covent Garden
Han har fast engagement på Den Kgl. Opera, men har også succes i udlandet. Han har tidligere sunget i Covent Garden Operaens krasse forestillinger 'Wozzeck' og 'The Minotaur', og i den kommende sæson profileres Johan Reuter endnu mere i en reklamekampagne for det britiske operahus, der sætter fokus på fire topsolister:

"Discover one of The Royal Opera's bright stars", hedder det ligefrem. Den danske basbaryton skal synge rollen som Johannes Døberen i Richard Strauss' geniale drama 'Salome' i en iscenesættelse af David McVicar. Man kan opleve Johan Reuter 3, 6, 9, 12 og 16 juli i Royal Opera House, Covent Garden, London.

Læs interview med Johan Reuter

12/04-10
Iréne Theorin til Salzburg
Den svenske wagnersopran er også medlem af Den Kgl. Operas solistensemble. Hun har netop sunget med i Wagners 'Ring' i Tokyo og har stor succes i udlandet. Det er netop blevet annonceret,

at hun skal synge det mega-krævende titelparti i Strauss' 'Elektra' ved Salzburg Festspillene 2010 i en ny produktion af Nikolaus Lehnhoff.
Foto: Miklos Szabo

Læs interview med Iréne Theorin

09/04-10
I Århus varer festen længe
Aarhus Symfoniorkester fyldte i januar 75 år og har besluttet sig til at brede fejringen af det store jubilæum ud over hele to sæsoner. Champagnepropperne springer derfor også, når det nye koncertsalsorgel på hjemmebanen i Symfonisk Sal indvies 2. december. Orgelfejringen løber i første omgang over tre dage, hvor der fokuseres på orglet i samspil med orkestret. 3. februar indtager orglet igen en fremtrædende rolle.

Konkurrenceånden tilføres nu næring med to nye tiltag, som ASO er medarrangør af: Den Danske Strygekonkurrence (nov. 2010) og Bang & Olufson PianoRAMA-Competition (marts 2011) for internationale pianister i alderen 10-21 år, der skal kæmpe om præmier for i alt 30.000 Euro. Som moralsk opbakning har Kronprins Frederik sagt ja til at være protektor for klaverkonkurrrencen.

Der er noget for de fleste i orkestrets 2010/11-sæson. Hos ASO tør man vove noget både programmæssigt og mht. hvilke solister, man binder an med. Der er trækplastre som divaerne Renée Fleming og Eva

Johannson og den gyldne cello-wonderboy Andreas Brantelid, ligesom der optræder adskillige navne, hvor der ikke ringer en klokke.
Der er mammutværker som Beethovens 9. og Mahlers 3., der er familiekoncerter, månedlige kammerkoncerter, og sæsonen byder på to uropførelser: En Dobbeltkoncert for fløjte, engelskhorn og orkester af Karsten Fundal, og et endnu unavngivent orkesterværk af huskomponisten Hans Peter Stubbe Teglbjærg, der ellers mest er kendt for at komponere elektronmusik.

ASO har desuden indledt et samarbejde med avantgarde-ensemblet Århus Sinfonietta om natkoncerter, som foregår efter symfonikoncerter. Den 29. april er det Svend Nielsens nyklassiker 'Sommerfugledalen' for seks sangsolister og sinfonietta med skuespilleren Sonja Oppenhagen, som oplæser Inger Christensens digt. Den 23. september uropføres 'Liebesbrief' af den talentfulde Thomas Agerfeldt Olesen (f. 1969), der i sjælden grad kan skabe plads til både humor, dybsindighed og raffinement i sin musik.

08/04-10
Ulv i fåreklæder
Blot 22 år gammel har den franske pianist Lise de la Salle allerede bjergtaget verden med et talent, der langt overstiger det, man kan forvente sig af hendes alder. Hun var fire år, da hendes fingre første gang forelskede sig i et klaver, ni år, da hun spillede sin første offentlige koncert, 11 år, da hun kom på konservatoriet. Og trods hendes uskyldsrene, lidt generte fremtoning er hendes musik langt

fra forsigtig, men derimod koncentreret, passioneret, elegant og frisk.
Dette forår gæster Lise de la Salle Danmark, først i Musikhuset Aarhus 18. april og dagen efter i Mogens Dahl Koncertsal på Islands Brygge, København. På programmet er Beethovens klaversonater nr. 14 ’Måneskinssonaten’ og nr. 26 ’Les adieux’ samt Schumanns ’Étude symphoniques’.

Foto: Stephane Gallois

Hør Lise de la Salles magtfulde 'Romeo og Julie'

08/04-10
Søges: Kvindelige komponister
Næste år går Léonie Sonnings Musikpris til den finske komponist Kaija Saariaho - endnu en kvinde, der modtager denne eftertragtede hæder. Men selvom Saariaho ikke er den eneste Sonning-prismodtager, der er hunkøn, er der langt imellem kvindelige komponister. Det satte Statens Kunstfond fokus på i november ved afholdelsen af et seminar, da færre end 1 ud af 10, der søger legater hos kunstfonden er kvinder. I efteråret 2010 følges der op med lanceringen af en komponistpris udelukkende for kvinder.

Om begrundelsen for, hvorfor man skal stræbe efter at få flere kvindelige komponister, siger Juliana Hodkinson fra Statens Kunstfond, at: "Mangfoldigheden er vigtig inden for den skabende musik, fordi den

skal sikre den frodighed, som bør være kendetegnende for det moderne kunstmiljø".

På seminariet i november betonedes vigtigheden af kvindelige rollemodeller og desuden, at komponistrollen skal udvikles, "så der kommer mere fokus på de kollektive arbejdsprocesser".
Man var også enige om, at "den skæve kønsfordeling belyser en generel problematik omkring stimulering af kreativitet i fødekæden, og at den skal takles langt nede i fødekæden, der hvor børn først møder musik. Det er således vigtigt at tilegnelsen af instrumentale færdigheder inden for et bestemt repertoire ikke spænder ben for børnenes kreative nysgerrighed og tilgange til at skabe musik".

Foto: Priska Ketterer

03/04-10
Dirigent forlader The Met-produktion i utide
Efter anmelderkritik af Met-premieren på 'La Traviata' meddeler dirigenten Leonard Slatkin nu, at han ikke dirigerer resten af operaproduktionens spilledage. Beskeden kommer efter, at New York Times' anmelder skrev: "Sjældent har jeg hørt en så dårlig koordination mellem dirigent og sangere på The Met”.
Slatkin nåede kun at opføre produktionens første aften. Oprindeligt var han hyret til at dirigere John Coriglianos 'The Ghosts of

Versailles', men finanskrisen tvang the Met til at ændre 2010/11-sæsonens program, og så skulle Slatkin dirigere Verdis populære opera.
"Det er, som om jeg er den eneste, der aldrig har opført 'Traviata'", skrev Slatkin på sin hjemmeside den 15. marts.
Slatkins agent udtaler på dirigentens vegne, at: "Han føler, at han har været grundigt forberedt, og at hans musikalske idéer ikke stemmer overens med ensemblets".

01/04-10
Førende pladebutik gået konkurs
Musikelskere har i over 30 år kunne boltre sig i et førsteklasses udvalg af cd'er, lp'er, singler og dvd'er i Phonoteket, der har glædet tusinder af kunder i Helsingør og omegn samt svenske besøgende. Butikken med ægteparret Anders og Grethe Thejll-Møller i spidsen var desuden garant for god vejledning omkring et pladekøb, og deres egen musikglæde lyste altid ud af parret og deres ansatte.
Men nu er det slut med Phonoteket: "Vi er kommet bagefter med noget moms, som vi bare

ikke kan indhente. Og til mødet [i retten] siger skattefar så, at nu lukker vi forretningen. Nu er vi under konkursbehandling", siger Anders Thejll-Møller til Helsingør Dagblad, der skriver, at pladesalget var dykket pga. internettet og piratkopiering.
For nogle år siden reddede Phoneteket økonomien ved at indrette halvdelen af butikken til café, men nu er der ingen vej uden om lukningen. Parret er i slutningen af 50'erne og vil ud og finde en ny levevej.

30/03-10
Det Kgl. Teater skal betale erstatning
Det Kgl. Teater skal betale i alt 400.000 kr. til fire af deres tidligere ansatte kapelmusikere. Det er resultatet af et forlig mellem teatret og Dansk Musiker Forbund, som blev indgået i byretten. De fire musikere var ansat på tidsbegrænsede kontrakter, der havde været forlænget adskillige gange. De skulle aflægge prøve over kolleger for at bevise sig dygtige nok til at

beholde deres stillinger. Prøven dumpede de og blev erklæret uegnede til jobbet, skriver Politiken. Efter prøven blev arbejdsmiljøet psykisk belastende, og i dag har to af de fire droppet musikerkarrieren. Ingen af dem spiller i Det Kgl. Kapel længere, selvom nogle af dem blev tilbudt fast job i orkestret.

Foto: Det Kgl. Teater / Henrik Engelbrecht

Læs artiklen 'Musikere får kongelig erstatning'

26/03-10
Eventyrlig filmmusik
Med skuespilleren Nikolaj Lie Kaas som guide tages publikum med på en rejse i et orkestralt panorama af de mest overdådige. John Williams er verdens mest populære filmkomponist med musik til bl.a. 'Star Wars', 'Schindlers liste' og 'Harry Potter' i bagkataloget, og Sjællands Symfoniorkester hylder mesteren i fuldfigur ved denne koncert. Arrangøren lover, at man

kommer "en tur i biffen uden at være i biffen, hvor musikken aktiverer billederne for din indre skærm".

29. april kl. 19.30 i Koncertsalen i Tivoli

John Williams:
Uddrag fra 'Jurassic Park'
Tema fra 'Schindlers liste'
Tubakoncert
Uddrag fra 'Harry Potter'
Uddrag fra 'Nærkontakt af tredje grad'
Uddrag fra 'Star Wars'

25/03-10
Musikere og elitesportsfolk belastes lige meget
Som udøvende i et symfoniorkester render man jævnligt ind i skader, der sender en på udskiftningsbænken. Skuldersmerter, hold i nakken, ondt i håndleddene er nogle af de hyppigste skader, som en orkestermusiker må døje med. Konservatorierne tager skaderne så alvorligt, at der er anatomi, fysiologi og afspændingslære på skemaet. Men hvor galt står det egentlig til med musikernes arbejdsskader?
Ny forskning konkluderer, at "man burde sidestille professionelle

musikere med eliteidrætsfolk". Ph.D.-studerende Helene Paarup fra Syddansk Universitet, der har undersøgt musikerne i Danmarks seks symfoniorkestre, siger: "Det kræver benhård disciplin hver uge at indøve et nyt program. De spiller seks-syv dage om ugen, fordi teknikken hele tiden skal holdes ved lige".
Hendes forskning viser desuden, at orkestermusikere har 2-3 gange oftere problemer med muskler og led end den almindelige arbejdsstyrke.

24/03-10
Villazón modtager stormende hyldest i Wien
Der sad folk med skilte "Suche Karte" uden for Wiener Statsoperen i aftes. Billethajer forlangte op til 1.000 Euro for de bedste balkonpladser. Anledningen var stjernetenoren Rolando Villazóns gæstevisit i Donizettis
'Kærlighedseliksiren'. Og at dømme på publikums reaktioner, er Villazóns ufrivillige scenepause nr. 2 ved at være ovre. Han modtog et 25 minutter langt bifald i Wien i går, hvor bravo-råbene og fodtrampene nærmede sig et øredøvende niveau.
Bloomberg-kritikeren Larry L.

Lash rapporterer, at Villazón fra første aria understregede, at hans stemme er uskadt: "Den sødlige, bronze-polerede stemme klang så fyldigt som nogensinde". Aftenens store prøvelse kom med hittet 'Una furtiva lagrima', en lamentoso som Villazón "formede med en mesterlig teknik, farvede hver en stavelse og demonstrerede en forbløffende åndedrætskontrol under den sidste lange kadence, hvor han øgede volumen på den næstsidste tone for så at reducere den til blot en hvisken".

16/03-10
Musikanmeldernes ynglinge
Cellisten Toke Møldrup (foto) og trompetisten Michael Frank Møller får Musikanmelderringens Kunstnerpriser i år. Begge musikere er ansat i de store orkestre, henholdsvis Sjællands Symfoniorkester og DR SymfoniOrkestret. Musikanmelderringens priser tildeles fortrinsvis yngre,

udøvende musikere, som i særlig grad har gjort sig bemærket i dansk musikliv, og regnes blandt musikere for særligt prestigefulde, fordi de uddeles af sammenslutningen af danske klassiske dagbladskritikere. De er på 30.000 kr. stykket.

Foto: Nikolaj Lund

08/03-10
Holten og Schønwandt slutter med manér
Et højdepunkt i dansk operahistorie er samarbejdet mellem Kasper Holten som operachef og Michael Schønwandt som musikchef på Den Kongelige Opera. Deres sidste og tiende sæson blev i dag præsenteret ved et møde i Operaen, og her var - trods en lille nedgang i billetsalget i forhold til foregående sæson - højt humør. Der er udsigt til et både lovende operaprogram og koncertprogram med de stærkeste kræfter herhjemme og gæster i international klasse.

Holten indledte med at beklage, at publikum næste sæson må undvære en egen barokproduktion. Til gengæld er der blandt gæstespillene Den Ny Opera, som besøger huset med Händels 'Xerxes' med specialensemblet Barokksolisterne i orkestergraven. Forestillingen spiller dog kun sølle to aftener.

Operasæsonen åbner med verdenspremieren på Poul Ruders' 'Dancer in the dark', som Holten beskriver som "en tæt, sort espresso af en opera" med sin dystre handling og sin varighed på blot fem kvarter. Ruders har komponeret kæmpe orkesterværker og hans tidligere operaer er ligeledes ekspansive og teknisk vanskelige for især sangerne. Man kan håbe, at Ruders' dyre lærepenge kaster noget af sig, når han sætter sopranen Ylva Kihlberg i hovedrollen som Selma, der skal være på scenen uafbrudt i operaens samtlige 75 minutter. Den Kgl. Operas netop aftrådte operadramaturg, Henrik Engelbrecht, er manden bag librettoen. Han fortæller, at "den tragiske historie er destilleret ind til den centrale figur Selma og hende univers; sønnen med den frygtelige øjensygdom, som skal behandles, hvis han ikke skal blive blind - arbejdet på fabrikken, som Selma dagdrømmer sig væk fra ind i musicalens verden, og endelig den uundgåelige slutning med henrettelsen".

Omsider kan danskerne for første gang opleve gyserkomponisten Alban Bergs 'Lulu' på Det Kgl. Teater. Der er endda tale om en verdenspremiere på en revideret udgave af denne operas 3. akt, der forelå ufuldendt ved komponistens død i 1935. Man har gudskelov engageret Michael Boder, som dirigerede Bergs første opera 'Wozzeck' på Det Kgl. i en fremragende opsætning i sæsonen 08/09. Sine Bundgaard og Gisele Stille alternerer i det dramatiske koloratur-hovedparti, som er noget af en prøvelse for en sopran. Susanne Elmark har flere gange sunget Lulu, men Det Kgl. har valgt at benytte sangere fra det faste solistensemble.

Den rent sceniske side af repremieren på

'Tristan og Isolde' kunne man godt undvære. Det er et værk, som notorisk volder instruktøren problemer. Den musikalske opførelse var helt i top, hvorimod iscenesættelsen var for grå, forlangte et indgående kendskab til værket, og produktionen var for detaljeret i personinstruktionen til den store teaterscene.

Mozart må man kigge forgæves efter i næste sæson. Holten medgav, at netop Mozart ikke havde været den komponist, Det Kgl. Teater havde lykkedes bedst med i det seneste årti. Sandt nok, men til gengæld fik vi en højkarat 'Ring' og meget andet. Holten/Schønwandt slutter deres makkerskab af med en opera, der har været bebudet og gemt væk flere gange. Men nu kommer Strauss' grumme historie 'Die Frau ohne Schatten' (Kvinden uden skygge) endelig. Om librettoen udtalte Holten, at "Hoffmannsthal må have spist noget mærkeligt, da han skrev teksten".

Puccini-fans bliver i den grad tilgodeset med 'Madame Butterfly', 'La Bohème' og 'Turandot' og et gæstespil med 'Manon Lescaut'. 'Butterfly' iscenesættes af Stephen Langridge, der i den senere tid har imponeret med sin 'The Minotaur' på Covent Garden (også udgivet på dvd). 'Boheme' og 'Turandot' er gamle kendinge af Mikael Melbye.

I øjeblikket er Den Kgl. Operas mørke herrestemmer særligt stærke, hvorfor det giver ekstra god mening at sætte 'Boris Godunov' på programmet. Johan Reuter skal løfte rollen som den samvittighedstyngede zar.

Fransk opera har ikke været prioriteret så højt på Den Kgl. Opera i Holtens tid, hvilket der ændres på i 2010/11 med Gounods 'Romeo og Julie' i en opsætning af skandaleinstruktøren Olivier Py, der angiveligt skulle opføre sig pænt i denne forestilling.

Det er lykkedes at skaffe internationalt efterspurgte gæster som sangerne Anna Netrebko og Antonello Palombi, dirigenterne Jukka-Pekka Saraste og Bertrand de Billy, instruktøren Stefan Herheim, violinisterne Pinchas Zukerman og Dmitry Sitkovetsky.

Michael Schønwandt sidste opgave som chefdirigent for Det Kgl. Kapel bliver den 14. april 2011 i DR Byen med Hans Abrahamsens 'Nacht und trompeten' og Mahlers 2. Symfoni.

Efter et års pause med operaproduktioner tages Takkelloftet igen i brug. Ud over kammerkoncerter med musikere fra Det Kgl. Kapel spilles også Peter Bruuns opera for børn 'Narcissus og Ekko' af Den Jyske Opera og Figura Ensemble.

Foto: Thomas Nørdam Andersen

07/03-10
Fest i Horsens
Gaderåb, improvisationsopera, Talent 2009-stjerner og klassiske musikere af fineste karat klæder Horsens på til festival 12.-14. marts. Her hyldes komponisten Vagn Holmboe, som blev født i byen i 1909, med en festival, der især sætter børn og unge i fokus. Bl.a. vil den musikalske spasmager Sigurd Barrett besøge festivalen med sine operadukker Tralalula, Doremia, Don Bravissimo og Octavus,

og multikunstneren Carl Quist Møller vil tegne til Saint Saëns’ ’Dyrenes Karneval’. Der vil også være mere seriøs kammermusik for de voksne, koncerter med musik af bl.a Holmboe. På musikerlisten finder man ikke mindst pianisten Tanja Zapolski og armenske Hrachya Avanesyan, der forrige år vandt Carl Nielsen Violinkonkurrencen.

Foto: Bjarne Bergius Hermansen

Til festivalens hjemmeside

02/03-10
DR tilbage på fuldt blus
I dag blev sløret løftet for DR-ensemblernes program for sæsonen 2010/11. Efter en sæson med reduceret bemanding i DR Symfoniorkestret og færre stjernesolister end de senere sæsoner har budt på, vender DR nu stærkt tilbage. DR Symfoniorkestrets chef Ole Bækhøj, der tiltrådte i sin stilling i september 2008, får først nu for alvor lejlighed til at vise, hvem han kan medvirke til at tiltrække af solister og dirigenter. Man kan glæde sig til

internationale navne som Daniel Hope, Vilde Frang, Gidon Kremer, Janine Jansen, Eva Johansson, Bo Skovhus, Danielle de Niese, Emanuel Ax og Martin Fröst. Der er også plads til tre uropførelser af danske værker og af nyere værker så som danmarkspremieren på en cellokoncert af Osvaldo Golijov. DR praler i den nye programbog over at tilbyde en mere varieret og mangfoldig koncertsæson end nogensinde. Spændende ser det ud.

Foto: PR

Se det fulde program her

02/03-10
Huskomponist til DR for første gang
Alle de danske landsdelsorkestre har haft ordninger med at have en yngre komponist tilknyttet. Det har været en succes, der har mundet ud i orkesterværker, skrevet specifikt med de respektive orkestre for øre. DR Symfoniorkestret var som det eneste danske symfoniorkester uden for huskomponistordningen, men det rådes der nu bod på med et samarbejde med den 36-årige Søren Nils

Eichberg, som indledes i sæsonen 2010/11 og varer tre år frem. Den 11. september uropføres Eichbergs klaverkoncert af DR SymfoniOrkestret og med Christina Bjørkøe som solist. Til februar uropfører orkestret komponistens Symfoni nr. 2. Aftalen er kommet i stand på initiativ af Statens Kunstfonds Tonekunstudvalg.

Foto: Bjarne Bergius Hermansen

Hør værker af Søren Nils Eichberg

01/03-10
Aalborg som operaby
For niende år i træk byder Aalborg Operafestival på operatoner i overflod i perioden 4.-14. marts. 40 arrangementer på 32 forskellige lokaliteter sørger for, at der er opera og sang til høj som lav, gammel som ung. Hovedattraktionerne vil være en række gæstespil fra nær og fjern, bl.a. vil Kiev Statsopera opføre 'Carmen', Den Jyske Opera ankommer med Mozarts 'Idomeneo' og fra London festfyrværkeriet The Opera Show rejsende med highlights fra

operaklassikerne. Men de store operaer bringer også en masse initiativer frem i det lokale musikliv, fortæller Rolf Ruggaard, der er lektor på Det Jyske Musikkonservatorium, som også er involveret. »De studerende er i fuld gang med prøverne på 'Figaros Bryllup', så festivalen har en meget stor betydning for os. Det trækker i det hele taget utroligt meget i byens musikliv, og der er stor opbakning fra publikum«.

Foto: Jems Photography

Læs mere om festivalen

24/02-10
Barenboim besøger Randers
Der spilles både koncerter og teater i Værket i Randers, hvor det lokale Randers Kammerorkester har base. Men Værket formår også at tiltrække verdensnavne: på lørdag kommer Wiener Filharmonikerne til byen, en næsten udsolgt koncert, og i dag er et besøg af verdensnavnet Daniel Barenboim netop blevet annonceret som koncertnavn.

Barenboim kommer den 29. juni sammen med sit Staatskapelle Berlin og dirigenten Andris Nelsons.
Stjernen står ikke på podiet denne aften, men er bænket ved tangenterne for at deltage i fejringen af Chopins 200-år med komponistens to klaverkoncerter. Billetter til koncerten kan købes fra 1. marts.

Foto: PR

24/02-10
Domingo under kniven efter mavesmerter
Under en koncert i Tokyo, hvor Plácido Domingo skulle både synge og dirigere, blev han ramt af et heftigt maveonde. Smerterne varede en hel uge, og nu står Domingo over for at skulle opereres 'præventivt'. Stjernen håber på kun at skulle stryge seks ugers engagementer, bl.a. i Händels 'Tamerlano' i Covent Garden og Zürich Operaen, skriver New York Times.

69-årige Domingo er på det seneste blevet

kritiseret for at forsømme sine poster som chef for Los Angeles Operaen og Washington Operaen. Han har pralet af et jernhelbred og et lille behov for søvn, men mavesmerterne er vanskelige at se bort fra i vurderingen af, om Domingo påtager sig for mange opgaver. Der forlyder endnu intet, om den præventive operation får konsekvenser for stjernens fremtidige virke.

Foto: Sheila Rock

24/02-10
Den Jyske Opera mister formand
Den nylige ministerrokade i regeringen har en umiddelbar konsekvens for musiklivet. Udnævnelsen af erhvervskvinden Charlotte Sahl-Madsen til minister for Videnskab, Teknologi og Udvikling gør, at hun er nødt til at fratræde som Den Jyske Operas

bestyrelsesformand, en post hun har beklædt siden januar 2007. Konstitueret formand er Palle Kjeldgaard, der beklager Charlotte Sahl-Madsens afgang, der er et farvel til "en særdeles ihærdig, dynamisk og engageret formand".

Foto: Lene Esthave

22/02-10
Dirigentdebut: Martin Nagashima Toft
Den 26. februar debuterer den 28-årige dansk-japaner fra dirigentklassen på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, hvor han har uddannet sig under professor Giancarlo Andretta. Allerede kort tid efter sin optagelse på studiet fik han sine første dirigentjobs. Han har dirigeret både DR-kor og Ars Nova, og han har arbejdet med flere af landets store orkestre. I 2006 blev han fast dirigent for Kammerkoret Camerata, København. De har sammen opført flere store værker, bl.a. Händels

’Messias’, Bachs ‘Matthæus-passion’ og Mozarts ‘Requiem’, og i 2008 vandt de Holmboe Prisen.

Martin Nagashima Toft har været fascineret af operaens verden, siden han som 11-årig havde sin debut som operasanger på Det Kongelige Teater. I dag er han assisterende dirigent og korsyngemester samme sted, og han været tilknyttet Det Kgl. Teaters operaproduktioner som ’Simon Boccanegra’, ’La Traviata’, ’Maskarade’ og ’Rosenkavalereren’.

Foto: Anders Hjerming

20/02-10
Dirigent forlader podiet efter musikeres kritik
Pariseroperaens produktion af Mozarts opera 'Idomeneo' må klare sig uden barokspecialisten Emmanuelle Haïm (foto), der under indstuderingen med orkestret løb ind i uforudsete problemer. Kun to dage før premieren blev Haïm erstattet af en anden dirigent, da orkestret i en skriftlig erklæring hævdede, at den prøvetid, som hendes kunstneriske tilgang til partituret krævede, ikke var forenelig med Opéra national de Paris' tidsplan.

Haïm bekender sig til historisk opførelsespraksis, hvis æstetiske ideeler på flere måder er forskellige fra et almindeligt operaorkester. Pariserorkestret var endog entusiastiske omkring at gå tilbage til barokkens spillepraksis, men var "meget skuffet over mangel på præcision såvel som over musikalske idéer i

direktionsstilen", skriver den fransk avis Le Monde. Musikerne ville ikke løbe en risiko.

Andre mener, at Haïm var meget nervøs over en kort prøvetid på fire dage, og at der var for mange problemer i svære passager. Og en musiker udtaler til kommentatoren Charles T. Downey, at "det syntes umuligt for os, at hun kunne håndtere koordinationen mellem scenen og orkestret".

43-årige Emmanuelle Haïm er uddannet cembalist og har i adskillige år spillet i det berømte barokensemble Les Arts Florissants. Hun dannede senere sit eget ensemble Le Concert d'Astrée, som er meget rost.

Det sker yderst sjældent, at orkestermusikere tager bladet fra munden og ytrer en så direkte kritik af den dirigent, der leder dem.

Foto: Sasha Gusov

20/02-10
Chefdirigent accepterer lønnedgang
25 % mindre i lønningsposen er, hvad Malmö Symfoniorkesters russiske chefdirigent Vassily Sinaisky (foto) har udsigt til. Efter tre år i chefstolen har Sinaisky netop forlænget kontrakt med det svenske orkester til 31. august 2011. "Jeg er lykkelig over, at Malmö Symfoniorkester og jeg

fortsætter vores samarbejde i fremtiden [...] Mange af verdenens kunstneriske institutioner har oplevet finansielle vanskeligheder i dette år, og som musikere må vi i denne situation gøre, hvad vi kan for at hjælpe", siger Sinaisky i en pressemeddelelse.

Foto: PR

19/02-10
Ny dato for Lang Lang-koncert
Stjernekoncerten med pianisten Lang Lang rykkes fra søndag den 7. marts 2010 kl. 19.30 til den 26. maj 2010 kl. 19.30 i Koncerthuset i DR Byen.

Årsagen til, at datoen skubbes, er, at han skal optræde ved et stort officielt arrangement for den kinesiske regering den 7. marts.

18/02-10
Abbey Road Studios skal sælges
Pladeselskabet EMI's lydstudier i Abbey Road lægger navn til The Beatles' berømte album fra 1969, som har gjort lydstudiet til en turistmagnet. Men nu er investeringsfirmaet, der ejer EMI, så gældstynget, at det legendariske studie er sat til salg.

Ud over at Abbey Road var The Beatles' foretrukne sted at indspille, har EMI optaget en lang række klassiske kunstnere i samme studie. Kommentatoren Norman Lebrecht, der bor tæt på Abbey Road, husker anekdoter som fx en svært overvægtig sopran, der under en indspilning kom til at ødelægge et toiletbræt og skød skylden på sin assistent. Der var også en berømt tidlig musik-dirigent i studiet, der hele tiden måtte tjekke om produceren og lydteknikerne anvendte den samme partiturudgave som hans egen urtekst, hvilket fremkaldte en del fnisen i krogene - "han kan ikke høre forskel!".

Abbey Road's bedrift er ifølge Lebrecht en kontinuitet og videreformidling af en stærk tradition. Eksempelvis var violingeniet Yehudi Menuhin i studiet med Elgar for at indspille komponistens violinkoncert i 1931, året hvor studiet

åbnede. Samme år indspillede Menuhin og hans lærer, George Enescu, Bachs dobbeltkoncert i Abbey Road, og 50 år senere mødtes Menuhin og den 12-årig kinesiske violinist Jin Li for at indspille Bach-koncerten. Jin Li var dengang ikke klar over, hvilken stor begivenhed han medvirkede i, men i dag er han både solist og koncertmester og håber at kunne føre traditionen videre og indspille Bach sammen med en violinstuderende.

Men Abbey Road Studios føres sandsynligvis ikke videre som lydstudie af en anden ejer, da det ifølge Financial Times har vanskeligt ved at konkurrere i pris med nyere studier. Abbey Road anses desuden for i dag at være forældet i teknologisk henseende. Dog sagde Paul McCartney i går til BBC, at han håbede, at studierne kunne reddes. Og i dag fortæller den uafhængige fond National Trust, der allerede ejer både John Lennons og Paul McCartneys barndomshjem i Liverpool, at den bliver bombarderet med henvendelser fra folk, der ønsket Abbey Road Studios bevaret. National Trust overvejer nu, om den skal sætte en redningskampagne i gang.

16/02-10
Mahler - musik i bredformat
En oplevelse af de helt overjordiske. Det er, hvad Aarhus Symfoniorkester og Randers Kammerorkester tilbyder torsdag den 25. februar i Musikhuset Aarhus, når de slår sig sammen om at opføre Gustav Mahlers underskønne og vulkaniske Symfoni nr. 9.

Den perfektionistiske komponist korrigerede stort set altid i sine partiturer, når de havde været uropført. Og Mahler var meget nøje med angivelser til dirigent og musikere. Men lige netop Symfoni nr. 9 nåede han ikke at høre, før han døde, derfor overlader

dette værk mere til den fortolkende end vanligt med musik af Mahler. Giancarlo Andretta har i sin tid som chefdirigent for Aarhus Symfoniorkester stået bag opførelser af Mahlers 4. og 5. Symfoni samt adagioen fra 10. symfoni.

Mahlers 9. Symfoni i Musikhuset Aarhus
Aarhus Symfoniorkester og Randers Kammerorkester dirigeret af Giancarlo Andretta
25. februar 2010 kl. 19.30, Symfonisk Sal

Der er kun få billetter tilbage
Musikhusets billetsalg: Alle dage 11-21
Tlf. 89 40 40 40

16/02-10
Endnu en topkunstner forlader kæmpepladeskab
For nylig skiftede megastjernen Lang Lang fra det legendariske pladeselskab Deutsche Grammophon til Sony Classical. Nu forlyder det, at den svenske mezzosopran Anne Sofie von Otter (foto) har underskrevet kontrakt med franske Naïve og dermed forlader Archiv, der ligesom DG ejes af Universal Music.

Naïve er med sine blot 13 år på bagen et ungt foretagende, men må betragtes som værende et fremstormende og innovativt pladeselskab, der foruden klassisk musik også

udgiver electronica, jazz og pop.

Von Otter har ved flere lejligheder også sunget andre genrer end klassisk, derfor kommer det ikke som et chok, at hendes første cd på Naïve er et jazzalbum, som hun indspiller sammen med jazzpianist- og komponisten Brad Mehldau, skriver Gramophone på sin hjemmeside. I 2011 er planlagt en cd med fransk opera (bl.a. af Berlioz) med von Otter og den skamroste dirigent Marc Minkowski.

Foto: Mats Bäcker

11/02-10
Ny chef til lukningstruet ensemble
Det Jyske Ensemble har udsigt til at miste sin støtte fra Statens Kunstråd på ca. 5 mio. kr. ved udgangen af 2010. Det vil betyde en reel lukning med mindre, at en finansiering ordnes på anden vis. Det fik ensemblets chef til i december at forlade den synkende skude i protest mod Statens Kunstråds beslutning. Nu er en ny blevet ansat på posten, som fra start er i højt beredskab. Erik Kamp Hansen (foto) tiltræder stillingen som ensemblechef den 1. marts, hvor han ud over planlægning af ensemblets koncerter og elevundervisning, markedsføring, koordinering af samarbejder med diverse aktører i det nordvestjyske lokalområde m.v. i høj grad skal finde alternative måder at skaffe en

holdbar økonomi for Det Jyske Ensemble.

Erik Kamp Hansen kommer fra en stilling som kulturchef i Fredericia Kommune. Det Jyske Ensembles bestyrelsesformand Flemming Eskildsen udtaler: "Med de kompetencer, den ny chef besidder, har bestyrelsen stor tiltro til, at ensemblet overlever, så det vil fortsætte med udbredelsen af klassisk musik i det nordvestjyske område – måske udbredt endnu mere".

Valget af netop Erik Kamp Hansen begrundes med: "Fordi han med hele sin tilgang til opgaven, sin forberedelse, sin fortid som leder, økonomiansvar og uddannelse gav os en klar oplevelse af, at han kan løse opgaven", fortæller Flemming Eskildsen til KLASSISK.

Foto: PR

11/02-10
Figura spiller på festival i USA
Med den karismatiske mezzosopran Helene Gjerris er Figura Ensemble herhjemme kendt for opførelser af helt nye musikdramatiske værker. Tilknyttet ensemblet er også lyrikeren Ursula Andkjær Olsen og komponisten Peter Bruun, som blev belønnet med Nordisk Råds Musikpris for kammeroperaen 'Miki Alone - syv sange for en gal kvinde'.


Figura er inviteret til at spille på Icebreaker Festivalen i det nordvestlige USA af Seattle Chamber Players den 28. februar. På programmet er Anders Brødsgaards 'Galgenlieder' og en uropførelse Peter Bruuns 'Prelude to disaster', som opføres af Figura og det amerikanske værtsensemble.

Foto: Jens Hemmel

08/02-10
Næste års Sonning-vinder offentliggjort
Modtager af den eftertragtede Léonie Sonnings Musikpris på 600.000 kr. bliver i 2011 finnen Kaija Saariaho. Den 57-årige komponists værker er i flere år blevet spillet af de fleste berømte orkestre, ensembler og operahuse. I de senere år har værker for større besætninger optaget hende mere og mere. Hendes opera 'L'amour de loin' blev uropført ved Salzburg Festspillene i 2000. Samme år blev hun overrakt Nordisk Råds Musikpris, i hvilken anledning hun i et interview udtalte: "Jeg har en stærk finsk og nordisk identitet [...] Min musik får rigelig anerkendelse i verden, men underligt nok ikke så meget i de nordiske lande, så på den baggrund er jeg virkelig glad for Nordisk Råds Musikpris".

Saariaho har boet i Paris siden 1982 og er påvirket af den franske spektralmusik, der på

baggrund af en såkaldt spektralanalyse anvender klangen som et strukturerende element. Hendes musik er sensuel og dragende i sin ofte mystiske atmosfære. Og hun er en af de få avantgardekomponister, der har fået adgang til parnasset. Hun kritiserede selv den modernisme, hun delvist tog afsæt i og insisterede på at lade god smag diktere, hvad man kunne komponere - i stedet for at undlade puls, tonal harmonik og melodier.

Komponister der gennem tiden har modtaget Sonning-prisen: Stravinskij, Lutoslawski, Britten, Sjostakovitj, Messiaen, Boulez, Ligeti, Nørgård, Gubaidulina, Kurtág og Pärt.

Léonie Sonnings Musikpris 2011
Overrækkes til Kaija Saariaho
ved en koncert med DR SymfoniOrkestret
5. maj 2011 i Koncerthuset

Foto: Ralph Mecke

Lyt til Kaija Saariahos 'Perfume de L'instant'

05/02-10
Anmeldelse: Staatskapelle Dresden
Det er ikke hver dag, man herhjemme møder et så svulmende senromantisk program som det, Dresden Statskapel onsdag aften havde taget med til København i forbindelse med serien af Nordic Concerts. Det er heller ikke hver dag, at jungletrommerne har banket så heftigt for en klassisk koncert. Den store interesse er der nu ikke noget at sige til, for Dresden Statskapel er i en klasse for sig. Særlig berømt for sin gyldne lyd, der på et øjeblik kan tryllebinde enhver med hang til symfoniske toner. Tilmed er Statskapellet et orkester, der har historien med sig. 462 år fylder det til september. Så til København kom de med en orkestertradition, der rækker tilbage til dengang mange af de store tyske komponister endnu blot var godt på vej.

At komponister som Wagner, Richard Strauss og Schumann i sin tid flokkedes om Dresden Statskapel er til at forstå. For dengang som nu har tyskerne været at finde i den absolutte verdenselite. Langt fra Koncerthusets sædvanlige flagskib, DR SymfoniOrkestret, der synes vingeskudt, når det holdes op mod Statskapellets delikate og eventyrligt velstemte orkesterspil.

Den umiskendelige duft af magi hang i luften under hele koncerten. Særligt under Brahms’ violinkoncert i D-dur, der indledte koncerten. Med solisten Frank Peter Zimmermann og den gamle dirigentnotabilitet Neeme Järvi (foto) ved roret, er den faktisk ikke hørt dejligere meget længe. Til forskel fra sine samtidige er det en violinkoncert, hvor cirkustrickene er lagt på hylden. Inderlighed og et godt skvæt vildskab kastede Brahms derimod i gryden dengang i 1878, hvor koncerten blev til. Tydeligvis med Beethoven for øje. I modsætning til forbilledet benyttede Brahms sig dog kun af en enkelt midtersats, men hvilken en! Melodiøs og velproportioneret som bare pokker.

Og det var topmålet af velsmurt orkesterspil, Dresden Statskapel sendte i ørerne på publikum. Legende let spillede Zimmermann sig dybt ind i Brahms’ smukke toneverden.

Med en finesse, man skal lede længe efter. Og med Järvis tætte omfavnelse af orkestret gav det plads til de rigtigt dybe suk. For ingen facetter blev udeladt, snarere understreget og fulgt op på. I en sådan grad, at man for en gang skyld kunne opleve Studie 1 uden de tusind halvkvalte kvæk, der typisk kommer fra et forkølet, dansk publikum. Den udelte opmærksomhed kvitterede Zimmermann for med en solosats af Bach.

Efter pausen var det tid til en anden tysk klassiker: Richard Strauss’ monumentale symfoniske digt ’Also sprach Zarathustra’, som er dedikeret til orkestret, og hvis åbnings-fanfare er blevet benyttet i så mange sammenhænge, at man skulle tro, det er løgn. Men den er god nok. Også når fanfaren sætter gang i Stanley Kubricks kultfilm ’Rumrejsen år 2001’ fra 1968.

Her faldt alt igen på plads for Dresden Statskapel og den urokkelige, næsten umærkelige Neeme Järvi. Lad så være, at der på tonedigtets mest penible punkt, trompeternes allerførste fanfaretone, var knas med tyskernes sædvanlige millimeterpræcision. For udgaven var helstøbt, og orkestrets gyldne, fuldfede klang passede perfekt til det fintmaskede tonenet, Strauss i sin tid spændte ud under Nietzsches litterære oplæg. Forcerede udgaver af Strauss’ bombastiske toner blev man også fri for. Det er ellers ofte resultatet, når DR SymfoniOrkestret begiver sig ud i noget lignende herhjemme. Men med Dresden Statskapel kunne man blot læne sig tilbage og nyde den halve times orkesterbrus. Oven i hatten fik man to ekstranumre. Først Sibelius’ veldrejede ’Andante Festivo’ for strygere og derefter Webers ’Oberon’-ouverture, hvilket fuldendte en allerede perfekt aften i særdeles godt tysk selskab.
Jens Povlsen

Seks ud af seks stjerner

Koncerthuset, 3. februar 2010
Dresden Statskapel, dir. Neeme Järvi
Frank Peter Zimmermann, violinsolist
Brahms: Violinkoncert
Strauss: Also Sprach Zarathustra

Foto: PR

04/02-10
Lang Lang scorer rekord-kontrakt
Den kinesiske stjernepianist siger farvel og tak til Deutsche Grammophon og goddag til Sony Classical. Skiftet til det nye pladeselskab indbringer Lang Lang en kontrakt på 3 millioner dollar. Sony måtte strække usædvanligt dybt i lommen og hente midler uden for klassisk musik-budgettet for at få stjernen til at underskrive kontrakten, skriver kritikeren Norman Lebrecht.

Man siger, at Lang Langs lidt anmasende og direkte facon aldrig rigtig passede ind i DG's

profil. Han fik ellers skubbet Yundi Li - den kinesiske pianist, som DG først skrev kontrakt med - ud af varmen. Det var ganske enkelt et krav fra Lang Lang, der åbenbart ikke tålte landsmænd under samme tag.

Med en kontrakt med Sony kommer Lang Lang til at stå svagere repræsenteret i Danmark. Universal Music, som ejer DG, er et stærkere brand herhjemme og ofrer flere midler på markedsføring af klassiske kunstnere.

Foto: Detlef Schneider

Artikel om million-kontrakten

03/02-10
Krisen får kunstneriske konsekvenser for Operaen
Den økonomiske krise på Det Kgl. Teater vil i fremtiden også ramme operaen kunstnerisk. To færre operaer om året er en af konsekvenserne, men operachef Kasper Holten slår overfor KLASSISK fast, at teatret har ladet nedskæringerne ramme kvantitativt, ikke kvalitativt.

»Det vil nok også fortsat være nødvendigt at differentiere, så populære titler som 'Carmen' spiller mange aftener i en sæson, mens 'Ariadne på Naxos' opføres færre gange. For der er nok ikke nogen tvivl om, at publikum i krisetider er blevet lidt mere konservative og i lidt højere grad vælger de kendte titler«, siger han til KLASSISK.

Nyhedens interesse for operaen var stor i de første år efter åbningen. I dag udfordres teatret som alle andre af den generelle finanskrise, men også konkurrencen fra de yngre arkitektoniske attraktioner Skuespilhuset og Koncerthuset har indflydelse, mener Kasper Holten. Nedskæringerne kunne dog også få betydning for operaens omdømme, nationalt og internationalt. Til december får Operaen besøg af superstjernen Anna Netrebko – et tegn på, at Operaen er blevet

internationalt anerkendt, men hvordan ser fremtiden ud? Kan et lavere aktivitetsniveau ikke få negative konsekvenser?

»Det er vigtigt for at opretholde et internationalt niveau og for at kunne tiltrække anmeldere og opmærksomhed fra udlandet at have en vis frekvens i produktioner, der produceres i København - også uden for mainstream - og jo flere premierer vi har, jo mere omtale og synlighed får vi også. Både i danske og udenlandske medier«.

Kasper Holten peger også på politikernes træge og modvillige indsats i forhold til at få adgangsforholdene til Operaen bedret. Til Koncerthuset går metroen til døren og Skuespilhuset ligger i gåafstand fra den, mens Operaen ligger ensom og stormombrust på den åbne dok på Holmen.
»For mange mennesker oplever, at det er for besværligt at komme i Operaen - og især at komme hjem igen. Og selvom vi håber, at billetsalget igen vil tage fart, når krisen driver over, så er logistikken omkring Operaen ikke uvigtig i denne sammenhæng«, udtaler han med et lille stik til politikerne.

Foto: Lars Schmidt/DKT

02/02-10
Nikolaj Koppels efterfølger i Tivoli er fundet
Ansvaret for alle Tivolis musikalske aktiviteter bliver fra 1. marts lagt i hænderne på Henrik Engelbrecht, som dermed skal have overblikket over Tivolis Koncertsal, Fredagsrock, Tivolis Big Band, Tivolis Promenadeorkester samt alle øvrige musikalske aktiviteter i Haven. 45-årige Engelbrecht blev ansat ud af 30 ansøgere, hvoraf blot fem nåede til samtale.

Niveauet af de klassiske koncerter i Tivoli har tradition for at være i international klasse. Det skal blive spændende at følge, om det niveau kan holdes

med en ny musikchef, som tiltræder stillingen midt i den generelle finanskrise.

Tivolis direktør Lars Liebst udtaler om ansættelsen:
»De seneste ti år på Det Kgl. Teater har vist, at Henrik Engelbrecht står for nytænkning og kvalitet. Hans erfaring med dansk og internationalt musikliv og hans brede netværk vil komme Tivoli til gode, så vi kan fortsætte med at præsentere de bedste kunstnere og ensembler for Tivolis gæster i Koncertsalen såvel som på de øvrige scener«.

Foto: Tivoli

01/02-10
Dansk cd vinder Grammy i USA
H.C. Andersens gribende fortælling om 'Pigen med svolvstikkerne' ligger til grund for titelværket på en cd med danske sangere, som i går kunne modtage en Grammy - pladeindsturiens svar på en Oscar. Cd'en 'The Little Match Girl Passion' med de to dansk-baserede vokalensembler Ars Nova Copenhagen og Theatre of Voices, dirigeret af Paul Hillier, vandt en Grammy Award i kategorien 'best small ensemble performance'. Musikken på cd'en består af værker af den

amerikanske komponist David Lang, som i 2008 vandt en Pulitzer Pris for cd'ens titelværk.

I år uddeles der Grammy-priser i 108 kategorier, hvoraf kun 13 handler om klassisk musik. Valget af prisvinderne mere end antyder, at Grammy'en er en amerikansk pris, og det er spørgsmålet, om 'The Little Match Girl Passion' havde vundet, hvis ikke David Lang var amerikaner.

Du kan læse en anmeldelse af den Grammy-vindende cd i KLASSISK nr. 16.

Hør 'The Little Match Girl Passion' opført i Carnegie Hall

26/01-10
Juillard Strygekvartetten
Få ensembler kan prale af en historik, der går helt tilbage til 1946 og stadig være kørende. Juillard String Quartet besøgte Mogens Dahl Koncertsal første gang i 2007 og nu er de igen tilbage på Islands Brygge med et program med Schuberts Strygekvartet nr. 13 i a-mol

'Rosamunde', Bartóks Strygekvartet nr. 2, Beethovens Strygekvartet nr. 16 i F-dur. Hermed anbefalet i den grad.

Mogens Dahl Koncertsal
Snorresgade 22
2300 København S
Entrè kr. 350,- / studerende kr. 250,-

Foto: Vanessa Briceño-Scherzer

Læs mere

26/01-10
Cd-release: Alpha World
Den farverige trio Alpha inviterer til fernisering på deres andet cd-udspil 'alpha world'. Hvor ensemblet på den første cd indspillede værker, der var komponeret til dem, boltrer de sig i verdensmusik på den nye cd. Der improviseres og leges med klezmertoner, middelaldermusik og en kaukasisk suite, og det slipper de heldigt fra.

Selv mener Alpha, at de er

"inspireret af musik fra alskens tider og kulturer" og at den nye cd "afviser grænserne mellem verdensmusik og klassisk musik".

Release-party'et foregår fredag den 29. januar kl. 17-20. Fra kl. 18.00 vil DJ Katrine Ring præsentere 'Alpha World' fra pulten.

Release-party
Library Bar, Hotel Plaza, Bernstoffsgade 4, Kbh. K

Besøg Alphas hjemmeside

25/01-10
Kommentar: Grådige amerikanske musikere
I USA er det ikke kun operahusene, der presses af finanskrisen. Landets symfoniorkestre er ligeledes yderst afhængige af økonomisk støtte fra funde og private donationer, og mange af dem er nødsaget til at skrue ned for blusset med koncertaktiviteter.

Et af USA's mest hæderkronede navne, Cleveland Orchestra, led i sidste uge et nederlag i lønforhandlinger med musikernes fagforening. Cleveland-musikernes lønninger ligger i den høje ende: I 2008 fik orkestrets dirigent, Franz Welser-Möst (foto), udbetalt $1,316,120, den højest betalte koncertmester William Preucils løn var på $414,159 plus $19,658 i tillæg, de menige musikere kunne bryste sig af at i gennemsnit tjene $140,200 og have 10 ugers betalt ferie og få 26 ugers betalt sygefravær, skriver finansavisen Wall Street Journal.

Cleveland

Orchestra's ledelse tilbød i første gang dets musikere en treårig kontrakt, som inkluderede en lønnedgang på 5 % det første år, andet år tilbage til udgangspunktet og tredje år med en lønstigning på 2,5 %. Hvilket synes som en rimelig løsning, de høje lønninger taget i betragtning. Fagforeningen tog dog ikke imod tilbuddet.

I stedet gik musikerne i strejke. Allerede dagen efter lykkedes det fagforeningen at forhandle sig til at fastholde lønniveauet i to år. Spørgsmålet er, om det er en god løsning, og om det løser problemet i den lange ende. Welser-Möst er ikke engang en dirigent, der i sig selv trækker folk til - trods hans løn på over 6,3 mio. kr.

Et positivt element ved krisen kunne være at få revurderet de alt for høje lønninger.

Foto: Roger Mastroianni

24/01-10
Fremtidens operasangere i Poulencs guillotine
Poulencs barske, historiske opera 'Karmelitterindernes Samtaler' om 16 nonners skæbnetunge vej til gilloutinen sætter fremtidens operastjerner nu i scene på Operaen med premiere den 28. januar.

’Karmelitterindernes Samtaler’ er et af den franske komponists hovedværker og er særligt en udfordring for de kvindelige sangere. Operaen bygger på de efterladte erindringer fra den eneste overlevende nonne fra et karmelitterkloster i

Frankrig, der blev udryddet blot få dage inden Den Franske Revolution og Terror Regimet sluttede.

Operaen opføres i samarbejde med Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og Statens teaterskole, og instruktøren, der binder den tragiske historie sammen er Ebbe Knudsen, som også er dramatisk uddannelsesleder på Operaakademiet.

'Karmelitterindernes Samtaler'
Gamle Scene
28.-31. januar kl. 20.00

Foto: Thomas Petri

21/01-10
Det Kongelige Teater i krise
En alvorlig økonomisk krise har fået Det Kongelige Teater til at nedlægge 35 stillinger og fjerne to operaer, to skuespil og en ballet fra det kommende program. Trods en merbevilling på 18 millioner fra staten mangler teatret nu 12 millioner pr. år for, at økonomien hænger sammen. Billetsalget har det sidste år været dalende pga. finanskrisen, men især de stærkt stigende driftsudgifter til de to nye huse, Operaen og Skuespilhuset, er grunden, fortæller kommunikationschef på Det Kongelige Teater Eva Hein.

”Det har ikke været nogen hemmelighed, at teatrets økonomi var i ubalance. Men måske når vi nu et aktivitetsniveau, der er mere realistisk. Vi måler os jo op imod nogle år, hvor der har været en enorm stor nyhedsinteresse for husene. Så udover finanskrisen, som alle jo mærker, er det

egentlig meget naturligt, at vi oplever en nedgang nu”, siger Eva Hein.

Ubalancen er ikke til at overse: I 2000 brugte teatret 46 millioner på drift – i 2009 var tallet eksploderet til 145 millioner. Til sammenligning gik kun 66 % af teatrets midler i 2009 til kunsten, mod 77% i 2000. Støtten synes således i stigende grad at gå til bygningsdrift, frem for til kunst.

Spørgsmålet er om publikum vil mærke nedskæringerne. Om den dårlige økonomi vil gå ud over det kunstneriske vovemod, så man fremover vil vælge de sikre publikumstræffere frem for eksperimenterne.

”Det er lige præcis for at sikre kvaliteten, at vi sænker vores aktivitetsniveau. Vi vil hellere lave mindre, men have råd til at gøre det godt”, slutter Eva Hein.

Foto: Thomas Nørdam Andersen

19/01-10
Anna Netrebko synger i Operaen
»Det er et kup, at det er lykkedes os at overtale Anna Netrebko til at optræde i Operaen i en af hendes glansroller som Mimí i Puccinis ’La Bohème’«, fortæller operachef Kasper Holten. I september fortryllede hun et forført og begejstret publikum i DR Koncertsalen, og nu er det altså officielt, at den russiske diva til december helt sensationelt besøger Operaen i København.
Hendes stemmes mørklødede fløjlsklang har ført hende op i operaverdenens absolutte topklasse. Hun optræder

ellers kun på de største scener og bliver kaldt det 21. århundredes herskende diva. Hendes skønne sensuelle ydre har gjort hende til en yndet covermodel i internationale modeblade.
Netrebkos gæstevisit vil uden tvivl vække Operaen international opmærksomhed, og Kasper Holten lægger da heller ikke skjul på sin stolthed: »Vi tager det som endnu et tegn på, at Den Kgl. Opera for alvor er blevet et hus, man regner med internationalt set«.

Foto: Felix Broede / DG

16/01-10
Komponist hædres
Senest har Karsten Fundal (f. 1966) fået opmærksomhed for sin musik til den storhittende film 'Flammen og Citronen'. Man har også kunnet finde ham i jamsessions med jazzmusikere, ligeså vel som han gerne instrumenterer popmusik. Men først og fremmest er han partiturkomponist, og nu modtager han Hakon Børresen-Prisen på 25.000 kr. I movitationen for pristildelingen hedder det bl.a.
"Der findes ikke kun én rigtig, eller én god musik. Musik kan være mange ting.

Og alle disse ting musik kan være kan en komponists kaste sig ud i. Derfor optræder Fundal ikke bare som både kunst- og film-komponist".
"Han optræder også som arrangør af populærmusik og som udøvende jazz-musiker, hvor han improviserer sammen med den danske jazz-scenes største navne".
"At hele denne vifte af forskelligartede aktiviteter med positiv effekt slår tilbage på kunstmusikken, viste sidste års bratschkoncert med al tydelighed".

Hør uddrag af Fundals musik på hans hjemmeside

15/01-10
Fra Talent 2009 til P2
Der er både noget til nørderne og til nye lyttere i det nye P2-program om klassisk musik, der får premiere søndag den 17. januar kl. 9. Med kendisserne Nikolaj Koppel og Hella Joof, som var to af dommerne i DR-musikprogrammet Talent 2009, er der lagt op til "begavet, behagelig søndagsradio i bedste P2-ånd, med kærlighed til verdens største komponister, godt selskab og plads til et smil på læben", udtaler P2-kanalchef Torben Smidt Hansen.



Programmet hedder Åbent hus. Nikolaj Koppel fortæller om konceptet: "Vi ringer klassiske musikere op, mens de er i bad. Vi rehabiliterer skamspillede mesterværker. Og vi runder også den nye, knap så tilgængelige klassiske musik op i det tilbagevendende indslag 'Hvad havde du tænkt dig?', når vi taler med danske komponister. Det hele er ret uhøjtideligt", siger den kommende P2-vært.

Foto: Bjarne Bergius Hermansen

13/01-10
Aarhus Symfoniorkester fejrer 75 år
Torsdag er det nøjagtig 75 år siden, at Aarhus Symfoniorkester blev grundlagt. Det markeres ved en uropførelse af Poul Ruders' 'Händel-variationer' i Musikhuset Aarhus, hvor orkestret bor. Komponisten selv fortæller om sit nye værk samme aften fra kl. 18.30 til 19.00. Koncerten overværes af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II.
Jubilæumsprogrammet gentages fredag 15. januar kl. 19.30.
I anledning af

jubilæet er der udgivet bogen 'Stadsmusikant og symfoniker' af Steen Chr. Steensen, som vil kunne købes ved koncerterne.

Koncertprogram:
Ruders: Händel-variationer
Mozart: Klaverkoncert nr. 27 i B-dur (solist: Rudolf Buchbinder)
Nielsen: Symfoni nr. 5
Aarhus Symfoniorkester, dir. Giancarlo Andretta
Musikhuset Aarhus kl. 19.30
14. og 15. januar

Foto: Nikolaj Lund

Læs mere om koncerten

12/01-10
Krisen kradser i Det Kgl. Teater
I løbet af én sæson er antallet af publikummer på Det Kongelige Teaters scener faldet med 18 procent, skriver Berlingske tidende. Ifølge Danmarks Statistik besøgte 530.000 publikummer Det Kgl. Teater i sæsonen 2007/2008, mens der i sidste sæson var et fald på næsten 100.000 besøgende, da kun 436.000 publikummer købet billet til en af Det Kgl. Teaters scener. Det er især skuespil og operaer, som publikum svigter. Mens 184.000 så en

opera på nationalscenen i sæsonen 2007/2008, er dette tal faldet til 138.000 i sæsonen 2008/2009.
Ifølge den fireårige aftale for perioden 2008-2011, som Det Kgl. Teater har indgået med folketinget, skal Det Kgl. Teater i gennemsnit sælge 580.000 billetter om året, og dermed er der et markant minus på besøgskontoen for sidste sæson med 144.000 færre besøgende end årsgennemsnittet.

Foto: Lars Schmidt

09/01-10
Grådighedens sejrsgang
En række studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium opfører Benjamin Brittens ’Tiggeroperaen’. Det er ikke nogen typisk opera, da den består af en lang række enkeltstående, melodiøse sange og en hel del talt dialog. Det er en grovkornet satire over social uretfærdighed, bygget op som en tosset historie om kun at hyppe sine egne kartofler. Vi møder bl.a. en hæler der mener, at hans gerning såmænd er lige så hæderlig som en sagførers; og en landevejsrøver der hader griskhed og

derfor stjæler fra den rige for at give til den fattige (nemlig sig selv). Men alle personerne er blot billeder på grådige spekulanter, korrupte embedsmænd og tvetungede politikere, og på den måde er historien lige så aktuel i dag som i 1700-tallet.
Bag opsætningen står en række professionelle musikteaterfolk med dirigenten Søren K. Hansen i spidsen.
Forestillingen spiller d.10. - 15. januar i Helsingør Theater i Den Gamle By i Århus.

Foto: Nikolaj Lund

Flere oplysninger på www.musikkons.dk

07/01-10
En stjerne skyder på dirigenthimlen over New York
Et af verdens hotteste operahuse, The Metropolitan Opera, skrev nytårsaften historie for en ung fremadstormende canadisk dirigent. Dirigenten ved aftenens kontroversielle opførelse af Bizets 'Carmen' var her den 34-årige rising star Yannick Nézet-Seguin.

Kun 34 år gammel har Nézet-Seguin allerede slået sit navn fast som en af sin generations virkelig store kunstnere, som kritikere mener formår at formidle musik på en original, nutidig, dynamisk og forfriskende måde. Også musik som hans unge alder ellers burde afskrække ham fra at prøve kræfter med. Ved sin debut i 2004 chokerede han sit publikum med sin nybrydende fremførelse af Bruckners 7. symfoni.

Flere kritikere af debuten bekendte, at de aldrig havde hørt den bedre. Måske netop på grund af dirigentens overraskende lette og forfriskende fortolkning, som står i stærk kontrast til legendaiske fremførelser af forgængere som Herbert von Karajan og Bruno Walter.

Måske var det på tide med lidt nytænkning.

Selv siger han, at han allerede som 26-årig, da han dirigerede Bruckners 9. symfoni for første gang, følte sig fuldstændigt hjemme i den ellers for mange lidt verdensfjerne, uendeligt tunge og langvarige musik.

Også i Europa har Yannick Nézet-Seguin vakt opsigt under sine samarbejder med adskillige store orkestre, bl.a. London Philharmonic Orchestra, som har ansat ham som deres 1. gæstedirigent. I London har han også vundet Royal Philharmonic Society Award.

På YouTube kan man opleve nogle af de stjernedrys, han har sendt ned over den klassiske verden de senere år, men særligt den optagelse af ham, hvor han som 10-årig optræder som simuleret dirigent i en skoleklasse, slår benene væk under én. Nogle mennesker fødes bare med et stjerneklart talent.

The MET har allerede booket ham til fire kommende forestillinger.

Foto: Marco Borggreve/EMI

05/01-10
Wiener Filhamonikerne i monopolstrid
45 millioner mennesker fra mere end 70 lande verden over følger nytårsdag Wiener Filharmonikernes storslåede fejring af det nye år. Men i år har stemningen fået en mindre festlig tone. Det succesrige orkester har taget patent på ordet ”Neujahrskonzert”, og det betyder, at de fremover har monopol på den titel. Det har fået kritikere og konkurrerende orkestre til at fare i blækhuset i harme over, hvad de mener er konkurrenceforvridning.

Wiener Filharmonikerne er nemlig langt fra de eneste, der hvert nytår afholder festlige nytårskoncerter i Wien.

I 30 år har wienerslottet Hofburg den 1. januar genlydt af Wiener Hofburg Orchesters traditionsrige nytårskoncerter. Men i efteråret modtog de en skrivelse fra et tysk sagførerfirma med et forbud mod at anvende betegnelsen ”Neujahrkonzert” fremover. Det har nu ført til en ubehagelig rettighedsstrid mellem de

to orkestre, og få dage inden filharmonikernes nytårskoncert gik Gert Hofbauer fra Hofburg Orchester til modangreb i den østrigske avis Die Presse. Her udtalte han, at orkestret ikke ønsker at ligge i krig med Wiener Filharmonikerne, men det undrer ham, hvorfor de har taget patent på ordet og ikke selve koncerten. Desuden vækker det en mistanke om konkurrenceforvridende markedsføring, at Hofburg Orchester tilsyneladende som de eneste har modtaget et forbud. Patentet burde ramme samtlige østrigske orkestre, men noget tyder på, at det kun er konkurrenterne i Wien, filharmonikerne forsøger at ramme.

Wiener Filharmonikerne har endnu ikke officielt givet deres begrundelse for striden, så indtil videre står debatten som et tydeligt eksempel på at også de klassiske orkestre er underlagt en benhård konkurrence, hvor ofte usympatiske kneb gælder.

03/01-10
Friskt blod til Musikhuset Aarhus
Musikhuset Aarhus er et kulturcenter med noget for alle aldre. Huset byder på rockkoncerter, børneteater, musical, opera, symfoni- og kammerkoncerter, plus det løse. Til at sørge for, at husets kunstneriske niveau er i orden, tiltræder Mette Kier den 1. februar som arrangementschef.

46-årige Mette Kier er cand.mag. i dramaturgi og æstetik & kultur, og kommer fra en stilling som kultur- og eventchef i Messecenter Herning

Kongrescenter. Kier har desuden arbejdet for Århus Festuge og diverse journalistiske medier.

"Med Mette Kier får vi en arrangementschef, som er vant til at agere i et levende miljø og samarbejde med mange forskellige aktører – både lokalt, nationalt og internationalt. Dertil kommer, at hun har stor fokus på nye målgrupper, og at hun har et stort netværk i kulturverdenen", siger Musikhuset Aarhus' direktør, Marianne Bedsted.

21/12-09
Den Jyske Sinfonietta overlever måske
I begyndelsen af december meddelte Den Jyske Sinfonietta, at deres dirigent og kunstneriske leder Svend Erik Nielsen pga. dårligt helbred har valgt at stoppe med øjeblikkelig virkning. Det kan meget vel betyde en lukning af ensemblet, da formanden for det Silkeborgbaserede ensemble, Mikkel Thorning, ønsker ikke at videreføre ledelsen af ensemblet uden Svend Erik Nielsen.

"Det hele startede som et venskabsprojekt, og uden ham har jeg ingen motivation til at forsætte".

Udtrædelsen har fået bestyrelsen til at aflyse alle arrangementer i 2010 og 2011, så der er umiddelbart ikke meget, der tyder på at Den Jyske Sinfonietta kan fortsætte.

Ensemblet har været en musikalsk legeplads for musikerne, der selv har udviklet alle projekter, fortæller

Mikkel Thorning. De har formået at skabe klassiske koncerter, der henvendte sig til et bredt publikum og inden for et budget, hvor også mindre steder i provinsen kunne være med. Sidste år fik ensemblet bevilliget 2,37 millioner kroner af kulturministeriet til projektet 'Alle tiders musik'. Kun totredjedele af dette projekt er realiseret, så spørgsmålet er nu, om det resterende beløb kan overdrages eller om det må opgives helt. Men selvom det ser sort ud på nuværende tidspunkt, er der stadig et lille håb.

"Nogen har ytret interesse for at køre det videre, men det hele er meget usikkert lige nu".

I løbet af foråret forventer Mikkel Thorning, at Den Jyske Sinfoniettas skæbne vil blive afgjort.

Foto: Mikkel Thorning

18/12-09
Grammy-nomineringer til danske musikere
Lader man blikket glide ned over dette års Grammy-nomineringers næsten endeløse række af kategorier, vil man opdage to danske navne dukke op i vrimlen. Barokensemblet Concerto Copenhagen er ikke direkte nomineret, men det er til gengæld den svenske diva Anne Sophie von Mutter for sin vokale præstation på deres fælles udgivelse af et udvalg af Bachs arier og kantater.

Bach spiller også en rolle på cd'en 'The Little Match Girl Passion', som vokalensemblerne Ars Nova Copenhagen og Theatre of Voices sammen med deres dirigent Paul Hillier er nomineret for. Værket er skrevet af den amerikanske komponist, David Lang, der i 2008 blev hædret med Pulitzer-musikprisen for netop denne komposition. Som titlen antyder er den skrevet over H.C. Andersens 'Den lille pige med svovlstikkerne', og

så har komponisten også ladet sig inspirere af J.S. Bachs 'Matthæus-passion', da han skrev 'The Little Match Girl Passion'.

Ny musik har ofte vanskeligt ved at gøre sig bemærket, men iblandet et klassisk eventyr og noget Bach, ser det ud til at vække opsigt. I hvert fald i USA, for som Thomas Kiørbye fra Ars Nova udtaler, så vil nomineringen og en eventuel pris nok vække mest opmærksomhed i prisens hjemland.
"Vi sang 'The Little Match Girl' tidligere på året under en festival i New York, og en pris ville sikkert bringe os tilbage til USA. Herhjemme kan vi helt sikkert bruge det som markedsføringsmiddel. Og så er vi naturligvis meget glade for anerkendelsen".

Prisen uddeles den 31. januar. Man kan læse oversigten over de nominerede på www.grammy.com.

Hør uddrag fra 'Den lille pige med svovlstikkerne'

17/12-09
Operadiva til Aalborg
Operadivaen Katherine Jenkins giver sin første koncert i Danmark. Aalborg Kongres & Kultur Center sikrede sig kontrakten til den berømte mezzosoprans første koncert i Danmark ved optagelserne i Aalborg til DRs Store Juleshow, som bliver vist på DR1 søndag den 20. december.
Jenkins kan bedst beskrives som den kvindelige version af

Andrea Bocelli, og i hjemlandet England er hun megastjerne, og har bl.a. optrådt ved Dronning Elisabeths velgørenheds-juleshow i år.
Katherine Jenkins kan opleves i Aalborg Kongres & Kultur Center den 7. oktober 2010, hvor hun ledsages af Aalborg Symfoniorkester med dirigent Anthony Inglis i spidsen.
Foto: PR

16/12-09
Sivelöv i medvind
Pianisten Niklas Sivelöv er i stærk medvind for tiden. Han er blevet tildelt Independent Music Awards pris både af jury og publikum. Publikumsprisen er baseret på stemmeafgivning fra over 33.000 lyttere fra 70 lande. Independent Music Awards priser gives til musikere, der ikke har kontrakt hos de store pladeselskaber, som fx Decca, Deutsche Grammophon og EMI.
Desuden er Niklas Sivelöv den første svenske pianist, der er blevet indvalgt i Steinways Hall of Fame. Det betyder, at han

kommer i glas og ramme på Steinways kunstnergalleri i Hamborg, hvor Sivelöv bl.a. kommer i selskab med pianister som Rubinstein, Horowitz, Gould og Barenboim.
Den svenske pianist skal desuden fremføre J.S. Bachs gigantiske klaverværk 'Das Wohltemperierte Klavier' i New York City i sin helhed. Begivenheden finder sted på legendariske Bargemusic, der er en flodpram som fortøjret under Brooklyn Bridge i New York, fra den 2. - 6. januar.
Foto: Lars Strandberg

10/12-09
Julehits fra højbarokken
Concerto Copenhagen varmer op til en julekoncert i den højbarokke stemning. Til lejligheden har de inviteret den efterspurgte svenske tenor Anders Jerker Dahlin til København for bl.a. at synge arier fra Bachs 'Juleoratorium'. Programmet byder også på højtidsklingende værker af bl.a. Arcangelo Corelli og den tysk-danske mester Dietrich Buxtehude. Anders Jerker Dahlin sang også ved

CoCos julekoncert i 2004, hvor begejstringen for hans smidige og lysende stemme fik en anmelder til at efterlyse hans navn på rollelisten ved kommende barokoperaer i København. Lars Ulrik Mortensen er spillende leder ved koncerten.

Koncerten finder sted den 16. december kl. 18 i Garnisons Kirke.
Billetter på billetnet eller i døren.

Foto: Karsten Movang

10/12-09
Lang Lang spiller for Obama
Ved overrækkelsen af Nobels Fredspris til USA's præsident Barack Obama i dag vil klassisk musik også udgøre en del af højtideligheden. Den 27-årige pianist Lang Lang spiller Chopins nostalgiske Etude i E-dur op. 10 nr. 3 før Obamas tale i Oslo. Lang Lang valgte netop det stykke fordi dets "udvikling - fra en kraftig dissonerende midte til en rolig og melodiøs slutning - hænger sammen med prisens budskab", siger han til Associated Press. Samme aften spiller han endnu en tåreperser: Liszts

'Liebestraum'.
Senere forenes Lang Lang med den amerikanske sanger og kontrabassist Esperanza Spalding, den norske operasanger Solveig Kringlebotn og den norske pianist Håvard Gimse i en koncert ved samme lejlighed.
Om fredagen indtager Lang Lang endnu engang spotlyset, denne gang som solist i Gershwins 'Rhapsody in Blue' ved den årlige Fredspris Koncert. Det er anden gang, Lang Lang spiller med Oslo Filharmonikerne, første gang skete i 2005.

Foto: Pete Souza

08/12-09
Musikkonkurrencer kritiseres for korruption
"...giv mig førsteprisen så deler vi den fifty-fifty". Historier om musikere, der forsøger at bestikke jurymedlemmer og jurymedlemmer, der stemmer på egne elever, kan føre internationale klassiske konkurrencer ud i en alvorlig troværdighedskrise. På blogs og debatsider på nettet kan man ifølge Timesonline læse oprørte kritikere og musikere harcelerer mod uigennemskuelige voteringsprocedurer og uetiske forhold under konkurrencerne, og meget tyder på,

at det er på tide at konkurrencerne bliver reformeret. Også konkurrencerne selv er interesseret i en grundlæggende forandring, men de sætter som Stephen McHolm, direktøren for den prestigefyldte Honens International Piano Competition, sin lid til den nye generation af konkurrencebestyrere, som er på vej. Et ansvar er tilsyneladende vanskeligt at placere.

Foto: Fra Queen Elisabeth International Music Competition of Belgium

06/12-09
Det flydende klaver
Det lyder som titlen på en børnebog, men er intet mindre end en sensationel genopfindelse af det mest populære instrument i den vestlige musiks historie siden 1700-tallet, nemlig klaveret.
'The Fluid Piano' (det flydende/svævende klaver) er akustisk og ligner og lyder lidt som et fortepiano fra 1700-tallet. Men som noget nyt kan hver enkelt tones stemning ændres ved hjælp af knapper, som kan skydes op og ned på hver streng. Klaveret, som vi kender det fra stuen eller koncertsalen, har som bekendt 88 tangenter med hver sin fikserede tone, som kun klaverstemmeren og tidens tand kan ændre ved. Men nu er det altså muligt for pianisterne selv at ændre tonernes stemning både før og under koncerten. Og det kan få betydning for fremtidens klassiske musik, som opfinderen og pianisten Geoff Smith lagde vægt på ved sin præsentation af instrumentet denne weekend.

Til avisen The Guardian udtaler han, at "på grund af disse stemningsmekanismer, så kan musikere pludseligt udforske skalaer fra Mellemøsten, fra Iran". Han lægger således ikke skjul på det, han betragter som det flydende klavers frigørende og visionære potentiale. Vestlig musik er fastlåst i tid i følge

ham, og afspejler ikke det moderne multikulturelle samfund.
"Der snakkes meget om at gøre orkestret mere mangfoldigt. Den eneste måde, du kan få nye folk ind i det på, er ved at ændre instrumenterne. For nogle er det en fuldstændig fremmed forestilling".

Også cembalisten Lars Colding Wolf, som underviser i tidlig musik på konservatorierne i Aalborg og Odense og spiller i specialensemblet Ensemble Zimmermann, finder det flydende klaver interessant for fremtidens musik:
"Det må da være et hit for komponister – de må opleve det som en frigørelse fra det almindelige klavers tolv halvtoner".
Men om det flydende klaver kan få nogen betydning for den tidlige musik, tvivler han på.
"Vi er jo inden for den tidlige musik vant til at arbejde med forskellige temperaturer, stemninger, og eksperimenterer hele tiden med at give tonerne forskellige farver.
Til sammenligning nævner han det kromatiske cembalo, som blev brugt meget i Rom og Firenze i 1600-tallet. På det kan man dele halvtonerne endnu engang op og således spille kvarttoner. Så for en musiker med speciale i den tidlige musik kan man ikke sådan adskille instrumentet og musikken.

Hør skaberen af 'The Fluid Piano' fortælle om sin opfindelse

04/12-09
Dacapo udvider online
Nu kan du frit gå på opdagelse i Dacapo Records' omfattende musikkatalog og fra deres splinternye online musikbutik håndplukke lige netop den arie, den sats eller hele det værk, du ønsker.
Pladebranchen har længe frygtet denne udvikling, men Dacapo har altså valgt at følge strømmen og i lighed med fx iTunes servicere sine kunder med en ny mulighed for at købe og downloade yndlingsmusikken på nettet. Anledningen er pladeselskabets 20 års jubilæum, og de kalder musikbutikken et ”nyt og banebrydende kapitel i Dacapos historie”.
Det banebrydende ligger primært i muligheden for at downloade musikfiler i forskellige lyd-kvaliteter ud over mp3. Særligt stolte er de over at kunne

præstere den eksklusive Studio Master Quality, som de mener overgår cd-lydkvalitet. Således forsøger de at imødekomme selv de mest kritiske blandt nyderne af klassisk musik. For selv om digitaliseringen af musikken er i stærk bevægelse, findes der også en modbevægelse blandt lyttere, som går tilbage til vinylpladen og dens for dem mere autentiske klangbillede.
Men Dacapo håber også, at den nye online musikbutik ”kan give et nyt publikum appetit på at gå på opdagelse i den klassiske musik”. Det betyder også, at man via hjemmesiden kan fordybe sig i tankerne bag indspilningerne og læse teksterne fra bookletten, hvad man ofte ikke kan i andre online musikbutikker.

Til Dacapos musikbutik

03/12-09
Ny musik på klimakonference
Bright Green Expo hedder den alternative klimakonference, der gæstes af både statsministeren, kronprinsen, diverse internationale forskere og danske musikere. Konferencen løber over to dage, begge dage afsluttes med et musikalsk møde af de mere interessante: Den fremadstormende popsanger- og sangskriver Oh Land alias Nanna Øland Fabricius (foto) allierer sig med strygerne i Messerkvartetten og DJ Souljah Turkman for at opføre et nyt værk af den klassisk uddannede komponist

Niels Marthinsen.
Værket hedder 'Atlantis Revisited', som ifølge SNYK "fortolker bekymringen for vores børns fælles fremtid. Sangen fortæller om landet, der sank i havet, fordi dets indbyggere troede, de kunne gøre sig lige så mægtige som guderne: 'One night the sea and thunder roared...'".
'Atlantis Revisited' opføres begge dage kl. 17.30.

Bright Green Expo
12. og 13. december i Forum, Kbh.
Begge dage kl. 10.15-17.45

Foto: PR

Se konferencens fulde program her

30/11-09
Anmeldelse: The Rake’s Progress
Vampyrludere, en dværg med englevinger og påspændingsdildo, rådyr med lysende diodeøjne, en skægget kvinde. Lyder det fuldstændig ude i hampen? Det er det – og det er eddermame sjovt. Det drejer sig om Malmö Operas iscenesættelse af Stravinskijs ’The Rake’s Progress’, der tager komponisten på sengen og gør som han selv: misbruger historien på det groveste, og så tvister det en ekstra gang med lån fra bl.a. musicalen ’Rocky Horror Show’ og gyserkomedier af Tim Burton.

Stravinskijs opera fra 1951 handler om den dovne Tom Rakewell, der lokkes i uføre af Djævlen selv, som i forklædning meddeler, at Tom arver en formue. I et idyllisk 1700-tal-sceneri, ledsaget af Stravinskijs liflige og konstant ironiske partitur, bedyrer Tom sin kærlighed til den dydige Anne Trulove. Og så drager han mod byen, lokket af hurtige penge. Nick Shadow/Djævlen er guiden på derouten mod helvede, og første stop på vejen er en test på Toms troskab over for Anne: et bordel fuld af både kvinder og mænd i kjole og nylonstrømper og med blod i mundvigene! Allerede her falder ungersvenden i og lander på bordelmutters sølvfarvede latexseng. Fra 1700-tallet og så i næste scene et par århundreder frem med røde porno-pærer og neonskilte. Man finder ikke engang instruktørens spring underligt.

Toms liv er flygtigt, han finder ikke lykke på trods af sin pludselige rigdom, hverken materielle goder eller scoringen af tyrkerkvinden Baba giver ham glæde ret længe af gangen. Efter ét år og én dag kommer Nick Shadow for at indkassere Toms sjæl. Han får en chance mere og vinder sin sjæl tilbage, til gengæld mister han sin forstand. På sindssygeanstalten besøges han af Anne, der trods Toms massive svigt stadig elsker ham og sidder ved hans side, da han dør. Scenen er uimodståelig med alle de indlagte, der kryber rundt på gulvet med deres madras og suges mod Anne, da de i deres syge forestillinger ser hende som en frelsende engel.

Fra start til slut i operaen er en storsmilende dværg udklædt som engel på scenen, med skiftevis hvide eller sorte englevinger alt efter hvordan historien udvikler sig. Den 112 cm høje finne Keijo J. Salmela spiller nærmest et barometer på Toms tilstand – endnu et af disse elementer, som gør Malmö-opsætningen så seværdig. Som Nick Shadow trækker basbarytonen Bengt Krantz på sin erfaring med både at have spillet opera og musical, og hans overdrivelse og karikering er en gevinst for forestillingen, der i partituret aldrig er helt så uhyggelig som historien ellers kunne lægge op til – Djævlen skal jo helst ikke være en hygge-onkel. Hulda

Björk Garðarsdóttir leverer en lyrisk og stabilt sunget Anne Trulove, dog sad enkelte ting som fx de store melodiske intervaller i arien ’No word from Tom’ ikke helt som de skulle, men ellers er hun ligesom resten af sangerholdet utroligt velcastede. Nikola Matišić har den helt rigtige ungdommelige naivitet som Tom, og er rigtig sjov som forestillingens udgave af den fjantede Mozart, vi så i ’Amadeus’-filmen. Deres skuespil er helt i top, blot mangler et sidste nyk på vokalsiden. Birollerne rammer også helt plet, Rickard Söderberg som auktionarius har både vokalt og skuespilmæssigt overskud, stjæler for en stund hele rampelyset, Emma Lyrén er sjov som Baba the Turk, der har mere kropshår end de fleste, og som på ret kort tid udfolder en skøn forvandling fra hun sidder burkaklædt i MC-sidevogn og venter på Tom, til hun bliver hans hidsige hustru. Og så synger de tilmed godt.
Forestillingens uendeligt mange påfund tager aldrig overhånd, selvom det unægtelig er en kulørt affære.

Malmö Opera orkester var tændte og spillede livligt op til narrestregerne på scenen. Men de var først for alvor varmet op efter 1. akt, efter først at have en tendens til at tabe tempo. Derefter blev der strammet op på det lidt vanskelige partitur, så enhver tøven og usikkerhed blev pakket væk.

’The Rake’s progress’ (på dansk: ’Lastens vej’, på svensk: ’Rucklarens väg’) spiller også i København i foråret, men der er god grund til at tyvstarte og tage over sundet. Kan du svare ja til ét af følgende, så tag til Malmö: Du begejstres af Stravinskij, Tim Burton, Mozart eller musical, du elsker at grine eller at se forrygende teater.
Per Rask Madsen

Fire ud af seks stjerner

The Rake’s Progress, 29. nov.
Dirigent: Staffan Larson
Instruktion: Nils Poletti
Scenografi: Anne Hellandsjö
Koreografi: Hege Tvedt

Solister:
Tom Rakewell: Nikola Matišić
Ann Trulove: Hulda Björk Garðarsdóttir
Nick Shadow: Bengt Krantz
Baba the Turk: Emma Lyrén
Mother Goose: Ethel Schelin
Father Trulove: Daniel Hällström
Sellem: Rickard Söderberg
Keeper of the Madhouse: Thomas Hildebrandt
Englen: Keijo J. Salmela

Malmö Opera kor og orkester

Spilledage:
4. dec. 19.00 / 6. dec. 16.00 / 9. dec. 19.00 / 12. dec. 18.00 / 15. dec. 19.00 / 26. dec. 16.00 / 8. jan. 19.00 / 10. jan. 16.00 / 17. jan. 16.00

NB: Stravinskij-fans kan desuden glæde sig til, at Malmö Opera i foråret spiller hans opera ’Mavra’ og hans opera-agtige oratorium ’Oedipus Rex’.

Foto: Malin Arnesson

Køb billet til 'The Rake's progress'

25/11-09
Anmeldelse: Ariadne på Naxos
Med gakket humor, et scene-rend uden lige og fremragende sangerpræstationer er Den Kgl. Operas opsætning af 'Ariadne på Naxos' en virtuos forestilling.
Handlingen er fra komponist/librettist-parret Strauss & Hofmannsthals side så forrykt, at den kunne forveksles med en Rossini-opera. Men det er et meta-værk med gedigen underholdning samt pseudodybde til den, der søger.
Det er en opera om en komponist (!), der på bestilling har operaen 'Ariadne' klar til opførelse, men på festaftenen ændres der på absurd vis planer, så både et drama og en komedie skal opføres samtidig - på samme scene.
Det må komponisten bare finde sig i og finde en løsning. Hvordan den aktuelle iscenesættelse klarer den tilsyneladende håbløse situation, skal ikke røbes her. Blot skal siges, at lattermusklerne virkelig får motion.

Instruktør Robert Carsen og koreograf Marco Santi får udnyttet Operaens rum maksimalt, så man utallige gange bliver overrasket over deres hittepåsomhed - glem alt om, at scenen skulle være det eneste center for opmærksomhed.
Pudsigt nok er det først, når operaen i operaen (dramaet 'Ariadne') for alvor får plads til at udspille sig, at man føler en vis træghed. Alt det sjove, der er gået forud, sætter forventninger om at man går planken ud. Derfor virker alvoren opbremsende, og det er vanskeligt at føle empati for Ariadnes dødslængsel og efterfølgende kærlighedsduetter med Bacchus. Den trøsteløse, sorte hule, Ariadne har lagt sig til at dø i, er passende ... trøstesløs, men også noget trættende for øjnene i længden. Denne sorthedens monotoni står i stærk kontrast til det myldrende forspil, der står som det mest vellykkende i forestillingen. Man kunne have indlagt noget komik, der lå og skurrede imod dramaets alvor.

Zerbinetta og hendes fire bejlere (foto) er snarere end Ariadne produktionens omdrejningspunkt, de er de levende og sansende

personer. Hvorimod Ariadne - omend Ann Petersen sang partiet med fantastisk skønhed - bliver til en papfigur, en stereotypisk livstræt donna. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om Operaens akustik var skyld i, at Ann Petersen og Johnny van Hal efterlod én lidt kold: Kunne det være reddet og gjort deres sang mere indtrængende, hvis de havde stået ved scenekanten?

Den canadiske koloratursopran Jane Archibald var eminent som Zerbinetta, vokalt i topform og med en perfekt scenisk timing, og herlig som bekymringsfri storflirterinde (NB: hun spiller rollen for sidste gang 30. nov.). De fire bejlere gør det alle godt, særligt må Palle Knudsen og Bengt Ola Morgny fremhæves - sjældent har opera været så sjovt. Ann Petersens stemme er en ægte operastemme med en varm og stærk klang, der langsomt smelter ørerne. Hendes intonation vaklede aldrig, og med en atletisk stemmekontrol formår hun at justere sin stemmes styrke og intensitet på forbilledlig vis. Johnny van Hal og Sten Byriel var sjove i forspillet, og forestillingens succes beror i det hele taget på en i særklasse god ensembleindsats. Der er ingen undskyldninger for ikke at se denne iscenesættelse.
Per Rask Madsen

Fire ud af seks stjerner

RICHARD STRAUSS: ARIADNE PÅ NAXOS, 24. nov. 2009
Medvirkende
Dirigent: Friedemann Layer
Iscenesættelse: Robert Carsen
Scenografi: Peter Pabst
Koreografi: Marco Santi

Primadonnaen/Ariadne: Ann Petersen
Zerbinetta: Jane Archibald
Tenoren/Bacchus: Johnny van Hal
Komponisten: Matilda Paulsson
Harlekin: Palle Knudsen
Brighella: Bengt-Ola Morgny
Scaramuccio: Peter Lodahl
Truffaldino: Ludvig Lindström
En musiklærer: Sten Byriel
(M.fl.)

Det Kongelige Kapel
Dansere fra Pantomimeteatret

Spilledage:
27.nov. / 30.nov. / 5.dec. / 8.dec. / 11.dec.

Foto: Thomas Petri

25/11-09
Dropper Tivoli for at lave tv
Efter at have været dommer i ’Talent 09’, har Nikolaj Koppel fået smag for at lave live tv. Han forlader derfor sin stilling som musikchef i Tivoli for i stedet at blive vært for DR1’s Aftenshowet.
Koppel forkaster dog ikke sit musikgebet fuldstændig, da han samtidig får sit eget radioprogram på P2, hvor han ifølge DRs pressemeddelelse skal "formidle klassisk musik på nye måder".
"Jeg har haft fem meget lykkelige år i Tivoli, som har budt på en

masse spændende og tilfredsstillende opgaver lige fra Koncertsalens program til Fredagsrock. Det bliver vemodigt at sige farvel til Haven, men jeg glæder mig også rigtig meget til de nye udfordringer", udtaler Nikolaj Koppel.
Den tidligere koncertpianist, Euroman-redaktør m.m. begynder i sit nye job i i starten af det nye år, når Tivoli har fået lagt de sidste brikker for deres musikprogram for 2010.

Foto: Agnete Schlichtkrull

24/11-09
Bornholms Musikfestival lukker ned
Kammermusikken trives i Danmark, hvilket de op mod hundrede små kammermusikforeninger og -festivaler er stærkt medvirkende til at sørge for. Men efter 41 sæsoner indstiller landets ældste kammermusikfestival, Bornholms Musikfestival, nu sit virke. Årsagen er, at festivalformanden gennem de seneste 20

år, Mogens Rafn, døde i oktober. Rafn blev 73 år og var lokalt kendt som en musikalsk ildsjæl og en vidende person, når det gjaldt klassisk musik. Festivalens bestyrelse har truffet valget at stoppe mens legen er god, da det ikke synes muligt at fortsætte festivalen på Rafns niveau.

19/11-09
Den Jyske Opera satser igen
'Den døde by' er Den Jyske Operas næste store sommerprojekt. Pressen var tilkaldt til filmvisning i den gamle og stemningsfulde biograf Vester Vov Vov, hvor Errol Flynn og andre tidlige Hollywood-ikoner denne formiddag fyldte lærredet, ledsaget af storslået filmmusik af østrigeren Erich Wolfgang Korngold (1897-1957).

I sommer begejstrede Den Jyske Opera anmelderne med danmarkspremieren på Puccinis sjældent opførte 'Pigen fra Vesten', derfor er man mindre nervøs for nyheden om, at kompagniet to år i træk stiller publikum en mindre kendt opera i sigte.
Korngolds tredje opera 'Die Tote Stadt' (1916/1920) er berygtet for dets to ekstremt vanskelige hovedroller - tenoren synger næsten uafbrudt i værkets tre timer og skulle efter operachef Giordano Bellincampis mening være et parti, der overgår Tristan i sværhedsgrad. Derfor skinnede Bellincampi også af glæde over at have fundet frem til den tyske tenor Torsten Kerl, som er en af de få i verden, der netop har Korngolds Paul som en specialitet.
Den kvindelige hovedrolle skal synges af en af Den Jyske Operas mangeårige kollaboratører, sopranen Ann Petersen. Ved indstuderingen af rollen som Marietta måtte sopranen - som Politiken kalder for en "verdensklasse sanger" - indrømme, at der var tale om "et sindssygt svært parti", fortæller Giordano Bellincampi. Det hindrede dem dog ikke i at køre videre med planlægningen.

'Die Tote Stadt' iscenesættes af Mikael Melbye, som længe har drømt om at realisere det engang så populære værk på dansk

grund. Med på holdet med 'Pigen fra Vesten' var den amerikanske lys- og projektionsdesigner Wendall Harrington, som både har arbejdet med teater, ballet og opera. Da 'Die Tote Stadt' indeholder forholdsvis meget indre dialog, hvilket er en udfordring for forståelsen, er Melbye glad for, at Harrington med sine mange idéer igen kan være med til at tage et skridt længere ud i det visuelle. På tegnebrættet er elementer som "3D-projektioner i flere planer på scenen". Publikum er fra biografbesøg vant til at blive bombarderet med visuelle stimuli, og det må en operaiscenesættelse forholde sig til, siger Mikael Melbye.

Korngold blev den første stjernefilmkomponist, men inden han i 1930'erne slog igennem i USA, havde han i Europa gjort sig gældende med koncertmusik og operaer. Han opnåede succes i en meget ung alder, og før han som kun 23-årig fyldte operasale med 'Die Tote Stadt', havde han allerede gjort sig bemærket med to enaktere. Som jøde var han presset til at flygte til USA, hvor man til gengæld kom til at forgude hans senromantiske musik. Han dyrkede det svulstige og melodiøse og satte en helt ny standard for filmmusik - det virkede som en selvfølge, at han indkasserede to Oscar-statuetter.
[prm]

Hør et uddrag fra San Francisco Operaens 'Die Tote Stadt' med tenoren Torsten Kerl: www.youtube.com/watch?v=AfMIfc9z9uI

'Die Tote Stadt'
Danmarkspremiere i Musikhuset Aarhus 18. august 2010.
Dirigent: Alexander Joel
Instruktør og scenograf: Mikael Melbye

Mere om 'Die Tote Stadt'

11/11-09
Anmeldelse: Jalina Trio
Holdt i mol. Det mørke tonekøn var velvalgt på en aften, hvor styrtsøer af novemberregn gjorde Københavns gader drivende våde. Med tre superromantiske moltrioer på programmet var der derfor al mulig grund til at stemme sindet derefter, i det mindste for et øjeblik, og så krydse fingre for, at der stadig kommer sol efter regn.

Tilbage i 2004 vandt Jalina Trio P2-prisen for bedste kammermusikindspilning. Dengang med trioer af Brahms og Mendelssohn. Helt usædvanligt er den relativt unge trio i dag faktisk bedre kendt i udlandet end herhjemme. Selv om det undervejs er blevet til et par cd’er med nyere værker i trioformatet, har Jalina Trio siden gennembruddet holdt fast i komponisterne fra romantikkens allertungeste vægtklasse. Således også denne aften, hvor sværvægterne Brahms og Mendelssohn i Mogens Dahl Koncertsal blev assisteret af Schumanns en kende lettere sanselighed.

Lad det være sagt med det samme. Jalina Trioens udgave af Brahms’ Klavertrio nr. 3 var en skuffelse. Ufokuseret og med klare problemer med balancen mellem klaveret og de to strygere. Flere gange var trioens mislykkede balanceakt faktisk så grel, at Brahms’ sødmefulde strygertemaer fuldstændigt druknede i det ellers smittende klaverbrus, som Søren Rastogi inspireret sendte i hovedet på publikum. Pizzicatosteder blev kvalt for et godt ord og cellostemmen skulle man mere end spidse ører for at fange linjerne i. Den er ellers så inderlig, når den får lov.
Søren Rastogi ødslede nu ikke med sine klavermuskler, men de to strygersøstre, Janne og Line Fredens, gav ham langt hen ad vejen ikke det intense modspil, som behøves for at bringe Brahms til live. Og så kom Rastogi desværre blot til at lyde, som et forsmået barn der stod og hylede ovre i hjørnet, mens forældrene talte dæmpet og voksent og helt forbi

barnet. Og publikum.

Med Schumanns Klavertrio nr. 1 blev der imidlertid skiftet spor. Balancen var genfundet og det samme var de smukke og dybfølte temaer. Schumanns trio er af den slags, der næsten synes forbi, før end den er begyndt. Så stærk er fremdriften, også en mandag aften i hænderne på Jalina Trio. Besværlighederne med at finde fodfæste i Brahms’ vidtspændende musik var som forduftet og erstattet af et sikkert og levende sammenspil. Og så kan det nok være, at Schumann lettede fra nodestativerne og kom publikum i møde på sin allermest charmerende måde.

Var spillet før pausen en blandet fornøjelse, var trioens præstation efter pausen det så sandelig ikke. Ingen slinger i valsen, kun dramatisk og besjælet kammerspil af høj klasse. Her handlede det om 200-års fødselaren Felix Mendelssohns Klavertrio nr. 2. Han var bare et år ældre end Schumann og deres musik ligner da også hinanden i langt højere grad end Brahms’ senere og mere løsslupne toner. Hvor Schumann kan virke som en større drømmer, kan Mendelssohn som ingen anden blande det stormfulde med det rolige. Det tilfører musikken en helt særlig nerve, der ikke er til at stå for, når den først rammer en. Og det gjorde den klokkerent med Jalina Trio bag noderne. Tilmed på charmerende vis og med Rastogi gnistrende i det krævende klaverparti. På den måde blev en aften med rigelige mængder mol og vand lagt i seng af en klart skinnende klavertrio på højden af deres ydeevne.
/Jens Povlsen

Fire ud af seks stjerner

Mogens Dahl Koncertsal 9. november
Jalina Trio (Line Fredens, violin, Janne Fredens, cello, Søren Rastogi, klaver)
Brahms: Klavertrio nr. 3, c-mol op. 101
Schumann: Klavertrio nr. 1, d-mol op. 63
Mendelssohn: Klavertrio nr. 2, c-mol op. 66

Foto: Anders Hjerming

11/11-09
Gratis time fra 'The Copenhagen Ring'
Den Kgl. Opera kunne i oktober lade champagnepropperne springe over, at deres dvd 'The Copenhagen Ring' er blevet kåret til årets bedste dvd-udgivelse af det ansete musikmagasin Gramophone. Det fejres nu med, at man ganske gratis kan se en hel time af Wagners 'Rhinguldet', som i Kasper Holten & co.'s udgave er rykket fra et mytisk univers op til begyndelsen af det 20. århundrede med guder og jætter uden brynjer eller sværd.

Det er ikke kun

publikum og kritikere i Danmark, der begejstres over 'The Copenhagen Ring' eller finder den interessant at diskutere. Ser man fx på internetbutikken Amazon, hvor mange brugere benytter sig af at kommentere eller anmelde produkter, de køber: "Aldrig et kedeligt øjeblik", "En 'Ring' der får dig til at tænke", "Roterende i sin grav", "Eurotrash, men god eurotrash", er nogle af overskrifterne på brugeres reaktioner på Amazon.
Se en time fra Den Kgl. Operas 'Rhinguldet'

09/11-09
Festspil på Nørrebro
Skal der spilles ny musik, må det meget gerne være med navne som FIGURA Ensemble og Copenhagen Saxophone Quartet. Og de er netop grundstammen i en minifestival den 14. november i en kirke på Nørrebro. Der inviteres til en aften fuld af musik, poesi og optrædende kunstnere. En række gæstekunstnere er desuden med til at gøre det otte timer lange program til en enestående aften med koncerter, taler, performance og en anderledes midnatsmesse. Der er også mulighed for middag og drinks.
Programmet indeholder bl.a. mezzosopranen Helene Gjerris (foto) på slap line i et intenst kabaretshow med

værker af Kurt Weill og Hanns Eisler. Der er midnatsmesse med digteren Ursula Andkjær Olsen og komponisten Peter Bruun. Komponisten Anders Brødsgaard portrætteres af Copenhagen Saxophone Quartet. Senere på aftenen spiller FIGURA og venner musik af bl.a. Svend Nielsen og Matthias Ronnefeld.
Det ser lovende ud.

FIGURA Festspiele
14. november i Koncertkirken på Blågårds Plads

Aftenens program
16:30 Dørene åbner
17:00 Portrætkoncert
18:00 Velkomsttale og drinks
19:00 Kirkekoncert
20:00 Middag
21:30 Kabaretkoncert
23:00 MidnatsMesse
Derefter: Fest
Læs mere eller bestil billet

07/11-09
Villazón: "Min stemme er tilbage"
Stjernetenoren Rolando Villazón måtte i foråret for anden gang gøre sig den kedelige erfaring, at selv de bedste sangeres stemmer er skrøbelige. Lægerne konstaterede en cyste på Villazóns stemmelæber, og han måtte aflyse samtlige koncertengagementer over et år frem, inklusive sit besøg i Tivoli.
Men nu

fortæller han glad og kåd i en YouTube-video på sin hjemmeside, at "my voice is back!". Han er begyndt at synge igen og finpudser små detajler for at kunne vende tilbage til at optræde offentligt så hurtigt som muligt, hvilket realistisk set vil sige engang næste år.
Foto: Felix Broede / DG
Se Villazóns videobesked

06/11-09
Musikdokumentar på CPH:DOX Festivalen
Samarbejdet mellem komponisten Per Nørgård og Kroger Kvartetten er usædvanligt i den grad, det danske ensemble har haft indflydelse på den skabende proces. Dette unikke samarbejde foreviges nu i dokumentarfilmen 'Høsttidløs', som har gallapremiere i Stærekassen lørdag den 14. november klokken 14. Der tyvstartes med en visning af filmen allerede lørdag den 8. november klokken 14.15 i

Cinemateket.
Filmen er optaget på Lolland på herregården Frederiksdal, som Kroger Kvartetten har nær tilknytning til. Vi får et indblik i Per Nørgårds arbejde med Kroger Kvartetten og cellisterne Ralph Kirshbaum og Valter Despaljs undervisning af unge talenter.
'Høsttidløs' vises på CPH:DOX Festivalen, siden spiller den på et antal europæiske filmfestivaler.

Køb billet til 'Høsttidløs'-gallapremieren

02/11-09
Handy billetbørs
Har du købt koncertbillet og må pludselig aflyse, behøver du ikke nødvendigvis brænde inde med billetten. Nu kan man sælge og købe billetter på www.buymyticket.dk, hvor man kan sætte dem gratis til salg, hvis det sker senest tre dage inden arrangementets dato - ellers betaler man et beskedent gebyr på 20 kr.
Billetterne begrænser sig ikke kun til musik, men til alle former for

arrangementer med billetentré. I skrivende stund er der billetter at købe til bl.a. Lang Lang, 'Turandot' på The Met, wellnessbehandling og Cliff Richard.
Folkene bag BuyMyTicket ønsker at tilbyde en "digital markedsplads, hvor man som kulturelskende dansker kan købe og sælge billetter til mange typer arrangementer, plus en portal man benytter, når man savner inspiration".

Besøg www.buymyticket.dk

30/10-09
DRs nye kulturkanal åbner
Søndag den 1. november lukkes op for DRs tre nye digitale tv-kanaler: børnekanalen DR Ramasjang, billedkvalitets-feinschmecker-kanalen DR HD samt kulturkanalen DR K.
Kanalen med en ultrakorte titel, DR K, vil alle ugens dage året rundt give danskerne kultur i alle dens afskygninger. Der bliver plads til udsendelser om foto, historie, kunst, ballet, litteratur, mode og ikke mindst opera og anden klassisk musik. DR lover, at "for musikentusiasterne bliver der langt mere end klassiske koncerter transmitteret fra Koncerthuset at fordybe sig i. Operaklassikere, legendariske optagelser af alt fra Johnny Cash til Celibidache og dokumentarer om musikhistoriens store navne".
Filmens verdens repræsenteres af "en perlerække af nye og ældre film fra hele verden - alt fra den franske nybølge over Pedro Almodovar til det bedste fra Bollywood".
Sendefladen vil fyldes desuden dagligt af et par timer fra DRs arkiv, så man kan se eller gense fx Panduros krimiserie 'Kan De li' østers' eller

gakket comedy med 'Casper & Mandrilaften'.
Redaktør for DR K bliver den tidligere medieforsker Flemming Hedegaard Larsen.

DR K
Åbner 1. nov. 2009
Sender alle hverdage kl. 16-01, weekender 14-01
Kan modtages gratis med en almindelig antenne og en MPEG4-tuner

Program 1. nov.
14.00 Luderen og hvalen. Argentinsk-spansk filmdrama
16.00 Marc Jacobs & Louis Vuitton. Fransk dokumentarfilm
17.20 Alle billeder fortæller en historie (1:8). Engelsk kunstprogram
17.45 Engelske huse i fem århundrede
17.55 Pigekoret
18.00 Johnny Cash i København. Optagelse fra 1971
18.55 Flid, fedt og snyd
19.00 Kom hjem, kom hjem. Dokumentar om en brevdueforening
19.35 Bertelsen - DR2's Talkshow
20.00 Stravinskij i Koncertsalen. Ildfuglen og Sacre med Dausgaard & co.
21.00 Tosca. Filmatisering fra 2001
23.00 Katarina den Store. Engelsk dokumentar
23.50 Mission X. Tysk dramadokumentar om det britiske imperium i 1500-tallet
00.40 Pigekoret
00.45 Godnat


Mere om DR K

27/10-09
Fra fabrik til Steinway-tempel
Den danske eneforhandler af Steinway & Sons byder lørdag velkommen til åbent hus efter en omfattende renovering af den tidligere klaverfabrik, hvor firmaet Juhl-Sørensen A/S har haft til huse siden 1989.
Lørdag fejres, at Juhl-Sørensen nu har 900 m2 til rådighed til de mange akustiske og elektriske klaverer og flygler. Bygningen på Brofogedvej i det københavnske nordvestkvarter var i mange år klaverfabrik, men nu benyttes lokalerne til salg af tangentinstrumenter og til koncerter.
Et af rummene har fået navnet Steinway Artist Room. Det har plads til 60 publikummere og bruges som kammermusiksal. I salen foregår både professionelle koncerter, undervisning, masterclasses, og de særligt udvalgte 'Steinway Artists' kan øve sig her, når de gæster hovedstaden.

Juhl-Sørensen blev grundlagt som firma i 1895

og har i dag afdelinger i København, Århus og Stockholm; hovedsædet er i København, hvor det styres af fjerde generations familiemedlemmet Morten Juhl-Sørensen.

Åbent hus lørdag 31. oktober kl. 12-18
Brofogedvej 10, 2400 København NV

12.30-13.00: Koncert med elever fra Det Danske Suzuki Institut
14.00-15.00: Klassisk koncert med professor og Steinway Artist Niklas Sivelöv
15.00-16.00: Præsentation af Steinway Festival-dvd med Andia Cheneymann
16.00-17.00: Jazzkoncert med Nikolaj Bentzon og trio
17.00:18.00: Åben scene - man kan give et nummer på et Steinway-flygel

Der bydes hele dagen på fadøl, vin, kaffe og varm chokolade til børnene. I løbet af dagen er der desuden løbende lodtrækninger, hvor præmierne bl.a. er gratis stemninger, festival-dvd og Steinway t-shirts.

26/10-09
Gratis klaverfestival i Århus
OPUS 09 er navnet på et samarbejdsprojekt mellem tre musikkonservatorier, som nu munder ud i en storstilet klaverfestival. Det er tredje år, at Det Jyske Musikkonservatorium afholder en festival som denne, hvor elever af Anne Øland (foto) demonstrerer deres evner.
I år er fællesnævneren værker, der er komponeret som et 'tema med variationer'. Koncerterne spilles af klaverstuderende og deres undervisere fra hhv. Tjajkovskij Konservatoriet i Moskva, Musikkonservatoriet i Tromsø, Norge, og fra den danske værtsinstitution.
Der er gratis entré til alle syv koncerter. Der loves "38 forskellige værker, fra barok til nutid, meget af Mozart, Beethoven, Chopin og Brahms, men også noget for det nysgerrige øre".

OPUS 09 foregår hver aften 26. oktober

til 1. november i Musikhuset Aarhus.
Seks koncerter med 27 unge pianister på vej og én med deres lærere.
Alle koncerter begynder kl. 19.30 og finder sted enten i Lille Sal eller i Kammermusiksalen i Musikhuset Aarhus.

Søndag d. 1. november kl. 16.00
Musikhuset Aarhus, Lille Sal
- Saint-Saëns: Variationer over et tema af Beethoven, op.35
(Pianister: Søren Rastogi og Anne Øland)
- Brahms: Variationer over et tema af Haydn for to klaverer
(Pianister: Irina Ossipova og Kirill Kashunin)
- Schumann: Tema og fem posthume variationer fra “Symfoniske etuder op. 13
(Pianist: Irina Ossipova)
- Schumann: Andante og variationer for to klaverer, op. 46
(Pianister: Anne Øland og Irina Ossipova)

Foto: Lisbeth Holten
Se hele programmet her

23/10-09
En søndag med klasse
Koncertarrangøren Classy Mondays gør gør en dyd ud af at udfordre de klassiske koncerters vante rammer. På søndag er de på banen med en dobbeltkoncert med pianisten Tanja Zapolski, sopranen Ingeborg Børch samt bratsch/akkordoen-duoen Inviolata. Det koster kun 50 kr. at opleve koncerten, som har

titlen 'Blind Echo. To listen is to not see'. Musikken er af Bach, de Falla, Händel, Machaut og Purcell. Læs om Tanja Zapolski i KLASSISK nr. 11 og Inviolata i nr. 13.

CaféTeatret. søndag d. 25. okt. kl. 20.00.
Skindergade 3, 1159 København K.

Foto: Martin Bubandt

Hør Inviolata her

20/10-09
Musikere hører bedre
Det er ikke ren arrogance, hvis en professionel musiker hævder at høre bedre end de fleste. Ved forskermødet Neuroscience 2009 i Chicago fastslår flere studier, at musikalsk træning forbedrer hørelsen. Seriøse musikere er bedre til at opfatte og huske lyde, konkluderer Society for Neuroscience. Ikke fordi at musikeres ører fysisk set er bedre, men fordi musikerne træner deres hjerner til at blive eksperter i at lytte.
Lyd kommer ind igennem ørerne og bevæger sig derefter igennem nervesystemet og bliver fortolket af hjernen. "Det betyder, at din hørelse kan ændre, selv hvis dine ører ikke gør", siger Nina Kraus fra Northwestern University og tilføjer: "Din hørelse bliver justeret af dine erfaringer med lyd gennem

dit hele liv".

Et andet forskningsresultat ved samme konference peger på, at musikalsk træning kan have en positiv effektiv på børn, der døjer med sprogproblemer såsom ordblindhed. "Disse børn synes at være svækket i netop de felter, som musikere er fremragende i", siger neurologen Dana Strait, som selv har spillet obo og klaver i mange år. Forskeren lod nogle musikere og ikke-musikere tage den samme høretest, hvor musikerne var hurtigere, mere nøjagtige og kunne koncentrere sig i længere tid. Ordblinde og børn med beslægtede problemer har generelt svært ved denne slags tests. "Det er som om hjernen er bedre til at være opmærksom på lyd og bedre til at uddrage mening af lyd", slutter Dana Strait.

17/10-09
Klassiske musikere i DRs Talent 2009
Over en million seere så fredag aften seks unge talenter dyste om en finaleplads i konkurrencen Talent 2009. Overraskende nok nåede ikke færre end tre klassiske musikere til aftenens semifinale, i en konkurrence der ellers er på popkulturens præmisser.
Fredagens show bød på endnu en overraskelse, da hele to ud af tre, der går videre til finalen, stillede op med klassisk musik: Den 15-årige violinist Vera Panitch samt en duo bestående af Camilla (14) og Jonas Egholm (12) på hhv. tværfløjte og guitar.
De tre musikere har gennem konkurrencen demonstreret et for deres alder helt utroligt niveau og en naturlig evne for at nå ud til publikum. De vil utvivlsomt også glæde publikum med deres musik længe efter Talent 2009 er slut.

Vera viste fredag aften endnu en gang stort mod ved at spille et halsbrækkende uddrag fra Carl Nielsens Violinkoncert, der i korte øjeblikke også næsten var for stor en teknisk udfordring for hende. Hun klarede alligevel sig igennem ved sit gennemmusikalske og smukt fraserede spil - dommer Nikolaj Koppel havde desuden roser fremme for en flot formsans.

Camilla og Jonas havde igen tango med til konkurrencen, og de spillede igen med et smittende engagement, overskud og med en spilleglæde uden lige. Værd at nævne er også, at i kvartfinalen havde Jonas selv lavet et virkelig godt arrangement af Piazzollas 'Café 1930'. Og han har en spilleteknik, man kun kan drømme om i den alder - glem ikke, at han kun er 12 år! Det er en

triumf uden lige for guitaren, at et talent som Jonas får lejlighed for at tryllebinde tusindvis af danskere med sit spil. Camilla er også allerede utrolig langt på fløjten, en sand nydelse at høre og med en behagelig og kontrolleret blæseteknik. Kan det virkelig passe, at de to kan stille sig og foran en million danskere, uden nerver og spille stort set fejlfrit? Deres musikalske fremtidsperspektiver er oplyst af perlebelagt sti.

Talent 2009 er selvfølgelig også en triumf for den klassiske musik som helhed. Spørgsmålet er, hvor mange klassiske musikere, der ville være stillet op, hvis ikke Nikolaj Koppel var dommer - med hans baggrund som klassisk pianist. Så fra KLASSISKs side er vi dybt taknemmelige over, at DR valgte at sætte Koppel i dommerpanelet.
Et stadig stigende antal mennnesker har aldrig hørt klassisk musik, men med Talent 2009 nås der ud til disse seere, som ellers tabes på gulvet af (manglende, uambitiøs eller ukvalificeret) musikundervisning i skolen. Camilla og Jonas deltog med en tilgængelig komponist som Piazzolla, men Vera kom direkte videre til finalen, selvom hendes valg af musik i semifinalen må siges at være krævende for den uindviede. Man skal åbenbart ikke undervurdere seerne.
[prm]

I finalen fredag den 23. oktober kl. 20.00 tørner Camilla & Jonas og Vera sammen med rapperen Kalle Pimp, danseduoen Nellie & Eva, soulsangeren Jes Holtsø, popsangduoen Maria & Michael.

Foto: Bjarne Bergius Hermansen Hør de unge klassiske talenter

15/10-09
Hollywood-film om en musikers deroute
Den 16. oktober er der danmarkspremiere på filmen ’Solisten’, som har to af de i øjeblikket bedste Hollywood-skuespillere i hovedrollerne. Robert Downey Jr. spiller journalisten, der støder ind i den hjemløse gademusiker, spillet af Jamie Foxx, som er skizofren, men også var

et musikalsk vidunderbarn og studerede to år på Juillard Instituttet, inden sindslidelsen medførte hans deroute. Journalisten sætter sig for at finde ud af, hvad der gik galt for den talentfulde musiker.

’Solisten’ spiller i Grand Teatret og Empire Bio. Se filmens trailer

07/10-09
Gratis Bach-koncert
Søndag den 11. oktober løfter kompetente kræfter værker af barokkens mester J.S. Bach. Det foregår på Vesterbro i Enghave Kirke, hvor bassen Jakob Bloch (foto) og kirkens barokorkester og vokalensemble opfører Bachs tre kirkelige solokantater for bas.

Om de tre kantater skriver arrangøren:
"Den mest kendte af de tre, Kantate 82 ”Ich habe genung” indeholder den smukke vuggevise ”Schlummert ein, ihr matten Augen” og har uden tvivl været en af Bachs egne favoritter. Det ses bl.a. af at kantaten er bearbejdet flere gange og findes i udgaver for

bas, sopran og mezzosopran. Tilsammen med kantaterne 158 ”Der Friede sei mit dir” og 56 ”Ich will den Kreuzstab gerne tragen” udgør de tre baskantater en fornem præsentation af Bachs brug af symbolik til at understøtte teksten - og tilsammen danner de tre kantater en fin ramme om Det nye Testamentes fortælling om Jesu liv".

Baskantater af J.S. Bach
11. oktober kl. 15.00
Enghave Kirke, København V
Medvirkende:
Enghave Kirkes Barokorkester og medlemmer af Enghave Kirkes Vokalensemble
Solist: Jakob Bloch, bas

www.enghavebarok.dk - en inspirerende hjemmeside!

02/10-09
Operaen I Midten
Musikdramatisk Teater skifter navn til Operaen I Midten, som bla. refererer til operakompagniets geografiske placering i Jylland. Ifølge operachef Flemming Vistisen passer det nye navn bedre sammen med den profil, teatret efterstræber. "Vi ønsker at være centrale i udviklingen af dansk musikdramatik. Vi er den eneste turnerende danske opera med et regionalt

udgangspunkt" udtaler Flemming Vistisen i en pressemeddelelse.
Navneskiftet finder sted sammen med Danmarkspremieren på en helt ny forestilling, 'Farinelli – der er intet under bæltestedet' (foto), der er en nutidig udgave af Emil Reesens operette. I de kommende uger turnéer den rundt til 30 byer over hele landet.

Foto: Ole Mortensen

01/10-09
Andsnes uropfører klaverkoncert af Bent Sørensen
I Norge spilles få nulevende komponisters musik så ofte som Bent Sørensens. Både norske orkestre, ensembler og solister har bud efter den danske komponist. I maj var han hovednavn på den markante begivenhed Festspillene i Bergen, hvor hans 'Sounds like you' blev uropført (danmarkspremiere 10. sept.). Bent Sørensen (foto) har også en betydelig ambassadør i den

norske stjernepianist Leif Ove Andsnes, hvem han har komponeret solostykker til (EMI Classics 5099926418223). Den 11. oktober uropfører Andsnes komponistens 'La Mattina' (Morgenen) sammen med Det Norske Kammerorkester. Det er Bent Sørensens værk nr. 2 for soloklaver og orkester. 'La Mattina' spilles ved en koncert i Den Norske Opera, intet ringere. Hør Andsnes spille Sørensens 'Shadows of silence'

30/09-09
Lulu i Madrid
Sopranen Susanne Elmark debuterer i aften på Teatro Real i Madrid i titelrollen i Alban Bergs opera ’Lulu’ i en nyopsætning af Christof Loy. Lulu er et af de sværeste partier at synge som sopran, bl.a. fordi det spænder over næsten tre oktaver, det er tolvtonemusik, og så er Lulu på scenen stort set konstant i de næsten fire

timer, operaen varer. Rollen som Lulu alternerer mellem Elmark og den svenske sopran Agneta Eichenholz. Desuden kan man opleve den danske bas-baryton Sten Byriel i en række mindre roller som bl.a. teaterdirektør, læge og bankmand. ’Lulu’ kan opleves indtil den 16. oktober.

Foto: Javier del R

Læs mere på www.teatro-real.es

27/09-09
Leif Ove Andsnes møder Athelas
Et stærkt hold af musikere og sangere mindes den dansk-østrigske komponist Matthias Ronnefeld, der døde af svær diabetes kun 27 år gammel. I 2009 ville komponisten kunne have fejret sin 50 års fødselsdag. Store kunstnere som pianisten Leif Ove Andsnes, violinisten Christian Tetzlaff og klarinettisten Martin Fröst har ofte spillet Ronnefelds musik. I 2009 har bl.a. Leif Ove Andsnes ønsket at markere de 50 år for Ronnefelds fødsel. Koncerten præsenteres af dramatikeren Peter Asmussen – en af Matthias

Ronnefelds nærmeste venner. Komponisten og dirigenten Sebastian Gottschick samarbejdede intenst med Ronnefeld, og dirigentansvaret er naturligt lagt i hænderne på Gottschick.

Portræt af Matthias Ronnefeld
Fredag den 2. oktober kl. 20.00 i Mogens Dahl Koncertsal.
Værker af Ronnefeld, Schubert og Ives

Medvirkende:
Leif Ove Andsnes, klaver
Signe Asmussen, sopran
Helene Gjerris, mezzosopran
Athelas Sinfonietta Copenhagen
Sebastian Gottschick, dirigent
Peter Asmussen, vært
Køb billet til koncerten her

25/09-09
Danskere i Malmö
Kigger man på Malmö Symfoniorkesters kalender, ser man i stigende grad danske kunstnere på programmet. I oktober tager sopranen Inger Dam-Jensen (billedet) og dirigenten Thomas Søndergård over Øresund. Ligesom de i Malmö er blevet inspireret af DR UngdomsEnsemblet, og har oprettet deres et tilsvarende ensemble: MSO Ung - som ledes af samme dirigent, danske Morten Ryelund. Mens vi har de nationale briller på, kan også koncerten den 15. oktober nævnes, hvor svenskerne spiller Carl Nielsens 6. symfoni 'Sinfonia semplice'.

1/10 kl 19.30 Mozart & Dvorák
Malmö SymfoniOrkester. DR VokalEnsemblet. Thomas Søndergård, dirigent
Haydn: Te Deum
Mozart: Kyrie i d-mol
af Malmborg

Ward: evergreen, uropførelse
Dvorák: Symfoni nr. 7

6/10 kl 19.30 ScenTirsdag – kammermusik før og nu
MSOUng. Morten Ryelund, dirigent. Per Ivarsson, trumpet. Bo Håkansson, slagtøj

15/10 kl 19.30 Sinfonia semplice
Malmö SymfoniOrkester. Okko Kamu, dirigent. Elina Sirone, klaver.
Martinsson: Koncert for orkester
Chopin: Klaverkoncert nr. 1
Carl Nielsen: Symfoni nr 6

29/10 kl 19.30 Allehelgensaften
Malmö SymfoniOrkester. Lunds Vokalensemble
Mario Venzago, dirigent. Inger Dam-Jensen, sopran.
Kristina Wahlin, alt. Nikola Matisic, tenor. Daniel Hällström, baryton
Mozart: Symfoni nr 38, 'Prag'
Mozart: Requiem

Foto: Isak Hoffmeyer

22/09-09
Musikfest i Holstebro
Den danske fløjtenist Janne Thomsen (foto) fejrer jubilæum som kunstnerisk leder, når der nu for femte gang holdes Klassiske Dage - Holstebro Internationale Musikfestival, som denne gang bl.a. byder på koncerter med verdensberømte musikere som violinisten Viktoria Mullova og

pianisten Peter Frankl. Desuden kan man opleve Aarhus Symfoniorkester, multikunstnere fra Menuhin Foundation, Sigurd Barret og digteren Thomas Boberg. Festivalen varer fra d. 1.-4. oktober, og koncerterne afholdes rundt omkring i Holstebro.

Læs mere på festivalens hjemmeside

21/09-09
Multimedieværk om børnesoldater
Tusindvis af børnesoldater i Afrika tvinges til at begå forbrydelser mod deres egne. Gennem støtteprogrammer, hvor musik og dans står centralt, hjælpes nogle af disse unge soldater tilbage til troen på et liv uden skrækscenarier.
En af Nordens mest profilerede komponister, Rolf Wallin, har sammen med den belgiske instruktør Josse de Pauw skabt multimedieforestillingen Strange News om dette voldsomme emne.
Komponisten Rolf Wallin har sat de grusomme handlinger ind i et kunstnerisk format, hvor vanviddet og billedstormen bliver tonesat. Værket 'Strange News' er en live multimedie-forestilling, hvor 18- årige Arthur Kisenyi fra Uganda spiller rollen som tidligere barnesoldat. Rolf Wallin har

optaget lyd af kamphelikoptere, der cirkulerer i surround sound omkring publikums hoveder, og derved giver mindelser til helikopter-scenen med klangen af Wagners musik i Francis Ford Coppolas film 'Dommedag nu'.
Med søgelyset rettet mod håbet, bringer 'Strange' News virkeligheden ind i koncertsalen, formidlet af Athelas Sinfonietta Copenhagen og den unge skuespiller Arthur Kisenyi. Koncerten indledes med Philippe Lerouxs Voi (Rex).

Den 26. september 2009 kl. 16, Den Sorte Diamant
Den 27. september 2009 kl. 16, Espergærde Gymnasium

Program:
Philippe Leroux: Voi(Rex) (2002)
Rolf Wallin: Strange News (2008) (1. gang i DK)

Kilde: Athelas Sinfonietta

19/09-09
Gensyn med Kraggerud
Den norske violinist Henning Kraggerud, der trods sit drengede ansigt er en fuldmoden kunstner og har bl.a. optrådt ved stjernefestivalen i Verbier, er for anden gang koncertaktuel sammen med Randers Kammerorkester.
Onsdag den 23. september er han både solist og dirigent i Mendelssohns Violinkoncert, Bachs Violinkoncert i a-mol og

Beethovens Romance i F-dur. Efter at dømme på det danske publikums bifald sidste år, er der noget at glæde sig til ved Kraggeruds genbesøg.

23. september 2009
Værkets Koncertsal, Randers, kl. 19.30
Koncert med Randers Kammerorkester og violinisten Henning Kraggerud
Musik af Mendelssohn, J.S. Bach og Beethoven

Læs mere om koncerten

17/09-09
Anmeldelse: Belcea Kvartetten
Kan et ekstranummer gøre hele forskellen? Efter at have lagt øre til åbningen af efterårssæsonen i Mogens Dahls kridhvide koncertsal på Islands Brygge er man ikke i tvivl. Sæsonåbneren var strygekvartetten Belcea, og det var dem, som først i sidste øjeblik kom ud af startblokken, lige tidsnok til at redde en ellers tam aften.

Den britisk baserede strygekvartet er en relativt ung én af slagsen. De fire medlemmer er alle i 30’erne. Kvartetprojektet blev indledt tilbage i 1994, mens de stadig studerede i London og var under den legendariske Amadeus Kvartets vinger. Teknisk perfektion og en medrivende musikalsk frodighed er nogle af de superlativer, de siden har fået påhæftet. Og dygtig er strygekvartetten bestemt, selv om programmet tirsdag aften med strygekvartetter af Mozart, Szymanowski og Beethoven ikke ligefrem var et af de mest krævende. Men de fire strygeres tekniske kunnen levede alligevel op til forventningerne. Blændende i sin renhed og overskudsagtig på en helt naturlig måde. Kun et par gange blev vildledende toner sendt af sted. Læg dertil at samspillet var opmærksomt og i top. Man skulle tro, at den hellige grav var vel forvaret, men medrivende var deres spil dog langt fra, for hvad er musik uden indlevelse og engagement?

Det startede ellers ganske barskt. Med nogle af Mozarts mest dissonerende toner overhovedet. Blot 22 takter varer de for Mozart grovkornede løjer, som han lader klinge i begyndelsen af sin ’Strygekvartet nr. 19’. ’Dissonans’ er kvartetten derfor blevet døbt, og det er helt uvant for Mozart. Men de tænderskærende toner forsvinder som dug for solen øjeblikket efter. Glemt er den hvasse indledning, for scenen er overladt til Mozart, som vi kender ham. Legende, dybtfølt og med sine kendte solskinstoner. Bevar mig vel, Belcea Kvartetten spillede fint. Pænt og dydigt, men trist nok uden

den inderlighed, der gør Mozart til andet end underholdning.

Polakken Szymanowski fulgte lige efter med sin første strygekvartet, der er en bredbaget sag med melankolien stående i øjnene. Den er skrevet i 1917, mens Szymanowskis familie blev jaget af russiske revolutionære, og selvom kvartetten er varm og elegant, bærer tonerne præg af situationens alvor. Det skingre og hjerteskærende leverede Belcea, endda i en sådan grad, at det indimellem kammede over. Tvangfrit lød det i hvert fald ikke.

Efter pausen var det Beethovens ’Strygekvartet nr. 6’ der stod for tur. Kvartetten er et af hans ungdomsværker. Helt og aldeles blomstrende i førstesatsen, længselsfuld og urolig i de to næste, for til sidst at slutte med alvor i sindet. Belcea Kvartetten havde igen fundet polerkluden frem og skøjtede næsten helt umærkeligt henover dysterhederne, strygekvartetten rummer.

Man skulle faktisk helt hen til ekstranummeret, før de fire musikere endelig viste, hvilket stof de er gjort af. Med Weberns enlige strygekvartsats ’Langsamer Satz’ fik de bragt sig selv derind, hvor musikken kom til at betyde noget og gav mening at lytte til. Satsen er tonal og helt uden Weberns velkendte tolvtone-fikumdik. Med sig på sidelinjen har Webern Brahms, der hele tid synes at dukke op i det lille mesterværk. Her dryssede Belcea Kvartetten endelig sit stjernestøv nedover musikken og gav frit løb for Weberns mange følelsesudbrud. Ofte indtager ’Langsamer Satz’ pladsen som ekstranummer. Tirsdag aften tog satsen kegler og tilførte koncerten nerve og indlevelse. Der kom noget på spil.
Jens Povlsen

Fire ud af seks stjerner

Mogens Dahl Koncertsal 15. september
Mozart: Strygekvartet nr. 19, KV 465, "Dissonans"
Szymanowski: Strygekvartet nr. 1, op. 37
Beethoven: Strygekvartet nr. 6, op. 18

Foto: PR

15/09-09
Dansk kor vinder international pris
Det københavnske kammerkor Hymnia har netop vundet 1. prisen på 15.000 euro i den internationale Harald Andersén-konkurrence for kammerkor i Helsinki. Konkurrencen havde i år deltagelse af 10 kor fra 8 lande og anses for at være en af Europas mest prestigefyldte korkonkurrencer. Kammerkoret Hymnia under ledelse af Flemming Windekilde er grundlagt i 1983 og har

specialiseret sig i værker fra den senromantiske kortradition frem til helt nye kompositioner. Koret sang værker af Jørgen Jersild, Poulenc, Bent Sørensen, Pizzetti og Mauersberger i finalerunden, som de vandt foran Voces Musicales fra Estland (2. plads) og New Dublin Voices og Choros Amici fra Storbritannien (som delt 3. pladsen).
Læs mere om Hymnia

12/09-09
Anmeldelse: 'Sounds like you'
Beethovens 7. symfoni med den elskede andensats var givetvis det primære trækplaster for torsdagens koncert i DR Byen, men det var afgjort samme koncerts danmarkspremiere på 'Sounds like you', denne anmelder summede af begejstring over efter koncerten. Beethoven hører vi så tit, men hvor ofte er det, at et nyt værk virkelig påvirker os dybt?

Bent Sørensen er manden bag de sarte, fluktuerende og melankolske toner i 'Sounds like you', dog giver det ikke mening kun at give komponisten æren for succesen. Til Torsdagskoncerterne er vi vant til, at vi klapper af døde komponisters musik og af orkester og dirigent. Men Peter Asmussens tekst, Katrine Wiedemanns instruktion og de nyskabende innovative måder, de to skuespillere og koret anvendes på, er ligeså uløseligt forbundet med, at danmarkspremieren blev så utroligt vedkommende.

På flere måder er 'Sounds like you' nyskabende, ikke mindst genremæssigt: I mangel af bedre betegnelse kunne man kalde værket for en teaterkoncert. 'Sounds like you' er et skuespil, ens fokus er på skuespillerne, men orkestret og koret har væsentlige roller.

Værket er lidt en slow starter. Det begynder med orkestret alene, først tilsyneladende retningsløst og ikke så fængende, så genkender man en stump af en banal Mozart-melodi. Efter få minutter høres en kvindestemme over højttaleren: "Han sidder foran mig. Han kan ikke se mig. Han lytter. Lige nu er musikken holdt op". Først nu føles stykket som at gå i gang, og snart ser vi kvinden bag stemmen, klædt i pink selskabskjole og badet i projektørlys på gangen ved publikumsrækkerne bag orkestret.

Marie Louise Wille er formidabel som den ene af to elskende, der mødes ved en koncert og forelskes, for senere i værket at bryde op. Hendes kærlighedshungren og langsomt stigende desperation er en glødende modpol til Mads Willes halvkølige og intellektualiserende mand. Vi følger dem nysgerrigt med øjnene, mens de begiver sig rundt i DR's visuelt overdådige koncertsal: Ned over

rækværket og ned i orkestergraven, forbi musikerne, intense omfavnelser m.m. bag dirigentpodiet, op på 1.balkon, ned igen på parkettet, osv. Alt imens vi hører om de to hovedpersoners erindringer om deres mødet ved koncerten, og om hvordan musikken klinger i deres hukommelse bagefter. Kvinden hungrer efter at vide, hvordan musikken lyder i hans hoved.

Korsangerne sidder i civil tøj på publikumsrækker blandt publikum, så pludselig lød stønnelyde, tekstopremsning eller skønne sangpassager få pladser fra en. For ikke at tale om at Marie Louise Willes og korsangernes mobiltelefoner ringede og blev ekkoet af orkestret. Det, der nemt kunne have været uskyldige gimmicks, blev en effektiv udnyttelse af koncertrummets potentiale, og det bidrog gevaldigt til en nærmest surround sound-lignende oplevelse, der gav mere nærvær og uforudsigelighed.

Den relativt store mængde tale kunne også nemt have været noget trættende, ligesom de talte passager i Stravinskijs 'Oedipus Rex' og 'Historien om en soldat' også kræver en virkelig god skuespiller for at værket ikke taber pusten. Men intensiteten i 'Sounds like you' fastholdes og overrasker med det ene opfindsomme indlæg efter det andet.

Efter pausen var det virkelig svært at omstille sig, det var nærmest bizart at opleve et konventionelt orkesterværk uden tekst og sceniske virkemidler. Derfor faldt DR-symfonikernes Beethoven noget uretfærdigt til jorden. Men hvordan skulle man ellers have programlagt, så man havde sikret sig en publikumsmagnet? 'Sounds like you' viste en berettigelse for den ny musik i orkestersalen, og det er det, vi husker bagefter.
[prm]


Koncert i DR Koncerhuset, 10. september 2009
'Sounds like you'. Komponist: Bent Sørensen. Tekst: Peter Asmussen. Instruktion: Katrine Wiedemann. Skuespillere: Marie Louise Wille og Mads Wille. DR VokalEnsemblet. DR SymfoniOrkestret. Dirigent: Thomas Dausgaard

Beethoven: Symfoni nr. 7
DR SymfoniOrkestret. Dirigent: Thomas Dausgaard
Hør musikken

10/09-09
Danmarksturné: Opera - ind til benet
Den skæve og humoristiske opdagelsesrejse til operaens indre 'Opera – ind til benet', som spillede 12 gange i sidste sæson for et begejstret publikum, kan i løbet af september måned opleves i en lang række byer over hele landet.

De to garvede operaformidlere, operadramaturg Henrik Engelbrecht og Kongelig Operasolist Guido Paevatalu, er guider på turen ind i operaens verden. På underholdende vis føres publikum gennem operaens historie, og i en blanding af fakta, musik og anekdoter går forestillingen bag om både kunstarten og den meget praktiske virkelighed for en operasanger.

Forestillingen er tænkt som et godt og sjovt sted at begynde, hvis man aldrig har stiftet bekendtskab med en opera før. I 'Opera - ind til benet'

besvares flere af de spørgsmål, som man ikke kan læse sig til i historiske oversigtsværker og leksika: Hvordan ser der ud i en sangers hals? Hvad tænker en sanger, når han synger?

Henrik Engelbrecht og Guido Paevatalu ledsages af et dynamisk one-man-band, pianisten Leif Greibe; showets gæstediva er mezzosopranen Stina Schmidt.

13/9 Vejle, Nikolaj Scenen, Torvehallerne kl. 19.30
14/9 Esbjerg, Musikhuset Esbjerg kl. 19.30
16/9 Hjørring, Hjørring Teater, Vendelbohus kl. 20.00
17/9 Århus, Musikhuset Aarhus, Lille sal kl. 20.00
19/9 Nykøbing Sjælland, Odsherred Teater kl. 15.00
21/9 Nykøbing Falster, Nykøbing Falster Teater kl. 19.30
22/9 Helsinge, Gribskov Kultursal kl. 20.00

Foto: Miklos Szabo

09/09-09
På lånt tid
Den 14. september har forestillingen 'På lånt tid' premiere på Københavns Musikteater. I hovedrollen ses skuespilleren Søren Spanning, desuden medvirker Allan Klie, Julia Schmidt og Ane Østergaard. Musikken er komponeret af Ane Østergaard (Band Ane) og Peter Bruun, og spilles af klarinettisten Anna Klett og kontrabassisten Jesper Egelund.

Forestillingen er et poetisk sammenklip af digte, musik, videokunst, akrobatik og virkelige hændelser. Digtene er skrevet af Michael Strunge, Naja Maria Aidt og Manyar Parwani.

På lånt tid
Københavns Musikteater
14. september - 10. oktober
Man-fre kl. 20, lør kl. 17
Billetter: 90 kr. (U25) og 165 kr. (alm.)

Læs mere om forestillingen

08/09-09
Multimedieforestilling i Silkeborg
Vand er som bekendt en betingelse for liv, og det passer derfor som fod i hose, når Den Jyske Sinfonietta vil sparke nyt liv i den klassiske koncertform med forestillingen ’Vandet’. Sidste år gjorde de det succesfuldt med 'Natten', og i år er blikket rettet mod det våde element. Der venter givetvis

publikum en anderledes oplevelse, når det jyske ensemble lader drivvåde pluk fra den store musik møde skuespil, dans og lys- og videodesign – fra Händels 'Water Music' til Strauss’ valsehit 'An der schönen blauen Donau'.

11. og 12. september kl. 20.00, Jysk Musik & Teaterhus i Silkeborg Den Jyske Sinfoniettas hjemmeside

06/09-09
Ny koncertsal til Midtvest
Når HEART (Herning Museum of Contemporary Art) i september slår dørene op, får Ensemble MidtVest samtidig en helt ny koncertsal at boltre sig i. Museet, der er tegnet af den ansete amerikaner Steven Holl, er støbt i indfarvet hvid beton med krøllede og stoflige facader, der peger tilbage på Hernings lange historie som tekstilby.

Ensemble MidtVest er et af landets fem basisensembler, og med den nye hjemmebane, der har plads til 150 publikummere, er der skabt gode rammer for den klassiske musik i

regionen. Samtidig åbner den nye koncertsal for ensemblets ønske om at samarbejde med andre kunstarter. Til indvielsen den 9. september kl. 19.30 vil der kunne høres musik af Mozart, Dvořák, Nielsen og Crumb.

Samme dag kl. 15.00 inviterer Ensemble MidtVest til et nyt værk, som involverer den italienske kunstner Kounellis. Det er første gang Kounellis involverer musikere i skabelsesprocessen.

Åbningskoncerten transmitteres direkte i P2 Koncerten – onsdag den 9. sep. kl. 19.00. Til HEARTs hjemmeside

03/09-09
For Those with Ears to See
Det nordsjællandske kunstmuseum Louisiana åbner nu for en digital koncertsal, hvor man kan høre uddrag fra museets koncerter. Mange forbinder Louisiana med moderne kunst, men stedet er også kendt for at tiltrække en række internationale musikere, som år efter år vender tilbage til museets intime koncertsal med havudsigt.

Museet har gennem tiden filmet en række af disse koncerter med denne 'faste' stab af husmusikere, og nu lagt dem på nettet. Louisianas musikchef Lars Fenger udtaler til KLASSISK,

at: "museet i de sidste to år har eksperimenteret meget med formen og specielt den endelige redigering, således at klipningen følger musikkens dramatiske kurve. Mit ønske er at opbygge - det jeg kalder et Musikvideobibliotek - således at hvem som helst, når som helst, hvor som helst har adgang til en god musikoplevelse via nettet. Optagelserne vil aldrig erstatte den levende koncertsituation, men være et supplement, der lever sit helt eget parallelle liv".

Se den spæde begyndelse:
Louisianas Musikvideobibliotek

31/08-09
Pianister i Diamanten
Den canadiske pianist Angela Hewitt turnerede i januar med Sjællands Symfoniorkester. Nu åbner hun Den Sorte Diamants koncertrække med pianister, der optræder solo. Hewitt er mest kendt for indspilninger af Bach (på plademærket Hyperion), men ved koncerten den 5. september breder hun paletten ud og spiller både Bach, Mendelssohn, Schumann og Beethoven.

Lørdag 5. september 2009 kl. 16 i Den Sorte Diamant
Program:
J.S. Bach: Partita nr. 1,

B-dur
Mendelssohn: Præludium og Fuga Nr. 1, e-mol
Mendelssohn: 'Variations sérieuses'
Schumann: Klaversonate, g-mol, op. 22
Beethoven: Klaversonate nr. 23, f-mol, op. 57 'Appassionata'

Næste Pianister i Diamanten. SOLO!
Tirsdag 22. september kl. 20: Carsten Dahl. Musik af Carsten Dahl
Tirsdag 24. november kl. 20: Jens Elvekjær. Musik af Brahms, Ravel og Bent Sørensen
Tirsdag 13. april 2010 kl. 20: Till Fellner. Sonater af Beethoven

Mere om Angela Hewitt

28/08-09
Besøg fra Kina
Kina er i hastig fremmarch som klassisk musik-elskende land. Harbin er Århus Kommunes kinesiske venskabsby, hvis symfoniorkester besøger Århus Festuge. Under gæstekoncerten mandag den 31. august spiller Harbin Symfoniorkester fortrinsvis musik af kinesiske komponister, men desuden Prokofievs symfoniske suite over 'Romeo og Julie'. Solisterne er også

fra Fjernøsten: Yunzhi Liu som violinsolist og Yanhong Zhang på pipa, som er en slags lut. Dirigent: Yong-Yan Hu.

Program:
Wenjing Guo: 'Riding on the Wind', symfonisk digt
Gang Chen/Zhanhao He: 'The Butterfly Lovers', violinkoncert
Xiaogang Ye: Pipakoncert
Sergej Prokofiev: 'Romeo og Julie'

Musikhuset Aarhus kl. 19.30 Til Musikhuset Aarhus' hjemmeside

24/08-09
Opera syd for grænsen
Trænger man til at opleve musikdramatik uden for Danmark, er statsoperaen i Hamborg et godt alternativ. Hamborg Operaen er et stort hus med mange forestillinger, så man hver måned præsenteres for et flot udvalg. Trænger man til opera i den lettere afdeling, kan Strauss' lyriske 'Arabella' anbefales. I hovedrollen finder vi stjernesopranen Anja Harteros (foto), der har optrådt i bl.a. Berlin, Wien, New York og ved Salzburg Festspillene. Af særlig dansk interesse i denne forestilling kan nævnes koloratursopranen Louise Fribo i den vokalt krævende birolle som festpigen Fiakermilli.

Er man snarere i humør til drama, kunne Verdis 'Maskeballet' være et godt forslag. Det er en opera, der i sjælden grad er fuld af ørehængere, selvom dens handling er alvorlig nok: Kongen forelsker sig i sin bedste vens kone, mens adelen planlægger et attentat på regenten. Historien bygger på mordet af den svenske kong Gustav III (1792), og

librettoen var potentielt sprængfarlig på den invaderede italienske halvø, hvor de fremmede styrker kunne frygte en opstand. Hamborg Operaens 'Maskeballet' er ikke stjernebesat som 'Arabella', men fans af Susanne Resmark har her en god anledning til at drage sydpå og opleve hende som uhyggelig spåkone.

Richard Strauss: 'Arabella'
Sangere: Anja Harteros (Arabella / foto), Wolfgang Brendel (Mandryka), Marcel Reijans (Matteo) m.fl.
Philharmoniker Hamburg, dirigeret af chefdirigent Simone Young
Iscenesættelse: Sven-Eric Bechtolf
Spilledage: 5., 8. og 10. sept., kl. 19.00

Giuseppe Verdi: 'Un ballo in maschera'
Zvetan Michailov (Gustav III), Latonia Moore (Amelia), Susanne Resmark (Ulrica), Katerina Tretyakova (Oscar) m.fl.
Philharmoniker Hamburg, dir. Karen Kamensek
Iscen.: Alexander Schulin
Spilledage: 19. og 23. sept.; 6., 9. og 31. okt.; 3. nov.

Billetpriser: 4 til 83 euro. Hamborg Operaens hjemmeside

24/08-09
De friske partiturers mekka
Suså Festival har eksisteret siden 1993, hvor ildsjælen Anne Kirstine Smith og hendes mand, komponisten Hans-Henrik Nordstrøm (foto), igangsatte den første årlige festival på Midtsjælland. For et par år siden blev lokalerne for små for Suså Festival, der rykkede teltpælene op og flyttede fra naturidyllen i Skelby til kulturcentret i Grønnegades Kaserne på Sydsjælland; adresseændringen har også den fordel, at transporten til festivalen nu er betydeligt nemmere, hvis man ikke er i bil. Suså Festival skiller sig ud fra mængden ved udelukkende at programsætte nyere kompositioner. I år er der bl.a. mulighed for at

møde komponisten Poul Ruders, hvis 60-års fødselsdag fejres med en opførelse af hans ’Serenade on the shores of the Cosmic Ocean’. De senere år har festivalen haft et ”vindue” mod et nordisk land, og denne sommer åbnes vinduet til finsk musik, som Uusinta Ensemble vil give et solidt indblik i. Medvirkende: Storstrøms Kammerensemble, digteren Søren Ulrik Thomsen, LIN Ensemble, Kroger Kvartetten, m.fl.

Suså Festival
28. til 31. august
Grønnegades Kaserne, Næstved

Billetter
Partoutkort: 500 kr.,
Dagskort: 190 kr.,
Enkeltkoncert: 110 kr.
NB: der tages ikke imod kreditkort



Suså Festivalens program

22/08-09
Anmeldelse: Brahms og Nørgård på Kronborg
Holger Danske får i denne uge højkarat musik til sit lange vagtskifte. Kronborg Kammermusikfestival blæste torsdag aften i gang for første gang, og fra start med et håndplukket udvalg af musikere. Festivalen løber over fire dage med koncert kl. 18 og 21. KLASSISKs udsendte oplevede torsdagens sene koncert, hvor Kronborg tog sig umanerlig stemningsfuld ud i halvmørket (og senere i mørket) kun illumineret af vindueslys og fakler i jordhøjde. Der var kort sagt lagt an til en stimulerende oplevelse for mere end én sans.

Selve koncerterne foregår i Slotskirken, der ligger inde i slottet med adgang fra slotsgården – sikke en entré! Sæderne i kirken er dog ikke lige behagelige. Før pausen sad jeg på en meget hård kirkebænk, hvor man skulle dreje kroppen 45 grader for at kunne se musikerne, og desuden skyggede bænkens høje endestykke for mit udsyn til tre af Kuss Quartetts medlemmer. Til gengæld var akustikken i det lille kirkerum ganske udmærket, og lod strygerklangene udfolde sig med plads til detaljerigdom. Kun i fortissimo kunne rummet ikke helt følge med, men forvrængede klangen lidt.

Kuss Quartett viste sig som et kærkomment nyt bekendtskab. Især deres Brahms blev leveret med legende overskud og scherzoagtig ubekymrethed. Sælsomt blev det med et ”kontrapunkt” af havets brusen uden for. Bratschisten påkaldte for en gangs skyld ekstra meget opmærksomhed, hans spil stod dejligt balancerende til førsteviolinistens en anelse skingre toptoner, hvor bratschens bløde og til tider næsten hornagtige mellemtoner var dulmende.

Nørgårds 1. strygekvartet var muligvis imponerende i 1952, hvor den er fra, men i dag fremstår den unægtelig som et ubetydeligt studenterværk skrevet af en kun 20-årig komponist. Kuss Quartett gjorde dog, hvad de kunne for at give det korte stykke en retfærdig behandling.

Efter pausen fandt jeg et sæde

på en af de opstillede stole, så jeg nu kunne sidde med front til musikerne, og det var velgørende. Næste punkt var Nørgårds klaverværk ’Turn’, spillet af den 77-årige komponist selv, som ikke er så let til bens længere. Men sandelig om manden ikke tager en tidsrejse og virker 15 år yngre, da han tager hul på et af de mest givende, danske værker: Han lukker øjnene og spiller et værk, han kender ud og ind, vibrerer med håndleddene på blues-manér, lader over-, under- og mellemstemmer fade op og ned, fraserer med fornem sans på storformalt plan så de 15 minutters spilletid bliver en enestående, meditativ og sanseåbnende rejse.

Niveauet fortsatte med tredje hold på scenen: violinisten Isabelle van Keulen (foto), hornisten Radovan Vlatkovic og pianisten Jens Elvekjær. Brahms’ berømte horntrio var perfekt at slutte aftenen på. Vi fik overstrømmende varme horntoner fra Vlatkovic, der også i finalen kunne demonstrere, at hans instrument var en ulv i fåreklæder: eller rettere en rap antilope forklædt som stolt elefant. Van Keulens spil var konstant parat med spændstige linjer, aldrig fanget på et forkert ben, men altid solidt groundet og i kontakt med sine medmusikere. Elvekjær befandt sig godt i en mere afdæmpet rolle end klaveret plejer, han var en klippe, de andre trygt kunne afstemme deres afsæt fra, og de mange klaverakkorder fra mellemlejet og dybere føltes godt i mellemgulvet.
[prm]

4 ud af 6 stjerner

Program: Kronborg Slotskirke, 20. august
Brahms: Strygekvartet nr. 3 op. 67, B-dur (1875)
Nørgård: Strygekvartet nr. 1 ’Quartetto breve’ (1952)
Nørgård: ’Turn’ (1973)
Brahms: Trio for horn, klaver og violin op. 40 (1865)

Medv.: Isabelle van Keulen (violin), Radovan Vlatkovic (horn), Jens Elvekjær (klaver), Per Nørgård (klaver) og Kuss Quartett.

Foto: Marco Borggreve

21/08-09
En markant Wagner-fortolkning
4 timers biltransport fra København, eller 3 timer fra Århus, længere er der ikke til Hamborg Operaen. Der iscenesættes mesterinstruktøren Peter Konwitschnys udgave af 'Lohengrin', som forrige år satte gang i debatten herhjemme, da den spillede på Den Kgl. Opera. Politiken var dengang oppe af stolen af begejstring og udråbte: "Respektløs virtuositet i Operaen". Iscenesættelsen er også provokerende og skiller sig ud fra de fleste andre. Den foregår mestendels i et klasselokale, og aktørerne er ikke - som i Wagners forlæg - riddere, adel, konge osv., men skal forestille at være børn. En af pointerne er, at voksnes ondskab, magtspil og

intriger allerede er tydelig i barndommen. Konwitschny skaber et uforglemmeligt drama ud af sit koncept, som gør en tur til den tyske metropol værd. Billetpriserne er desuden lidt billigere end i Den Kgl. Opera, med priser fra 4 til 77 Euro.

Richard Wagner: 'Lohengrin'
Staatsoper Hamburg
Iscenesættelse: Peter Konwitschny
Sangere: Klaus Florian Vogt (Lohengrin), Janice Watson (Elsa), Gabriele Schnaut (Ortrud), Thomas J. Mayer (Telramund), Diogenes Randes (kong Heinrich).
Hamborg Filharmonikerne, dirigeret af Karen Kamensek

Spilledage: 13., 20. og 27. september, samt 4. oktober. Alle dagene kl. 16.00 Til Hamborg Operaens hjemmeside

17/08-09
Leif Ove Andsnes på Kronborg
Helsingør er en by, som aldrig for alvor har været på landkortet, når det gælder klassisk musik. Man har ingen sal med en ordentlig akustik, der kan rumme et stort antal mennesker. Da stjernesangerparret Angela Gheorgiu og Robert Alagna besøgte Helsingør for over 10 år siden, optrådte de på Kronborg. Men det var en engangsforestilling, omend en luksuriøs af slagsen.

Med Kronborg Kammermusik Festival 2009 igangsættes et forhåbentlig varigt initiativ i den gamle havneby. Den 20. til 23. august præsenteres en ren fløderand af musikere med en af danskernes foretrukne pianister, Leif Ove Andsnes, i spidsen. Violinisten Isabelle van Keulen, klarinettisten Sharon Kam og hornisten Radovan Vlatkovic er blandt de øvrige internationale kapaciteter, som første udgave af festivalen udgøres af. Den altid populære danske Trio con Brio er ligeledes med til at sætte dagsordenen under den fire dage lange event i Kronborg Slotskirke. De fire dage byder på to daglige koncerter, med mulighed for at indtage et lækkert måltid på Café Kronen i gåafstand fra

Slotskirken.

Program:
20. aug. kl. 18.00
Carl Nielsen: Serenata invano
Dvorák: Dumky-trio (1. og 2. sats)
Harrison Birtwistle: Frieze I og Fantasia IV fra 9 Movements
Schubert: Forelle-kvintetten

20. aug. kl. 21.00
Brahms: Strygekvartet nr. 3, B-dur, op. 67
Per Nørgård: Strygekvartet nr. 1, Quartetto breve
Per Nørgård: Turn
Brahms: Horntrio, op. 40

21. aug. kl. 18.00
Schumann: Adagio og Allegro for horn og klaver
Mozart: Duo, B-dur, for fagot og cello (her kontrabas), KV 292
Schubert: Strygekvintet, C-dur

21. aug. kl. 21.00
Alban Berg: 4 stykker for klarinet og klaver, op. 5
R. Strauss, arr. R. Leopold: Metamorfoser for strygere
Messiaen: Kvartet til tidens ende

22. aug. kl. 18.00
Carl Nielsen: Canto serioso
Vivaldi: Fagotkoncert, e-mol, RV 484
Schubert: Klavertrio, Es-dur

23. aug. kl. 18.00
Carl Nielsen: Violinsonate nr. 2
Per Nørgård: Spell
Brahms: Klarinettrio

23. aug. kl. 21.00
Schubert: Militærmarsch
Smetana: Strygekvartet nr. 1, "Fra mit liv"
Schubert: Oktet

Læs mere om Kronborg Kammermusikfestival

15/08-09
Endelig får vi Puccinis western
Den Jyske Opera står bag danmarks- premieren på Puccinis 'Pigen fra Vesten' den 19. august. Der skulle gå 99 år, før et operakompagni turde iscenesætte denne guldgraveropera på dansk grund. Puccini komponerede 'Pigen' til The Mets meget store scene, og det er et værk, der er vanskelig at besætte rent vokalt. Men nu har jyderne hentet hjælp fra udlandet til at kunne løfte opgaven: den italienske sopran Francesca Patanè i rollen som den gæve barejer Minnie, den

amerikanske baryton Mark Delavan til at spille sherif Jack Rance, og endnu en italiener, tenoren Antonello Palombi, som antihelten Dick Johnson.
Du finder meget mere på Den Jyske Operas hjemmeside, bl.a. kan du høre chefdirigent Giordano Bellincampi fortælle om Puccinis westernhistorie.

Giacomo Puccini: 'Pigen fra Vesten'
Lørdag den 22. august kl. 15.00
Mandag den 24. august kl. 19.30
Onsdag den 26. august kl. 19.30

Foto: Anders Bach
Mere om 'Pigen fra Vesten'

14/08-09
Akkordeon med statsstøtte
Statens Kunstråd oprettede sidste år puljen 'Den unge elite', som skulle hjælpe både yngre bands og rytmiske musikere frem. Cellisten Toke Møldrup modtog en flot check på 200.000 kr. og

akkordeonisten Bjarke Mogensen 300.000 kr. til at sikre dem arbejdsro. Sidstenævnte har nu lavet en lille video, hvor han viser sit instrument frem og spiller og fortæller om sine drømme.

Se Bjarke Mogensens video

13/08-09
Anna Netrebko hopper fra Met-kontrakt
Den russiske diva skulle have sunget Violetta i 2010/11-sæsonen i en version af instruktøren Willy Deckers skelsættende 'La Traviata'-produktion fra Salzburg Festspillene 2005, som udkom på dvd året efter. I et interview med en

tysk avis fortæller Anna Netrebko, at hun trækker sig ud af to grunde: en fornemmelse af rutine i en produktion, hun elsker så højt, og en bekymring over ikke at skulle kunne klare det så godt som på dvd'en.

12/08-09
Ny cd: Tjajkovskijs 3. symfoni
Hans musik er på repertoiret som få andre komponisters. Når det gælder Tjajkovskis nummererede symfonier, er det næsten altid en af de sidste tre man kan opleve i koncertsalen. Denne nye cd fuldender pladeselskabet BIS' indspilning af russerens seks symfonier med den estiske maestro Neeme Järvi. Serien er nået til Tjajkovskijs 3. symfoni, som har tilnavnet 'den polske' pga. sidstesatsens polocca-dansekarakter. Tjajkovskij er ikke mindst kendt for sin sentimentale og til tider melankolske melodier, harmonik og mørklødede klangfarver. Karakteristisk nok er den

Tredje komponistens eneste i symfoni i dur, men selv i dette værk skinner Tjajkovskijs følsomme sind tydeligt igennem. Balletkomponisten og skaberen af bombastiske værker som '1812-ouverturen' høres der ligeledes reminiscenser af i 3. symfoni. Kort sagt kan man undre sig over, at værket ikke spilles mere.

Tjajkovskij: Symfoni nr. 3, desuden Entr’acte og kammerpigernes danse (fra operaen 'Voyevoda'), Serenade, og Entr’acte og vals og polonaise (fra operaen 'Eugen Onegin', pp. 24), mv.
Göteborg Symfoniorkester, dir. Neeme Järvi.
BIS 1468 Til BIS' hjemmeside

09/08-09
Danielle de Niese: 'The Mozart Album'
Forrige år debuterede den australsk-srilankanske sopran med en cd med arier af Händel. Nu er hun atter pladeaktuel, denne gang med musik af Mozart. Danielle de Niese kan desuden opleves live i Tivoli tirsdag den 11. august med samme repertoire, som hendes nye cd indeholder.

Læs en anmeldelse af Mozart-cd'en i næste KLASSISK.

Danielle de Niese: The Mozart Album
Med Age of Enlightenment Orchestra, dirigeret af Charles Mackerras.
Decca 4781511 [cd]

Indhold:
Exsultate, jubilate (K.165)
Bella mia fiamma

(koncertarie K.528)
Giunse al fin il momento ... Al desio di chi t'adora (alternativ aria i 4. akt af 'Figaros bryllup' K.577)
Una donna a quindici anni (fra 'Così fan tutte' K.588)
Quando avran fine o mai ... Padre, germani, addio! (fra 'Idomeneo' K.366)
Ah Fuggi il Traditor (fra 'Don Giovanni' K.527)
Oh, temerario Arbace! ... Per quel paterno amplesso (koncertarie K.79)
L'amerò (fra 'Il re pastore' K.208)
La ci darem la mano (fra 'Don Giovanni' K.527)
Laudate Dominum (fra 'Vesperae solennes de Confessore' K.339)
Hør uddrag fra optagelserne af 'The Mozart Album'

07/08-09
Skanderborg Festival med symfonisk musik
Traditionen tro spiller Aarhus Symfoniorkester på Skanderborg Festivalens sidste dag. Man kan vente sig et program, der også vil appellere til mainstream-publikummet: Værker af Grieg, Bizet og filmmusik fra 'Star Wars' og 'E.T.', lige såvel som fra Mozarts klarinetkoncert med unge Mathias

Kjøller som solist. Kjøller er blandt de tre, som for nylig modtog Victor Borge-prisen på 100.000 kr. hver.

Klassisk i bøgeskoven
Skanderborg Festival
Søndag den 9. august kl. 12.00
Aarhus Symfoniorkester
Dirigent: Alexander Hanson
Solist: Mathias Kjøller

05/08-09
Opera i Rebild 2009
Igen i år er der mulighed for at pakke picnickurven med mad, kolde drikke og solbriller for at få sig en udendørs operaoplevelse. Teaterkikkerten kan man lade blive hjemme, da scenen suppleres med en storskræm, så solisterne kan ses på bagerste plads. Peter Schrøder overtager stafetten fra Tonny Landy som konferencier, og Den Jyske Opera, Aalborg Symfoniorkester m.fl. flere sætter bl.a. Mozart og Verdi stævne på Naturscenen ved Rebild Bakker.

Opera i Rebild, 9. august, Program

Kl. 11.00 Pladsen åbnes for publikum
Lydprøver for solister, kor og orkester

Kl. 13.00 Velkomst ved Rebild Kommunes borgmester Anny Winther
Danske Sange ved

DR-Pigekoret, dirigent Michael Bojesen

Kl. 14.00 Lidenskab, Dramatik og Grænseløs kærlighed
Den Jyske Opera og Aalborg Symfoniorkester bringer operauddrag fra Mozarts 'Idomeneo' og Verdis 'La Traviata', som Den Jyske Opera senere på året turnerer med rundt i landet, samt fra Lehars operette 'Smilets Land' . Solister: Elsebeth Dreisig (sopran), Andrea Pellegrini (mezzo / foto), David Danholt (tenor), Morten Frank Larsen, (baryton). Desuden berømte operakor ved Den Jyske Operas Kor.

Overrækkelse af Rebild Musikpris

Kl. 16.30 Tutti finale med alle medvirkende
Dirigent: Tobias Ringborg
Konferencier: Peter Schrøder


Opera i Rebilds hjemmeside

05/08-09
Andreas Brantelid modtager Kronprinsparrets Kulturpris
Den kun 21-årige cellist Andreas Brantelid træder nu i fodsporene på kunstneren Olafur Eliasson, popsangeren Tina Dickow, filminstruktøren Per Fly og skuespilleren Sonja Richter. Alle er de modtagere af Bikubenfondens bryllupsgave til kronprinsparret, som er en pris på 500.000 kr. Prisen er de tidligere år blevet overrakt i Operaen, men som noget nyt fra i år sker begivenheden i DR Koncerthuset den 19. september, hvor Brantelid vil opføre Elgars cellokoncert.

Vi bringer et interview med Andreas Brantelid i

septembernummeret af KLASSISK, hvor stortalentet - der normalt kommer legende let til det at spille koncerter, og aldrig er nervøs ved at gå på scenen - bl.a. fortæller, at:
"Der har simpelthen ikke været nogen modstand før. Men det øjeblik er kommet for mig nu. Nu oplever jeg modstand. Dage, hvor det slet, slet ikke fungerer mellem celloen og mig. Og så er der andre dage, hvor det fungerer bedre end nogensinde før. Ret ekstreme udsving".
Læs hele interviewet i KLASSISK nr. 14.

Foto: Arto Tulima

Til prisens hjemmeside

03/08-09
Anmeldelse: 'Tryllefløjten'
Hu hej, vilde dyr. I en lind strøm kom de ind på scenen, de hvide heste, de endnu hvidere gæs og sågar et par kameler. Nogle mere ustyrlige end andre, men ingen af dem hverdagskost på en operascene. En rigtig operascene skulle man da også kigge langt efter, da Opera Hedeland i lørdags havde premiere på verdens mest spillede opera, Mozarts ’Tryllefløjten’.

Mozart i cirkus
Af JENS POVLSEN

Opera Hedeland ligger ude ved Hedehusene, tæt på Roskilde. Det er her, en opera, gerne et rigtigt hit, hvert år bliver trukket ud af de vante rammer og ud i naturen. Væk fra de bonede gulve i byerne og en tur i grusgraven, hvor et græsdækket amfiteater stolt troner. Lidt ligesom en drive-in biograf, men med biler og lærred erstattet af plaststole og den smukke udsigt til den vandfyldte grusgrav bag scenen.

Det er et særsyn at sætte helaftensoperaer op i Guds fri natur herhjemme. Ikke desto mindre er det lykkedes folkene bag opsætningerne at skabe en tradition, publikum trofast vender tilbage til, gerne indhyllet i tæpper, tungt lastet med picnickurve og med familien under armen. Hyggen er i top, og når naturen på sin egen blide facon dæmper lyset og fjerner farverne, er operatoner da også helt fortryllende at have i sine ører.

Denne gang havde Opera Hedeland taget Mozart med i cirkus og skiftet hans sædvanlige operascene ud med en rigtig manege. Cirkusteltet havde dog fået lov at blive hjemme – den åbne himmel måtte være rigelig. Da Tamino og hans tro følgesvend Papageno undervejs fik klovnekostumer på var det da også rart med højt til loftet. For med ét slag var ’Tryllefløjten’ gjort til en opera med hvid klovn og et godmodigt fjollehoved af et sidekick. En tryllekunstner blev tilmed spundet ind i historien, og så var et svævende bord og en borttryllet Sarastro en del af den pudsige leg med traditionen. Musikken var

der dog ikke pillet ved. Så dér sad man; med det ene ben i wienerklassikken og det andet i cirkus. Og abekattestregerne blev der ikke holdt igen med.

’Tryllefløjten’ er ellers en opera, hvor alt for mange fiksfakserier ikke burde være nødvendige. I sig selv rammer operaen nemlig bemærkelsesværdigt bredt med sit charmerende miks af eventyr og drama. Det inderlige drama kunne man nu godt glemme alt om denne gang. I hænderne på instruktør Lars Rudolfssons blev Mozarts gådefuldheder til ren underholdning. God underholdning, men heller ikke så meget mere. Nok fordi en stor del af dialogen var hakket af og erstattet af diverse cirkuskunster og klovnerier. Det er til at leve med, men når Tamino står og krænger sit inderste ud til en baggrund af kameler, bliver de virkelig svære at sluge.

Opsætningens stærkeste kort var så uden tvivl Mozarts egne uimodståeligheder – hans lette, alvorlige og altid omskiftelige klange. Lyden oppe på skrænterne var rigelig, men hældede til den syntetiske, dåseagtige side. Det afholdt dog ikke et par af solisterne fra at skabe dybde i det flade lydbillede. Særligt norske Kari Postma var en nydelse som Pamina, ligesom den armenske bas Arutjun Kotchinian i rollen som troldmanden Sarastro. Nok haltede synkroniseringen mellem sangerne og det fint spillende svenske importorkester her og der, men hvad gør det, når tæpperne skærmede, maden smagte og vandet fra oven udeblev?

3 ud af 6 stjerner

’Tryllefløjten’ af W. A. Mozart og E. Schikaneder. Instr. og scen.: Lars Rudolfsson. Medv.: Arutjun Kotchinian (Sarastro), Nikola Matisic (Tamino), Agnete Munk Rasmussen (Nattens Dronning), Kari Postma (Pamina), Bengt Krantz (Papageno) m.fl. Värmlands Sinfonietta, dir. Henrik Schaefer. Opera Hedeland, 1. august 2009.

Forestillingen spiller desuden 6. august.

Foto: PR

03/08-09
Carl Nielsen-koncerter udskudt
"Nodestativer søger musikere". Sådan har DR's annonce nok ikke lydt, men øget tilgang af musikere er DR SymfoniOrkestret i disse dage ganske interesseret i. Orkestrets planlagte Carl Nielsen-festival, som skulle være afviklet i oktober/november, er nu blevet udskudt. Årsagen er akut mangel på musikere: Man har ikke kunnet nå, at besætte 12 ubemandede orkesterstillinger, og det er for dyrt at hyre assistenter.

I december fortalte DR SymfoniOrkestrets chef, Ole Bækhøj, ellers stolt, at man nu endelig havde økonomien til at fylde bemandingen op, så orkestret igen kunne udgøre et fuldt symfoniorkester. Men det viser sig

nu, at penge ikke er nok: »Koncertrækken er desværre udskudt, da den krævede et 100 % bemandet orkester, og det har vist sig, at processen omkring den internationale rekruttering af musikere har taget mere tid end beregnet«, udtaler Ole Bækhøj til Berlingske Tidende.

Man kan ikke undgå at tænke, om den ærgerlige situation skyldes dårlig planlægning. Hvorfor er det overhovedet kunnet komme så langt? En markant nedjustering af de helt store internationale gæstesolister i den kommende DR-sæson er også en varm kartoffel. Hvad er mon det næste, der bliver udskudt, aflyst eller sparet væk?
prm

Til Berlingskes artikel om aflysningen

02/08-09
400 gratis minikoncerter på Gl. Torv
'MuSirkus' er et nyt koncept, der skal få den klassiske musik ud til flere musiklyttere og få musikken til at være mere imødekommende for uindviede. Derfor spiller fire musikere i alt ca. 400 gratis minikoncerter af 5-10 minutters varighed fra 5. til 14. august på Gl. Torv i København i uformelle omgivelser midt i city.

Arrangøren mener, at den klassiske musik er indbydende og inddrager lytteren. Og det vil man ganske enkelt vise ved, at musikken "spilles af fantasifulde, sjove, spændende og levende mennesker, der ikke forskanser sig i elfenbenstårnene". Man vil spille værker "af korte forløb som det er muligt at


opleve uden at have forkundskaber, uden at skulle skaffe børnepasning og uden nødvendigvis at afsætte en hel aften på at lytte til musik, man måske ikke kender så godt".

Konceptets titel MuSirkus henviser til, at arrangøren mener, at den klassiske musik kan være ligeså akrobatisk og neglebidende spændende som cirkusnumre. Om der er flere "cirkus-løjer" end som så i konceptet, kan man finde ud fra 5. august kl. 14.30.

Medvirkende: Cellisterne Jakob Kullberg og Amy Jolly, harpenisten Maria Boelskov og guitaristen Jesper Lützhøft.

MuSirkus
5. -14 august kl. 14.30-18.30
Gl. Torv, København K

01/08-09
Den Kongelige Opera på udendørs turné
Den Kongelige Opera og Nykredit inviterer igen i år til gratis operakoncerter i et hyggeligt og intimt format rundt i det danske sommerland. En håndfuld af Den Kongelige Operas talentfulde sangere præsenterer sammen med en pianist uddrag fra operalitteraturens mest berømte operaer på godser, slotte, museer mm.

Operakoncerter | 7. – 23.

august 2009
GRATIS ADGANG
7. august kl. 18 - Helsingør, Kronborg v/ankrene
8. august kl. 18 - Vejle, Jelling Højene
9. august kl. 18 - Bornholm, Bornholms Kunstmuseum
21. august kl. 18 - Sorø, Sorø Akademi, Akademihaven, Kinahøjen
22. august kl. 18 - Aabenraa, Brundlund Slot
23. august kl. 18 - Fyn, Bramstrup Gods

www.kglteater.dk

30/07-09
'Tryllefløjten' i det fri
Lørdag den 1. august har Opera Hedeland premiere på deres udendørs iscenesættelse af Mozarts opera fra 1791. Forestillingerne spiller på landets største udendørsscene, en amfiscene nær Hedehusene med plads til 3500 tilskuere. Arrangøren melder, at der i øjeblikket er solgt over 8.000 billetter.

'Tryllefløjten' instrueres af svenske Lars Rudolfsson', som også stod bag Opera Hedelands 'Carmen' i

2007. Blandt sangsolisterne finder vi både danske og udenlandske navne, bl.a. Agnete Munk Rasmussen som Nattens Dronning og Kari Postma som Pamina.

'Tryllefløjten' spiller 1., 6. og 8. august. Den sidste af de tre datoer er en særforestilling HNG særforestilling, hvor HNG selv står for billetsalget.

Læs KLASSISKs anmeldelse af forestillingen på mandag.

Foto: PR

Til Opera Hedelands hjemmeside

28/07-09
Gå fra koncert med penge på lommen
Et københavnsk ensemble vil betale publikum for at komme til deres koncert. Hafnia Chamber Orchestra ønsker at udfordre det traditionelle forhold mellem optrædende og publikum ved deres næste koncert i København. Derfor betaler det unge ensemble publikum for at komme. De første 100 personer, der møder op til orkestrets koncert i Skt. Pauls Kirke får udleveret en konvolut der indeholder 50 kr. Efter koncerten skal konvolutten returneres, men man kan vælge enten at beholde pengene, lade dem blive liggende i konvolutten

eller tilføje penge til indholdet. "På denne måde håber vi dels at skabe opmærksomhed omkring den klassiske musik, dels at 'bryde isen' og tiltrække nogle mennesker, der måske ellers ikke ville være kommet til vores koncert", udtaler orkestrets dirigent, Simon Casali-Krzentowski til Morgenavisen Jylllands-Posten.

Program: Divertimenti af Haydn, Niels W. Gades 'Adagietto', Mendelssohns 1. Strygersymfoni samt Dvoraks Serenade for strygere.
Koncerten finder sted i Skt. Pauls Kirke den 4. august kl. 19:30.

24/07-09
Ny operafestival har vind i sejlene
I morgen starter den første udgave af Copenhagen Opera Festival, og forhåndsinteressen er stor, melder festivalchef Anders Beyer. De fire opførelser af 'Opera i dødsriget', der er en gendigtning af Orfeus-myten med musik fra operaer af Haydn, Monteverdi og Gluck er udsolgt. På søndag opføres Verdis 'La Traviata' på

Nytorv, og pågrund af den store interesse har festivalen besluttet at sætte bænke op til de første 250 tilskuere allerede fra middagstid. »Nogle tilskuere vil komme flere timer i forvejen,« forudser festivalchefen, der regner med, at »flere tusinde« vil møde op, udtaler han til Berligske Tidende.
Se festivalprogrammet

21/07-09
Ny cd: Schnittke-serien fortsætter ufortrødent
Det svenske plademærke BIS står for cd-udgivelser helt i top hvad angår musikalsk niveau og lydkvalitet. BIS er også noget af et ildsjæleforetagende, og så sig i 1987 lun på den sovjetisk-tyske komponist Alfred Schnittke (1934-98). Siden da er det blevet til ikke færre end 24 Schnittke-cd'er, og nu er BIS aktuel med den fra komponistens side ufuldendte Symfoni nr. 9 og den populære Concerto Grosso nr. 1 (1977). Symfoni nr. 9, som blev hans sidste værk, indspilles i Schnittkes kollega Alexander Raskatovs rekonstruerede udgave, som allerede forelægger på ECM Records, men er her parret med en førsteindspilning af en alternativ version af Concerto Grosso nr. 1. Solisterne i hans Concerto Grosso nr. 1 er normalt to violinister, men soloinstrumenterne i den aktuelle indspilning

er obo og fløjte - instrumenter som anvendtes ganske hyppigt i barokken, som Schnittkes værk tager sit stilistiske afsæt fra.

Schnittke var i sine modne leveår blandt de mest spillede nulevende partiturkomponister. Hans ofte grelt eller satiriske iscenesatte møder mellem forskellige stilarter, kaldet polystilisme, viste sig at appellere til et bredt publikum. Han udtalte på et tidspunkt, at "målet med mit liv er, at forene seriøs musik og let musik - også selvom jeg skulle brække min nakke i forsøget".

Alfred Schnittke: Concerto grosso Nr. 1 og Symfoni nr. 9
Cape Philharmonic Orchestra, dirigent Owain Arwel Hughes.
Solister: Sharon Bezaly (fløjte), Christopher Cowie (obo), Grant Brasler (cembalo), Albert Combrink (klaver).
BIS-CD-1727

Til BIS' hjemmeside

15/07-09
New York Filharmonikerne igen til kommunistisk land
Sidste år tog USA et skridt til at nedbryde den tykke is mellem USA og Nordkorea, som har varet i over et halvt århundrede. The New York Philharmonic, et af USA's topsymfoniorkestre, tog til den nordkoreanske hovedstad Pyongyang, og blev budt velkommen med fest og dans, før orkestret selv spillede koncert med musik af både amerikanske, europæiske og nordkoreanske komponister.

Nu forlyder det at NY Filharmonikerne sandsynligvis har udsigt til koncerter i et andet kommunistisk land: Cuba. Invitationen kommer fra Cubas kulturministerium, og handlingen ses som et forsøg på "kulturelt diplomati". Gennemføres koncerterne vil de være blandt de mest højprofilerede kulturudvekslinger med Fidel Castros Cuba.

For ti år siden havde et andet amerikansk orkester, The Milwaukee Symphony Orchestra, succes med at turnere på Cuba. At få en aftale med de ombejlede NY

Filharmonikere vil dog tiltrække opmærksomhed i en hel anden målestok.

De symfoniske kulturudvekslinger er ikke af nyere dato: Helt tilbage til 1956 drog et større nordamerikansk symfoniorkester til Sovjet, og i 1973 fik Kina besøg af Philadelphia Orchestra.

NY Filharmonikerne er positive over for muligheden for koncertbesøg i Cuba, men orkesterchef Zarin Mehta noterer sig, at man egentlig ikke har set væsentlige ændringer i forholdet mellem USA og Nordkorea efter sidste års besøg.

Men han blev selv personligt rørt af musikkens indtryk på publikummet, der bl.a. talte nordkoreanske officerer og embedspersoner fra staten:
"Her har du alle disse folk, der er blevet lært, at amerikanerne er Djævlen selv. Du skulle have set deres stoiske og uanfægtede ansigtsudtryk ændre sig, da vi spillede et koreansk stykke. Flere af dem græd", siger Zarin Mehta til AP.

13/07-09
P2: Frokost med Eliten
I slutningen af juni begyndte P2-serien 'Frokost med Eliten', hvor en lang række danske kulturpersonligheder er gæster i studiet. Portrætserien kører videre med godt sommerhumør og samtaler om personlige vendepunkter. Gæsterne tæller bl.a. komponisten Bo Holten, Det Kgl. Kapels dirigent Michael Schønwandt, mezzosopranen Tuva Semmingsen og Tivolis Musikchef Nikolaj Koppel (foto). Desuden medvirker diverse andre, der har kulturen tæt inde på

livet.

"Programmet tager udgangspunkt i et vendepunkt i gæstens liv", fortæller programværten Carsten Andersen. "Et punkt, der kan udgøre basis for en dybere snak om, hvilke personlige egenskaber, der er blevet sat på prøve, blevet styrket, og har været nødvendige for karrierens videre udvikling".

I dag kl. 12.15 er en af dansk komponistlivs topnavne Pelle Gudmundsen-Holmgreen i gæstestolen. Portrætrækken varer indtil uge 32.

Hør Frokost med Eliten

07/07-09
Victor Borges Musik Pris 2009
De tre unge, talentfulde musikere, violinisten Christian Ellegaard (foto), fløjtenisten Kenny Aaberg Larsen og klarinettisten Mathias Kjøller blev i går tildelt Victor Borges Musik Pris 2009. Priserne, der er på 100.000 kr. hver, blev overrakt af medlemmer af Victor Borges familie.

Victor Borges Musik Pris

uddeles via The Thanks To Scandinavia Foundation, som er en institution, baseret i New York, der ønsker at takke Danmark for den store indsats for vores jødiske medborgere under 2. verdenskrig. Blandt legatets bestyrelsesmedlemmer er det Kongelige Teaters chefdirigent Michael Schønwandt.

06/07-09
Verdensnavne til Holstebro
Til oktober fejrer den Holstebro-baserede festival Klassiske Dage fem års jubilæum. Til årets Klassiske Dage er det bl.a. lykkedes at skaffe den russiske topviolinist Viktoria Mullova (se foto) og den ungarske klavernestor Peter Frankl. Der loves også et besøg af en af de bedste musikformidlere, Sigurd Barrett, der skal være ankermand ved en koncert, hvor 300 skoleelever deltager.

Klassiske Dage inddrager gerne forskellige kunstarter og andre elementer, der på den ene eller anden måde har med

klassisk musik at gøre. Derfor kan man ved festivalen møde digteren og forfatteren Thomas Boberg, ligeså vel som man kan deltage i et kursus i kropsbevidsthedslæren Alexanderteknik, som anvendes af skuespillere og musikere.

Klassiske Dage arrangeres af den internationale fløjtekapacitet Janne Thomsen, der har tilbragt meget af sin karriere i udlandet. Hun trådte dog sine musikalske børnesko i Holstebro og har siden spillet sammen med stjerner som Maxim Vengerov og Gidon Kremer. www.klassiskedage.dk

01/07-09
Renée Fleming støtter opera i biografen
Tirsdag aften kunne divaen Renée Fleming opleves i 178 europæiske biografer. Ikke som filmskuespiller, men debuterende som Violetta i en transmission af Covent Gardens 'La Traviata'. Operahusene betragter transmissionerne som en uomgængelig udvikling for at nå ud til publikum. Man håber, at kunne nedbryde operaens rygte som elitært, og derved kunne tiltrækkke nye og yngre

operagængere. Alene dyre billetpriser har bidraget til operaens elitære status, siger Renée Fleming til Reuters. Hun mener, at visning af operaforestillinger i biografer er et positivt skridt fremad. "Og når folk kan se forestillingen med fantastisk lyd, og føler det som var de i teatret, så er det med til at udbrede opera, ingen tvivl", understreger stjernesopranen.

30/06-09
Festivalsommer i Frederiksværk
På torsdag lukkes op for posen til Frederiksværk Musikfestivals godter. Det er en festival med stor spændvidde både med hensyn til repertoiret og medvirkende kunstnere. Festivalens 17 koncerter forløber over 2. -30. juli i et gammelt kanonstøberi som nu huser kulturbegivenheder. Der er også mulighed for at friste smagsløgene i festivalbistroen, hvor Jan Friis Mikkelsens køkken byder sig til.

Frederiksværk Musikfestival er opdelt i tre koncertserier:

Friday Five O´clock
Café-koncerterne Friday Five O´clock byder igen i år på kammermusik uden grænser. Sprudlende

instrumental-arrangementer, lieder og opera-arier bliver opført af en række af Danmarks mest fremtrædende sangere og musikere.

Lørdagsmatinéer
Lørdagsmatinéerne er festivalens experimentarium. Her kan publikum i år møde nogle spændende og helt usædvanlige ensembler bestående af en række unge, markante musikere, som spiller musik skrevet mellem 1709 og 2009.

Aftenkoncertserien
De i alt ni aftenkoncerter er festivalens flagskib. Her finder man navne som Borodin Kvartetten, Trio con Brio samt pianisterne Tanja Zapolski (foto) og Marianna Shirinyan.

www.frv-musik.dk

26/06-09
Ny cd: The Tempest
I 2005 fik Shakespeare-operaen 'The Tempest' (Stormen) dansk premiere på Det Kgl. Teater. Efter Thomas Adès' succes med kammeroperaen 'Powder her Face' bestilte Royal Opera House et endnu større operaprojekt af komponistkometen. Det endte med at blive et stort anlagt værk over Shakespeares eventyrfortælling om bedrag, hævn og kærlighed, 'The Tempest', der foregår på en forhekset ø. Særligt partiet som luftånden Ariel har Adès komponeret med en ekstrem virtuositet, som presser sopranens øverste register maksimalt.

Adès er født i 1971 og må siges, at være den komponist som det britiske

musikliv i øjeblikket satser flest af sine heste på. Han dirigerede selv opførelserne af 'The Tempest' i Danmark, og da han gæstede Radiohuset optrådte han både som dirigent og som klaversolist. Flere af hans kammer- og orkesterværker har været at finde på danske koncertprogrammer. Desuden har han som pianist indspillet værker af danske Poul Ruders på plademærket Bridge Records.

Thomas Adès: The Tempest
Ian Bostridge, Simon Keenlyside, Toby Spence, Kate Royal, Cynthia Sieden m.fl.
Royal Opera House's orkester og kor
Dirigent: Thomas Adès
EMI Classics 5099969523427

Se klip fra 'The Tempest'

25/06-09
Operadiva kommer sig ovenpå hjerteoperation
En af tidens i ordets bedste forstand mest bemærkelsesværdige sangere, Measha Brueggergosman, blev hospitalsindlagt i sidste uge på grund af smerter i brystet. Hun blev hurtigt sendt hjem igen, men vendte næste dag tilbage til hospitalet, hvor man ved en scanning konstaterede mere end blot højt blodtryk: scanningen viste en livstruende flænge i hjertets hovedpulsåre (aorta), skriver CBC News. Den 31-årige

canadier blev hjerteopereret og er nu ved at komme sig i sit hjem, hvor lægerne har anbefalet hende at hvile i mindst en måned.

Measha Brueggergosman var det lysende højdepunkt ved DR Koncerthusets gallaåbning i januar, hvor de kongelige, Folketingets politikere, alle landets borgmestre, kendisser og særligt inviterede som gæster blev blændet af hendes fantastiske stemme og udstråling.
Hør Measha synge Massenet

23/06-09
In the Shadow of the Bat
Komponisten Niels Marthinsen er ikke bleg for at bruge pop og kitsch i sin musik, og denne gang dykker han ned i tegneserieuniverset. Under dette års International Basunfestival får han ikke overraskende uropført sin trippelkoncert for tre basuner. Til gengæld er forlægget for musikken ikke helt typisk. Marthinsens basunkoncert er nemlig inspireret af tegneseriefiguren Batman og hans tre ærkefjender Jokeren, Two Face og Pingvinen.
Batman er den hævntørstige forbryderjæger, som både bærer på en lys og en mørk side, der kæmper mod fantasifulde og samtidig sindsyge forbrydere. Niels Marthinsens basunkoncert skulle efter sigende lægge sig tæt op af Batmanforlægget, og musikalsk skulle det komme til udtryk ved at det musikalske

materiale både indeholder en god og en ond side, som vokser ud af den samme musik. I rollen som Batman kan man opleve Aarhus Symfoniorkester, der kæmper mod de tre onde solister - Håkan Bjørkman, solobasunist i Det Kongelige Svenske Hofkapel, Jörgen van Rijen, solobasunist i Concertgebouw orkestret i Amsterdam, og Stefan Schulz, solobasbasunist i Berliner Filharmonikerne.
Koncerten indleder den Internationale Basunfestival, som i år finder sted i Århus fra den 25. – 28. juni, og kan opleves på Det Jyske Musikkonservatorium i Århus, som lægger hus til 35 koncerter, 12 konkurrencer, 16 foredrag, forskellige udstillinger og ikke mindst masser af basunister, både professionelle og amatører.

Hør musikken: 'In the Shadow of the Bat'

22/06-09
Lyden der forsvandt
Alle forventede at blive blæst omkuld, da domorganist Flemming Dreisig i januar satte sig til rette ved det store nye koncertorgel ved gallaåbningen af den filharmoniske koncertsal i DR Koncerthuset. Det skete som bekendt ikke, og lige siden har kritikken af orglet gået på, at instrumentet lyder lidt indeklemt. Kritikerne mente, at det var orglets hovedværk, der var problemet, foruden de "falske orgelpiber", som Koncerthusets arkitekt Jean Nouvel ønskede sat op foran selve orglet af dekorative årsager.

Orglet havde fungeret perfekt, før det blev pillet ned i Holland og sat op i Ørestad, fortæller DR-organisten Per Salo til Berlingske Tidende. Nu er de falske piber også

blevet frikendt af et særligt orgeludvalg, som DR har stykket sammen til lejligheden. Udvalget har foretaget en række målinger, som tyder på at det ikke ville gøre en forskel at fjerne de falske piber, siger driftschef Niels Erik Lund til DR's interne blad DRåben.

Til gengæld mener orgeludvalget, at der kan ligge noget helt andet til grund for den manglende lyd. At en række vægge og plader inde i selve orglet spærrer for lyden. Derfor skal der over sommeren sættes ekstra vægge og loftsplader op. Ideen er, at de nye flader skal reflektere lyden på en måde, så den kastes ud af orglet med kurs mod publikum i salen på en kraftigere måde, end det sker nu.

21/06-09
Lang Lang genbesøger Danmark
Billetsalget til stjernepianisten Lang Langs koncert i DR Koncerthuset begynder mandag den 22. juni. Efter den 27-årige kinesers koncert i Tivoli i tirsdags, hvor også avisanmelderne tabte kæberne, vil billetterne sandsynligvis blive udsolgt hurtigt.

Lang Lang i DR Koncerthuset
Søndag 7. marts 2010 kl. 19.30

Program:
Beethoven: Klaversonate nr. 3 i C-dur, op.

2
Beethoven: Klaversonate nr. 23 i f-mol, ”Appassionata”, op. 57
Albéniz: Fra Iberia-suite: Evovation , El Puerto, Fete-Dieu A Seville
Prokofjev: Klaversonate nr. 7 i B-dur, op. 83

Billetsalget starter mandag 22. juni kl. 10

Billetpriser: 200, 525, 575 + gebyr.
Billetsalg: BILLETnet.dk / 70 15 65 65
dr.dk/koncerthuset eller DR Butikken tlf. 3520 6262

19/06-09
Holmens Internationale Orgelfestival 2009
I anledning af Mendelssohns 200 års fødselsdag har Holmens Kirke valgt at sætte fokus på bl.a. komponistens Orgelværker.
Ifølge Holmens organist og kantor Jakob Lorentzen har Mendelssohn indirekte sat sit præg på Holmens Kirke via Niels W. Gade. Det skyldes at Gade fra 1858 til sin død i 1890 virkede som organist ved Holmens Kirke, men inden da var Gade bl.a. Mendelssohns højre hånd som dirigent for Gewandhausorkestret i Leipzig i perioden

1842-1848. Ved Mendelssohns død i 1847 overtog Gade sågar hans stilling som chef for orkestret. Gades værker bærer tydeligt præg af forholdet til Mendelssohn, det erfarer man f.eks. når man spiller hans kendte 'Tonestykker for orgel' (1851).
Onsdag den 1. juli kl. 12 sættes årets festival i gang. Det er den britisk-franske orgeldiva Susan Landale , som fremfører bl.a. Mendelssohns 3. sonate og orgelkoraler af Bach.
Læs mere på www.holmenskirke.dk

17/06-09
Skærsommer
Sønderjyllands Symfoniorkester fejrer Mendelssohn-året med en sæsonafslutning, der byder på ouverturen samt musikken til skuespillet 'En Skærsommernatsdrøm'. Skuespilleren Susse Wold reciterer fra Shakespeares skuespil mellem satserne, og de

to sopraner Sine Bundgaard og Ylva Kihlberg synger partierne i værket. Koncerten afholds 22. juni i Kolding Teater kl. 20:00, og 23. juni i koncertsalen Alsion, Sønderborg kl. 19:30.

Akvarel: James Warren Childe www.sdjsymfoni.dk

15/06-09
Ny cd-portrætserie af danske komponister
Under navnet 'Perspectives' introducerer det nationale pladeselskab Dacapo Records en cd-serie, der præsenterer et udvalg af danske hovedværker. Første komponist i rækken der stilles skarpt på er Vagn Holmboe, der til december ville være fyldt 100 år, og hans musik belyses her med en genudgivelse

af tidligere Dacapo-indspilninger bl.a. det geniale storværk 'Requiem for Nietzsche' og klavertrioen 'Nuigen'. Holmboe excellerede især med kammerværker og symfonisk musik, hvilket denne cd vil give en glimrende indføring i.

Vagn Holmboe: Perspectives I
CD 8.226101-02 www.dacapo-records.dk

12/06-09
Musikfusion
Der sker en del ombrydninger i det ganske danske musikliv i disse dage. Først kom meddelelsen om at de to Musikkonservatorier i Århus og Aalborg skal slås sammen administrativt, og nu bliver landets ældste musikkonservatorium - Det Kgl. Danske – slået sammen med Rytmisk Musikkonservatorium ude på holmen. En tidligere modvilje fra begge parters side, der skulle bunde i berøringsangst og mistænkeliggørelse overfor de respektive musikgenrer, er nu borte. Men de to konservatorier kunne ”ikke drømme om at blive fysisk fusioneret og give køb på kernefaglighed og selvstændighed”

skiver Berlingske Tidende. Konservatoriesammenlægningerne i Jylland bunder i et bredt politisk forlig på Christiansborg, hvor det for nylig blev vedtaget at fusionere provinsens fire konservatorier til to for at skabe større og mere bæredygtige miljøer til gavn for de små konservatorier, som for alvor begynder at mærke musikskolernes små årgange, hvilket får den konsekvens at det bliver sværere at tiltrække kvalificerede ansøgere. Dette er dog ikke tilfældet i København hvor både det klassiske og rytmiske musikkonservatorium oplever en massiv søgning.

11/06-09
Ny cd: Romantiske violinkoncerter
Violinisten Christina Åstrand fører an i en ny udgivelse fra Dacapo med tre romantisk klingende violinkoncerter af Niels W. Gade, P.E. Lange-Müller og Rued Langgaard. Åstrand, der har sin daglige gang som koncertmester i DR SymfoniOrkestret, ledsages på denne cd af finske Tampere Filharmonikerne og dirigenten John Storgårds.

Cd'ens

indhold:
- Niels W. Gade (1817-1890):
1-3. Koncert for violin og orkester i d-mol, op. 56 (1880)
- P.E. Lange-Müller (1850-1926):
4-6. Koncert for violin og orkester i C-dur, op. 69 (1902)
- Rued Langgaard (1893-1952):
7. Koncert for violin og orkester, BVN 289 (1943-44)

Pris hos Dacapo: DKK 149,50 inkl. forsendelse www.dacapo-records.dk

09/06-09
Nyt center for dansk musik
Den tidligere førstebibliotekar ved Det Kgl. Biblioteks Musik- og Teaterafdeling og nyudnævnt forskningsprofessor, Niels Krabbe, skal stå i spidsen for det nyoprettede Dansk Center for Musikudgivelse (DCM), som oprettes som en direkte følge af femten års massiv forskningsindsats omkring dansk musik på Det Kgl. Bibliotek. Centret samfinansieres af Kulturministeriet gennem en Danske Spil-bevilling og en af Danmarks store fonde.

"Opgaven for Dansk Center for Musikudgivelse er at fastholde og videreudvikle den musikfilologiske ekspertise, der er oparbejdet i forbindelse med de seneste 15 års arbejde på Carl Nielsen Udgaven", fortæller forskningsprofessor Niels Krabbe og fortsætter:
"Samtidig skal DCM udvikle alternative, web-baserede publiceringsformer for videnskabelige nodeudgivelser. Endelig skal centret forsøge

at tiltrække eksternt finansierede musikudgivelsesprojekter og derved fremme synergien mellem sådanne projekter", siger Niels Krabbe.

Det er kun et par måneder siden, at biblioteket under Niels Krabbes ledelse kunne udsende det sidste bind i det store forsknings- og udgivelsesprojekt med alle Carl Nielsens kompositioner i en moderne, gennemforsket praktisk-videnskabelig udgave.

Dansk Center for Musikudgivelse ventes at være fuldt operationelt senere på året. Det får til huse på Det Kgl. Bibliotek i Den Sorte Diamant. I anerkendelse af det hidtidige arbejdes kvalitet og med ønsket om at fastholde den opbyggede ekspertise har Lundbeckfonden, foreløbig med en fireårig bevilling, doneret professoratet, som er det første af sin slags på Det Kongelige Bibliotek.

Kilde: Det Kgl. Bibliotek

05/06-09
Opera Hedelands økonomi sikret 4 år frem
Kommunerne i Roskilde, Greve og Høje-Taastrup har truffet beslutning om forlænge deres støtte til egnsteatret Opera Hedeland, som hver sommer siden 2001 har iscenesat en operaforestilling på amfiscenen i Hedeland nær Roskilde. Egnsteatret, som nu er blevet bevilget fire års økonomisk opbakning mere fra de tre kommuner, er tidligere kendt under navnet Teater Hedeland.
Formændene for kulturudvalgene betoner vigtigheden i,

at "vi kan tilbyde operaoplevelser af international klasse for såvel de lokale borgere som turister fra ind- og udland i de skønne og unikke omgivelser på amfiscenen i Hedeland".

Opera Hedeland byder i år på 'Tryllefløjten', instrueret af svenske Lars Rudolfsson og med både danske og udenlandske sangere på rollelisten.

'Tryllefløjten' spiller 1., 6. og 8. august. Se link for yderligere informationer. www.operahedeland.dk

04/06-09
Lyspunkt i tvivlsomt eksperiment
Internetsitet www.mixtoverdener.dk har siden december inviteret danske beat-kunstnere til, at mikse klassisk musik med andre musikgenrer. Desuden opfordrer personerne bag projektet alle menige brugere til, at bidrage med musik til sitet. Efter mest at have været en legeplads for undergrunds-electronica, er det første seriøse indslag i eksperimentet netop kommet på banen: Nanna Øland (fotoet), som bruger kunstnernavnet Oh Land, har netop mikset bidder fra Ravels Venstrehåndskoncert med sine egne kompositoriske idéer. Hendes bidrag er indtil videre det mest interessante i eksperimentet.

For fem år siden blev Nanna Øland tvunget til, at stoppe som professionel balletdanser. I stedet indledte sidste år en lovende karriere som pop/electronica-sanger og sangskriver under navnet Oh Land. Hun har hele livet haft en nært forhold til klassisk musik, da hendes mor er operasanger og faren er organist, og Nanna Øland indrømmer også, at hun havde et ærefrygtigt forhold til det at skulle mikse Ravel.

Om idéen

med www.mixtoverdener.dk siger Nanna Øland til P2: "Jeg synes, at den er problematisk, men jeg synes, at den er god [...] Det er en idé, der er rigtig spændende og god i teorien, men jeg synes, at den er sindssyg svær i praksis". "Sådan som jeg selv har forstået opgaven - man kan forstå opgaven på forskellige måder - så synes jeg egentlig ikke, at der er nogen inklusive mig selv, som har lykkedes med det".

www.mixtoverdener.dk udfordrer hver måned en beat-kunstner eller et band til, at bruge nogle fragmenter fra et klassisk orkesterværk og lade det indgå som en del af en ny komposition. Bl.a. Magtens Korridorer, Bjørn Svin og UFO/Yepha har mere eller mindre mikset det klassiske til ugenkendelighed og ladet den rytmiske musik overdøve orkesterværket. Udfordringen består desuden i, at det er en fagjury, som tildeler hver kunstner/band et par fragmenter, som de kan bruge til at mikse med.
prm

Hør Nanna Ølands bidrag til www.mixtoverdener.dk og P2's interview med hende på: www.dr.dk

04/06-09
DR kan sende P2 til 2011
DR skal have retten til at sende på fire FM-kanaler forlænget frem til år 2011, mener regeringen. Kulturminister Carina Christensen har i dag præsenteret partierne bag medieaftalen for et udspil til udviklingen af radiomarkedet. Udspillet lægger op til, at der først skal forhandles om den fjerede radiokanal om et år. Til den tid er det imidlertid meningen, at den fjerde kanal skal sendes i udbud.

"Tidspunktet for et udbud - midt i en finanskrise - er ikke det rigtige. Samtidig er der spørgsmål af

principiel karakter, som det er naturligt at tage med i forhandlingerne om en ny medieaftale", siger Carina Christensen.

Regeringen ligger ikke skjul på, at den endnu en gang vil forsøge at bryde DR´s reelle monopol på at sende landsdækkende radio.Men kravene er stadig, at der sendes public-service af høj kvalitet.

Beslutningen om at forlænge DR's rådighed over fire kanaler betyder, at det ikke er aktuelt at lukke P2, der fortrinsvis spiller klassisk musik og jazz.

Kilde: www.dr.dk

03/06-09
Koncert om og af flygtninge i Danmark
Fem forfattere med flygtningebaggrund, fem komponister, tre musikere og en interaktiv mediedesigner står bag ASYL!Koncert, som giver et anderledes bud på tilværelsen som flygtning i Danmark.
Med afsæt i to digte af den bosniske forfatter Alen Meskovic, har de fem komponister Kasper Jarnum, Eblis Alvarez, Edina Hadziselimovic, Morten Ladehoff og Juliana Hodkinson skrevet ny kompositionsmusik for klassisk guitar, slagtøj og baryton.
Et af værkerne, 'De ventende', af den bosnisk fødte komponist og forfatter Edina

Hadziselimovic, portrætterer i tekst og musik flere af de personer, som hun har mødt i sin tid i Sandholmlejren.
Værkerne vil under koncerten blive fortolket visuelt ved at brug af billeder, som bliver projiceret op på store heliumballoner. Ifølge den digitale kunstner og designer Signe Klejs er det hensigten, at disse billeder skal skabe en dynamisk fortælling i samspil med musikken.
ASYL!Koncert opføres for første gang onsdag den 10. juni på ARoS i Århus og igen den 11. juni på LiteraturHaus i København. www.asylkoncert.dk

02/06-09
Britisk presse roser CoCo & von Otter
Englands største avis, The Daily Telegraph, var i sidste uge til Concerto Copenhagens og stjernesangeren Anne Sofie von Otters koncert ved Festspillene i Bergen, hvor de danske og svenske kunstnere fandt vej til avisens anmelders hjerte.
"Omkring hende var Concerto Copenhagens 20 musikere, der viste sig som tilhørende blandt Europas elite med historiske instrumenter. De spiller med en italiensk intensitet og livlighed, og lederen Lars Ulrik Mortensen hoppede op fra klaviaturet for at antænde musikerne".
"Händels

vidunderlige concerti lå højt på dagordenen, plus arier fra nogle af hans operaer, i en blanding af stemninger fra trist og vred til hånlig. Von Otter udførte dem alle stolt, bevisende at hun efter 30 år stadig er blandt verdens store mezzosopraner".
"Hun virker måske køligt tårnende, men hun kan udvise flammende jalousi, og komik som i arien hvor hun gav helten Herkules en virkelig svidende reprimande. Alt dette uden at ramme ved siden af en eneste tone eller vejrtrækning".

Foto: Carl Bengtsson / DG

27/05-09
Ny operafestival varmer op
En festival for opera og operette i København, opført andre steder end vante rammer som Operaen og Gamle Scene, tyvstarter til juli. Det er hensigten, at festivalen efter nogle få år skal vokse sig større, men man vælger at starte allerede denne sommer med tre forskellige tilbud til publikum. Og det sker med 'La Traviata' på Nytorv med bl.a. sangerne Anne Margrethe Dahl, Niels Jørgen Riis og Andrea Pellegrini, en forestilling som skal instrueres af den folkekære baryton Guido Paevatalu. I den maritime afdeling præsenteres et lettere repertoire på en kanalrundfart med to sangere om bord. Sidst er der mulighed for at gå under jorden, dvs. i ruinerne under Christiansborg, og høre tre komponisters bud på en musikalisering af Orfeo-myten.

Copenhagen Opera

Festival, 25. - 28. juli
"Opera til vands, til lands og under jorden"

LA TRAVIATA. Med bl.a. Anne Margrethe Dahl, Niels Jørgen Riis, Andrea Pellegrini, Guido Paevatalu, Hans Lawaetz og Anders Jakobsson. 26. juli kl. 14.00 på Nytorv. Gratis adgang.

OPERETTEBÅDEN byder i hele festivalperioden på vuggende sejlads gennem Københavns indre kanaler. Sofie Cero og Thomas Peter Koppel underholder fra bådens stævn med uddrag fra berømte operaer og operetter.

OPERA I DØDSRIGET er en gendigtning af den to tusinde år gamle Orfeus-myte med musik fra tre forskellige operaer om Orfeus af Haydn, Monteverdi og Gluck. Med Nina Bols Lundgren, Sofie Elkjær Jensen og Maria Kontra. Iscenesættelse: Christopher Cowell. 27. og 28. juli begge dage kl. 18.00 og 21.00. www.copenhagenoperafestival.com

26/05-09
Dansk komponist imponerer britisk avis
Bent Sørensens musik fortsætter med at drage publikum og kritikere. Storbritaniens største avis The Daily Telegraph roser Sørensens teaterkoncert 'Sounds Like You', som i sidste uge blev uropført ved Festspillene i Bergen.
"Hvilken kontrast det var, at dykke ned i den dæmpede, ensomme verden i Sørensens 'Sounds Like You'". "Det er intenst på en ubehagelig, rå måde, som om 'følelsens blottede kød', som Debussy stilede efter, er blevet bragt et skridt videre". "Sørensen og hans librettist

Peter Asmussen har vist nye muligheder for musikteater; lad os håbe, at nogen bringer dette værk til London, snart", jubler Telegraphs Ivan Hewitt.

I 'Sounds Like You' indgår to skuespillere og et symfoniorkester. Musikken bygger på Bent Sørensens orkesterstykke 'Exit Music'. Den 10. og 12. september kan teaterkoncerten opleves i DR Koncerthuset.

Læs desuden Dagbladet Informations anmeldelse fra Bergen
http://www.information.dk/192231

Foto: Tine Harden

26/05-09
Verdens første lugt-opera
I en fortælling om kampen mellem naturen og industri har to komponister slået sig sammen med en perfumedesigner for, at skabe den første opera der integrerer lugtesansen. Titlen på dette eksperiment er 'Green Aria'. I løbet af stykkets halve time når man igennem 23 forskellige lugte. Komponisterne bag er islænderen Valgeir Sigurdsson og amerikanske Nico

Mulroy, som her arbejder sammen med franskmanden Christophe Laudamiel, der til operaen har designeret lugte som 'magna', 'skinnende stål', 'ild' og 'jord'. Med intervaller vil der også blive pumpet ren, uparfumeret luft ud for, at rense publikums næsebor. 'Green Aria' får urpremiere på det berømte Guggenheim Museum i New York den 31. maj.

25/05-09
Stravinskij-film afsluttede Cannes
Med pæredanske Mads Mikkelsen i hovedrollen som det 20. århundredes måske største komponist, Igor Stravinskij, lukkede filmen 'Coco Chanel & Igor Stravinsky' søndag årets Cannes festival. Filmen er en blanding af fakta og fiktion, og fokuserer på en affære, som den russiske komponist måske havde med designeren Coco Chanel (spilles af Anna Mouglalis).

I 1913 ved den skelsættende og berygtede urpremiere på balletten 'Le Sacre du Printemps' er Chanel tilstede blandt publikum, og modsat af mange af de tilstedeværende forfærdes hun ikke af det hidtil uhørte orkesterpartitur og den chokerende moderne koreografi. Syv år senere krydses Chanels og Stravinskijs veje igen, hvor hans økonomi er i ruiner efter den russiske revolution. Sammen med sin kone og børn flytter komponisten midlertidligt ind hos den berømte modeskaber, og det kommer i filmen til at slå lidenskabelige gnister imellem Chanel og

Stravinskij.

Ved en pressekonference i Cannes fortalte Mads Mikkelsen, at han var nødsaget til at lære sig russisk, fransk, klaverspil og at dirigere. Filmens hollandske instruktør, Jan Kounen, kendte på forhånd heller ikke meget til hverken Chanels eller Stravinskijs kreative output.

'Coco Chanel & Igor Stravinsky' får danmarkspremiere den 4. september, men blev altså allerede vist på Cannes festivalen. Kritikere har foreløbig modtaget filmen noget lunkent: den "ender med at blive en fuser, fordi ingen af hovedpersonerne kommer helt til live på lærredet", skriver online filmmagasinet Screen. "Anna Mouglalis ligner og spiller rollen, men hun kan ikke helt overføre det revolutionerende geni bag Chanels ophøjede ro, mens Mads Mikkelsen leverer en noget stivbenet fortolkning af Stravinskij".

Filmen kan til september ses i bl.a. Grand Teatret i København.

Se filmens trailer

www.commeaucinema.com

17/05-09
Malko 2009 - finalen
En vis nervøsitet i luften kunne ikke nægtes ved Malko Konkurrencens finale. Det var heller ikke så lidt, som var på spil for de tre, der havde nået sidste etape i denne prestigefulde konkurrence med en stor førstepræmie på spil.

De tre finalister skulle på podiet med Carl Nielsens orkesterstykke 'Pan og Syrinx' samt en førstesats fra en Brahms-symfoni. Finalens undertippede kandidat, 21-årige Joshua Weilerstein (foto), var den der klarede sig bedst i Nielsens eventyragtige tonedigt. Shizuo Kuwahara (33) og Francesco Angelico (31) havde problemer med at få samlet den transparente og flimrende åbning, hvorimod orkestret med Weilerstein fremstod med sikker timing og en vis spændstighed. Og åbningen smittede af på de tre respektives videre færd med værket.

Det var i det hele taget ikke den samme Kuwahara, som vi oplevede ham i semifinalen. Nu kunne han pludselig ikke få orkestret til at følge ham på nær samme sikre facon. Og hans direktion var ligefrem halvstresset i Brahms' 2. symfoni, hvor hans fortravlede pendlen frem og tilbage mellem de dybe strygere og træblæsere i de første minutter var et eksempel på at han manglede overblik og overskud. Med sidetemaet viste han heller ikke tydeligt, hvilken karakter han ønskede. Helheden blev lidt bleg, og desuden hjalp det heller ikke at DR SymfoniOrkestret denne aften lavede flere sjuskefejl end

ellers.

Pulsen var forbilledlig klar i Angelicos 'Pan og Syrinx', og han udviste tydeligt, hvilken karakter han ønskede, at værket skulle have. Alligevel kunne han heller ikke bindene trådene sammen på helt tilfredsstillende vis. Vi skulle helt hen til slutningen af værket før det kom op at ringe - her tog han til gengæld revanche. Hans tempovalg i førstesatsen af Brahms' patosmættede 1. symfoni blev for slæbende og tøvende, og det hæmmede hele satsen i at udfolde sig nok.

Det endte med at Joshua Weilerstein sensationelt rendte med førsteprisen. Det gør ikke hans præstation mindre utrolig, at han inden Malko Konkurrencen aldrig havde dirigeret et professionelt orkester før! Nu har han i udsigt at skulle dirigere 16 forskellige nordiske symfoniorkestre ved en turné - DR SymfoniOrkestret får igen fornøjelse af ham den 1. oktober, hvor han skal dirigere nogle af de værker, han har arbejdet med under Malko Konkurrencen.

Efter en sms-afstemning, som foregik før prisuddelingen, modtog unge Joshua desuden publikumsprisen på 1.500 Euro.
prm

Malko Konkurrencen 2009, de seks prismodtagere
1. pris: Joshua Weilerstein (USA)
2. pris: Francesco Angelico (Italien)
3. pris: Shizuo Kuwahara (USA)
4. pris: Domingo Garcia (Venezuela)
5. pris: Sean Newhouse (USA)
6. pris: Hikaru Ebihara (Japan)

Foto: PR

www.dr.dk/malko

16/05-09
Malko 2009 - semifinale
Efter nogle indledende runder med talentfulde yngre dirigenter i spidsen for DR SymfoniOrkestret i Malko Konkurrencen 2009 havde seks kvalificeret sig til semifinalen. I de indledende runde kunne de vælge imellem en vifte af værker; i semifinalen skulle de alle spille de samme to værker: Rachmaninovs klaverkoncert 'Rapsodi over et tema af Paganini' og et værk komponeret til konkurrencen: svenske Anders Hillborgs 'Four Transitory Worlds'.

En af dem der overraskede denne skribent ved, at nå til semifinalen, var japanske Hikaru Ebihara, der i 2. runde demonstrerede noget af et arsenal af kampsportslignende bevægelser i sin direktion, og hans gestik forekom mig at være generelt for marcato og firskåren. I semifinalen tog han Rachmaninovs klaverkoncert til sig og gjorde til sit eget med stor indlevelse og præcision. Her røg de kantede Tai-chi-bevægelser på hylden til fordel for et langt mere nuanceret kropssprog. Nu tog han først karateslagene i brug, når orkestret skulle op i fortissimo-gearet, ligeså vel som træblæserne fik en smørblød venstre pegefinger af en dolce-indsats. Hikaru Ebihara havde en god kommunikation med klaversolisten Marianna Shirinyan - hun leverede i øvrigt en suveræn præstation sammen med alle seks dirigenter.

Det andet obligate værk var et lettere akrobatisk virtuosnummer, hvor der ca. midt i forekommer en passage i to forskellige tempi på samme tid. Der blev trukket lod om rækkefølgen, som de seks deltagere skulle dirigere Hillborg-værket, da det unægtelig er en ulempe at starte, når dirigenterne aldrig har hørt musikken før. Der var afsat 20 minutter til hver deltager til indstuderingen og en gennemspilning af det lidt kringlede 'Four Transitory Worlds'. Det var nervepirrende at følge dirigenternes udnyttelse af den knappe tid, og musikkens under tiden
thrilleragtige karakter gjorde ikke neglebideriet mindre på publikumsrækkerne.

Først gik Francesco Angelico (foto) på podiet. Han tog satserne i omvendt rækkefølge, og havde mange instruktioner til musikerne. Der var en intensitet i luften, og det var en dirigent med panderynker. Tidspresset gjorde det til noget af en gyser: Kunne han nå at gennemgå det hele,

og uden at efterlade juryen med et indtryk af at være forjaget? Ved 3. sats ville han repetere janitsharernes båthorn-inficerede satsåbning uden resten af orkestret, og situationen blev lidt tragi-komisk med dirigentens alvorstunge koncentration under Gert Sørensens båthorn, der ikke helt ville makke ret, men det lykkedes alligevel Angelico, at bevare roen under publikums latterbrøl. Og belønningen for hans evne til at strukturere de hurtigttikkende 20 minutter og holde hovedet koldt kom senere: han er videre til finalen.

Amerikaneren Shizuo Kuwaharas armlægning med Hillborgs 'Four Transitory Worlds' blev en mere rolig oplevelse med en fattet dirigent, der udtrykte sig i klare vendinder til musikerne og desuden dirigerede uden taktstok. Havde han mon glemt stokken? Nej, han dirigerede også uden den dagen før. Hans direktion var lidt pudsig med først strittende pege- og langfingre, så pegefingrene alene, men hans signalerer virkede efter hensigten og animerede de dygtige DR-symfonikere. Kuwahara gik også videre.

Malko 2009's yngste deltager, Joshua Weilerstein på bare 21 år, kan man vente sig meget af. Han demonstrerede godt nok ikke ligeså detaljeret slagteknik som de øvrige semifinalister, til gengæld besidder han et smittende engagement og fighterånd. Tidligt under Rachmaninovs Paganini-variationer lavede han en fejl, som kom til at sætte spor på hans præstation i de efterfølgende minutter, men han kom på benene og vendte det groggy til et brag af en afslutning af værket, der efterlod denne skribent med kuldegys. Under Hillborgs orkesterstykke virkede unge Joshua meget forpustet under sine mundtlige beskeder, men formåede at holde statur under direktionen. Overraskende nok er han den sidste finalist - måske fandt juryen, at hans Rachmaninov opvejede det stakåndende indtryk, han gav med Hillborg.
prm

Finalister lørdag kl. 19.00:
Shizuo Kuwahara (USA), Joshu Weilerstein (USA) og Francesco Angelico (Italien).

Lørdag har DR2 temalørdag om Malko Konkurrencen kl. 20.00-22.30. Hør mini-interview med musikere fra DR-musikerne på www.dr.dk/malko

Foto: PR



Se fotos fra semifinalen her: www.dr.dk/malko

15/05-09
Malko 2009 - 2. runde
Malko Konkurrencen er en fantastisk mulighed for unge dirigenter for, at få afprøvet deres evner foran et professionelt orkester - den mest dyrebare erfaring, en dirigent kan få. I Malko Konkurrencen 2009 har hver af de 30 deltagere 15 minutter i de indledende runder til, at overbevise juryen om deres værd. Det er også ret spændende for publikum at følge med.

KLASSISK havde fundet sig et sæde bag orkestret, og her hører man overraskende godt, og har ikke mindst det bedste udsyn til dirigenten.

Torsdagens række af deltagere viste dirigenter af vidt forskellige temperamenter og tilgange til, hvordan man griber musikken an og hvordan de 15 minutters indstuderingsforløb skulle bruges.

To modsætninger var briten Daniel Smith, der skulle føre DR SymfoniOrkestret i Ravels sansekildrende 'La Valse, og litaueren Vytautas Lukocius, som havde valgt førstesatsen fra Sibelius' 2. symfoni. Smith er 27 år og en vis ungdommelig iver fornægtede sig ikke. Det var tydeligt at både han og orkestret var yderst familiære med 'La Valse', dog fyrede den unge dirigent al krudtet af al for tidligt og fortsatte det meste af stykket igennem med heftige armbevægelser som om han skulle male vægge i dobbelttempo. Orkestret var selvkørende, Smith stoppede kun musikerne én gang - efter få takter. Det var for unuanceret og indadskuende orkesterledelse med utrolig meget unødvendig subjektiv føleri.

Lukocius trådte ind på scenen og gav hånd til koncertmester Åstrand, og satte ellers Sibelius igang uden et ord. Denne dirigent har en langt mere firkantet slagteknik, men han er af et analyserende og sagligt gemyt, der ikke

laver overflødige ornamenter med sin direktion. Hans Sibelius var mere efterårsagtig end vi normalt kender den 2. symfoni. Tempoet startede i underkanten, men blev efterhånden fra slæbende til mere strømmende. Hans idé med værket gik op for en, og en fornemmelse af forkert tempovalg fortonede sig fuldstændig. Det var en mand med en plan, men alligevel ikke god nok til juryen.

En tredje af torsdagens 15 konkurrenter var Francesco Angelico, der med sit Villazón-ydre indtog podiet med en stærk vilje til at fortolke og gå i dybden med udvalgte passager i førstesatsen af Sjostakovitjs 1. symfoni. Han var den dirigent, der hyppigst stoppede orkestret og gav verbale instrukser: Utrættelig var han efter de musikere, der startede lidt blegnæbbede; kort efter var det klarinetten i sidetemaet, som skulle have et par ord med på vejen, så en trompet, så de dybe strygere, osv. Angelico havde tydeligvis sine egne idéer til, hvordan værket skulle lyde, og han formåede dygtigt at kommunikere det til musikerne. Selvfølgelig skulle han videre til semifinalen.
prm

Fredagens semifinalister
Francesco Angelico (Italien), Hikaru Ebihara (Japan), Domingo Garcia (Venezuela), Shizuo Kuwahara (USA), Sean Newhouse (USA) og Joshua Newhouse (USA).

Finale lørdag
De indledende runder er gratis at overvære. Billetter til finalen i DR Koncerthuset kan købes til en pris mellem 180 og 225 kr. (dr.dk/koncerthuset eller via DR Butikken, 3520 6262). Finalekoncerten er kl. 19.00. DR2 transmitterer fra begivenheden kl. 20.00-22.30.

Se desuden gode videoklip fra konkurrencen på hjemmesiden www.malkocompetition.com

12/05-09
Malko Konkurrencen 2009
Malko Konkurrencen 2009 er i gang i DR Koncerthuset. Tre ud af de 30 deltagere går videre til finalen lørdag aften. I år er kun tre af deltagerne kvinder. Førsteprisen er, ud over en check på 20.000 Euro, koncerter med diverse orkestre i Danmark og i de nordiske lande - i alt 16 koncerter. I finalen skal de tre deltagere dirigere

musik af Brahms og Carl Nielsen. Juryen består bl.a. af DR SymfoniOrkestrets chefdirigent Thomas Dausgaard og orkesterchef Ole Bækhøj.

Følg konkurrencen i DR Koncerthuset (gratis i de indledende runder) eller på direkte video-streaming kl. 10-16 torsdag og fredag samt lørdag fra kl. 19 på nedenstående hjemmeside www.malkocompetition.com

07/05-09
SPOR 2009 i gang
Festivalen for ny musik og lydkunst SPOR er i dag i Århus startet og løber frem til lørdag. Dette år gælder det om, at "forstyrre offentligheden" med alskens lydkilder ved at lave en slags lyd-graffiti i det offentlige rum, lige såvel som regulære koncerter afholdes. Rummet og stemmen er fokus for årets SPOR. Et af dansk musiklivs helt store navne, komponisten Bent Sørensen (foto), har sammensat SPOR

2009. Programmet domineres af eksponenter fra den tysk-influerede modernisme såsom Beat Furrer og af konceptkomponister som Georges Aperghis og Niels Rønsholdt. Programmet byder bl.a. på en "virtuel bryllupsrejse" i CAVI, eller man kan opleve gaderåbskoncert i Den Gamle By, eller koncert med det britiske mezzofænomen Loré Lixenberg og den danske cellist Jakob Kullberg i Ålborggården.

29/04-09
Villazón aflyser koncerter pga. operation
Tidens mest ombejlede tenor Rolando Villazón aflyser alle sine koncertengagementer indtil slutningen af 2009. Det betyder derfor også, at hans danske fans går glip af koncerten i Tivoli den 15. august. Den mexicanske sanger skal have fjernet en cyste på stemmebåndet. Tidligere i april tvang en betændelse på stemmebåndet ham til, at aflyse en række optrædener på The Met, og nu må han

sande, at en operation er uundgåelig. Sidste år led Villazón også af overanstrengt stemme og var indisponibel i flere måneder.

Tivoli forsøger at få en aftale i stand med Villazón næste år. Folk med billet til koncerten den 15. august tilbydes, at få pengene refunderet eller at få billetten ombyttet til den koncert, der forhåbentlig arrangeres næste år i Tivoli.

28/04-09
Takkelloftet lukkes ned
Oven på Det Kgl. Teaters nylige melding om et underskud på 15 mio. kr. forlyder det nu, at Operaens intimscene Takkelloftet ikke vil blive brugt i den kommende tid. Takkelloftet har plads til blot 180 publikummere, og er primært blevet anvendt til opførelse af operaer for børn samt til eksperimenterende kammeroperaer.

Tenoren Gert Henning-Jensen fra Den

Kgl. Operas solistensemble håber på, at man fremover ved at øremærke penge til børneopera vil kunne give Takkelloftet en chance. »Det kunne måske også genoplive Takkelloftet fra tornerosesøvnen. Det fortjener den at blive. Det her er jo en situation, som ingen på teatret ønsker,« siger han til Berlingske Tidende.

Foto: Lars Schmidt

23/04-09
Dausgaard skaber
DR SymfoniOrkestrets chefdirigent Thomas Dausgaard prioriterer, som alle andre fastansatte dirigenter, at drage til udlandet for at forbedre sine evner og lære andre orkestre at kende. Han har netop gæstedirigeret Toronto Symphony Orchestra og høster nu bifald fra Canadas største dagblad Toronto Star, som kaldte koncerten for "levende musikalsk historiefortælling". Overskriften på The Stars anmeldelse er: "Music to die for".

Hovedværket ved koncerten i Canada var "Tjajkovskijs sidste store værk, den 6. symfoni. Han døde ni dage efter dets premiere, i dag menes at det skete ved hans egen hånd", skriver Toronto Star. "Dausgaard og en perfekt opmærksom

scenefuld musikere fik dette værk til at lyde som det mest velformulerede selvmordsbrev nogen sinde, komplet med et svindende hjerteslag af kontrabasser før en slutning, der efterlod publikum i total stilhed i adskillige, evigtvarende sekunder. Dette er symfonisk musik, når det er mest umiddelbart og påvirkende".

Ved koncerten blev desuden Mendelssohns violinkoncert opført, hvilket anmelderen kommenterer således: "Dausgaards håndtering af orkestret var ligeså mesterlig med Mendelssohn som i åbningsværket, Carl Nielsens tonedigt 'Pan og Syrinx', der gav os en forsmag på de musikalske traktementer i vente".

Foto: Per Morten Abrahamsen


22/04-09
Decca overlever, men ændrer struktur
Tidligere på året forlød alvorlige rygter om det berømte pladeselskab Deccas død, et selskab med kunstnere som Cecilia Bartoli, Janine Jansen og Danielle de Niese. Decca har indtil videre ikke villet kommentere rygterne, men fortæller nu, at det ophører med at være et britisk foretagende og at dets ledelses- og virksomhedsstrukturer ændres.

Decca ejes af det gigantiske pladeselskab Universal Music, som i stedet for at nedlægge det vælger at beholde Decca og dets individuelle

identitet som plademærke. Nyt er, at Deccas marketing- og PR-afdeling nu vil blive delt med Deutsche Grammophon. Denne division kommer til at hedde Deutsche Grammophon Decca (DGD), og får base i Hamborg.

Til Deccas nye talentspejder-kontor hentes en tidligere Decca-chef (Paul Moseley) ind, som i London skal være i spidsen for en stærkt reduceret styrke - fra 20 til 6 medarbejdere, der skal stå for marketing og media-udvikling.

Kilde: Gramophone Magazine

21/04-09
Steve Reich modtager Pulitzer-pris
Den amerikanske Pulitzer-pris uddeles i forskellige kategorier, og komponisten Steve Reich belønnes dette år for sin 'Double Sextet' i kategorien Pulitzer Prize for Music. Prisen er på $10.000. Den 72-årige amerikaner modtager den med begrundelsen, at hans sekstet er et vigtigt værk, der "udviser en evne til at kanalisere et indledende

energiudbrud til en stort anlagt musikalsk event, der er bygget med mesterlig kontrol og fængsler hele vejen igennem".

Tidligere vindere af Pulitzer Music Prize tæller Ornette Coleman, Wynton Marsalis, Aaron Copland og David Lang.

Du finder mere info om vinderne af de forskellige kategorier på www.pulitzer.org.

21/04-09
Anmeldelse: Sonningpriskoncert med Daniel Barenboim
Søndag modtog dirigenten og pianisten Daniel Barenboim Léonie Sonnings Musikpris. Det var fuldt fortjent - egentlig underligt at han først modtager den nu.

En koncert fandt sted i DR Koncerthuset i forbindelse med overrækkelsen af prisen. Forventningerne var ikke små til en fejring af en musiker af den kaliber, når Barenboim selv skulle optræde. Programmet var Beethovens klaverkoncerter nr. 3 og 5, repertoire som han kender bedre end de fleste, samt Carl Nielsens 2. symfoni.

Orkestret var ikke DR-symfonikerne men Det Kgl. Kapel, og Michael Schønwandt dirigerede sit faste orkester.
Schønwandt og kapellet indledte priskoncerten med Nielsen, og det fremgik fra takt 1, at de kendte værket indgående. Vi oplevede en tempofyldt 1. sats med en utrolig rytmisk præcision. Orkestret var som kittet sammen uden nogen form for tøven eller forsigtighed, og skabte en fantastisk energi. Til gengæld kom messingblæserne efterhånden til at overdøve strygerne - dér kunne man første gang mærke, at kapellet lige skal vænne sig til DRs nye koncertsal, vænne sig til hvor kraftigt man kan spille. Lidt efter lidt mistede orkestret pusten i Nielsens symfoni, og det er nærmest som en naturlov, at det sker med 2. symfoni med dens meget veloplagte 1. sats, der ligesom får fyret den maksimale kraft af og derefter ikke rigtig kan overgå det. Så da vi var nået til 4. sats kunne selv ikke Det Kgl. Kapel levere gejst nok.

Med grånende isse, seler under jakken og på en ydmyg facon trådte denne kunstner af verdensformat, denne "musikkens Dalai Lama", frem på scenen. Beethoven er en af de komponister, som Barenboim er kendt som specialist i, og han spillede både 3. og 5. klaverkoncert uden

noder. Orkestret åbnede 3. koncerts eksposition på klassicistisk, gennemsigtig og mådeholdende vis, hvorimod Barenboim trådte ind med et rigt mål af romantisk rubato så man blev lettere svimmel. Det var et stilistisk clash mellem solist og orkester, der ikke var enige om, hvordan man greb Beethoven an. Dertil kom, at orkestret gik for nænsomt til værks: for bløde ansatser, for bløde accenter, for lidt drama. Og hvorfor ikke lade Barenboim både dirigere og være solist - manden har udgivet en dvd, hvor han gør netop dét! Men der var ikke prøvetid nok til, at Barenboim kunne stå for direktionen.

Barenboims klaverspil er klarheden selv, perlende, smidigt. Man kan høre hver eneste tone, han spiller, intet gemmes væk, intet sløres med for meget pedal. I 'Kejserkoncerten' tenderede hans venstre hånd dog mod, at være lidt for tilbageholdende i forhold til højre hånd, når den venstre spillede en modstemme. Og han stampede lige lovlig meget på klaverpedalen. Ellers er hans kontrol over klaveret i absolut særklasse. Barenboims idol siges, at være den forlængst afdøde maestro Furtwängler, men det var ikke en gammeldags Beethoven, men på sin vis mere klar som en András Schiff.

Trenden med at spille tidlig musik og op til Schuberts og Beethovens orkesterværker som en slags forvokset kammermusik kan man synes om eller ej. Denne anmelder kan nu godt savne mere patos og gennemslagskraft i de reducerede orkesterstørrelser - dvs. reducerede i forhold til moderne opførelsespraksis. Hvorfor skal det være så mådeholdende? Dertil kom, at Koncerthusets akustik ligesom flitrerede nogle af de højeste frekvenser af, så musikken for ofte manglede brillans.

prm

07/04-09
Den Danske Strygekvartet høster priser i London
Den Danske Strygekvartet stormer frem med ufortrøden beslutsomhed. I London har de har netop vundet en international konkurrence for ensembler af deres type. Førstepræmien er ca. 100.000 danske kroner plus koncertturnéer i England og Tyskland samt ikke mindst en cd-indspilning i det estimerede koncerthus Wigmore Hall.
Der var en sand gaveregn over Den Danske Strygekvartet, som ud over førsteprisen også kunne indkassere fire andre priser i samme konkurrence:
- The

20th Century Prize (for bedste opførelse af et værk fra perioden 1915-1984; danskerne spillede Bartoks 5. strygekvartet),
- Beethoven Prize (for bedste opførelse af et Beethoven-værk),
- Sidney Griller Award (for bedste opførelse af Thomas Adès' 'Arcadiana', et værk som var obligatorisk for de deltagende kvartetter), og
- Menton Festival Prize (som den semifinalist med musikere under 30 år, som klarede sig bedst)

Foto: Lærke Posselt

24/03-09
Tragisk lukning af Axel Klassisk
En af de sidste bastioner inden for klassisk musik i Danmark meddeler, at de må dreje nøglen om ved udgangen af marts. Axel Klassisk på Frederiksberg er en del af kæden Axel Music, som nu erklæres konkurs. Axel Music har været ramt af det stærkt faldende salg af popmusik, hvorimod Axel Klassisk melder, at de – ligesom alle andre – har kunnet mærke den generelle finanskrise, »men vores butik kunne godt løbe rundt«, siger Rune Kühl, den ene af de to ildsjæle, man kunne få førsteklasses service af i butikken på Bülowsvej 3.

Meddelelsen om lukningen blev annonceret

fredag på Axel Klassisks facebook-side, og dagen efter var der så meget trængsel til butikkens ophørsudsalg, at bestyrer Birger Simonsen måtte holde åbent til kl. 18 – fire timer længere end ved normale lørdage.

Det er ikke bare en pladebutik, vi snart må sige farvel til. Axel Klassisk er en institution i dansk musikliv: butikkens store udvalg af cd’er med klassisk musik er vigtigt, men af langt større betydning er Birgers og Runes ekspertise og passion for musikken, som har gjort hvert besøg hos Axel Klassisk til en fornøjelse.

prm

20/03-09
Støttekoncert for lukningstruet ensemble
Det statsfinansierede Det Jyske Ensemble, der har base i Viborg, står til at miste sit økonomiske fundament i slutningen af 2010. Ensemblets fremtid er stærkt truet, men det vil "naboen" Prinsens Musikkorps i Skive forsøge at påvirke i en anden retning. Den venlige nabo har arrangeret en koncert med deltagelse af bl.a. sopranen Elisabeth Meyer-Topsøe, Esbjerg Ensemble, Storstrøms Kammerensemble og Ensemble MidtVest.
"I et yderområde af Danmark, der i forvejen er uden såvel konservatorier som professionelle symfoniske orkestre, er det helt ude af proportioner at lukke Det Jyske

Ensemble", siger chefen for Prinsens Musikkorps, Henrik Thorngaard. "Det giver ganske enkelt ikke mening, og hele musiklivet – det professionelle såvel som amatørmusiklivet – kommer til at lide under en eventuel lukning. Det vil vi kæmpe imod, for det er en løsning helt uden visioner".

Støttekoncert den 5. april kl. 15 i Tinghallen, Viborg
Med musikalsk deltagelse af
- Storstrøms Kammerensemble,
- Elisabeth Meyer-Topsøe, operasanger,
- Det Jyske Ensemble,
- Ensemble MidtVest,
- David Strong, pianist,
- Prinsens Musikkorps og
- Esbjerg Ensemble

18/03-09
Politisk opbakning til P2
Måske har man råbt vakt i gevær for tidligt angående en eventuel forestående hindring af P2's fortsatte eksistens på FM-båndet. Viljen blandt forligspartierne på Christiansborg er til at finde en løsning til fordel for P2. Venstre kalder det en »opreklameret politisk kampagne« fra DRs side, at blæse en mulig lukning ud til menigmand. Tværtimod er der tegn på oprustning: »Vi har ingen intentioner om at bekæmpe den klassiske musik, som

har et stort lyttersegment. Men vi vil gerne diskutere indholdet. Måske skal det være endnu mere klassisk. Man skal passe på ikke at cementere alt på forhånd«, siger Venstres mediepolitiske ordfører Ellen Trane Nørby til Berlingske Tidende, der ikke skriver noget om, hvad oprustningen af den klassiske musik skal ske på bekostning af. P2's sendeflade indeholder bl.a. også andagter, jazz og all-round kulturprogrammer.

18/03-09
Carl Nielsen Udgaven afsluttet efter 15 år
Over 7000 nodesider med musik af Carl Nielsen foreligger nu i revideret udgave, heraf har ikke færre end en tredjedel aldrig været trykt før. Der ligger 15 års arbejde bag det nu færdige resultat, som fem fuldtidsansatte musikfiloger med førstebibliotekar Niels Krabbe i spidsen for de 35 nodebind, der også indeholder kommentarer fra eksperterne.

Carl Nielsen Udgaven har kun kunnet lade sig gøre fordi man har haft "uhørt gunstige økonomiske vilkår", udtaler folkene bag selv. Der har været en flot opbakning fra politisk hold og fra fonde. Hele projektet har kostet 45 mio. kr. og er realiseret hurtigere end vanligt for lignende musikfilologiske arbejder.

"Overleveringen af Carl Nielsen har altid været problematisk. En tredjedel af hans værker

har ikke været trykt før. Det har gjort hele overleveringen upræcis frem til i dag", siger Niels Krabbe til Kristeligt Dagblad. "Carl Nielsen interesserede sig simpelthen ikke for at rette sine tekster. Han var altid meget fremadrettet og bekymrede sig ikke så meget om fejl i gamle tekster".

Det var dirigenten Niels Muus' kritik i 1993 af nodematerialet til 'Maskarade', der satte skub i tingene. Muus skulle lede opførelsen af Nielsens opera i Innsbruck, men fandt det vanskeligt at realisere med det dengang foreliggende partitur. Den socialdemokratiske kulturminister Jytte Hilden lyttede til kritikken, fandt det vigtigt at prioritere den danske nationalkomponist og tog snart efter initiativ til Carl Nielsen Udgaven.

prm

17/03-09
For bevarelsen af P2's sendetilladelse
Musikeren Peter Abrahamsen har startet en online underskriftsind- samling for bevarelse af P2's tilladelse til at sende på FM-båndet. Mister P2 tilladelsen, som udløber til sommer, sælges den højst sandsynligt til en

kommerciel radiokanal.
Indsamlingen af underskrifter imod nedlæggelsen indsendes til kulturministeren. KLASSISK opfordrer til at støtte initiativet. Tryk på nedenstående link for at give din signatur.

13/03-09
DR kan miste P2
Kulturminister Carina Christensen (K) planlægger at sende sendetilladelsen til P2 i udbud, uden at DR, der for tiden har den attraktive sendetilladelse, skal kunne søge den igen. Ministerens begrundelse skulle angiveligt være, at den kommercielle radiostation Radio 100 FMs ejere, Talpa Radio International, nu - igen - har skruet tommelskruerne på over for ministeren og truet med at trække sig ud af landet, hvis stationen ikke enten får forlænget sin sendetilladelse eller en replanlægning af FM-båndet, der vil kunne gøre tilværelsen lettere for de kommercielle radiostationer.

DR's sendetilladelse til P2 skulle oprindeligt være udløbet sidst i denne måned, men er blevet forlænget til den 30. juni.

100 FM har tidligere truet med at droppe at sende i Danmark i protest mod en - ifølge stationen - for høj koncessionsafgift. Deres nuværende sendetilladelse, som

stationen vandt ved en auktion i 2003, udløber den 15. november 2011.

Til Mediawatch siger Radio 100 FM's direktør, Jim Receveur:
"Det står klart, at vi ikke kan give vore ejere et positivt resultat på deres investering i radio i den nuværende koncessionsperiode. så det er vigtigt, at vi snart kan vise ejerne, at der er en fremtid for os efter den 15. november 2011."

Ritzau

SF og S støtter, at P2 bliver på FM-sendefladen: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/
316861:Danmark--Politikere-vil-redde-P2

Læs DRs bestyrelsesformands advarsel imod at udelukke P2 fra at kunne byde ind på en fornyelse af sendetilladelsen: http://politiken.dk/kultur/article668954.ece

18/3-09:
Kommentarer fra Christiansborg til sagen:
http://politiken.dk/kultur/article671535.ece
http://www.berlingske.dk/article/20090317/
kultur/703170048/

12/03-09
Anmeldelse: 'Lucretia'
Benjamin Britten (1913-1976) er én af de mest interessante komponister fra det 20. århundrede. Især når det gælder hans operaer, er hans sans for at skrive melodier og sammensætte harmonier tiltalende for et moderne øre. Der er også skæverter i Brittens værkrække, og blandt dem tæller 'The Rape of Lucretia', som i øjeblikket spiller på Det Kgl. Teater, her under en forkortet titel 'Lucretia'.

Man har her valgt at anvende førsteudgaven af operaen, som komponisten ellers forkastede og aldrig vendte tilbage til. Men det mente den danske instruktør Veronica Kær var forkert, da historien om voldtægten af en romergenerals kone Lucretia oprindelig ikke så entydigt omhandlede ufrivillig kønsakt. Kær mener snarere, at Lucretia har fortrængt sine egentlige ønsker og lyster, og hun i virkeligheden har hungret efter sin overfaldsmand (?) Tarquinius.

Men alt det rent intellektuelle tankespinderi kommer til at virke uvedkommende i et musikdrama, der fra komponistens hånd er så fuld af tomgang, alt for kunstigt poetiske replikker, rodet scenegang, kun delvist vellykkede sangpartier og bare ikke er helstøbt.

Der er ellers tilløb til rigtig mange spændende ting undervejs, især i det instrumentale. Athelas Sinfonietta Copenhagen afløser i denne forestilling Det Kgl. Kapel i Gamle Scenes orkestergrav, og de gør Brittens partitur stor ære. Den sitrende, lavmælte uro i 1. scene kronet af harpens cikade-agtige natterastløshed, får én ud på stolesædet for at lytte grådigt efter alle

detaljerne. Her blev skabt en sælsom tysthed af høj intensitet (som fik alle publikums host til at lyde som små tordenbrag).

I rollen som den ene af to fortællere, der hele tiden er på sidelinjen og kommenterer stykkets handling, har vi Michael Kristensen. Denne anmelder har ikke oplevet ham bedre end i dette parti, særligt i 1. akt før de egentlige hovedaktører kommer i fokus. Kristensens stemme fungerer godt sammen med den transparente instrumentalklang, og det flertydige ved hans karakter var også især en fornøjelse i samme akt. Senere overspillede han lidt, og kom til at fylde for meget i forhold til centrale figurer som Tarquinius. At de to fortællerroller overhovedet får tildelt så mange replikker, svækker librettoens slagkraft.

Historien er ganske enkelt for tyndbenet - der koges suppe på for lidt, og det er sangernes øgede sceniske aktivitet også et tydeligt symptom på. Hvorfor skal en så karismatisk sanger som John Lundgren (Tarquinius) have Michael Kristensen rendende i røven, efter at manden har taget dydige Lucretias dyd? Fordi Britten ikke har givet hovedpartierne nok at synge, og fordi historien ikke holder.

Scenografien er et af lyspunkterne i Det Kgl. Teaters opsætning. Kulisserne er kreative og overrasker fra tid til anden. Samtidig kan man - i en så langtrukken affære ('Lucretia' varer ellers kun ca. 2 timer) - ikke lade være med at tænke, at man pumper forestillingen med ekstra sceneudstyr for at maskere hvor ringe forlægget er.

prm

10/03-09
Kasper Holten stopper hos Den Kgl. Opera i 2011
Det Kgl. Teater skal nu på jagt efter en ny operachef, efter at operachef Kasper Holten har meddelt teatrets bestyrelse, at han ikke ønsker at forlænge sin kontrakt, når den udløber den 31. juli 2011. Til den tid vil Kasper Holten have været operachef i 12 år, og han begrunder beslutningen med, at han "vil stoppe, mens legen er god".

"Jeg er meget stolt af at have været den operachef, som kom til at stå i spidsen for udflytningen til og åbningen af Operaen på Holmen, ligesom jeg er stolt af mange af de kunstneriske resultater, vi allerede har nået", siger han i en pressemeddelelse,

og tilføjer:

"Men om to år tror jeg, at det vil være sundt for Det Kgl. Teater at få en ny chef med friske øjne og ører for at videreudvikle Den Kgl. Opera, ligesom jeg tror, det vil være rigtigt for mig i højere grad igen at hellige mig mit arbejde som instruktør".

Teaterchef Erik Jacobsen mener, at Kasper Holten har været "et fantastisk aktiv for Det Kgl. Teater i den vigtigste periode for Operaen i årtier".

"Det vil være et stort tab for os, når Kasper forlader teatret - men det er fuldt forståeligt set i hans livsperspektiv", siger han.

Kilde: Ritzau

24/02-09
Anmeldelse: Dansk når det er bedst
Man kan indimellem glemme hvor meget kompositorisk talent, der findes i lille Danmark. Mandag aften blev man mindet om det, så man næsten skammede sig. Christina Åstrands violin, Per Salos klaver og Jakob Keidings horn fandt det internationale format frem i Mogens Dahl Koncertsal med et vanvittig godt program med romantisk og ny musik - det hele dansk.
Niels W. Gade (1818-1890) var i samtiden også berømmet i Tyskland, mens han herhjemme kom til at sidde på næsten al den magt inden for det danske musikliv, det var muligt. Og hans værker fortjener stor respekt den dag i dag.
Åstrand og Salo fik Gades første to violinsonater til at brænde af intensitet og fik værkerne til at lyde som ligeværdige med Beethovens sonater i samme genre. Gades melodiske opfindsomhed, stærke udtrykskraft og til tider abrupte kontraster går rent ind.
Koncerten åbnede med Hans Abrahamsens imødekommende 'Six pieces' for horntrio (1984) med Webern-agtig fyndighed og koncentration af musikalsk stof, men med et varmere tonesprog end "forbilledet". Godt tænkt at starte med disse sanseskærpende stykker, der var behagelig lytning trods deres lettere fragmenterede karakter.
Første halvdel af koncerten sluttede med en uropførelse af Pelle Gudmundsen-Holmgreens 'Near still distant still', som har været undervejs

i forskellige versioner siden 1979. Det var drille-Pelle, vi hørte i dette værk med udråb fra violinisten, der midt i sit spil skulle komme med lavmælte "yea" og andre umiddelbart umotiverede lydord. Det var et selvkommenterende værk med barnlige ytringer, som snart blev afløst af krasse akkorder fælles af det veloplagte ensemble.
En lise for øret var Carl Nielsens lindrende hornklange i 'Canto serioso', hvor Keiding og Salo viste udsøgt kammerspil med gode tempivalg og respekt for musikkens ophøjede karakter. I det hele taget var det en fornøjelse for en gang skyld, at høre horn i stedet for cello, som plejer at udgøre det tredje "hjul" i en kammertrio. Hørt i et reklamespot vækker "horntrio" måske ikke så sexede associationer, men det ER faktisk en utrolig spændende ensemblekonstellation. Og aftenens tre musikere sikrede, at vi fik en uforglemmelig koncertaften med noget for enhver smag.

prm

Musikere: Christina Åstrand (violin), Per Salo (klaver), Jakob Keiding (horn).
Program: Hans Abrahamsens 'Six pieces' for horntrio, Niels W. Gades violinsonater nr. 1 og 2, Pelle Gudmundsen-Holmgreens 'Near still distant still' for horntrio og Carl Nielsens 'Canto serioso' for horn og klaver.
Mandag den 23. februar i Mogens Dahl Koncertsal.


18/02-09
DR Koncerthusets orgel lyder for dårligt
"Det er et katedralorgel, som mangler sin katedral. Instrumentet har ikke optimale betingelser i DRs sal, fordi rummet ikke har de store nøgne flader, der reflekterer lyden ud mod publikum", sagde organist Jørgen Haldor Hansen tidligere på måneden til Berlingske Tidende. Og forskellige lydeksperter bakker ham op, ligesom KLASSISK ved DRs gallakoncert konstaterede, at orgelet klingede mudret og fjernt.
Man mistænker den facade af orgelpibe-lignende aluminiumsrør, der dækker de egentlige orgelpiber, for at forringe instrumentets lydkvalitet. Facaden er arkitekten Jean Nouvels idé. Men efter et møde i DRs orgeludvalg i

går, er det nu besluttet at facaden midlertidigt skal fjernes.
Arkitekten og orgelbyggeren er ikke enige i, hvordan problemet skal løses. Og der kommer til at gå noget tid med at finde en løsning, som alle er tilfredse med. "Det tager ikke bare en eftermiddag, og det er ret dyrt. Det er et stort arbejde at finde ud af, hvad den permanente løsning skal være", siger Koncerthusets driftschef Niels Erik Lund til Kristeligt Dagblad.

Læs mere:
www.berlingske.dk/article/20090204/
kultur/702040090/

www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/314111

www.berlingske.dk/article/20090218/
kultur/702180066/

13/02-09
Til Inga Nielsens minde
For et år siden døde den internationalt anerkendte danske sopran Inga Nielsen af kræft. I Danmark blev hun alment kendt i 1993, da hun sang i Idrætsparken sammen med Placido Domingo. Hendes minde fejres ved en koncert med venner og kolleger. Blandt de medvirkende tæller hendes eksmand basbarytonen Robert Hale, Jens-Christian Wandt, Michala Petri, Lars Hannibal, Ulrich Stærk, Poul Elming og Per Erik Veng. Og der kommer prominente talere fra udlandet: operainstruktøren Peter Konwitschny og den engelske nationaloperas

chefdirigent Antonio Pappano.

Foreløbigt program, bl.a:
Wagner: 'Winterstürme' & Wotans 'Abschied' fra operaen 'Valkyrien'
R. Strauss: Lieder ('Rosenband', 'Die Nacht', 'Amor')
Rossini: 'La Promessa' og 'La Danza'
Donizetti: duet fra 'Elskovsdrikken'
Brahms: Intermezzo i A-Dur
Carl Nielsen: sange og humoreske

Billetter på billetnet.dk: kr. 210,-
Overskuddet går ubeskåret til Inga Nielsens mindelegat; alle medvirker uden honorar.

Den Sorte Diamant søndag den 22. februar kl. 19.30

11/02-09
Anna Netrebko gæster DR Koncerthuset
Hvis man mener, at der er for lidt sex i klassisk musik, har man ikke stiftet bekendskab med den russiske sopranbabe Anna Netrebko. Der var engang, hvor unge Anna gjorde rent på Mariinskij Teatret, og senere forsøgte sig som statist ved teatret, for så i 1994 at entre scenen med en afgørende debut som Susanna i 'Figaros bryllup'. I dag giver det sig selv, at verdens største operascener kappes om at få hende til at optræde på netop deres scenegulv. Og i vores visuelt orienterede verden er det ingen ulempe, at ens talent og udseende følges ad: Playboy kårede sidste år Anna Netrebko til at være den mest sexede godte i klassisk musik - foran bl.a. Hilary Hahn, Janine Jansen og Danielle de Niese.

Om Anna Netrebkos seneste cd 'Souvenirs' skriver KLASSISKs anmelder Camilla Marie Dahlgreen bl.a.:
"Alle sange er

sunget med den sædvanlige fyldige sødme og varme og stærke stemmekvalitet. Én sang hæver sig som sædvanlig over resten, nemlig signatursangen 'Meine Lippen, sie küssen so heiss'. Svært at forestille sig, at nogen skulle kunne gøre den bedre. Der skal næsten en bestemt portion vanvid til at give sig selv så fuldt og skamløst".

Nu er der for første gang lejlighed til at opleve Netrebko på tæt hold i Danmark, da hun giver koncert den 18. september kl. 19.30 i DR Koncerthuset, samme dag som hun fylder 38 år. Anna Netrebko synger for danskerne sammen med tenoren Massimo Giordano og dirigenten Emmanuel Villaume, som leder DR SymfoniOrkestret.

Billetsalget starter mandag den 16. februar kl. 10.00.

Priser: 325, 625, 1250 og 1450 kr. + gebyr.
Bestil på www.dr.dk/koncerthuset eller www.billetnet.dk

09/02-09
Kunst og kærlighed: Chopin
Foredragsrækken 'Kunst & Kærlighed - om historiske kunstnerpar' i Den Sorte Diamant er nået til historien om den polsk-franske komponist Chopin og hans forhold til forfatteren Aurora Dudevant, aka George Sand. Litteraturforskeren Lise Busk-Jensen stiller denne

aften skarpt på Chopins kæreste, og den polsk-danske organist og cand. mag. i musik Eva Maria Jensen fortæller om komponisten.

Tirsdag den 10. februar kl. 19.00 i Den Sorte Diamant.
Entré: 60 kr. / stud. 30 kr. / gratis for Diamantmedlemmer

05/02-09
Engelsk avis anmelder Nørgårds 7. symfoni
Musikken hænger ikke sammen, men den er alligevel rørende, mener anmelderen fra den engelske avis The Telegraph, der var til uropførelsen af Per Nørgårds Symfoni nr. 7. Det halvtime lange værk, der er komponeret i perioden 2004-06, åbnede den første Torsdagskoncert i DRs nye Koncerthus. The Telegraph giver symfonien tre ud af fem stjerner.

"Det var fuldstændig oplagt, at den første uropførelse, der ville finde sted inden for dets [Koncerthusets] mure, skulle være en forførende illusion, en musik på kanten af at blive håndgribelig før den trækker sig ind i en klangtåge. Dette var Per Nørgårds 7. symfoni [...] Han tilhører den uddøende race af visionære komponister, der funderer over naturens mysterier og forsøger at indfange dem i musik. Fraktaler, interaktionen mellem kaos og orden er den slags, der sætter hans turbulente, mangelagede musik i gang. Men der er også en humoristisk åre, og en lys, nordisk-landskab-kvalitet der til tider minder om hans elskede Sibelius".

"Den første lyd, en kæmpemæssig, kuperet dur-akkord som forsvandt ind i kuriøse messingfanfarer, tog os direkte ind i Nørgårds naivt fremsynede verden. Men

snart dukkede tegn af andre idiomer op; afkortede krigsrytmer som af Kurt Weill i 1920'rne, og et motorisk ostinato som Stravinskij i hans mellemperiode. Ofte var strukturernes stoflighed overraskende rene og klare, med en udendørs folkemusikagtig kvalitet ikke langt fra Nørgårds store forgænger Carl Nielsen. Det indikerede en ældre herre, der gik ind i en neddæmpet neoklassisk fase - men ikke i ret lang tid. Neddæmpethed blev skubbet til side af udadvendt messing mindende om Broadway, skræmmende ude af fokus, og mens et arsenal af 14 tom-toms tonsede løs med en helt anden rytme".

"Sidestillingen af alle disse verdener var fascinerende, og der var nogle smukke, lys øjeblikke ved afslutningen. Men om det tilføjede noget til et sammenhængende udsagn er en anden sag. Den abrupte slutning fik mig til at tænke på, om Nørgård ikke gjorde nar af sine egne udsagn - ligesom Yeats, i et af sine sidste digte, opremser sine symbolske småtterier i en ånd af ironisk selvrensagelse. Som et musikalsk udsagn, hang en nye symfoni knap nok sammen. Men på et rent menneskeligt plan, var den sært rørende".

Oversættelse: prm

01/02-09
Anmeldelse: Kollektivt spildevand
Spiller man noget fra repertoiret, ved man hvad man får. Det er ofte noget af et gamble, når man bestiller et nyt værk fra en komponist. Tidligere på ugen aflyste Sjællands Symfoniorkester uropførelsen af et orkesterværk af 63-årige Ole Buck, da det efter komponistens revidering af værket pludselig ikke matchede orkesterledelsens opfattelse af, hvad publikum forventede at høre.

Til søndagens koncert på Operaens intimscene Takkelloftet skulle et værk komponeret af ikke færre end tre komponister uropføres. "Bang on a Can" kalder de tre New Yorkere sig kollektivt: David Lang og ægteparret Michael Gordon og Julia Wolfe. De har masser af samproduktioner bag sig, så det burde ikke være helt ud i den blå luft, at bede netop dem skrive et værk til Ars Nova og Athelas Sinfonietta, vores førende specialister i ny musik.
Det lidt over fem kvarter lange værk hedder 'WATER' og består af otte dele (1, 4, 5 og 7 af Lang; 2, 3 og 8 af Gordon; 6 af Wolfe). De kvalitetsmæssige tyndgepunkter er, hvor koret dominerer - især Lang med sine indtrængende vokallinjer når i særlig grad ind under huden på én. Langs ydmyge 'Give me' (for tre tenorer og tre bassangere), med den enkle tekst "give me a glass of water" repeteret om og om, er langt mere effektiv i sin naivitet og klangskønhed end de totalt overlæssede 'Heavy Water' og 'Prayer for Rain'.

Generelt for de tre komponisters bidrag savnes en økonomiseren med de musikalske midler: både i henhold til timingen af højdepunkter og af instrumentsammensætningen i de forskellige

passager. Og når det stod værst til som i del 2, Gordons 'Heavy Water', lød det som et gymnasieensemble - ikke at Athelas spillede dårligt, men fordi komponisten havde tildelt musikerne melodilinjer, der mindede om en høne, som havde fået hugget hovedet af og dansede febrilsk omkring, og denne hvileløse kaglen ledsagedes af et irriterende ostinato i klaveret med paralelle kvinter.
Det begyndte ellers så godt: 'My Soul' for fire kvindestemmer og et diskret backingband bygger op med nogle få nøje udvalgte toner, som til gengæld udnyttes maksimalt og skyller ind over os med sangernes toner i hælene på hinanden som en nænsom brændings vuggen frem og tilbage. Jeg manglede dog mere distinkte ansatser fra sangerne, og deres respektive stemmer kunne godt have været mere forskellige fra hinanden.
3. del af 'WATER', 'He Saw a Skull' med tekst fra den jødiske hellige bog Talmud, virker overraskende godt med sine svimlende klangvirkninger med koret. Her viste Ars Nova fuldstændig overskud i en korsats, hvor tungen virkelig skulle holdes lige i munden for at synge rent og ikke snuble over hinanden i glissandi og forskudte indsatser. Igen var det vokalmusik, der ramte plet, og hele 'WATER' ville have givet en langt bedre helhedsindtryk, hvis man havde barberet halvdelen af satserne væk og måske have ladet David Lang stå for hele værket.

Uropførelse med Ars Nova Copenhagen og Athelas Sinfonietta Copenhagen af Bang on a Cans 'WATER'. 1. februar på Operaens lille scene, Takkelloftet.

prm

18/01-09
Anmeldelse: Gallakoncert i Koncerthusets Studie 1
Dette er en anmeldelse af selve de musikalske præstationer og programlægningen ved gallakoncerten i Koncerthuset i DR Byen. En grundig akustikanmeldelse af Koncerthusets Studie 1 bringes i KLASSISK nr. 12, der udkommer 29. januar, samme dag som den første Torsdagskoncert i Koncerthuset.

Kunne man overhovedet forestille sig en musikalsk begivenhed, hvor det er mere oplagt at give den hele armen, bringe alle de bedste solister på banen og servere de største mesterværker for folket - ikke mindst nu da hele Danmark havde mulighed for at opleve koncerten?

Fik vi så valuta for pengene? Før koncerten, ved et kig på

programmet var der en del af værkerne jeg ikke kendte. Det så da lidt for perifert ud, mente jeg - Hornemann, Widor og Saint-Saëns?! Programlægningen var foretaget ud fra et dansk-fransk tema - til ære for husets franske arkitekt, Jean Nouvel, som også var til stede ved koncerten.

Safri Duo vs. King Kong
Når man endelig skulle lade en uropførelse af et dansk værk være åbningsværket, hvorfor dog Andy Pape? Well, han er trods en komponist med mere bred appel end større ånder...
Foto: Agnete Schlichtkrull
Læs mere »


17/01-09
Så åbner DR Koncerthuset endelig
Dagen er oprindet for gallaaftenen med koncerter i det nu færdigbyggede DR Koncerthus' fire sale, Studie 1, 2, 3 og 4, med transmission i både radio og tv.
DRs nye bestyrelsesformand, Michael Christiansen, DR-direktør Kenneth Plummer og musikchef Leif Lønsmann bød pressen velkommen kl. 16.30.
"Det er en kæmpe adrenalinsprøjte for et orkester, at få sådan et hus", sagde Christiansen, der ikke var bekymret for om man har taget munden for fuld ved at love et hus, som både kan klare klassisk og rytmisk musik. "Det kan det hele, men det er fire sale om at gøre det".
Plummer udtalte, at "huset er i ligeså høj grad skabt til folk, der hører radio og tv", og altså ikke kun til dem, der vælger at købe de dyre billetter, eller synes at det ligger for langt væk. Med huset får

danskerne en øget dækning af musik, mener han.
Ifølge eksperter tager det årevis, at justere akustikken i et koncerthus. Lydeksperten Jan Juhler mener, at det tog 15 år at finjustere Radiohusets lyd. DRs musikchef Leif Lønsmann beroligede dem, der kunne være nervøse for, at akustikken i Koncerthuset ikke er på plads endnu med, at der er sket meget siden 1940'erne, hvor Radiohuset blev bygget.

Aftenens koncerter tæller bl.a. DR SymfoniOrkestret med klarinetsupermanden Martin Fröst og den karismatiske sopran Measha Brueggergosman. Stjernebarytonen Bo Skovhus måtte desværre lægge sig syg torsdag, hvorfor man hasteindkaldte kollegaen Morten Frank Larsen til at overtage. Andre højdepunkter er Etta Cameron og DR Big Band, og popgruppen Düné.

prm

09/01-09
30 mio. til musikken i DR
En bred politisk aftale er kommet i stand, så TV 2's truede fremtid kan sikres. Aftalen mellem partierne betyder desuden, at DR får tilført 65 mio. dels til en digital tv-kanal, dels til styrkelse af ensemblerne og opgradering af transmissionsudstyr. I alt tilføres der 30 mio. til musikken i

DR.
"En del går til ensemblerne, så vi kan få dem fuldt bemandet igen. Vi skal også investere i bedre teknologisk udstyr, så vi bedre kan sende fra Koncerthuset. Og så er der penge til at styrke selve programmerne derfra", siger DR's bestyrelsesformand Michael Christiansen.

08/01-09
Gaza-konflikt får Barenboim til at aflyse
Stjernedirigenten og pianisten Daniel Barenboim, der i de senere år også har markeret sig med sit West-Eastern Divan Orchestra, aflyser nu næste uges Divan-koncert i Doha, Qatar, for ikke at bringe musikere fra orkestret i fare. Fredsorkestret er kontroversielt ved at bestå af både jødiske og arabiske musikere.

Den ustabile situation i Gaza har fået

Barenboim til at udsætte koncerten i Doha på ubestemt tid. I stedet vil orkestret spille to koncerter i Berliner Statsoperaen. Den første koncert blev udsolgt i løbet af 24 timer, hvorfor man hurtigt stablede endnu en koncert samme aften på benene, så den 66-årige Barenboim leder Divan orkestret kl. 20 og kl. 23 mandag den 12. januar.

05/01-09
Virtuel bryllupsrejse
Det er ikke hver dag at operasanger og skuespiller Joachim Knop har tilbragt en hel arbejdsdag hængende fra et loft. Det var dog præmisserne, da han sammen med operasanger Susanne Elmark deltog i optagelsen af det digitale operaværk 'Honeymoon'.
Operaen 'Honeymoon' er designet som en installation, hvor man som publikum, alene, oplever en bryllupsrejse med en virtuel brud eller brudgom i ca. 10 minutter. 'Honeymoon' er skabt af komponisten Niels Rønsholt og interaktionsdesigneren Signe Klejs, og er den første i en række

produktioner, hvor kunstnere får mulighed for at udfordre operaformatet med brug af ny teknologi.
Der er urpremiere på 'Honeymoon' den 15. januar kl. 14:30 på CAVI, Center for Avanceret Visualisering og Interaktion, Aarhus Universitet, Aabogade 34, 8200 Aarhus N.
I dagene efter ferniseringen, fredag d. 16. januar kl. 13:00-18:00, lørdag d. 17. januar kl. 10:00-17:00 og mandag d. 19. januar kl. 13:00-15:30, vil installationen være åben for offentligheden, det er gratis at opleve den, men kræver tilmelding.

30/12-08
Bedre akustik i Operaen
Skulle Hr. Møller donere et operahus til danskerne, skulle der ikke være nogen slinger i valsen. Alt ved gaven skulle være enestående og uovertruffen, men så krævede det også at A.P. Møllers Fond måtte betale det dobbelte af det budgetterede beløb. Operaen på Holmen åbnede for fire år siden og har trukket publikum til sig i et omfang, så der ingen tvivl er om succesen. Men alle er dog ikke helt tilfredse: Sangerne har fra starten af haft vanskeligt ved at høre deres stemme på scenen, hvilket allerede verdenstenoren Roberto Alagna brokkede sig kraftigt over med kommentaren »this is killing my voice«, da han skulle synge hovedpartiet i ’Aida’ ved åbningen af Operaen.

Nu indrømmer A.P. Møllers Fond, at der er brug for et løft for, at Operaens akustik kan komme op på det ønskede niveau, hvilket skal ske ved at skabe nye, reflekterende inddækninger på

scenen og fordele refleksionen mere jævnt ved diverse justeringer i prosceniet og i tilskuerrummet, skriver Berlingske Tidende. Problemet er helt konkret, at lyden fra sangernes stemmer ryger op i scenetårnet i stedet for ud over scenen til publikum.

»Når vi har den rigtige scenografi som fx i nyopsætningen af Alban Bergs ’Wozzeck’, så fungerer akustikken fænomenalt godt, mens det er et svært og følsomt rum i en meget åben scenografi. Nu samarbejder vi med fonden om hen ad vejen at finde løsninger, som gør Operaen mere robust«, siger Kasper Bech Holten til avisen.

Kritikerne ved dagbladene har indtil videre været tavse omkring de negative aspekter ved Operaens akustik, men i et læserbrev i dagbladet Information beskrev tonemesteren Jan Juhler, hvorfor den var ”helt gal”: www.information.dk

17/12-08
The Copenhagen Ring roses internationalt
Det kører på skinner for Den Kgl. Operas iscenesættelse af Wagners 'Nibelungens Ring', der udkom som DVD i sommers på kvalitetsmærket Decca. Efter at have vakt begejstring hos både det danske publikum og hjemlige anmeldere, rider udenlandske kritikere nu med på bølgen af entusiasme:

"København har i de forgangne år med egne sangere stablet en 'Ring' på benene, som vil forblive længere i erindringen end så mange Bayreuth-produktioner efter Chéreau". Det tyske magasin Opernwelt

"Denne kærlighed til detaljerne, denne ord- og

tonetrofasthed og denne subtile humor kunne man godt ønske sig i Bayreuth". Den store tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung

"Et regi-koncept, som uden krampagtighed og uden brud, overbeviser fra første til sidste scene". Det tyske fagtidskrift Opernglas

"Dette er en fantastisk 'Ring' både at se på og lytte til, et must for Wagnerianere overalt". Det engelske magasin Opera

"Det her er en 'Ring', som jeg kommer til at vende tilbage til mange gange". Det norske magasin Opera

Kilde: Det Kgl. Teater

01/12-08
Kreativt rum med perspektiv - eller ren legestue?
Du har sikkert set tv-reklamen med harpenisten og rapperens version af klassikeren 'Asturias', der blev et populært indslag i reklameblokken. Nu kan du selv krydse klassiske toner med virkemidler fra hip hop, eller høre, hvad forskellige danske rytmiske musikere får ud af, at klippe-klistre med klassiske værker. I december kan du høre electronica-musikeren Lise Westzynthius klippe Tjajkovskij til ukendelighed.
Projektet er et samarbejde mellem P2, BandBase.dk og Danske Bank. I de kommende måneder udvælger en jury ét værk om måneden, spillet af DR SymfoniOrkestret ved en Torsdagskoncert, som bliver genstand for manipulering på www.mixtoverdener.dk. "Det bedste fra to verdener", er ét af Danske Banks reklameslogans, som også er dette projekts motto. Men er der overhovedet tale om et miks af to verdener, eller er det et naivt postulat?

Bland dig i debatten:
dr.dk/P2/lyttilnyt/tema/mixtoverdener/
20081127164238.htm

De første seks møder

mellem klassiske værker og rytmiske musikere:
December: Tjajkovskijs 5. symfoni og Lise Westzynthius
Januar: Mahlers 2. symfoni og PATO
Februar: Stravinskijs 'Le Sacre du Printemps' og Bjørn Svin
Marts: Griegs Klaverkoncert og Magtens Korridorer
April: Mendelsohns 'Hebriderne' og Nordstrøm
Maj: Beethovens 8. symfoni og UFO Yepha

Jurymedlemmerne:
- Karl Aage Rasmussen, har som komponist eksperimenteret med collagekomposition i 1970erne, men lagde siden copy/paste-teknikken på hylden. Er ikke sikker på at han bryder sig om den vej, projektet er drejet.
- Uffe Savery, den ene halvdel af slagtøjsbandet Safri Duo
- DJ Noize, sampler og klippe-klistrer med musik på livet løs
- Jacob Weigand Goetz, electronica-komponist. Synes om projektet, men mener at ideen er for poppet.
- Katrine Ring, DJ med hang til at mikse klassisk og alskens former for rytmisk musik
- Thomas Knak (alias Opiate), electronica-musiker

prm

27/11-08
Ind i meteoritten
En tydelig stolt musikchef ledte onsdag eftermiddag pressen rundt i DRs snart færdigbyggede koncerthus i Ørestaden. Nedtællingen er begyndt til den stort anlagte åbningskoncert 17. januar, hvor husets fire nye koncertsale tages i brug på én gang, samtidig og med diverse musikgenrer. Musikchef Leif Lønsmann undskyldte byggerodet inden vi gik ind i kernen af DR Koncerthuset, selve mekkaet, stjernearkitekten Jean Nouvels perle - eller rettere meteorit, som den store sal er en abstraktion af. Synet er en sand fryd for øjet. Koncertsalens varme og imødekommende træfarver, salens robuste form på trods af dens sammensatte karakter med skrå vinkler, dens lerfarvede vægge hvoraf visse vægpartier har buede ornamenter modelleret efter Munchs maleri

'Skriget'. Alt dette er indtil videre et fantastisk sansebombardement, som kun tilføjer endnu mere utålmodig forventning til åbningen i januar.

Gallakoncerten 17. januar er kun for inviterede og DR-quizvindere. Til gengæld transmitteres al musikken i DR1, P2, P3 og P4 fra kl. 17.30 til kl. 22. Blandt de medvirkende er den karismatiske verdensbaryton Bo Skovhus og den stærkt underholdende og innovative klarinettist Martin Fröst. Se hele programmet på: www.dr.dk/Koncerthuset/Om-koncerthuset/Nyheder/koncerter.htm
Den første Torsdagskoncert i DR Koncerthuset sker 29. januar, hvor Per Nørgårds 7. symfoni uropføres og Mahlers 2. symfoni 'Opstandelse' vil klinge i salen.
prm

Se nye fotos af DRs snart færdige Koncerthus her:

18/11-08
Konservatoriet åbner med prominente gæster
Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums åbningskoncert på fredag overværes af HM Dronning Margrethe II og kulturminister Carina Christensen. Konservatoriets orkester udvides ved lejligheden med fynske og kinesiske musikstuderende.

Program:
Carl Nielsen:

Festpræludium (instrumentation af Hans Abrahamsen fra 2000)
Sergej Prokofiev: Violinkoncert nr. 2, solist Rune Tonsgaard Sørensen
Bela Bartók: Koncert for orkester

Fredag den 21. november, Julius Thomsens Gade 1, Frederiksberg, kl. 19.00

17/11-08
Konservatoriet inviterer inden for
Radiohuset hedder ikke længere Radiohuset, og nu er bygningen beboet af studerende og ansatte ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, som fra august har haft sin daglige gang i lokalerne på Rosenørns Allé. Lørdag den 29. november holder konservatoriet åbent hus, hvor man kan være en flue på væggen ved undervisningssituationer, eller

endda selv forsøge sig med at komponere, synge eller spille slagtøj.
Derudover er der mange lejligheder til at høre gratis koncerter på adressen, med diverse konservatorielæreres koncerter med studerende. Se hjemmesiden for datoer og indhold.
Åbent Hus lørdag den 29. nov., Rosenørns Allé 22, Frederiksberg, kl. 12-17.

13/11-08
Engelske musiklærere må ikke røre elever
Musiklærere bliver nu rådet til at undgå enhver fysisk kontakt med deres elever for, at beskytte dem selv fra beskyldninger om misbrug. De engelske musikernes fagforening har givet meddelelsen til sine 30.000 medlemmer, hvoraf mange er instrumentalundervisere, efter en stigning i antallet af falske beskyldninger.

"Enhver form for fysisk kontakt kan potentielt være årsag til misfortolkning eller selv ondsindede beskyldninger", siger en talskvinde for fagforeningen til avisen The Sunday Telegraph. "Det bedste råd for instrumentallærere er, at undgå noget som helst form for fysisk kontakt med

deres elever".

Mange lærere har kritiseret de nye retningslinjer, med begrundelsen i at en af de grundlæggende måder at undervise i et instrument er, at demonstrere fysisk hvordan man holder eller spiller et instrument. "Børn har behov for at få sine fingre placeret på tasterne eller på guitaren, for at kunne vise dem, hvordan man spiller", siger en lærer.
Fagforeningen er enige i, at begrænse kontakt imellem lærer og elev måske ikke er den bedste måde at undervise på, men ræsonnerer, at "hvis der ikke røres, bliver der ingen misforståelser".

Kilde: BBC Music Magazine

11/11-08
CoCo overlever indtil videre
Faresignalet for Concerto Copenhagens økonomiske krise har skiftet fra rødt til gult. Den akutte likviditetskrise er overvundet for en tid takket være generøs støtte fra nogle større danske fonde og adgang til et forskud på støtten for 2009 hos Kunstrådets musikudvalg.
Driftsunderskuddet er blevet reduceret noget, men der skal stadig findes mange penge, hvis den fortsatte virksomhed skal sikres, så bestyrelsen for Concerto Copenhagen fortsætter med uformindsket styrke

arbejdet med besparelser og fundraising. På meget kort tid er det indtil nu lykkedes at fundraise ca. en halv mio. kr., som nu sammen med en række andre initiativer og anden imødekommenhed muliggør, at ensemblet kan gennemleve de kommende måneder uden at skulle gå i betalingsstandsning. Ensemblet får dermed mere tid til at udarbejde en mere holdbar forretningsplan for fremtiden ligesom koncertaktiviteterne kan fortsætte uhindret.

Kilde: Concerto Copenhagen

27/10-08
Millionunderskud i Musikhuset Aarhus
Underskuddet i Musikhuset Aarhus tegner endnu værre end ventet. I stedet for 3,5 millioner kroner i røde tal ser underskuddet nu ud til at blive en million kroner større, skriver Århus Stiftstidende.
I dag skal Musikhusets afgående direktør Henrik Hjorth give kommunens kulturudvalg en orientering om institutionens økonomiske tilstand.
Kulturrådmand Flemming Knudsen (S) ønsker ikke at kommentere oplysningerne om regnskabet. Men han er ikke i tvivl om, at den kommende direktør

for Musikhuset som noget af det første skal analysere situationen og klarlægge en profil for institutionen, så den kan komme på ret køl igen.
Musikhuset store sal lider under for få arrangementer efter, at symfoniorkestret har fået sin egen sal. Derfor er mindst 40 sikre aftener om året revet ud af Store Sal, uden at der er fundet erstatning.
"Det er dårligt for musikhuset, at det på den måde har kannibaliseret sig selv", siger Flemming Knudsen.
Ritzau

16/10-08
Skandale i tysk operahus
Wagner-forbundet i Leipzig raser over den 29-årige instruktør Michael von zur Mühlens videoprojektioner til opsætningen af 'Den flyvende hollænder' i byens operahus. James Johnson, der især er kendt i Danmark for at medvirke på "The Copenhagen Ring" som Wotan, sang titelpartiet ved premieren. Johnson er gået fra produktionen, da instruktøren ved premieren i Leipzig viste videoklip med voldssekvenser med bl.a. kamphunde - uden sangernes, musikernes eller ledelsens vidende. En

stripper indgik også i den eksplicitte iscenesættelse. Fra salen lød protestråb fra flere publikummere.
"Det er beklageligt, men helt igennem tænkeligt, at en mand i slutningen af tyverne kan have senpubertære fækalfantasier såvel som en fuldstændig destruktiv verdensopfattelse", siger en person fra Wagner-forbundet, ifølge Neue Musikzeitung.
Men de anstødelige videoprojektioner er nu taget væk fra produktionen, og en ny sanger i rollen som "Hollænderen" er fundet.

16/10-08
Rap møder klassisk musik
DRs program Aftenshowet sender fra Musikhuset Aarhus hele efterårsferien, og fredag bydes der på en uddrag af den populære Rap-O-Fonia koncert.
Koncerten finder sted i Foyeren, og der er gratis adgang.
Koncertens første nummer vises direkte på DR1 kl. ca. 18.25, hvorefter koncerten fortsætter yderligere en halv time efter, at tv-kameraerne er slukkede.
Med ved koncerten på fredag er syv klassiske musikere, DJ Turkman Souljah, konferencier Per Vers, rapperen U$o samt rapperen og beatboxeren Nappion.
Lige som ved de to oprindelige Rap-O-Fonia koncerter 4. september i Musikhuset Aarhus' Symfonisk Sal, er der tale om kendte klassiske numre tilsat beats og rap. Der bydes bl.a. på nye versioner af værker af Tjajkovskij, Bizet, Mozart og Bach.

Jyllands-Postens John Christiansen om Rap-O-Fonia:
"Rappende sjovt og musikalsk sjovt. Man kunne næsten blive høj [...] Den udsolgte koncert, som blev gentaget senere på aftenen, viste, at der kun findes to slags musik: Den gode (som her) og den dårlige. Her lyttede et ungt publikum til klassisk musik. Et symfonisk

publikum burde også lytte til rappernes bud".

Om det musikalske møde mellem rap og klassisk forklarer komponisten Bo Gunge, der sammen med DJ Turkman Souljah (alias Lawand Shakur Othman) har arrangeret musikken:
"I Rap-o-Fonia mødes to musiktyper, der til daglig har helt forskellige spilleregler. Når det gælder musikkens tempo og forløb, er de nærmest som ild og vand. I rapmusikken kommer beat'et og pulsen før alt andet, og musikken bliver først rigtig, når musikerne indordner sig under det.
I den klassiske verden fortolker musikeren konstant musikkens tid og forløb, og en fast puls opfattes som stiv og ukunstnerisk. Og ligesom når man fortæller en historie, søger den klassiske musik ikke at gentage en pointe, hvorimod selve essensen af rapmusikken er at løfte det fedeste sted ud af musikken, og så gentage det rigtig mange gange.
Så vi lader ild og vand mødes, og tager den røg der kommer, for i den sidste ende vil vi faktisk gerne have det hele med!"

Hør lydbidder på:
www.dr.dk/Musik/Temaer/
Aarhus_Took_It_2008/
Artikler/20081006102606.htm

03/10-08
Per Nørgård hædres med 1 mio.
Beckett-Fonden, der støtter kunst og kultur, lægevidenskab og naturbeskyttelse, uddeler for første gang en hæderspris. Prisen på 1 mio. kr. tilfalder den 76-årige komponist Per Nørgård, og bliver overrakt fredag eftermiddag i Den Sorte Diamant.

Direktør Peter Warming udtaler på vegne af fonden, at »Per Nørgård er det finest tænkelige eksempel på en kunstner, der har ydet særlige fortjenester af den slags, det ligger inden for Beckett-Fondens fundats at støtte. Hans betydning for dansk kompositionsmusik kan ikke overvurderes«, skriver Dagbladet Politiken.

I sine unge dage stod Per Nørgård på skuldrene af sin lærer Vagn Holmboe, derudover var Sibelius en vital inspiration for den danske komponists tidlige skabedage. I 1960erne kom mødet med den

centraleuropæiske modernisme til at spille en afgørende rolle for den vej, Nørgård og jævnaldrende danske komponister skulle følge i århundredets anden halvdel.
Nørgård har komponeret i de fleste musikalske genrer: orkesterværker, operaer, kammerværker, kormusik og værker for soloinstrumenter. Hans 3. symfoni er en del af kulturministeriets musikkanon, og den 29. januar uropføres hans 7. symfoni ved indvielsen af DR Koncerthusets Studie 1.

Anbefalede Nørgård-værker:
- 'Wie ein Kind' for kor (1980)
- 'Terrains vagues' for orkester (2000)
- 'Spell' for klavertrio (1973)
- 'For a change' koncert for slagtøj og orkester (1982)
- 'Night-Symphonies, Day breaks' for sinfonietta (1992)
- 'Concerto in due tempi' koncert for klaver og orkester (1995)

02/10-08
Kina forbyder opførelse af Mozarts Requiem
Klassiske musikere og tourledere udtaler til avisen The Daily Telegraph, at en række vigtige koncerter er blevet berørt i forbindelse med den politiske kontrol over kultur og kristendom i Kina. Blandt de berørte finder man Academy of Ancient Music, som er et af Englands førende orkestre, og en række vokalensembler, som var inviteret til at synge Händels 'Messias' ved Beijings internationale musikfestival i oktober. Koncerten blev afholdt men for lukkede døre.
Det italienske ensemble Sinfonica Orchestra di Roma har valgt, at aflyse deres planer om at opføre Mozarts Requiem for, at mindes ofrene for jordskælvet i Sichuan-provinsen. Mozarts religiøse værk er nu udskiftet med en række mindre verdslige værker.
Mindst én anden opførelse af 'Messias' er blevet aflyst og Verdis ’Requiem’ er truet af aflysning.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra det kinesiske kulturministerium, men de afviser, at der er nedskrevne regler, som forbyder opførelse af vestlig, religiøs musik. En talsmand udtaler at det gennem en årrække har været fast politik at mindre korværker kunne tillades hvis de indgik i et større klassisk koncertprogram. Indtil for nylig har det dog virket som om at regeringen af lempet på den strenge musikpolitik. Tidligere i år opførte det kinesiske filharmoniske orkester Mozarts Requiem for paven i Rom, i et kinesisk forsøg at vinde Vatikanets diplomatiske anerkendelse. Det menes, at den kinesiske topledelse er splittet i holdningen til vestlig kultur generelt, og at der er en fløj, der frygter, at den fremmede indflydelse kan være en trussel mod det Kommunistiske Parti.

01/10-08
Dansk værk modtager Nordisk Råds Musikpris
Peter Bruun er komponisten bag musikteaterstykket 'Miki alone - Seven songs for a mad woman', som netop har snuppet Nordisk Råds Musikpris for næsen af diverse musicals, rockoperaer og andre musikdramaer, ikke mindst en publikumsmagnet som Dr. Dantes 'Gasolin Teaterkoncert' (1994). Den lange monolog, som kvinden i 'Miki alone' synger og taler, er skrevet af digteren Ursula Andkjær Olsen.

Juryen begrunder valget af 'Miki Alone' med ordene:
"Nomineringerne har varieret fra musical, rockopera og musikdrama til børne- og

kammeropera. Priskomitéen har fokuseret på, at vedtægterne for Musikprisen forudsætter at værket, ud over at skulle opfylde høje kunstneriske krav, skal være nyskabende inden for sin genre", skriver dr.dk.

Om 'Miki alone' skrev Politiken ved uropførelsen i 2002, at:
"Der er så meget sorg og så meget livsglæde, så meget vedkommende kabaret, så meget musikalsk poesi, både i ord og toner, og så mange groteske optrin og så grotesk højt opsat hår i denne kammeropera, at man falder pladask på sin midaldrende mave for den…"

19/09-08
De unge suger P2 Priserne til sig
Ved en koncert i Studie 2 fredag aften i det nye DR Koncerthus blev der overrakt P2-statuetter til danske musikere, der efter en uafhængig prisjurys mening har markeret sig særlig positivt det seneste år. P2's lyttere har stemt på de CD'ere, som juryen har nomineret.
Det unge cellotalent Andreas Brantelid hev den første pris hjem: P2 Prisen i kategorien årets bedste orkesterudgivelse, som i år faldt på den bare 21-åriges debut-CD med romantiske værker for cello og orkester. Igen blev yngre musikere eksponeret, da årets kammermusikudgivelse skulle kåres: Den Unge Danske Strygekvartets anden CD med værker af Carl Nielsen beviste, at der da snart ikke er grænser for, hvad de fire gæve gutter kan klare - det samme kan siges for Brantelid.
Der skulle også tildeles to særpriser til to øvrige projekter, som en jury af P2-programmedarbejdere havde udvalgt: Dirigenten Mogens Dahl blev hædret for sin indsats med, at etablere det ny musiksted på Islands Brygge, Mogens Dahl Koncertsal, hvor der især blev lagt vægt på et flot niveau af kammerkoncerter. Dahl lovede med et glimt i øjet i sin takketale, at give det nye DR Koncerthus "kamp til stregen" i riften om koncertpublikummet.
Selvom P2-udsendelsen 'Lyt til nyt' var ét af de magasinprogrammer, der blev nedlagt ved omstruktureringen af P2's programflade, er der stadig liv på internetsiden www.dr.dk/lyttilnyt, hvor man finder mange interessante ting. Holdet bag kårede igen i år en øreåbnende udgivelse, denne gang havde det udset sig en trio, der ikke bruger noder, men skruer på knapper, slår i tastaturet og mixer og sampler, og ikke mindst oplæser digte. Morten Søndergaard er manden bag CD'ens tekster, han har været involveret i flere lignende projekter, ikke mindst CD'en 'Bier dør sovende'; de to musikere indgår i bl.a.

electronicagrupper som det anbefalelsesværdige Marybell Katastrophy.

Årets Danske Orkesterudgivelse 2008:
Cellokoncerter af Schumann, Saint-Saëns og Tjajkovskij
Andreas Brantelid, cello. DR Symfoniorkestret, dir. Michael Schønwandt. EMI Classics 213038-2

Årets Danske Kammermusikudgivelse 2008:
Carl Nielsen: Strygekvartetter, vol. 2
Den Unge Danske Strygekvartet. Dacapo 6.220522

P2 Koncertprisen::
Dirigenten og iværksætteren Mogens Dahl modtog hæder for sit koncertsted.
www.mogensdahl.dk

Lyt til Nyt Prisen:
Electronicamusikerne Emil Thomsen og Jakob Schweppenhäuser har sammen med digteren Morten Søndergaard begået CD'en 'Hjertets abe sparker sig fri' (2007), som er en ambitiøs hybrid mellem electronica, lydkunst og poesioplæsning, men også har en spændende interaktiv billedside.
www.myspace.com/schwth
www.schwth.com

Inden prisoverrækkelsen kunne et fyldt Studie 2 opleve DR UnderholdningsOrkestret ledsage en sangduo bestående af den glimrende sopran Kari Postma og den 26-årige Christian Hjelm fra rockbandet Figurines. De skulle synge Kurt Weill og Gerschwin, især førstnævnte var en fornøjelse at høre sunget af en ikke-akademisk trænet stemme. Hjelm var i det hele taget et frisk pust på den klassiske scene med sin metrosexuelle modefrisure, sin stive og lidt kejtede kropsholdning, sit tøj der var lidt for småt til ham - sort vest, stramme jeans, skjorten ned i bukserne. Han fik Postmas smukke og korrekte sangteknik til at virke lidt malplaceret, men ved de længere åndedrag i især den første af tre sange af Gerschwin mærkedes det, at Hjelm manglede en stærkere teknik til at kunne klare legato-foredraget. Men alt i alt var det et virkelig forfriskende indslag, at præsentere de to sangere side om side.

prm

16/09-08
Igen Torsdagskoncerter i tv
Fra næste år kan vi opleve Torsdagskoncerter hver søndag kl. 15-16 i tv. Ledelsen fjernede ellers transmissionerne for 20 år siden med begrundelsen, at netop disse koncerter ikke egnede sig særlig godt til tv. Nu har den store opmærksomhed omkring DR's snarligt færdigbyggede Koncerthus

gjort, at man vil gøre et forsøg på at lokke nye lyttere og seere til klassisk musik. Det er dog blot halvdelen af Torsdagskoncerternes to timers varighed, der vises på skærmen - en redigeret udgave med det bedste fra koncerten udvælges.

Kilde: Berlingske Tidende

12/09-08
'Jens Vejmand' skabte problemer for Carl Nielsen
Carl Nielsen klagede sin nød over komponistens trange kår. Til Dagbladet Politiken sagde han i 1925, at sangen 'Jens Vejmand' kun indbragte ham 50 kr. Men forskerne bag Carl Nielsen Udgaven har nu fundet en kontrakt med komponistens forlag Wilhelm Hansen, der

viser, at han modtog 2.700 kr. for samtidens hit 'Jens Vejmand' og seks øvrige værker. Beløbet skulle desuden dække fire års komponistgage på 1.500 kr., skriver Politiken. Uoverensstemmelsen gjorde, at forlag og komponist stoppede samarbejdet.

11/09-08
Dansk sanger i Pavarotti-konkurrence
Den danske tenor Sune Hjerrild er blevet udvalgt til at deltage i den 1. internationale Luciano Pavarotti sangkonkurrence, som foregår i den afdøde tenors fødeby Modena i Italien. 50 sangere er udvalgt blandt mange hundrede ansøgere fra hele verden, til den indledende runde, som

starter den 28. sept. 2008. Konkurrencen strækker sig over tre runder, og der tildeles en 1. præmie på 13.000 Euro, samt en debut på La Scala i Milano.
Juryen, som bestemmer sangernes skæbne i konkurrencen, består af medlemmer fra verdens førende Operahuse.

09/09-08
Bayreuth: Antisemitisme undersøges
Wagners had til jøderne er så berømt og har i den grad inficeret auraen omkring ham og hans musik, at hans oldebørn Katharina og Eva nu vil lade uvildige historikere få adgang til arkiverne i Bayreuth, så komponistens forhold til antisemitisme kan afdækkes. De to oldebørn er kommet i den position, at de kan åbne for Bayreuths gemmer, da de netop har overtaget ledelsen af Bayreuth Festspillene.


»Anklagen om den for tætte forbindelse med Det Tredje Rige er jo ikke grebet ud af luften. Det er heller ikke grebet ud af luften, når man hævder, at man her tier dette kapitel ihjel. Sådan må det simpelt hen ikke være,« siger Katharina Wagner i et interview i Jüdische Allgemeine.
Parret afløser deres far Wolfgang Wagner, som ledede de årlige festspil fra 1951 indtil sidste uge.

28/08-08
Ny duo i Bayreuth-farcen
På tirsdag slutter Richard Wagner-barnebarnet Wolfgangs mangeårige ledelse af Bayreuth Festspillene, og der er i slutspurten kommet et overraskende bud på en ny ledelse: Nike Wagner, der er datter af Wolfgangs bror Wieland, har meldt sig på banen sammen med Pariseroperaens leder, Gérard Mortier. Mortiers pardannelse med Nike Wagner er overraskende, fordi han næste år tiltræder som New York City Operas nye håbefulde overhoved. Den erfarne belgiske operaleder og instruktør mener, at han godt kan klemme de seks ugers festspil ind i sin kalender, og det vil endda styrke hans nye amerikanske bases internationale format; desuden vil det være oplagt med co-produktioner mellem hans nye base og Bayreuth festspillene, siger han til New York Times via en talsmand.

Forud for Mortier/Wagner-kandidaturet har Wolfgang Wagners to døtre, den 30-årige Katharina Wagner og hendes halvsøster 63-årige Eva Wagner-Pasquier, præsenteret sig som mulige arvtagere

- og har modtaget Wolfgangs velsignelse til at efterfølge sig. Men der er en formél ansøgningsprocedure som de skal igennem, da en stiftelse styrer, hvem der skal lede festspillene.

I 2001 udtalte Wolfgang Wagner for første gang, at han ville lade sig pensionere, hvorefter både Nike Wagner og Eva Wagner-Pasquier udtrykte ønske om at sidde i stolen efter ham; men Wolfgang trak sin udtalelse tilbage, da stiftelsen pegede på Nike og ikke på hverken på Wagner-Pasquier eller Wagners hustru, Gudrun, som man har vurderet til at have haft stor magt i kulissen.

Katharina Wagner har tidligere budt sig til, allieret med dirigenten Christian Thielemann, der notorisk holder sig til det germanske repertoire, og den meget alsidige komponist/dirigent/operachef (m.m.) Peter Ruzicka. Hendes kandidatur vurderes at være den mest sandsynlige til at blive valgt, selvom Katharinas iscenesættelser har været stærkt kritiserede.
prm

27/08-08
Maestro gør politisk statement i Sydossetien
Ved sin offentligt kendte sympati for Ruslands premiereminister Putin, markerede den ossetiske mesterdirigent Valery Gergiev torsdag aften sin holdning til konflikten mellem Sydossetien og Rusland på sin side og Georgien på kontrasiden. Det skete i den krigsramte sydossetiske by Tskhinvali, hvor Gergiev og Mariinskij Teatrets orkester lod tonerne fra Sjostakovitjs 7. symfoni ”Leningrad” og Tjajkovskijs 6. symfoni ”Pathetique” klinge i ruinerne. Sjostakovitjs krigssymfoni blev i 1942 et symbol for modstanden mod nazisterne, især i Rusland men også i visse amerikanske kredse; Sjostakovitj blev som bekendt portrætteret med brandhjelm på en forside af Time Magazine i samme år.
Gergiev, der er født i den nordossetiske by

Vladikavkaz, protesterer imod »den georgiske hærs storstilede aggression«, og udtaler, at »hvis det ikke var for den russiske hær, ville der have været tusinder og atter tusinder flere ofre. Jeg er meget taknemmelig som osseter over for mit land, store Rusland, for denne hjælp«.
Torsdagens kontroversielle koncert var arrangeret af Kreml og blev udsendt i russisk tv, hvor seerne kunne se og høre koncert med soldater flage med russiske og sydossetiske flag i baggrunden.
Til daglig er Gergiev chefdirigent for London Symphony Orchestra og leder af Mariinskij Teatret i St. Petersborg. Han er personlig ven med Vladimir Putin - så gode venner at de to jævnaldrende mænd er gudfædre for hinandens børn.

27/08-08
Operachef får hæderspris
Dansk Musiker Forbund har i dag overrakt chefen for Jyske Opera, dirigenten og basunisten Giordano Bellincampi Forbundets hæderspris. Forbundsformand Anders Laursen begrundede tildelingen:
"Giordano Bellincampi får Dansk Musiker Forbunds hæderspris for sin flotte musikkarriere og siden hen som succesrig dirigent og operachef. Det aftvinger respekt og tillige glæde, at Giordano Bellincampi forener så mange af musiklivets funktioner og roller, og stadig får det til at lykkes på sin særlige, runde måde. Ikke mindst for sit kæmpe arbejde og sine høje standarder i alt dét han arbejder med rent musikalsk".

Giordano Bellincampi er født i Italien, men opfostret i det danske musikliv. Som basunist i Tivolis Harmoniorkester og DRs

Bigband sikrede han, sammen med DMF, orkestrets musikere ordentlige arbejdsbetingelser. Senere er han sprunget ud som dirigent bl.a. for Sjællands Symfoniorkester og Det Kgl. Kapel, og er i dag i gang med en blomstrende international dirigentkarriere. I dag fungerer han som leder af den Jyske Opera, hvor han har bragt orden i økonomien og sikret Jyske Opera som institution. Bellincampi fungerer tillige som formand for Kunstrådets musikudvalg.
Med prisen følger 40.000 kr.

Tidligere modtagere af Dansk Musiker Forbunds hæderspris er bl.a.:
Henrik Goldschmidt (2004), Svend Asmussen (2003), Sjællands Symfoniorkester (2000), Kashmir (1999)
Morten Zeuthen (1996), Flemming Bamse Jørgensen (1998) og TV2 (1994).

07/07-08
En opfindelse der gjorde opera forståelig
Før 1983 turde få operakompagnier at iscenesætte 'Ringen'. Ud over de tårnhøje kunstneriske, logistiske og økonomiske krav var det simpelthen for stort et sats at byde publikum på 15 timers opera med en kompleks handling og sang på et sprog som de fleste ikke forstod. I 1983 gjorde Lotfi Mansouri, der dengang var chef for Canadian Opera Company, den opfindelse at forsyne sine operaproduktioner med overtekster, 'surtitles' blev de patentregistreret som. Overtekster er i dag et almindeligt syn i operahuse og i vidt omfang afholdt af publikum, der nu forstår hvad sangerne synger om.

Der er god grund til at fejre 25 års jubilæet på Mansouris opfindelse, der ifølge New York Times' kritiker Anthony Tommasini er en af årsagerne til, at vi i dag langt oftere kan opleve værker af Händel, Janácek og Prokofiev i operahusene, og altså også den særligt teksttunge 'Nibelungens Ring'.

Det var ellers ikke alle i musiklivet, der i begyndelsen var lige begejstrede for overteksterne. Nogle

mente, at den musikalske oplevelse blev distraheret af tekstlæsningen, og at musikken blev afmystificeret. Metropolitan-operaens chefdirigent James Levine udråbte tilmed i 1985: "Det bliver over mit lig, at de [overteksterne, red.] bliver vist i dette hus". Men komponister som Verdi og Wagner ligefrem forventede, at deres operaer blev opført i det pågældende publikums sprog - også selvom det medførte tab af særlige kvaliteter, der lå i originalsproget.

I visse operahuse foretrækker man at tilbyde publikum digitaltekstningen i sædet foran dem, i stedet for over scenen, så man ikke behøver at strække hals alt for meget. Effekten er den samme: At man langt bedre forstår, hvad dramaet består i. Tekstningen er måske unødvendig, hvis man oplever en forestilling, man i forvejen kender godt, men ved operaer med en kompleks handling eller et relativ højt dialogtempo (som fx i Janáceks 'Sagen Makropulos') er det i dag en opfindelse, man meget nødig vil undvære.
prm

30/06-08
P2 - nu også som DAB-kanal
Den digitale radiosendeflade DAB (Digital Audio Broadcast) indeholder allerede P1, P3 og diverse nichekanaler såsom DR Dansktop, DR Politik, DR Oline og DR Boogieradio, samt en række kommercielle kanaler, og fra i dag af får de mange radiotilbud selskab af P2. Hidtil har

klassisk musik i DAB-regi været dækket af kanalen DR Klassisk, der er "DJ-radio" uden videre præsentation af musikken, derfor er det en gevinst for DAB-platformen, at P2 med den langt bedre musikformidling og bredere programudvalg nu inkluderes.
prm

27/06-08
Symfonikoncert i lufthavnsterminal
For at tiltrække publikum til koncertrækken 'The Proms', valgte BBC Symphony Orchestra onsdag d. 26. juni at give 19. gratis koncerter på udvalgte steder i

London. Dette betød at man fx kunne opleve klassisk musik på en række togstationer såsom Paddington og St. Pancras og i Heathrow's Terminal 5.

23/06-08
Sofakoncert
Går du og sukker over at du ikke har mulighed for at tage til alverdens klassiske musikfestivaler, så fortvivl ej!
Den webbaserede tv kanal Medici.tv leverer gratis koncertoptagelser fra en lang række sommefestivaler. Live optagelserne er gået igang i Aspen, hvorfra der leveres 9 koncerter ialt, med navne som Jeffrey Kahane der spiller Beethoven’s 1.

klaverkoncert, og violinisten Joshua Bell, der opfører værker af Ravel og Chausson. Desuden kan man bl.a. opleve dirigenten Marin Alsop, Emerson String Quartet, der også kan opleves i kød og blod på fanø d. 8/7, og pianisten Richard Goode. Derefter vil der være koncertoptagelser fra Aix-en-Provence fra d. 27. juni, og fra Verbier Festival fra d. 18. juli.

20/06-08
Radiosymfonikerne som levende reklamesøjler?
De næste tre år vil DR gøre ekstra meget ud af at fange interessen for klassisk musik hos børn og unge og blandt andet gøre mere ud af at udvikle nye koncertformer for dem. Bikubenfonden bidrager med 5,6 millioner til arbejdet.
Kulturen skal op i samme liga som sporten mener DRs musikchef Leif Lønsmann. "Hvis man kigger på sporten, kan man se, at den trives betydeligt bedre en kulturlivet, takket være erhvervslivets støtte. Hvis man kunne lave den samme tretrinsraket, som man ser i sportsverdenen, hvor brugere, erhvervsliv og det offentlige i fællesskab løfter en samfundsmæssig og kulturpolitisk opgave, så ville kulturen kunne blive lige så stor som sporten," udtaler musikchefen til Information. Dette betyder dog ikke at DR skal til at reklamere direkte for fonden. "I modsætning til de mere traditionelle

sponsorater, der især ydes til sportsverdenen, hvor f.eks. håndboldspillerne optræder som levende reklamesøjler, skal Danmarks Radio ikke til at reklamere for Bikubenfonden. Vi skal selvfølgelig notere i koncertprogrammer og lignende steder, at Bikubenfonden har gjort dette projekt muligt," forklarer Leif Lønsmann, som håber at samarbejdet med Bikubenfonden kan indvarsle en ny æra i samarbejdet mellem kultur og erhverv. "I modsætning til gamle dages elitære mæcenater over industrialderens "noget-for-noget-sponsorater" går vi her sammen om i fællesskab at løfte en vigtig kulturpolitisk samfundsopgave. Jeg tror ikke, det er det sidste partnerskab, vi ser," siger Leif Lønsmann, som håber at kunne præsentere flere eksempler på sådanne flerårige initiativer forud for åbningen af Koncerthuset i 2009.

11/06-08
Ensemblechef til Det Kgl. Teater
Det var et enigt ansættelsesudvalg på Det Kgl. Teater, der indstillede Sven Müller til jobbet efter samtale med få udvalgte kandidater. Sven Müller indgik i et bredt internationalt felt af ansøgere med mange kvalificerede iblandt, hvilket vidner om en stor interesse for og viden om Den Kongelige Operas arbejde i udlandet.

Sven Müller er 43 år og kommer fra stillingen som viceoperachef for Sao Carlo Operaen i Lissabon, og har inden da arbejdet i en årrække som både viceoperachef og operachef på operaen i Graz. Han har en bred vifte af erfaringer og kompetencer fra sit arbejde i forskellige funktioner i disse og andre operahuse, og har med sine erfaringer som ansvarlig for såvel casting, rekruttering af dirigenter som kunstnerisk planlægning – beskæftiget sig med netop de områder, Ensemblechefen forventes at skulle arbejde mest med.

Operachef

Kasper Bech Holten udtaler:

”Det bliver en vigtig styrkelse af vores kunstneriske arbejde at have en mand med så mange erfaringer og kompetencer, og jeg tror og håber, at han bliver en vigtig sparringspartner både for mig selv og for alle kunstnerne i huset. Hvis vi skal løfte Den Kongelige Operas internationale profil og kunstneriske ambitionsniveau yderligere i de kommende år og udnytte det store potentiale, som vores kunstneriske ensembler stadig rummer, så er det afgørende at sætte fokus på især den musikalske kvalitet af hver eneste forestilling, og her er Sven Müllers erfaringer et perfekt match for os. Han har tidligere selv arbejdet som musiker, som operainstruktør og i mange år med kunstnerisk administration og planlægning såvel som casting. Dermed kender han jobbet fra ”begge sider”, hvilket er netop det, vi leder efter.”

10/06-08
Udlændinge tager priserne
Så er vinderen af den 8. Internationale Carl Nielsen Violinkonkurrence fundet. Det blev Hrachya Avnesyan fra Armenien, som vandt 1. prisen på 125.000 kroner samt en 2-årig aftale med det klassiske agentur Copenhagen Artists. I finalen i Odense Koncerthus, som var delt over to dage, spillede den unge musiker violinkoncerter af Carl Nielsen og Sibelius. Der var også danskere med i det internationele felt, men de

måtte se sig slået af de udenlandske talenter allerede inden finalen, der fandt sted den 8. og 9. juni. Konkurrencens 2. pris gik til en japaner og 3. prisen til en tjekke.

25-årige Rune Tonsgaard Sørensen, der spiller i Sjællands Symfoniorkester og i Den Unge Danske Strygekvartet, modtog konkurrencens Specialpris på 15.000 kr. og reddede dermed noget af æren på vegne af dansk deltagelse.

06/06-08
Ny dansk chef til DR Radiosymfoniorkestret
Vi kender ham endnu ikke herhjemme, men det kommer vi til. DR Radiosymfoniorkestrets nye orkesterchef hedder Ole Bækhøj og er 38 år, ugift og har ingen børn. Han er uddannet kontrabassist i på konservatoriet i Århus og i Holland. De seneste seks har Bækhøj bestredet en post som administrerende direktør for det internationale engelske ensemble Gabrieli Consort & Players, der er specialister i tidlig musik. Som bassist har han ikke mindst spillet i hollandske Royal Concertgebouw Orchestra. Overgangen fra musiker til jobbet som direktør udfyldte han med ét år som salgschef for firmaet Marcus Evens, som "arrangerer events for store virksomheder".

DRs musikchef

Leif Lønsmann udtaler om valget af Ole Bækhøj:
"Vi gik efter at få en chef, der kender til alle facetter af livet i et orkester. Én, som forstår et orkesters indre dynamik og potentiale, og har vist, at han kan omsætte det til resultater, både i koncertsale og på det internationale CD-marked. En kunstnerisk og administrativ leder med et stærkt kontaktnet i hele Europa. Med Ole Bækhøj har vi fået det hele. Og at han er en konservatorieuddannet musiker er en ekstra bonus!".

Siden fyringen af den forrige orkesterchef, Per Erik Veng, i november har stillingen været ledig. Den nye orkesterchef tiltræder det udfordrende job til september.

30/05-08
Al Gores 'ubekvemme sandhed' bliver til opera
Engang var Al Gore taber ved det amerikanske præsidentvalg. Siden gik han sejrsgang som udsprunget miljøforkæmper, særligt eksponeret verden over i 2006 med filmen 'An Inconvenient Truth, der afdækker hvor slemt det står til med Jordens overophedning. Sidste år modtog Gore og FN's klimapanel sammen Nobels Fredspris.
Og opmærksomheden omkring

den tidligere præsidentkandidat ser ikke ud til at dø hen lige foreløbig: Det sagnomspundne operahus La Scala i Milano annoncerer nu premieren på en operaversion over Gores dokumentarfilm, med musik af den ukendte komponist Giorgio Battisteli, der i øjeblikket er kunstnerisk leder ved Arenaen i Verona. Premieren sker i 2011.

26/05-08
Klassisk musik til børnehaverne
Landets 4.300 børnehaver modtager i denne uge en pakke med to CD'er og to DVD'er med Sigurd Barretts formidling af klassisk musik. Udgivelserne indeholder Barretts tv-udsendelser med dirigenten Nikolaj Hansen og DR Radiosymfoniorkestret, og de medvirkende har givet afkald på royalties i det aktuelle projekt, som skal bringe klassisk musik ud til de yngste led i musikfødekæden.
Sigurd Barrett er både kendt for at bringe jazzen ud til en bredere skare, ligesom

han har vist sine evner som entertainer i folkelige tv-udsendelser, men den klassiske musik er et hjertebarn for ham:
»Nu håber jeg bare, at pædagogerne vil pakke gaven ud og spille den mere end én gang, når børnene sidder og tegner, bygger med klodser og har behov for fordybelse, og så vil man opdage, at børnene tegner bedre, når de lytter til Dmitrij Sjostakovitj, end når de lytter til MGP«, siger Sigurd Barrett til Berlingske Tidende.

21/05-08
Alle skoler får sangbøger fra 'Sangens År'
'Sangens År', som DR og flere ministerier står bag, får nu sin egen sangbog. Den bliver foræret som klassesæt til alle folkeskoler og privatskoler, og bliver redigeret af mor og søn: Inge og Henrik Marstal.
’Sangens År’, som DR og flere ministerier står bag, får nu sin egen sangbog. Med økonomisk støtte på 1,2 millioner kroner fra Bikubenfonden udgiver ’Sangens År’-sekretariatet senere på året en sangbog, der skal foræres som klassesæt til alle folkeskoler og privatskoler i hele landet. Sammenlagt vil der blive uddelt henved 75.000 sangbøger.

Sangbogen skal være med til at styrke sangglæden og fællesskabet i folkeskolen, og tanken er, at den skal bidrage til at give børnene en større forståelse af de mange forskellige nationale og kulturelle baggrunde, som skolen repræsenterer i dag.
Sangbogen, der endnu ikke har fået præcist navn, kommer til at indeholde 100 sange, og vil være en aktuel, brugbar sangbog med titler fra det danske sang- og salmerepertoire, med slidstærke børnesange af både ny og ældre dato, med dansksprogede pop- og rock-sange med særlig appel til børn. Derudover vil der være en gruppe børne- og folkesange af etnisk oprindelse: tyske, engelske, iranske, tyrkiske, afrikanske sange og så videre.

Det bliver dermed en sangbog, der er aktuel og afspejler vor tid, og som samtidig indeholder nogle sange, som endnu ikke er at finde i andre danske sangebøger.
Sangbogen bliver redigeret af mor og søn -

nemlig professor i musikpædagogik Inge Marstal og forfatter og ph.d. i musikvidenskab Henrik Marstal, der også er kendt fra gruppen Ibens.

"Desværre er sangen ikke længere en naturlig del af skolernes liv, men ved at sende sangbøgerne ud som klassesæt håber vi, at ikke bare musiklærerne, men også andre lærere bliver inspireret og stimuleret til at synge," siger Birgit Bergholt, der er leder af ’Sangens År’-sekretariatet, som har til huse i DR Byen.

Hun tilføjer, at budskabet med sangbogen er enkelt:
"At det er godt at synge, at det skaber fællesskab, og at vi skal synge hinandens sange for at forstå os selv og hinanden."

I forbindelse med bogprojektet, er det tanken, at DR Radiojuniorkoret og DR Radiobørnekoret skal indsynge de 100 sange til en cd, der skal udgives som et tillæg til sangbogen. På den måde vil alle kunne høre, hvordan sangene lyder, når et af DRs kor synger sangen. De 100 sange vil formentlig også blive lagt på dr.dk/skole, hvor temaet ’Syng dig glad’ allerede findes i dag.

Hos Bikubenfonden siger direktør Michael Metz Mørch:
"Vi er glade for, at Bikubenfonden kan medvirke til at sende en ny og spændende sangbog ud til folkeskolen og privatskoler. Sangbogen kan forhåbentlig være med til at skabe glæde og forståelse blandt børn og unge, og samtidig kan den "forlænge Sangens År", så det også varer længere end 2008. Det er et andet stort plus ved projektet," siger han.

20/05-08
Storbrand i Berliner Philharmonien
Det tyske musikhus Berliner Philharmonien står i brand. 170 brandfolk og 30 køretøjer iler til hjælp for at redde bygningen.
Branden brød ud omkring kl. 14. Røg og flammer står op af taget på bygningen, og mere end 100 brandfolk er indsat på stedet. Det skriver zdf.de.
Branden brød ud lige efter en koncert, så det var ikke nødvendigt at evakuere bygningen, eftersom

koncertgæsterne netop havde forladt bygningen.
Branden er opstået under taget på den høje bygning, hvilket gør det svært for brandfolkene at få etableret en effektiv indsats. Det er formodentlig svejsearbejde, der er årsag til branden.
Røgsøjlen fra branden i det verdensberømte musikhus kan ses på lang afstand.

Thomas Schouv Jakobsen, jp.dk

15/05-08
Marie Rørbech stopper sin pianistkarriere
Den 34-årige koncertpianist Marie Rørbech har besluttet sig for at indstille sin levevej som musiker, en karriere der ellers flere gange har påkaldt kritikernes anerkendelse. Grunden til afskeden med koncertlivet er medicinsk: Langfingeren på Rørbechs højre hånd er blevet svækket, 'fokal dystoni' er den latinske betegnelse. Hun beskriver det selv om, at den ramte finger ikke kan følge med i samme tempo som hendes øvrige fingre. »Jeg kan godt bruge langfingeren, men ikke optimalt, og jeg vil hellere holde helt op med at spille end at gøre det på et dårligere niveau. I vinter gennemførte jeg nogle koncerter, og det var ikke sjovt«, skriver Berlingske Tidende.


Siden Marie Rørbech debuterede som solist fra Det Jyske Musikkonservatorium i år 2000, er hun blevet belønnet på forskellig vis af musiklivet. Blandt højdepunkterne er, da hun var DR Kunstner 2002-03 og modtagelsen af Musikanmelderringens Kunstnerpris.
Den beklagelige meddelelse virker definitiv, akupunktur, fysioterapi og lægehjælp er forsøgt uden større held, så nu skal der ske noget helt andet:
»Jeg vil studere sprog, marketing og kommunikation. Forhåbentlig kan jeg bruge mine erfaringer fra musiklivet administrativt. Det har bare lige krævet noget enkeltfag på hf, for jeg er jo ikke student«, siger Marie Rørbech til Politiken.

07/05-08
Husk lige soveposen
SPOR 2008 er et 24 timers eksperiment. Gennem koncerter, workshops, installationer, performance og suppekogning udfordrer festivalen oplevelsen af tiden – både den musikalske tid og den der forløber over 24 timer.
Rammen for SPOR 2008 er et 24 timers forløb, hvor publikum og de deltagende kunstnere opfordres til at udforske musikalske processer, som strækkes over lang tid eller repeteres.
SPOR 2008 er samtidig en social aktion. Festivalen handler ikke kun om forholdet mellem værk og lytter, men også om forholdet lytterne imellem. Frem for annoncerede koncert-klokkeslæt vil det i højere grad være det personlige valg

samt publikums udvekslinger med hinanden, der genererer publikums-gennemstrømningen på festivalen. Publikum opfordres til at lægge deres egen festivalrute, gå på opdagelse i Musikhuset og udfordre døgnets naturlige rytme – husk også soveposen!
Det foregår alt sammen i det nye Musikhus i Århus – fra fredag den 9. maj kl. 16:00 til lørdag den 10. maj kl. 16:00.
Oplev bl.a. Vienna Vegetable Orchestra (AU), Staalplaat Soundsystem (NL), asamisimasa (N), Rebecca Saunders (UK), Hanna Hartmann (S), Curious Chambers Players (S), Carl Emil Carlsen (DK), DYGONG (DK), SCENATET (DK) og Aarhus Symfoniorkester (DK).

30/04-08
Leder af Bayreuth-festspillene trækker sig
Lederen af de traditionsrige Bayreuth-festspil trækker sig efter en årelang fejde i Wagnerfamilien. Wolfgang Wagner, det 88-årige barnebarn af komponisten Richard Wagner, er trådt tilbage som chef for Bayreuth-festspillene, oplyser en talsmand for det bayerske kulturministerium.
»Wolfgang Wagner har meddelt sin tilbagetræden«, siger Markus Gnad, talsmand for kulturministeriet i Bayern, hvor byen Bayreuth ligger.


Det er ikke afgjort, hvem der skal afløse den aldrende chef for festspillene, eller hvornår han formelt træder tilbage. Festspillene har været genstand for en årelang fejde i Wagnerfamilien over, hvem der skulle afløse Wolfgang Wagner.
Den årlige Wagner-festival i Bayreuth blev grundlagt af Richard Wagner i 1876 med den første komplette opførelse af hans operatetralogi Nibelungens Ring

Ritzau

26/04-08
Verdens første robotdirigent
Teknologi- og musikentusiaster kan sammen se frem til at robotten Asimo i maj måned vil dirigere stjernecellisten Yo Yo Ma og resten af et helt symfoniorkester. Robotten kommer til at lede en fremførelse af 'Impossible Dream' fra musicalen 'Man of La Mancha'.
Koncertens formål er at skabe opmærksomhed på samarbejdet mellem Asimos ophav Honda og Detroit Symphony Orchestra. Dette samarbejde går i sine hovedtræk ud på, at Honda støtter orkestrets aktiviteter for skolebørn i området.

Robotten kaldes Asimo (Advanced Step in Innovatiove Mobility), og er under fortsat udvikling.

Målet er at udvikle en robot, der vil kunne hjælpe syge og ældre. Inden vi kommer så vidt - hvis vi da gør det - bliver robotten mest brugt som inspiration for unge - og andre ungdommelige sjæle.

Hendes Majestæt Dronning Margrethe II har også haft fornøjelsen af at møde Asimo. Den 17. november 2004 besøgte Dronningen "Hondas" hovedkvarter i Tokyo. I den forbindelse viste Asimo sine daværende færdigheder i form af stå på ét ben og spille fodbold, men inden da fik Dronningen overragt et buket blomster af den lille fyr

Jes Højen Nielsen, Danmarks Radio

07/04-08
Per Erik Veng tilbage som koncertarrangør
DR Radiosymfoniorkestrets afskedigede, men kompetente chef har nu udsigt til et nyt job som arrangementschef for Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums koncerter. Nogle i musikmiljøet havde ellers dømt Veng til at være ude i kulden, efter kritik af hans ledelsesstil. Men fyringen skyldes sandsynligvis snarere en uenighed med Vengs overordnede om disponering af økonomi, da rygtet siger, at Veng nægtede at gå på kompromis og reducere i sine ambitiøse planer om orkestret.
Nu har konservatoriets rektor, Bertel Krarup, taget Veng under sine vinger og givet ham ansvaret for at det musikalske liv i koncertsalen ikke dør efter Radiosymfoniorkestrets flytning. Og Veng har med sin faglige dygtighed og omfattende

kontaktflade en god chance for at give hovedstadens øvrige klassiske koncertsteder konkurrence. Ambitionsniveauet er fra starten af Vengsk: »Det ville fx være oplagt at holde stjernekoncerter med fx den amerikanske sopran Renée Fleming og den argentinske pianist Martha Argerich og så mesterklasser med solisterne bagefter«, siger han til Berlingske Tidende. De dyre verdensnavne skal ikke mindst finansieres gennem sponsoraftaler. Berlingske skriver endvidere, at ifølge Per Erik Veng bliver taberne blandt koncertarrangørerne Den Sorte Diamant og de ensembler, der vil leje sig ind i Stærekassen på Kgs. Nytorv, nemlig Concerto Copenhagen, Ars Nova, Athelas Sinfonietta og Dansk Danseteater.

prm

01/04-08
Dansk chefdirigent roses i New York
Thomas Dausgaard høster ikke blot hæder som chefdirigent for DR Radiosymfoniorkestret, men også foran Svenska Kammarorkestern Örebro. Søndag aften sammen spillede danskeren og det 37 mand store orkester Beethoven i New York-koncertsalen Rose Theater, der ligger i Lincoln Center, hvor også The Met har til huse. Anmelderen fra amerikanernes største avis New York Times kalder Dausgaard for "karismatisk" og

mener, at orkestret - på trods af idealet om historisk opførelsespraksis - formår at fremføre musikken med en klarhed og "stålagtig kant", som de fleste orkestre og ensemble, der spiller på historiske instrumenter, ikke er i stand til.

Dausgaard og Örebro-orkestret er i færd med at indspille Beethovens samlede orkesterværker på det norske plademærke Simax, otte CD'er er foreløbig udkommet.

06/03-08
Villázon på mærkerne igen
Tidens største tenor Rolando Villlázon demonstrerede sin raske stemme i går i Madrid for en inviteret international presse. Den mexicanske charmør, der har aflyst et halvt års koncerter uden en officiel forklaring, fortalte åbent om sit fravær fra scenen:
»Når jeg ikke gav koncerter eller sang opera, forberedte jeg en cd eller indspillede en. Lærte nye roller, gav interview, hvor jeg også brugte min stemme, prøvede, øvede ... Og jeg var udmærket klar over, at jeg styrede hen imod sammenbruddet, men endelig var jeg, hvor jeg altid gerne havde villet være. Jeg sang i de fineste operahuse med de bedste dirigenter og de mest pragtfulde sangerkolleger, og i forvejen bestilte jeg ikke andet end at sige nej, nej, nej. Det kan man ikke blive ved med«, sagde Villazón til Politiken.
Nu er Villázon tilbage i show biz og kan igen til sommer opleves i Tivoli. Inden da,

udkommer hans solo-CD 'Cielo e mar', der følger mezzodivaen Cecilia Bartolis eksempel med at indspille opera-rariteter. Men det er ingen selvfølge, at supertenoren vendte tilbage:
»Jeg troede faktisk længe, at nu var det slut. Jeg så overskrifterne for mig: ’Villazón er brændt ud!’. Jeg kunne egentlig godt være blevet ved med at synge på et eller andet fornuftigt niveau, men i aftes, da jeg sang for dig og for resten af pressen og Rolexsponsorerne, mærkede jeg igen, hvor godt det var at stå der. At mærke rummet om mig, at give mig hen i øjeblikket. At synge ordet ’bacio’ (kys, red.) og virkelig kærtegne a’et, trække det ud, fremmane sensualiteten i det, at mærke at min stemme kun fandtes i verden for at føde og give liv til netop dét, til et kys«.

Klik på linket for at læse et uddrag fra KLASSISKs interview med Rolando Villazón fra 2006:
28/02-08
DR-FLYTNING: AFSKED OG INDVIELSE MED MANÉR
Ved et pressemøde i går fortalte DR om indvielsen af DR Byens koncertsale og om den kommende sæson for DRs ensembler. Ambitionsniveauet er højt, der er plads nytænkning og til forskellige musikpræferencer. Nedskæringer kommer koncertpublikummet ikke til at mærke noget til i den kommende sæson.

Farvel til Radiohuset
Flytningen bliver også et lidt vemodigt farvel til Radiohusets Koncertsal på Frederiksberg, hvor DR-ensemblerne har haft hjemme siden 1945 og har høstet velfortjent anerkendelse. Men skal der tages afsked med en kær, bør det gøres på en værdig måde, og det har DR også tænkt sig at gøre. Det patinamættede musikhus på Frederiksberg går heller ikke til spilde efter flytningen, da Det Kgl. Danske Musikkonservatorium rykker ind i lokalern