|
»Jeg ved det godt, jeg ved det«, siger
Mortensen. »Men grunden til at jeg
bevæger mig sådan, når jeg står på
podiet, er primært, at jeg ikke kan
dirigere. Da jeg sådan nærmest ved et
tilfælde begyndte at dirigere, vidste
jeg ikke, at det var så vigtigt, hvordan
man så ud, når man stod deroppe, og
min stil er opstået ud af ren desperation.
Jeg håber bare, at min gestik ikke
kommer i vejen for musikken, for den
risiko løber jeg da, den at publikum
kan se tingene, men faktisk ikke høre dem.«
»Men jeg synes, det ville være unfair at
sige, at det er en Mortensensk manér,
for jeg gør det i den bedste mening, og
musikerne i CoCo har lært at trække så
og så mange procent fra det samlede
udtryk. »Og så må jeg leve med, at nogen
synes, det er underholdende eller
mærkeligt – eller perverst ligefrem...«
Fødselsdagsgaven
Da Lars Ulrik Mortensen sidste år
fyldte 50 og blev fejret af sit ensemble
Concerto Copenhagen ved en reception
i Garnisons kirke, deres hjemsted i København, skete det i en atmosfære
af godmodigt dril. Violinisten Bjarte
Eike, der deler sin begejstring ligeligt
mellem Rameau, folkemusikken og
rocken, forærede Lars Ulrik en sort
T-shirt med påskriften ’fuck you, you
fucking fuck’ og fortalte om, hvordan
teksten var inspireret af, hvordan
fødselsdagsbarnet ind imellem lader
irritationen tage overhånd, når han
ikke får nøjagtig den klang, han ønsker
fra en musiker, med hovedet halvt
bortvendt i afsky og en profanitet på
vej ud over læben.
Man ser det for sig
Ligesom man hører det, når Lars Ulrik
Mortensen tager fat:
»Tag en enkel tonerække. Vi har altid
hørt den som babababam«, siger han
og synger monotont. »Men hør her…«,
og han rykker tættere på, øjnene holder
mig fast, hænderne tegner barokke figurer
i luften, og hans sang modulerer
varieret, præcist: »Babababam. Eller
babababaaaaam!«.
»I musikken op til romantikken er de
disse mikroskopiske forskydninger, der
betyder alt. Mikrofraseringen, mikrodynamikken. De gammeldags symfoniorkestre
– og her er der formodentlig
en forbryderisk overforsimpling – tilstræber,
at en hvilken som helst tone
nøjagtig ligner den tone, der kom før
og den tone, der følger efter. Egalitet
og ensartethed er målet, lige meget
vibrato hele tiden, lige meget brug af
violinbuen, lige meget dynamik. Når
der i partituret står mezzoforte, så
spiller de mezzoforte, indtil der står
noget andet«.
Ja, det er vel derfor, det står der …?
Michael Bo er kulturjournalist ved dagbladet Politiken. (Læs hele artiklen i første nummer af klassisk)
|
