|
« Tilbage til festivaloversigt
Krengerup Slotskoncerter
16. august - 13. september
Krengerup Slot, Glamsbjerg
På Vestfyn afholdes årligt Krengerup Slotskoncerter i det nyklassicistiske slotsanlæg, der blev opført i 1772. Denne sommer bydes på et helt nyt ensemble Trio Nova (16/8), der består af fløjte, klaver og cello, den garvede klaverbetvinger Elisabeth Westenholz (30/8) og den yngre og udforskende Kroger Kvartetten (13/9).
Læs mere om festivalen på www.vemus.dk
Et par ord fra festivalen
Kaj Nørholm, Vestfyns Musiske Selskab
Vestfyns Musiske Selskab arrangerer sommerkoncerter for det fynske publikum - og selvfølgelig også for andre - på det smukke slot Krengerup fra 1772 beliggende lige uden for Glamsbjerg. Dette kan lade sig gøre ved et glimrende samarbejde med familien Rantzau, som ejer slottet. Dette samarbejde har eksisteret i mere end 25 år. Slottet giver en fantastisk ramme om koncerterne, som bliver til en totaloplevelse af arkitektur, kunst og musik. Fra slottes sale er der en pragtfuld udsigt over parken, som publikum nyder i de lyse sommeraftener over et glas vin i pausen. Alle kunstnere, som har spillet på Krengerup tilkendegiver enstemmigt, at de gerne kommer igen.
Slottes dimensioner gør det naturligvis bedst egnet til mindre ensembler, kammermusik eller solister. Der afholdes normalt fire eller fem klassiske koncerter på selve slottet fra maj til oktober, men derudover arrangerer foreningen to rytmiske koncerter med kvalitetsjazz, folkemusik eller verdensmusik i Hørvævsmuseet, som er indrettet i en af slottes udlænger, og hvor der er indrettet et arbejdende museum med væve fra det nedlagte Tommerup Væveri.
Disse særprægede omgivelser er igen ideelle rammer for intim-koncerter, og vi har valgt at lægge vore to årlige rytmiske koncerter her. Med musik af høj kvalitet og et fuldtalligt publikum er en aften på Krengerup en sublim oplevelse for alle sanser.
|