|
Alt for længe har klassisk musik fremstået støvet og konservativ, og som en musik, der tilhører en anden tid og ikke har nogen relevans i dag. Dette image ønsker vi at gøre op med. Via artikler og billedmateriale ønsker vi at tilføre den klassiske musik ny energi, hvor vi fokuserer på hvorfor netop denne musik stadig er vedkommende. I artiklerne er omdrejningspunktet musikken og hvad den kan tilbyde os i dag, og på fotosiden forsøger vi i høj grad at indfange de klassiske musikere i de mest intense situationer på scenen mens de optræder, og derved overføre dynamikken og intensiteten fra koncertsalen til magasinet.
Vi præsenterer læserne for artikler om klassisk musik fra Danmark, Norden og den internationale scene. Magasinet indeholder portrætter og interview med musikere, dirigenter, komponister m.fl., som er aktuelle i Danmark. Som læser får du desuden et indblik i musikhistoriske artikler, samt information og inspiration i form af en koncertkalender, der fokuserer på store klassiske musikoplevelser i hele landet. KLASSISK indeholder desuden en lang række anmeldelser af klassisk musik på cd og dvd.
|