Jephta – rædslen råder!
Det Kongelige Teater brænder for barokoperaen – og særligt Händels. Nu er turen kommet til ’Jephta’, der har premiere til marts. Et oratorium, der bliver sat op som opera. Dramaet er barskt og urovækkende - det handler om en far, der må ofre sin datter
”How dark, O lord, are thy decrees!”. Guds veje er uransagelige. Med hjertebankende puls trækkes vi først med strygerne så med koret frem fra den totale stilhed ind i en skyggefuld verden, et vakuum, hvor rædsel, dyb sorg og angst råder. Vi er i en af korlitteraturens mest storslåede kompositioner i slutningen af anden akt i Händels tragiske oratorium ’Jephta’. Hovedpersonen, Jephta, en krigshelt og far, møder, som den første, på vej hjem fra slagmarken, sin lysende, glade og uskyldsrene datter. Først glæde, så rædsel! Inden han drog i krig gav han det løfte til Gud, at hvis han vandt slaget, ville han ofre den første han så, når han kom hjem fra slagmarken - ”What, or whoe'er shall first salute mine eyes, Shall be forever be Thine, or fall a sacrifice”.
Hvis Händel nogensinde skrev et musikalsk selvportræt, så kunne ’Jephta’ være et godt bud. Den rystende fortælling om en far, der må ofre sin datter til Gud er Händels sidste store oratorium. Det blev til i 1751, et år uden de store musikalske begivenheder for Händel, men med store personlige udfordringer. Et svigtende syn forstyrrede ham mere og mere, og han måtte gennemgå smertefulde øjenoperationer. I originalnoden afslører hans tilstand sig i et væld af korrektioner og genskrivninger, og hans ellers flydende, elegante håndskrift blev nu ført mere og mere usikker. Det totale mørke truede den ydre verden for den nu 66-årige komponist og måske derfor begyndte bevidstheden at koncentrere sig om den indre verden.
Den menneskelige tragedie
Fortællingen om Jephta har librettisten Thomas Morell fra Dommerbogens kapitel 11 i Det gamle Testamente. Morell havde også skrevet librettoen til oratorierne ’Theodora’ (1750), ’Alexander Balus’ (1748) og ’Judas Maccabeus’ (1747).
De bibelske myter og fortællinger var populære i England, da de for 1700tallets oplyste borgere reflekterede mere realistiske menneskelige konflikter i modsætning til operaens abstrakte gude- og heltedramaer fra oldtiden. I ’Jephta’ føres vi helt ind i konflikternes smertepunkt, i sjælen på de som konflikten vedrører. Den handler om en familie, der bliver knust i en højere sags tjeneste.
Til forskel fra operaen, som oratoriet er nært beslægtet med, har koret en afgørende dramatisk rolle at spille. De 40 korsangere i ’Jephta’ udgør både oprørske, frihedslængslende israelitter, bønfaldende præster og renfærdige jomfruer. Som i de græske tragedier udvider de verden og universet omkring dramaets aktørere. Og i Händels hænder kan tonerne fremmale konfliktens rystelser og efterskælv i personernes omverden, som var de naturkatastrofer. Ofte gengives dramaets følelsesmæssige under- og overtoner i instrumenterne og i koret, ikke i sangerne, der på den måde er overladt til deres skæbne. De famler i mørket.
|
|
|
|
Det skæbnessvangre løfte – 1. akt
Dramaet falder i tre akter og omdrejningspunktet er Jephtas familie med datteren Iphis, en glædesbringende, ren og uskyldig sjæl, hustruen Storgé, der er mere mørklødet og melankolsk, Hamor, Iphis’ forlovede og soldat i Jephtas hær og Zebul, Jephtas ene halvbror.
Karakteren Jephta er en bastard. Han blev undfanget i et lidenskabeligt møde mellem en skøge og Kong Gilead, og som ung blev han jaget på flugt af sine halvbrødre. Ved oratoriets begyndelse lider israelitterne under amonitternes undertrykkelse, og de er nu klar til at gå i krig for deres frihed. Men de mangler en hærfører, og halvbrødrene indser, at de må kalde Jephta tilbage for at lede det blodige slag.
Oratoriet er både i teksten og i musikken præget af stærke kontraster mellem lys og mørke og mellem stilhed og torden. Måske betonet af Händels egen kritiske tilstand. Lyset stråler fra den forelskede, uskyldige og engleagtige Iphis, der med boblende koloraturer og letfodede danse drømmer om bryllup og børn. Men omkring hende trænger mørket sig ind på hende. Moren, Storgé, nærer en knugende melankoli ved afskeden med sin krigsbesluttede mand i arien ”Scenes og horror, scenes of woe”. Den er både en protest mod krigen, der kan knuse hendes familie og en klagesang – en forudanelse af det mørke og den tragedie, de endnu ikke ved vil komme. Strygerne understreger hendes rasende modstand med staccatoagtige stød på strengene eller lader melankolien farve stemningen i unisone forløb med hendes stemme. Både Storgé og Iphis er uvidende om Jephtas løfte til Gud, inden han drager i krig. Men vi fornemmer den skæbnessvangre stemning.
Offeret – 2. akt
Da Jephta vender sejrsberuset hjem fra frontlinjen og møder sin datter, Iphis, knuses al sejrsglæde til sorg. Han havde jo lovet Gud at ofre den første han så ved sin hjemkomst. ”Open thy marble jaws, O tomb, and hide me, earth, in thy dark womb”, synger Jephta i sin fortvivlede erkendelse med strygere, der følger ham med abrubte rytmer og pludselige pauser. Hans hustru, Storgé, får sine værste forudanelser opfyldt, og datterens forlovede, Hamor, tvinges i sorg. Mens forberedelserne til ofringen udføres gennemlever hjemmet en endeløs sorg, rædsel og fortvivlelse.
Iphis vender tilbage til hjemmet rede til at dø for sin fars hånd. Hun hengiver sig til sin skæbne i en afsindigt gribende passage, hvor Händel lader dybden i hendes tragedie anes i det simple, transparente akkompagnement til hendes næsten åndeløse recitativ og arie. Passagen slår Jephta ud – ”Deeper and deeper still, thy goodness child, pierceth a father’s bleeding heart”. Og så er vi fremme ved slutkoret, som artiklen her begyndte med - ”How dark, o lord, is thy decrees!”.
Englen og det kræsne publikum – 3. akt
Da forberedelserne til ofringen når sin ende, og faren må indfri sit løfte til Gud, tager tragedien en uventet ny retning (Thomas Morell havde sikkert sit kræsne publikum i tankerne – de ville gå glade og opløftede fra teatret!.) I sidste øjeblik fremsyner en engel, som vil ophæve løftet, hvis Iphis sværger, at hun fra denne stund vil leve resten af sit liv i gudsfrygtig fromhed, i cølibat. Lyset vender tilbage til verden. Familien jubler i lettelse, men spørgsmålet er om lykken er fuldendt.
I en moderne optik er det vanskeligt at forstå den grusomhed faren udsætter sin datter for – for ikke at tale om det samfund og den kultur, som tillader dette. Det vækker minder om æresdrab og jalousidrab. Titlen på oratoriet lægger vægten på Jephtas personlige psykologiske drama, men hvad sker, hvis vi retter synsvinklen mod moren, eller mod Iphis? Det er bl.a. i disse spørgsmål, at en moderne operainstruktuktør har sin fortolkningsfrihed. Og når Den Kongelige Opera med Concerto Copenhagen i orkestergraven til marts sætter oratoriet op som opera med den kontroversielle engelske instruktør Katie Mitchell, tyder meget på at krigen ikke er vundet fuldstændigt for Jephta. Det Kongeliges opsætning er en co-produktion med The National Welsch Opera og
JEPHTA
20. marts - 17. april
Operaen, Store Scene
På rollelisten kan nævnes tenoren Paul Agnew, der synger partiet som Jephta, den norske sopran Eir Inderhaug som datteren og Hanne Fischer kan opleves i rollen som Storgé.
English National Opera, og fra disse ved vi, at Katie Mitchell har valgt at lade den udspille sig i det herrens år 1940. Spørgsmål om forholdet mellem kønnene, faderroller og moderroller, mellem far og datter og mellem individ og samfund kan læses ind i myten. Og indlysende nok også den religiøse fanatismes ofring af det enkelte menneske. Der er rigelig stof til eftertanke og trods oratoriets knap 250 år lange historie og mytens flere tusind år gamle oprindelse er det eviggyldige temaer, konflikter og spørgsmål Jephta åbner op for.
Tekst: Signe Clausen ; foto: Bill Cooper
| |
