|
Den store finske festival for kammermusik forløber over 14 dage, og i år havde 45.000 publikummere fundet dybt ind i de store finske skove tæt på grænsen til Rusland, hvor Kuhmo ligger.
»Jeg har spillet mindst én koncert om dagen. Sådan en bunke noder! Det har været helt fantastisk at spille med musikere, der er 50 år ældre end jeg. Det er hele livet, der stopper op. Hverdagen findes slet ikke«, siger han og river en hel bunke navne af sig på stjerner fra strygerhimlen, der har deltaget i festivalen, heriblandt violinisterne Pinchas Zukerman og Pavel Vernikov.
Kammerkoncerter i New York og Ekestad
Efter festivalen i Finland har han lige været et smut i Skotland for at indspille med BBC Scottish Symphony Orchestra: Tjajkovskijs ’Pezzo capriccioso’ og Max Bruchs ’Kol Nidrei’, et tema over en jødisk bøn. Andreas Brantelid er en af de solister, som BBC’s New Generation Artists vælger at promovere gennem et treårigt forløb, og som er nidkært udvalgt blandt fremstormende musikere fra hele verden. En del af forløbet er at indspille med alle BBC’s orkestre. Brantelid er også for de kommende tre år valgt som medlem af Lincoln Centre Chamber Music Society i New York, men når man spørger ham, hvilke opgaver han ser mest frem til lige nu, er det ikke opgaverne på de internationale scener, han straks nævner, men derimod at komme af sted til den lille by Ekestad i nærheden af Kristianstad i Sverige, hvor han sammen med sin far, Ingemar Brantelid, solocellist i Det Kgl. Kapel, i flere år har arrangeret kammerkoncerter i familiens sommerhus ...
(Læs hele interviewet i KLASSISK nr. 14)
Tekst: Benedicte Christiansen; foto: Kåre Viemose
|