|
Lige nu er hun i gang med at indrette, »bygge«, kalder hun det, børneværelset: »Jeg skruer og skruer, og mine hænder er fuldstændig ødelagt«.
Mobiltelefonen ringer. Det er journalisten. Og hendes femårige datter skriger. Og skriger. Ku’ vi gøre det en anden dag?
Jeg kan se hende for mig, fordi jeg husker hendes karakteristiske ansigt fra adskillige operaforestillinger i Danmark. De flotte, store træk. Øjne, der halvt smelter i Puccinisk dånen og halvt beskuer dig med ironisk afstand. Fyldige læber. Et godt operafjæs.
Majken Bjerno er på mange måder en arketypisk arbejdshest som operasanger. Det er ved at være en lille menneskealder siden, man kunne komme ind fra gaden og høre hende synge Mimì i ’La Bohème’ hos Den Jyske Opera, og hvis man ikke har flyttet sig meget hjemmefra, er hun en af dem, om hvem man indimellem tænker: Hvad blev der egentlig af hende?
Nye chancer, nye gevinster
Hér er, hvad der blev af hende. Bjerno er lige flyttet fra Würzburg i Nordbayern, hvor hendes mand indtil videre er blevet boende, til Gelsenkirchen i den øvre del af Ruhrdistriktet. Og man kan høre på hende, at hun har smøget ærmerne op rent mentalt. Nye chancer, nye gevinster. Men sideløbende med arbejdet som en del af vagtafløsningen på en to-års kontrakt ved Musiktheater im Revier er hun slået igennem på flere planer. Hun sang Agathe i ’Jægerbruden’ i Århus sidste år, var en blændende Salome i Malmö i februar, og til august synger hun Senta i ’Den flyvende hollænder’ hos sin gamle arbejdsgiver, Den Jyske Opera.
(Læs hele interviewet i KLASSISK nr. 9)
Tekst: Michael Bo; foto: Cesare Righetti/Malmö Opera
| 
