REJSENDE I OPERA

HENRIETTE BONDE-HANSENS soprankarriere på udenlandske scener kører på skinner. Hun er sjældent at finde på Den Kongelige Operas rollelister, men i november synger hun titelrollen som Semiramis, når Operaen spiller den sjældent opførte Rossini-mastodont.

»Jeg har ikke arbejdet sammen med en eneste af de andre medvirkende før. Så det bliver jo lidt Henriettes første skoledag, når vi begynder på prøverne«. Det er lige før, Henriette Bonde-Hansen fniser. Men det bliver ved lige før. Fin og slank er hun. Kontrolleret. Porcelænshyrdinde landet til interview i smårodet lokale på Rosenørns Alle. Det, der før var Radiohuset, men nu huser konservatoriet.
Det er ikke så sært, at hun ikke kender holdet. Den danske sopran har nemlig ikke som de fleste andre danske sangere i topligaen nogen tilknytning til Den Kongelige Opera og har aldrig haft det. Heller ikke til noget andet operahus for den sags skyld.

»I Frankrig, hvor jeg især synger, findes ensembleteatret slet ikke. Altså det, at et hus har en fast tilknyttet stab af solister, som man også har her i København. Man bliver engageret fra forestilling til forestilling«.

Musikken giver svarene
Indtil første skoledag med holdet på ’Semiramis’ ved Henriette Bonde-Hansen ikke, hvilken opsætning der venter. Om handlingen er flyttet fra librettoens Babylon i oldtiden til nutidens København. Om det er store kostumer eller moderne jakkesæt. Eller hvordan instruktøren i det hele taget har tænkt sig at angribe den noget absurde historie, der minder om Hamlet kollideret med noget græsk tragedie. Titelrollens Dronning Semiramis gør ærlig talt ikke nogen moralsk opbyggelig figur. Hun myrder sin mand for derefter at forelske sig i sin egen søn.

»Det bliver ikke nødvendigvis en nem opgave for en instruktør at skulle gøre Semiramis relevant og forståelig. På den anden side kan man koge det ned til helt enkle menneskelige følelser: kærlighed og had. Men jeg arbejder ikke med fortolkning af min figur, før jeg går i gang med prøverne […]«.
Læs hele artiklen i KLASSISK nr. 27

TEKST: BENEDICTE CHRISTIANSEN