Finsk, uden mådehold | Portræt Leif Segerstam

Radiosymfoniorketrets tidligere chefdirigent beskæftiger sig ikke med musik før Beethovens Femte, og han sværger til den store romantiske orkesterklang. Toke Lund Christiansen tegner et portræt af den karismatiske dirigent, der til oktober møder sit gamle orkester.

Tekst Toke Lund Christiansen | Foto Heikki Tuuli

Sibelius Akademiet i Helsinki har nu i flere årtier været leveringsdygtigt med dirigenter i den absolut internationale topklasse. Det københavnske klassiske musikliv blev i en tiårig periode, fra 1988-98, stærkt farvet, for ikke at sige domineret, af dette boom: Paavo Berglund var chefdirigent hos Det Kgl. Kapel, Hannu Koivula ved DR RadioUnderholdningsOrkestret, Okko Kamu var 1. gæstedirigent ved Sjællands Symfoniorkester (man havde ingen decideret chef), og endelig var kraftcentret Leif Segerstam chefdirigent for DR Radiosymfoniorkestret. For at gøre målet fuldt, var pædagogguruen Jorma Panula tilknyttet Det Kgl. Danske Musikkonservatorium som dirigentprofessor.

»Jag hoPAS, at deda skal bli’ det absolutte punkt nul i mit SAMarbete met det sååå berømTA… danSKA… RrradiosymfoniorkesTERRRN«

Leif Segerstam

Det finske dirigentmirakel var begyndt i Bournemouth. Her havde man i 1972 valgt den unge finne Paavo Berglund som chefdirigent. Orkestret var, inden han tiltrådte, alt andet end bemærkelsesværdigt, men i løbet af få år hersede Berglund ensemblet op til en kvalitet, man tidligere kun havde turdet drømme om i den lille sydengelske badeby. Recepten var en vis personalefornyelse, en udvidelse af orkestrets størrelse, en bevidst turnéstrategi og talrige grammofonindspilninger, der snart viste sig at være konkurrencedygtige med de store orkestres udgivelser. Berglunds måde dannede skole, og i en nyere tid har vi set (og hørt!), hvorledes Osmo Vänskä har gentaget Berglunds kunststykke med det upåagtede orkester i Lahti.

Segerstam sætter normen
Da Leif Segerstam i 1988 tiltrådte som chefdirigent for DR Radiosymfoniorkestret, havde man i Rosenørns Allé i en længere periode manglet en fast hånd og en chefdirigent med et stort repertoire. I første omgang måtte man gnide sine øjne: Var dette den samme tynde og alvorlige unge mand, der år tilbage havde dirigeret Tjajkovskijs ’Pathétique’? Dirigenten havde i mellemtiden smidt hornbrillerne, og øjnene glimtede af isblå veloplagthed tilsat vilje og en barok humør, der – skulle det snart vise sig – lænede sig op ad stærk sarkasme. Han havde også bevæget sig op i en anden vægtklasse og anlagt sig et fuldskæg, der sammen med et uregerligt, halvlangt hår, gav ham en umiskendelig lighed med Johannes Brahms. En af chefens første opgaver var en indspilning af Janáčeks hundesvære opera ’Jenufa’. Orkestret var ikke individuelt velforberedt, og midt i de mismodige klange blev der slået af, og så kom det fyndigt og med eftertryk: »Jag hoPAS, at deda skal bli’ det absolutte punkt nul i mit SAMarbete met det sååå berømTA… danSKA… RrradiosymfoniorkesTERRRN«, og hans rullen på R’erne kom som fra en skralde! Og hvis dette var bunden, så ramte man den aldrig igen. Segerstam satte snart en norm for minimumskvalitet, og denne blev løftet år efter år. Alt hos denne Maestro var præget af en storslået generøsitet, der sommetider løb over i, hvad nogle fandt, var en eklatant mangel på mådehold. Hans orkester var fuldtonet, romantisk klingende, og fra korpset af svært bevæbnede messingblæsere forlangte Maestro, at der blev blæst igennem.

Det fosser ud af pennen
Leif Segerstam afholdt som helt ung en bemærkelsesværdig debutkoncert. På en og samme koncert optrådte han som skiftevis violinsolist og klaversolist med orkester, dirigerede og fik en komposition uropført. I mange år dyrkede han sideløbende strygekvartettens intime kunst, og han spiller både violin og bratsch – i de senere år mest bratsch. Segerstams kompositioner flyder eller nærmest fosser fra hans pen. De tidlige værker fremkom i en gennemkomponeret skikkelse og viser hans sublime harmoniske øre og veludviklede formsans. Siden har han, i en uendelig række af skitseagtige, symfoniske værker, insisteret på at lade en flygtig inspiration løbe direkte ud i musikalske forløb, der selvsagt er helt løse i konstruktionen og har et stærkt præg af improvisation. Når han selv står i spidsen for en sådan nærmest happeningagtig performance, kan underholdningsværdien være særdeles høj, og et nærhør på CD kan fremstå overraskende udtryksfuldt. De mange spontankompositioner tæller, af symfonier alene, mere end 180! Som dirigent har alle nordiske musikmetropoler og operahuse trukket på Segerstams store evner. Hans betydning som en ambassadør for nordisk musik gjorde det helt naturligt, i 1999 at tildele ham Nordisk Råds Musikpris.

Rører kun det monumentale
Hvis Segerstam som komponist fremtræder som Finlands svar på Jens Jørgen Thorsen, så er hans arbejde med orkestret helt anderledes nøgternt. Instruktion afgives i korte, fyndige sætninger på tenorklingende akademikersvensk tilsat ikke så få fremmedord. Segerstams far var skolelærer, og den strenge finske dirigentskoling fornægter sig heller ikke. Det 20. århundrede mest komplekse partiturer formår han ubesværet og løbende at sætte til livs under en prøve. Ikke fordi han virker uforberedt, tværtimod, men denne særlige gave gør det umuligt at afgøre, om han står og suger det hele til sig på stedet, eller om han har studeret partituret i ugevis. I de ca. seks år han stod i spidsen for Radiosymfoniorkestret, gjorde han en stor og overbevisende indsats for den nye, danske musik. Partiturer af eksempelvis Gudmundsen-Holmgreen, Abrahamsen, Ruders og Karl Aage Rasmussen blev hos Segerstam fortolket med intelligens og indforståethed, og var der uklarheder fra komponistens side, vendte komponistkollegaen sig brat om på podiet, slog ud med armene og spurgte med stentorrøst »om komposiTØRRen ønskede det sååå… eller kanske SÅÅÅ!«. Men det var ikke mindst i Per Nørgårds senere symfonier (3, 4 og 5), at Segerstams analytiske evner og sans for det abstrakte kom til deres ret. I Hamborg fik Nørgårds Femte en uforglemmelig klar og dynamisk opførelse, og det, der havde virket som kaotiske tilstande, blev forvandlet til klare strukturer. I det hele taget er Segerstams mesterskab knyttet til især de størst anlagte værker, og selv siger han, at musik før Beethovens Femte beskæftiger han sig ikke med. Han har lagt sin kurs og er ikke sådan at rokke. Segerstams romantisk klingende orkester farvelægger fx Schönbergs ’Gurrelieder’ og Mahlers 10 symfonier (alt regnes med!) med stor pragt. Sibelius’ symfonier omfatter han med en særlig hengivenhed og nænsomhed. Linjerne i de store naturscenerier bliver i hans tolkninger trukket frem i alle grader fra bleg akvarel til sort streg med voldsomme accenter.  

Giver stafetten videre
Da Jacob Gades Legat i 1995 ønskede at promovere ’Tango Jalousie’ i Finland, det land uden for Argentina hvor tangoen som dans har de fleste udøvere, havde man allieret sig med det fremragende, finske kammerorkester Avanti. Naturligt nok var det Leif Segerstam, der havde den musikalske ledelse. Men da ’Tango Jalousie’s indledende violinkadence førte koncertmesteren til tops på gribebrættet, stod det ikke alene som krystalklart violinspil, men der blev også i salen hvisket om, at solisten var et kæmpe talent som dirigent. Segerstam lod sit honorar blive til et legat, og dirigenten Sakari Orama var klar til fortsætte det finske dirigentmirakel. Visse orkestre har en særlig evne til at indfange disse helt særlige begavelser, inden musikindustrien får rigtigt tag i dem og sender honorarerne ud over enhver rimelighed. Birmingham City Orchestra er et af dem, og ikke længe efter at de havde modtaget sir Simon Rattles opsigelse, udnævnte man Sakari Orama til hans efterfølger i Birmingham, og det har man aldrig fortrudt!

Vemodig afsked
Efter at Leif Segerstam i 1995 fratrådte som chefdirigent for DR Radiosymfoniorkestret, for at blive afløst af Ulf Schirmer, så vi ikke den finske Maestro gennem mange år. Afskeden var tung, og den ellers så sprudlende dirigent sad og rugede over en kop kaffe i kantinen. Jeg forsøgte at lette stemningen ved at spørge til hans nyudnævnelse som chef for Stockholms Kungliga Operan…»havde han mon lagt en spektakulær sæson?«. Det smalle, isblå blik hvilede længe på mig, og så kom det kort og fyndigt: »En ’RRRing’!«. Der var længe helt stille, hvorpå fløjtenisten naturligt nok måtte tilføje: »Det var få ord om noget så stort!«. Vi troede ikke at skulle se Segerstam igen, men i sidste sæson sprang han til for den sygemeldte Yuri Termirkanov. Ved koncerten var det, som i et skæbnespil, igen Tjajkovskijs ’Pathétique’, der var programsat, og det blev en sejr for den nu helt hvidhårede, men stadig lige ultradynamiske dirigent. Nu kommer han igen og ikke på afbud. Ved Torsdagskoncerten den 16. oktober 2008 (med gentagelse om lørdagen kl. 16) står han i spidsen for DR Symfoniorkestret, Radiokoret, kammerkoret Camerata og en række solister med bl.a. Carl Orffs karske middelalderkantate ’Carmina burana’. Orkestret vil byde ham hjerteligt velkommen!