|
01/02-12
Svend Hvidtfelt Nielsen: Dance and Detours
Helge Slaatto (violin), Randers Kammerorkester, dir. David Riddell.
Dacapo 8.226565 [cd]
|
Viltre forgreninger
Randers Kammerorkester bruger her en hel cd på musik af Svend Hvidtfelt Nielsen, som har været orkestrets huskomponist. Åbningsværket ’Dance and Detours’ (2002-03) stjæler opmærksomheden her. Med en funky og raspende violin indledes der med et simpelt melodisk motiv og tydelig puls, som dog hurtigt lader tonelandskabet forgrene sig vildtvoksende (”detours”= omveje). Ensemblet kiler sig ind i mellem solistens toner, så rollefordelingen fortoner sig under tiden. Fra et mellemleje skiftes over til virtuos kvidren i et skyhøjt strygerleje, men et horn bryder igennem ”fugleflokken”. Der skabes dybdeperspektiv og stoflighed – man fornemmer lydene nærmest som genstande, man kan røre ved.
/Per Rask Madsen
|
|
|
|
|