Klassisk - Magasinet for musikelskere

CD/DVD anmeldelser (uddrag)

	Vivaldi: Violinkoncerter Daniel Hope (violin), Anne Sofie von Otter (mezzosopran), Det Europæiske Kammerorkester DG 00289 477 7463	Der er Hope for Vivaldi En ny skive med Vivaldi betyder gerne masser af ukendte toner, sådan vil det være mange år frem. Daniel Hopes plade er ingen undtagelse: Kun violinkoncerten ’La Tempesta di Mare’ og den berømte dobbeltkoncert i d-mol er nogenlunde kendt stof. Hope spiller uhyre virtuost på de hurtige steder, himmelsk smukt på de langsomme og af og til en smule falsk. Gør det sidste så meget? Egentlig ikke. Dels fordi musikkens næsten maniske fremdrift er i de helt rigtige hænder. Dels fordi satserne virker næsten ubeskrivelig svære sommetider. /Søren Schauser
	Wagner: Parsifal Michael Volle, Günther Groissböck, Matti Salminen, Christopher Ventris m.fl., Orchester und Chor der Oper Zürich, dir. Bernard Haitink, iscen. Hans Hollmann DG 004400 073 4407	Haitink og den hellige gral Det er en filosofisk ’Parsifal’, som sine steder også er gribende, selvom den har gjort sig fri af den Wagnerske patos, som ofte kan omklamre netop dette værk. Men når det er sagt, så mangler der også en sakral dimension – noget helligt, der trods alt passer til de tanker, Wagner gjorde sig, da han komponerede ’Parsifal’ frem mod førsteopførelsen i 1882. Den britiske tenor Christopher Ventris, der har gjort Parsifal til en specialitet, forener styrke og skønhed i stemmen med en intelligent indlevelse i personen Parsifal og skikkelsens mange facetter. /Steen Chr. Steensen
	Richard Strauss: Songs and arias Renée Fleming (sopran), Münchner Philharmoniker, dir. Christian Thielemann Decca 478 0647	Stresset Strauss Når man vælger at indspille en klassiker som ’Vier letzte Lieder’ af Richard Strauss, som samtlige bedagede sopraner altid synes, de skal igennem, som allerede findes i guddommelige indspilninger, og som man selv har indspillet én gang for snart 10 år siden, så er det klart, man stiller sin røv i klaskehøjde. Som overordnet problem må man sige, at Flemings og Thielemanns tilgang til Strauss er meget operapræget, og det stresser orkestersangene. Der er uoverkommeligt mange intensioner fra både sanger og orkester, og begge overartikulerer og overemfaserer. Ved første gennemhøring føles det meget kommunikerende og udtryksfuldt, men i længden bliver man ør af det. Det er som at have sat sig ind i et tog, der vil mere end bare køre på skinnerne. /Camilla Marie Dahlgreen
	Hommage à Olivier Messiaen Pierre-Laurent Aimard (klaver). Préludes pour piano samt uddrag af Catalogue d’oiseaux og Quatre Etudes de rythme DG 477 7452	Messiaen som folkegave Det er musik, der emmer af mystik, og i Pierre-Laurant Aimards fortolkning i en grad så man til tider føler sig hensat til en fremmed planet, for Aimard spiller med en kølig strenghed og en klokkeagtig klarhed, som betoner de visionære sider af Messiaens musik. Aimards intellekt er stærkt, og med autoritativ sikkerhed bygger han musikken op som streng arkitektur. /Esben Tange
	Per Nørgård: Strygekvartetter nr. 7, 8, 9 og 10 Kroger Kvartetten Dacapo 8.226059	Natsværmerisk I sin søgen efter svar skaber Nørgård musik, der er billedskabende som ikke megen anden musik. Hvis man vel at mærke giver sig tid til at lytte efter. Og Kroger Kvartetten kan om nogen få billederne frem. Det hundesvære materiale, Nørgård lægger for dagen, løser Kvartetten vældig fintmærkende, sikkert og spændstigt. Det næsten halve århundrede, der omtrent skiller Per Nørgård og de fire ihærdige strygere er intet sted at mærke, for som Nørgård her viser, skriver han musik, der vækker genklang – også på tværs af generationer. /Jens Povlsen
	Richard Strauss: Arabella Renée Fleming (sopran), Morten Frank Larsen (baryton), Julia Kleiter (sopran), Johan Weigel (tenor). Chor und Orchester Opernhaus Zürich, dir. Franz Welser-Möst. Iscen.: Götz Friedrich Decca 074 3263	Festen udeblev Sangerne er dårligt castet: Renée Fleming har en rørende smuk stemme, men det tyske ligger slet ikke for hende, og alt for ofte lyder det anstrengt. Den danske baryton Morten Frank Larsen er desværre alt for ofte presset i det store parti som Mandryka, Johan Weigel er noget nær en katastrofe som Matteo, og Julia Kleiter har intonationsproblemer som Zdenka. Det er en skam. Der er lagt op til fest – og så lyder det som dagen derpå. /Steen Chr. Steensen
	Unsuk Chin: Alice in Wonderland Sally Matthews (sopran), Piia Komsi (sopran), Dietrich Henschel (baryton), Cynthia Jansen (alt), Gwyneth Jones (sopran). Bayerisches Staatsorchester, dir. Kent Nagano. Iscen. : Achim Freyer Unitel Classica 2072418	Midt i et mareridt Man bliver uvilkårligt draget ind i denne sære verden. Den er så gennemkomponeret på alle niveauer, og med dirigenten Kent Nagano står det musikalske knivskarpt, ligesom holdet af sangere demonstrerer sang og scenisk indlevelse af ekstrem høj standard. Af og til bliver kameraføring og lysten til at zoome lige lovlig fantasifuld, som om mareridtsstemningen ikke er fremtrædende nok i musik og iscenesættelse. Det er den. Det er uhyggelig godt. /Steen Chr. Steensen
	Carl Nielsen: Samlede værker for soloklaver Martin Roscoe (klaver) Hyperion A67591/2	Stueren Carl Nielsen I Martin Roscoes hænder præsenteres Carl Nielsens musik med en flot klanglig finish godt hjulpet på vej af CD’ens producer, der dyrker en ligefrem lækker lydæstetik med både brillans og fylde. Læg dertil Roscoes klaverteknik, der er præget af en letløbende virtuositet – tag blot ’Snurretoppen’ fra ’Humoreske-Bagateller’, der her flintrer af sted usædvanlig gnidningsløst. Det er flot og med internationalt snit, men Carl Nielsens danske lune og hans til tider kantede stil udviskes. /Esben Tange
	Andreas Brantelid: Cello Concertos Værker af Schumann, Tjajkovskij og Saint-Saëns DR Radiosymfoniorkestret, dir. Michael Schønwandt EMI Classics 213 0382	Drenget charme Uden på noget tidspunkt at lyde anstrengt, men fri, ivrig, ja, levende, lægger Brantelid Saint-Saëns’ første cellokoncert, Tjajkovskijs ’Rokokovariationer’ og Schumanns intense cellokoncert bag sig. Når man lægger øre til udgivelsen, bliver det tydeligt, at Brantelids store kvalitet er hans drengede charme. Den er ikke til at stå for, når den medfører en så frisk, lyrisk frasering og løssluppen følsomhed, som det gang på gang er tilfældet hos den danske cellokomet. /Jens Povlsen
	Johan Reuter: Rare Verdi Johan Reuter, baryton, Kammerensemble Classic der Deutschen Oper Berlin, Elisabeth Heise-Glass, leder MSM 0004	Et umage par Verdis tidlige operaer er næppe skrevet til orkestre af den symfoniske størrelse, man hører i dag, men derfra og til at reducere orkestersatsen til 10-12 mand er der alligevel et stykke vej. Der kommer et ufrivilligt komisk skær af promenadekoncert over hele foretagendet, når man hører sangeren for fuld udblæsning på den lidt sippede baggrund. På egen hånd spiller kammerensemblet også arrangementer af ouverturerne til ’Alzira’ og ’Il Corsaro’. Glimrende spillet, men som at betragte musikken i en omvendt kikkert. /Mikael Garnæs
	Wagner: Tristan og Isolde Nina Stemme (sopran), Robert Gambill (tenor), Bo Skovhus (baryton), Katarina Karnéus (mezzo), René Pape (bas), London Philharmonic Orchestra, dir. Jirí Belohlávek. Iscen.: Nikolaus Lehnhoff Opus Arte 0988D	Temmelig fantastisk og besættende Musikken får virkelig lov at tale, sangerne lov til at spille, med et minimum af virkemidler, så det hele giver mening. Når så det overvejende nordiske sangerhold (Nina Stemme, Katarina Karnéus og Bo Skovhus) synger temmelig fantastisk, samt at tenoren Robert Gambill som Tristan ikke bare synger partiet flot, men skaber en lidenskabelig, og ja, næsten tragisk ridderlig figur på scenen, kan man dårligt forlange mere. /Bo Holten
	Gustavo Dudamel: Fiesta Simón Bolívar Youth Orchestra of Venezuela, dir. Gustavo Dudamel Deutsche Grammophon 00289 477 7457	Latinamerikanske toner i spændetrøje Det er klart, at det unge orkester vil spille ”egen” musik, men spørgsmålet er, om denne musik har kvaliteter til eksportbrug. Latinamerikansk populærmusik kan være fantastisk rytmisk og sprudle af livsglæde, men det er som om den bliver anstrengt, når den bliver skrevet ned i et partitur og fortolket af et symfoniorkester, hvor ungt, entusiastisk og ”indfødt” det end spiller. Det er som om musikken mister noget af sin spontanitet. /Steen Chr. Steensen
	Per Cembalo Moderno Goska Isphording (cembalo) PWM 10926-DUX 0605	En cembalist med et projekt Cembaloet har ikke klaverets sangbarhed og volumen, men til gengæld en interessant, overtonerig, sprød og ganske gennemtrængende klang, der gjorde det velegnet som baroktidens ”rytmeguitar”, og som nutidens komponister efterhånden har genopdaget. Ligeti har skrevet et par miniatureklassikere for instrumentet, og en cembalist som polske Elzbieta Chojnacka har medvirket til et væld af nye kompositioner for instrumentet. Goska Isphording er en af hendes elever og fortsætter med at bringe cembaloet videre ind i det 21. århundrede. /Anders Brødsgaard
	Anders Koppel: Double Concertos Christina Åstrand (violin), Bjarke Mogensen (akkordeon), Benjamin Koppel (saxofon), Rikke Sandberg (klaver), DR Symfoniorkestret, dir. John Storgårds Dacapo 8.226055	Krudtet er vådt Vel er der mange gode ideer og sympatiske takter, men problemet er det musikalske indhold. Det fremstår så kønsløst og forvirret, at musikken bliver ligegyldig, ja, næsten kedelig. Som et kæmpe omsvøb, hvor intet væsentligt får lov at komme op til overfladen. Trygt og godt, men også særdeles kvælende. Hist og her forsøges der endda med lidt frisk tangovildskab. Med det livlige solistpar i front er tangoen velvalgt, men komponistens krudt må have været vådt. Antænding sker i hvert fald ikke. /Jens Povlsen
	Andreas Scholl: Crystal Tears Andreas Scholl (kontratenor), Julian Behr (lut), Concerto di Viole Harmonia Mundi 901993	Kongen i topform Andreas Scholl er ubestrideligt kongen i dette stemmefag. Da han for nogle år siden udsendte en i min CD-spiller skattet indspilning ’English Folksongs’, rummede den nogle meget lovende Dowland-numre, og man ventede så på et større udvalg af disse melankolske perler, hvoraf mange er komponeret her i Danmark. Og her er de så: i en fornem indspilning med et dygtigt gambe-ensemble. Og det er Scholl i topform, vi hører her, toner og toneranker af uhørt og skamløst sensuel skønhed. /Bo Holten
	Mogens Dahl Kammerkor: Sacred North Mogens Dahl Kammerkor, dir. Mogens Dahl Exlibris 30127	Mariasange med mere Det klinger smukt – og det er lige ved at blive for meget. Det klinger nemlig lige smukt – eller med samme klangideal – gennem alle 18 numre på CD’en, selv om der er forskel på Grieg og Rautevaara eller på Gösta Nystroem og Nørgård – skulle man mene. Problemet er måske, at klang og intonation optager Mogens Dahl så meget, at det tekstlige udtryk kommer i anden række. Det har mindre betydning i korsangene med latinsk tekst, men lakmusprøven er Bo Holtens udmærkede arrangementer af Weyses salmer: Her fornemmer man kun svagt Ingemanns billedsmukke tekster, og det er ganske ærgerligt. /Steen Chr. Steensen
	Morton Feldman: The Viola in my Life I-IV Marek Konstantynowicz, bratsch; Cikada Ensemble, Det Norske Radioorkester, dir. Christian Eggen ECM 1798	Håndvævet musik Lydbilledet er ekstremt åbent, der sker ikke meget på samme tid; det virker nærmest, som om Feldman har et kærlighedsforhold til den enkelte tone; der høres ikke struktur eller opbygning, de enkelte toner fremelskes på magisk vis, en efter en. Feldman var ekspert i persiske tæpper, og hans musik er blevet sammenlignet med disses håndvævede mønstre, der tilsyneladende gentager sig præcist, men ved nærmere eftersyn viser sig at rumme bittesmå forskelligheder. /Anders Brødsgaard
	Rolando Villazón: Cielo e mar Arier af Verdi, Ponchielli, Cilea, Mercadante, Boito m.fl. Rolando Villazón (tenor), Coro e orchestra sinfonica di Milano Giuseppe Verdi, dir. Daniele Callegari Deutsche Grammophon 477 7593	Stemmepragt og karisma Villazón går uden for de mest nedtrampede stier og bl.a. præsenterer os for arier af så ukendte folk som António Carlos Gomes, Giuseppe Pietri eller Saverio Mercadante. Og det lyder knaldgodt. Hvilken stemmepragt, og hvilken overstrømmende, generøs omgang med de medfødte talenter. Villazón er ude på at forføre os, koste hvad det vil, og det lykkes i den grad. Stemmen er mørk og sensuel, passioneret i den spanske tradition som en Carreras eller Domingo. /Mikael Garnæs
	El vuelo de Icaro. Musica para el eros barroco Anne Cambier, Sytse Buwalda, Hervé Lamy m.fl., La Grande Chapelle, dir. Ángel Recasens Lauda 003	Ikaros-myten som erotisk eventyr Denne plade med titlen ’Ikaros’ flugt – musik til den barokke Eros’ samler stykker af ganske eksplicit erotisk natur. Der bliver spillet og sunget med fest og farver af det flamske ensemble, man har valgt til at indspille materialet. Det er selvfølgelig lidt underligt, at det er flamlændere, der skal synge de gamle spanske tekster, men det lyder nu ganske overbevisende. Måske lidt gammeldags i stilen med al denne sammenblanding af instrumenter og stemmer, noget der ikke var helt så almindeligt, som man troede for 20 år siden, men det er da frisk og frejdigt. /Bo Holten
	Vivaldi: Arie Ritrovate Sonia Prina (alt), Accademia Bizantina, dir. Ottavio Dantone Naïve OP30443	Alten baner vej Vivaldi-edition er et imponerende kæmpe-projekt, hvor man med statslig og privat støtte, ønsker at indspille hele det kolossale bibliotek af Vivaldi-manuskripter (450 værker) som befandt sig i hans hjem ved hans død i Wien i 1741. Musikken er i mine ører på et gennemgående højt niveau. Og at man mærker det, skyldes ikke mindst pladens solist, Sonia Prina. Hun er alt, og jeg skal med det samme sige, at da jeg så, at alle arier på pladen blev sunget af hende, blev jeg en smule skeptisk, men efter at have lyttet er det blæst væk. /Bo Holten
	J.S. Bach: Das Wohltemperierte Klavier Emerson String Quartet Deutsche Grammophon 00289 477 7458	Veltempererede strygere Hér er det fire strygere, som helt stringent spiller kontrapunkt efter alle Bachs forskrifter. Man kan blive helt svimmel af at høre det væv af strygerstemmer, som opstår, når en fuga ud fra et ganske enkelt tema sættes i gang af disse fire fremragende musikere, som ånder og fraserer som var de én organisme. Glem alt om opførelsespraksis, historisk korrekte instrumenter, barokke fraseringer. Emerson Kvartetten musicerer på tværs af tiden og trækker det frem, som de føler er essentielt, og det er de jo i deres gode ret til at gøre. /Steen Chr. Steensen
	Händel: Ariodante Ann Halllenberg, Laura Cherici m.fl., Il Complesso Barocco, dir. Alan Curtis, iscen. og scen. John Pascoe Dynamic 33559	Kongekærlighed i et spejlkabinet I bølgen af nyopsætninger af barokoperaer står denne nye udgivelse fra Spoleto Festivalen af Händels ’Ariodante’ stærkt, smukt og gennemført. Opførelsen er fra Spoleto Festivalen, der egentlig hedder Festival dei Due Mondi, og som har eksisteret i 50 år. Filmatiseringen af forestillingen er enestående flot: en rolig vekslen mellem billeder af hele scenen og af nærbilleder, sådan som det kunne se ud med en teaterkikkert ved hånden. Mere fancy behøver det ikke at være. /Steen Chr. Steensen
	Francis Poulenc: Gloria & Motets Susan Gritton (sopran), Polyphony, The Choir of the Trinity College Cambridge, Britten Sinfonia, dir. Stephen Layton Hyperion CDA 67623	Helheden flagrer Der spilles og synges godt, især af sopransolisten Susan Gritton, der er helt engleagtig her. Dirigenten Stephen Layton dirigerer nydeligt, selvom man pletvis kunne ønske sig lidt mere stringent præcision, og måske især lidt åndrighed. Disse to ting kunne synes at være modsætninger, men er det ikke her. Der er kort sagt noget pillent over denne interpretation, og så er der altså optagelsen: Der er noget kunstigt over optagelsen, som flagrer i fokus fra den ene orkestergruppe til den anden, så et egentligt helhedsbillede ikke opstår. /Bo Holten
	Carl Nielsen: 2. Symfoni DR Radiosymfoniorkestret, dir. Leopold Stokowski VAI 4437	STOKOWSKIS TEMPERAMENTER Der går frasagn om Stokowskis besøg i København i 1967, hans behandling af musikerne og hans iltre temperament (ikke så lidt kolerisk), men når det kom til musikken, så er den gennemstrømmet af en personlighed, som har dyb indsigt og kærlighed til Carl Nielsens musik. Det lyser og lyder ud af denne optagelse. /Steen Chr. Steensen
	Peder Gram: Orchestral Works Vol. 2 Andrea Pellegrini (mezzosopran), Sønderjyllands Symfoniorkester, dir. Matthias Aeschbacher Dacapo 8.224718	FORUDSIGELIG METERVARE Peder Gram placerer sig som komponist på grænsen mellem romantik og modernisme. Hans produktion er desuden ganske lille. Gram havde nemlig mange andre funktioner at passe i det danske musikliv. Først i rollen som dirigent og siden som organisator, hvor interessen for arbejdet i kulissen i 1937 blev kronet med den fremskudte stilling som musikchef i DR. Sønderjyllands Symfoniorkester og Andrea Pellegrini gør ellers, hvad de kan for at fastholde lytteren. Men det gør ikke Grams gode håndværk til nogen stor kunst. Peder Gram-udgivelsen forsøger sig ihærdigt, men ender med at falde til jorden som en forudsigelig metervare lige til glemmebogen. /Jens Povlsen
	Wagner: Rhinguldet Thomas Stewart, Brigitte Fassbänder, Peter Schreier m.fl., Berliner Filharmonikerne, dir. og instr. Herbert von Karajan Deutsche Grammophon 0734390	KARAJAN I OVERMÅL Set med vore dages øjne fremstår filmteknikken anno 1978 altmodisch, og da Karajan som instruktør først og fremmest lader til at ville gestalte operaens figurer så tæt på Wagners forlæg som muligt, er der ikke tale om en egentlig tolkning af operaens mytologiske stof. Endelig lader personinstruktionen til at have været noget lemfældig, så flere af personerne fremstår mest af alt som tegneseriefigurer. /Esben Tange
	Anders Brødsgaard: In girum imus nocte et consumimur igni Rolf Hind (klaver), Esbjerg Ensemble, dir. Christopher Austin Dacapo 8.226514	PIANISTISKE MOBILER Hvert stykke på denne CD er som en mobile, hvor det samme stof langsomt forskyder sig og betragtes fra nye vinkler uden egentlig at flytte sig, og lidt indelukket kan det godt blive. Kun den Messiaen-inspirerede ’Hymne’ sprænger i nogen grad denne ramme, men som i en syntese bliver det anderledes i klaverkoncerten: Det, der begynder som en fortsættelse af ’Joker’, får her lov at udfolde sig og bringe mangfoldigheden ind i et samlet forløb. Det er en bred proces. Den første af koncertens tre sammenhængende dele er endnu lidt nærsynet; så følger en smuk lyrisk mellemdel, inden musikken skælvende vågner op til dåd, og den korte, hektiske ’finale’ som en vejviser ind i en langt rigere musik gør hele koncerten til ét langt tilløb. /Jan Jacoby
	Cecilia Bartoli: Maria – The Barcelona Concert Cecilia Bartoli (mezzosopran), Orchestra La Scintilla. Malibran Rediscovered – The Romantic Revolution, dokumentarfilm Decca 074 3252	BARTOLIS BESÆTTELSE Stående på et podium forrest på scenen i et stort skrud af en rød kjole med et slæb, der er en dronning værdigt, evner Cecilia Bartoli både at give musikalske indsatser til orkestret med dekorative vift med armene og spytte træfsikre toner ud i hundesvære koloraturer. Fænomenalt. Ligesom på Bartolis CD-sællert ’Maria’ fra sidste år dyrker hun sin fjerne forgænger operadivaen Maria Malibrans repertoire fra begyndelsen af 1800-tallet. I forhold til CD’en har Bartoli bl.a. tilføjet to Rossini-arier, der viser hende som en sand vokalekvilibrist og som en formidler med en boblende fortælleglæde. /Esben Tange
	Carl Nielsen: String Quartets Vol. 2 Den Unge Danske Strygekvartet Dacapo 6.220522	STRYGENDE DUDSKs levende og inderlige behandling af Carl Nielsen giver os musik fuld af mening og vidner om det nære venskab, kvartetten har opbygget uden for øvelokalet. Heldigvis for os giver det også kvartetkunst i international særklasse. De danske strygere bliver spændende at følge, især når store mesterskaber som Beethovens sene strygekvartetter skal hjemtages. /Jens Povlsen
	Rameau: Zoroastre Anders Dahlin, Sine Bundgaard, Evgueniy Alexiev m.fl., Drottningholm Court Theatre Chorus and Orchestra, dir. Christophe Rousset, iscen. Pierre Audi Opus Arte OA0973D	Nærværende frimureropera Operaen ’Zoroastre’ handler om det godes kamp mod det onde, lysets kamp mod mørket, og ligner i så henseende ’Tryllefløjten’. Der synges gennemgående meget smukt i denne opsætning, hvor vi har fornøjelsen af at høre to unge, danske sopraner, Sine Bundgaard og Ditte Andersen. Begge gør de det meget smukt med fantastisk overbevisning og fin sceneudstråling. Dog kan man af og til fornemme, at det må have været svært for sangerne at høre continuoinstrumenterne tilstrækkeligt for det kniber lidt med intonationen. /Bo Holten
	Mozart: Sinfonia concertante for violin, bratsch og orkester m.m. Julia Fischer (violin), Gordan Nikolic (bratsch og violin), Nederlands Kammerorkester, dir. Yakov Kreizberg Pentatone PTC 5186 098	Den ægte vare Mozart spillet uden dikkedarer, sprællevende og med kultiveret smag. Det er, hvad det 24-årige tyske violintalent Julia Fischer her disker op med i et medrivende samspil med den 40-årige violinist og bratschist Gordan Nikolic og Nederlands Kammerorkester ledet af russiskfødte Yakov Kreizberg. De tre hovedpersoner er fuldblods musikere skolet til fingerspidserne, og de mødes i et naturligt samspil, hvor der først og fremmest er fokus på energi og fremdrift. /Esben Tange
	Purcell: Divine Hymns Les Arts Florissants, dir. William Christie Virgin Classics 0946 3 95144 27	Charmerende og til sagen Purcell slår tydeligt igennem her, for de fleste virker som små operascener. Dramatiske, bibelske situationer, som er skildret i den mest bedårende musik. Megen barokmusik bliver jo bare ved og ved, men hos Purcell er det ikke sådan. Kompositionerne er stramme og knappe, og når han ikke har mere på hjerte, ja, så holder han op. /Bo Holten
	Beethoven: Klaverkoncerter 1-5 Daniel Barenboim, dir. og klaver, Staatskapelle Berlin EuroArts 2056778	Barenboim styrer hele butikken Hele Barenboims musikalske liv har været en pendling imellem at være den førende klaverspiller og så indehaveren af en suite på dirigentfagets allerøverste etage med udsigt til både Orchestre de Paris, Berlinerfilharmonien og Chicago Symphony. Her, i 2007, styrer Daniel Barenboim hele butikken. Han sidder bag sit lågløse Steinway og har fuld kontrol over de krævende klaverpartier, alt imens han nøje overvåger sit eget Staatskapelle Berlin. /Toke Lund Christiansen
	Mahler: Symfoni nr. 8 Staatskapelle Berlin, dir. Pierre Boulez Deutsche Grammophon 4776597	En uformelig klods Mahlers 8. symfoni har ikke trivedes så godt på plade – det er svært at pakke så meget og noget så stort ned i rillerne. Bernsteins gamle 60’er indspilning har stadig noget for sig, men Georg Solti har begået den bedste af alle sine Mahler-indspilninger med netop den 8. Nærværende indspilning med Pierre Boulez flytter ikke på dette billede. Boulez’ tolkning flagrer af sted for vinden, som om han egentlig ikke rigtig interesserer sig for den ottende, men nu skulle han jo indspille hele symfoni-cyklussen og så var han jo nødt til at tage denne her med. /Bo Holten
	J. S. Bach: Partita; Fransk suite / Pierre Boulez: 12 Notations; Incises David Fray (klaver) Virgin Classics 385787 2	Samtale på tværs af århundreder Hvad har Bach og Boulez med hinanden at gøre? Den 25-årige franske pianist David Fray bringer disse to slags musik til at tale til hinanden på tværs af århundrederne på forskellige måder. En bevidsthedsudvidende CD, som i sit programvalg sætter en ny standard for fremtidens CD-udgivelser. /Anders Brødsgaard
	Bellini: I Puritani Eduardo Valdes, Anna Netrebko m.fl., Metropolitan Orchestra, Chorus and Ballet, dir. Patrick Summers, iscen. Sandro Sequi Deutsche Grammophon NTSC 073 4421	En stjerne lyser op Anna Netrebko har en forunderlig evne til at skabe intensitet i, hvad hun end synger, og partiet som den af ulykkelig kærlighed sindssyge Elvira har de kvaliteter, som hun kan bruge som afsæt til at vise sin stemmes kvaliteter i det italiensk-dramatiske sopranfag. Man kan kun dele publikums ellevilde begejstring. Mere er der da heller ikke at begejstres over. De øvrige operasangere giver den som syngende tøjstativer – stive og forudsigelige i deres gestik. /Steen Chr. Steensen
	J. S. Bach: To- og trestemmige inventioner / Partita nr. 2 for soloviolin Janine Jansen (violin), Maxim Rysanov (bratsch), Torleif Thedéen (cello) Decca 475 9081	En drømmerisk natur Med improviserende lethed spiller violinisten Janine Jansen poesien frem i Bachs storladne partita. Hun mestrer kunsten at spille dolce, at lade tonerne smyge sig om hverandre, uden at de mister en grundliggende syngende kvalitet. Til tider trækker hun følehornene til sig i en ekstrem grad, og virkningen er, som når noget meget vigtigt bliver hvisket. Ørene kommer på stilke, koncentrationen bliver spændt til bristepunktet, og Janine Jansen har lytteren i sin hule hånd. /Esben Tange
	Haukur Tómasson: Flute Concertos 1 & 2 Sharon Bezaly (fløjte), Hárvardur Tryggvason og Valur Pálsson (kontrabas), Island Symfoniorkester, dir. Bernhardur Wilkinson BIS-CD-1419	Fremadtromlende og brillant Tómassons musik er abstrakt, med en fremadtromlende energi og et brillant skinnende klangbillede med masser af slagtøj, men samtidig med en fasttømret struktur, hvor en forkærlighed for resonante, blæserdominerede akkorder hele tiden giver et samlende holdepunkt. Musikken på denne CD efterlader et indtryk af en ærlig kunstner med en ren, uforfalsket trang til at udtrykke sig, uden at være smart og karrierebevidst. Haukur Tómassons musik fortjener en større udbredelse. /Anders Brødsgaard
	Mahler: Symfoni nr. 5 Simon Bolívar Youth Orchestra of Venezuela, dir. Gustavo Dudamel Deutsche Grammophon 477 6545	Lysende begavelser Dudamels overblik i partituret i en alder af 26 år er overrumplende. Man kunne fristes til at tro, at en dirigent dén i alder ville være overstadig, have for meget krudt bag i til ikke at stresse i rolige passager. I stedet må man lette på hattepulden for Dudamels musikalske modenhed. Han er tålmodig og går ikke efter de hurtige effekter, selvom de virkelig effektfulde passager hos Mahler overhovedet ikke bliver gemt væk. /Per Rask Madsen
	Händel: Ah! Mio cor Magdalena Kožená (mezzosopran), Venice Baroque Orchestra, dir. Andrea Marcon Archiv Production 477 6547	Fuldfarvet Händelpalet Magdalena Kožená løser opgaverne, ikke bare til perfektion, men så de små hår på armene rejser sig op, og huden får gåsekarakter. Det er med usædvanlig tilspidset dramatik, fra sart sorg over stormende jubel og lettelse til ond hævntørst, at Kožená breder barokkens renlivede følelser ud og præsenterer en i vildeste forstand fuldfarvet Händel-palet. /Thomas Michelsen
	Paul von Klenau: Die Weise von Liebe und Tod des Kornetts Christoph Rilke Bo Skovhus, Odense Symfoniorkester, dir. Paul Mann Dacapo 6.220532	Den smukke død i krigens skygge Paul von Klenau er en helt speciel skikkelse i dansk musikliv. Han blev født og døde i København, men det meste af sit liv som komponist var han i Tyskland og gjorde karriere hér i en grad, som er få danske komponister forundt. Hans musik havde rødder i Wagner og Richard Strauss, han komponerede musik, der kunne måle sig med fx Zemlinskys, og han nærmede sig efterhånden Schönbergs musik. I sandhed en ener, men mere eller mindre glemt i dag. /Steen Chr. Steensen
	Sunleif Rasmussen: String against String Sjællands Strygekvartet, John Storgårds (violin), Østbotniske Kammerorkester, dir. Juha Kangas Dacapo 8.226044	Stemmen fra oceanet Mødet med færøske Sunleif Rasmussens musik kan minde om oplevelsen ved at vandre midt i en storladen natur, med høje fjelde, kløfter, is og brusende vand. I Sunleif Rasmussens musik er solskin fra åben himmel et flimrende virvar, der oversvømmer nethinden, og pludselige solstrejf, der bryder gennem det grå skydække, er som lanser af ild. /Esben Tange
	Hindemith: Cardillac Angela Denoke, Hannah Esther Minutillo, Roland Bracht m.fl., Orchestre et Chæurs de l’Opéra National de Paris, dir. Kent Nagano, iscen. André Engel BelAir Classiques BAC023	Designerens triumf Frem for at gå i kødet (eller sjælen) på personerne, virker denne 'Cardillac' som en visuel overfladebehandling, hvor scenografen, designeren, vinder over instruktøren. Kun et enkelt sted fornemmer man, at instruktøren fører kniven: da en dværg mimer Cardillacs vægring ved at give sine smykker til kongen. Her skærer André Engel ind til benet i denne psykologiske gyser. /Steen Chr. Steensen
	Leos Janacek: Jenufa Nina Stemme, Jorma Silvasti, Pär Lindskog m.fk., Orquestra Simfònica i Cor del Gran Teatre del Liceu, dir. Peter Schneider, iscen. Olivier Tambosi TDK DVWW-OPJENU	Hverdagens små tragedier Sangerholdet er fremragende med Nina Stemme som en gribende Jenufa og Eva Marton i den frygtindgydende skikkelse som Kostelnicka. Peter Schneider, i orkestergraven, stikker den psykologiske kniv dybt ind i partituret og finder al den selvoplevede smerte, som Janácek skrev ind i sin opera. Denne opsætning viser, hvor smukt og gribende en hverdagstragedie kan fremstå, når instruktør og dirigent har respekt for de dybere, menneskelige sider af et værk. /Steen Chr. Steensen
	Mozart: Symphonies - Vol. 5. DR RadioUnderholdningsOrkestret, dir. Adam Fischer DRS 6.220540	Mozart-motoren startet Sprødt, balanceret og elegant. Masser af sødme, alligevel let og aldrig klæg. Tillægsord, der fint dækker både de bedste konditorioplevelser og denne Mozart-CD. RadioUnderholdningsOrkestret er virkelig et godt Mozart-orkester. Det enkle og smidige samspil mellem strygere, oboer og horn – som var instrumenterne, Mozart havde til rådighed i Salzburg – fungerer noget nær perfekt. Førsteviolinerne fører an som en helt speciel gennemsigtig legering af gelé og stål, og de giver fint plads til alle de lette blæserindsatser. /Henrik Friis
	Cecilia Bartoli: Maria Arier af Bellini, Hummel, Mendelssohn m.fl. Cecilia Bartoli (mezzosopran), Maxim Vengerov (violin), Orchestra La Scintilla, dir. Adam Fischer Decca 475 9077	Diva af kød og blod Efter nogle år, hvor Cecilia Bartoli især har helliget sig tidligere musik fra barokken og klassikken, har hun nu, med Maria Malibrans repertoire som murbrækker, kastet sig over den tidlige romantik, og det klæder hende. Med en egen feberagtig intensitet og en mørk cremet klang er intimiteten i højsædet, og det mærkes, at Cecilia Bartoli er en diva af kød og blod. Samtidig er samspillet med dirigenten Adam Fischer og Zürich operaens Orchestra La Scintilla præget af dynamik, og et gennemsigtigt klangbillede, sikret af orkestrets autentiske instrumenter. /Esben Tange
	Inga Nielsen: Voices - Live & Studio Recordings 1952-2007 DR’s kor og orkestre, Det Kgl. Kapel, dir. Michael Schønwandt, Christopher Hogwood m.fl. Chandos CHAN 10444	Stjernestunder Allerede før de to skiver har ramt laserstrålen og er omdannet til klingende lyd, kan man fornemme, at man sidder med guld i hænderne. Inga Nielsen er vist uden overdrivelse det største danske navn på de europæiske operascener på kvindesiden i nyere tid, og pladeselskaberne kan derfor udgive nærmest hvad som helst fra sangerindens lange karriere. Alligevel kan det undre, at man kan udsende så brogede CD’er, som i dette tilfælde. Fra et smerteligt udsnit af Pergolesis ’Stabat Mater’ til ’Jeg ved en lærkerede’ i børneudgave fra den niårige Inga i 1955. /Henrik Friis
	Michala Petri: Movements Musik af Joan Albert Amargos, Daniel Börtz og Steven Stucky Michala Petri (blokfløjte), DR Radiosymfoniorkestret, dir. Lan Shui Our Recordings 6.220531	Kitsch i overstørrelse Al respekt for blokfløjtenisten Michala Petri, at hun ikke blot hviler på sine barok-laurbær og tager på turné efter turné med Vivaldi og Telemann, men også gør en aktiv indsats for at interessere nutidens komponister for sit instrument. På CD’en ’Movements’ præsenterer hun tre blokfløjtekoncerter af nulevende komponister, alle skrevet til hende, med Radiosymfoniorkestret under ledelse af Lan Shui. Det er fine og pletfrie gengivelser af musik, der desværre ikke altid lever op til udførelsens niveau. /Mikael Garnæs
	Buxtehude: Membra Jesu nostri Andreas Scholl, Maria Cristina Kiehr, Gerd Türk, m.fl., Schola Cantorum Basiliensis, dir. René Jacobs Harmonia Mundi 9909006	En stillestående affære René Jacobs har megen succes med barokoperaer i Europa, på det seneste også af operaer af Mozart og Rossini. Buxtehude-værket her får han nu ikke op at ringe. På trods af strålende sangere og gode instrumentalister er det hele en meget stillestående affære, også på billedsiden. En så udpenslet beskrivelse af påskens lidelse kræver ganske enkelt meget mere passion end vi får her. Det hele er ret godt...og også ret kedeligt. /Bo Holten
	Pelle Gudmundsen-Holmgreen - Musikken er et monster Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Paul Hillier, Ars Nova, Kronos Kvartetten m.fl., instr. Jytte Rex Dacapo 2.1100406	Med ryggen mod jorden Der er noget dybt livsbekræftende over Gudmundsen-Holmgreens på én gang tørre og friske konstateringer af tilværelsens og kunstens muligheder og vilkår. Musikken udnævnes til et monster, der ikke vil give ham fred. Som forfølger ham, suger ham tom for saft og smider ham fra sig. Pelle Gudmundsen-Holmgreens knappe, velturnerede salver af generthedsovervindende livsvisdom, har gjort ham til en af mine helte. /Thomas Michelsen
	Osvaldo Golijov: Oceana Dawn Upshaw, Luciana Souza m.fl (vokal), Kronos Quartet, Atlanta Symfoniorkester, dir. Robert Spano Deutsche Grammophon 477 6426	Glemselshavet glimter 'Three songs' er på henholdsvis jiddish, spansk og engelsk. Tilsammen udgør de et smukt månespil, der tillader sentimentaliteten at pible frem uden at udstille den i nådesløst dagslys. Men frem til disse sange må vi meget igennem, der er temmelig ligegyldigt, på et album, der savner forgængernes helhedspræg, sådan som det mest opsigtsvækkende blev etableret på Golijovs CD 'Ayre'. /Thomas Michelsen
	Händel: Giulio Cesare Andreas Scholl, Inger Dam-Jensen, Randi Stene, Tuva Semmingsen m.fl., Concerto Copenhagen, dir. Lars Ulrik Mortensen Harmonia Mundi 9909008.09	Cæsar kom, sang og sejrede Den noget nær fuldendte opførelse af Händels 'Julius Cæsar' fra Det Kgl. Teater er nu ude på DVD. Ganske vist bør man se og høre en sådan opsætning live på teatret, så gennemført og spektakulær den er, men denne produktion kompenserer for dette og lægger endda mere til. Og det musikalske akkompagnement står helt krystalklart. Concerto Copenhagen kan sagtens måle sig med de bedste internationale ensembler og det bliver demonstreret med virtuos selvfølgelighed. Stærkest i billedet står hovedpersonen Cæsar sunget af den mesterlige Andreas Scholl, hvis kontratenor klinger kraftfuldt, følsomt, rig på nuancer og en udstråling, der kan erobre både den kongelige scene og et helt kejserrige. /Steen Chr. Steensen
	Brahms: Samlede værker for violin og klaver Nikolaj Znaider (violin), Yefim Bronfman (klaver) RCA 88697061062	Fra fløjlsblødt til potent højglans Znaider spiller Brahms med rod i en traditionel æstetik, der stammer fra en tid, hvor man ikke var bange for at ødsle med følelserne, og hvor en søgen efter skønhed var ledestjernen. Langt fra en moderne tilgang, hvor dynamik og dramatik dyrkes med en til tider aggressiv attitude. Men der er intet bedaget over Znaider og Bronfmans spil, for de spiller i udpræget grad på musikkens præmisser. /Esben Tange
	Mozart: Figaros bryllup Ildebrando d’Arcangelo, Anna Netrebko, Bo Skovhus m.fl., Wiener Philharmoniker, dir. Nikolaus Harnoncourt, iscen. Claus Guth Deutsche Grammophon 073 4245	Scener fra et bryllup Ud fra sine studier af partituret har maestro Harnoncourt opdaget, at 'Figaros bryllup' indeholder ansatser til et menneskeligt drama på et dybt seriøst plan, hvor der ikke er en happy end, hvor Greven ikke bare bliver gjort til nar og hvor Susanne og Figaro ikke kun står tilbage som de sejrende. Musikken er gennemstrømmet af en erotik, der fortæller om følelsernes vildveje for alle implicerede. /Steen Chr. Steensen
	Poul Elming: Wagner Gala Poul Elming (tenor), Nina Pavlovski (sopran) og Sten Byriel (bas), Odense Symfoniorkester, dir. Wolf-Dieter Hauschild Danacord 664	Troværdig skikkelse På Poul Elmings CD 'Wagner Gala' høres det tydeligt, at han hører hjemme blandt de mørke, robuste Wagner-tenorer. Men det høres også, at de høje toner ikke altid ligger, som de skal. Helt på plads i tenorlejet er Elming aldrig kommet. Til gengæld har han en stor evne til at opbygge en troværdig skikkelse, som den skæbneramte idealist Siegmund eller den vise tåbe Parsifal /Mikael Garnæs
	Netrebko & Villazón: Duets Musik af Puccini, Verdi, Tjajkovskij m.fl. Staatskapelle Dresden, dir. Nicola Luisotti Deutsche Grammophon 477 6578	Crème de la crème I Puccinis 'O soave fanciulla', der er et af de lidenskabelige højdepunkter i 'La Bohème', samt i kærlighedsberusede scener fra Donizettis 'Lucia di Lammermoor' og Verdis 'Rigoletto' viser Netrebko og Villazón højpotent klasse. De musikalske effekter affyres på rette tid og sted som et vel tilrettelagt festfyrværkeri, og samtidig evner de to at formidle de glødende toner med en hjertets renhed. /Esben Tange
	J.S. Bach: Messe i h-mol The Netherlands Bach Society, dir. Jos van Veldhoven Channel Classics CCS SA 25007	Tæt på Bachs eget ideal Det er en indspilning der formodentlig er tæt på at lyde som Bach måske har forestillet sig, for han hverken fremførte eller nogensinde hørte dette magnum opus fra hans allersidste år før han helt blev berøvet synet, og hvor han prøvede at sammenfatte alle de af ham kendte stiltyper i perfekte skikkelser. /Bo Holten
	Mozart: Symfoni nr. 38 & 41 Freiburger Barockorchester, dir. René Jacobs Harmonia Mundi HMC 901958	Strammer buen hårdt Der er en hulens fremdrift over fortolkningerne. Jacobs er en mester i at holde spændingen. Selv om han tager sit stikord fra Nikolaus Harnoncourts 25 år gamle indspilning af samme symfoni med Concertgebouw og gentager ikke blot ekspositionsdelen, sådan som man plejer, men også gennemføringen og reprisen i begge ydersatser, føles det ikke som nogen ørkenvandring. Det går det hele alt for stærkt til. Harnoncourt, der i sin tid var banebrydende, virker som et udaset godstog ved siden af Jacobs' fræsende Ferrari! /Thomas Michelsen
	Hilary Hahn: A Portrait Korngold: Violinkoncert Mozart: Violinsonate K. 301 Dokumentar, interviews og koncertoptagelser Deutsche Grammophon 00440 0734192	Miss perfect Der er noget robotagtigt over Hillary Hahns sceneoptræden. Hendes musikalske autoritet er ubestridelig, men kød og blod – for ikke at sige passion – er det småt med. Skønt Korngolds fuldmodne senromantik er milevidt fra Mozarts klassiske renhed, spiller Hilary Hahn de to værker påfaldende ens. Med en gennemgående kølig tilgang og en usædvanlig perfektion sætter Hahn musikken op på en piedestal, hvilket på sin vis er fascinerende men også frustrerende, da den følelsesvarme som Korngolds musik er så rig på, ikke forløses. /Esben Tange
	Scriabin: Vers la flamme Niklas Sivelöv (klaver) Caprice 21742	Sensuel klaverkunst med rytmisk nerve Det "sene" stykke 'Vers la flamme' får en sjældent djævle-blændet fremførelse her, og sonaterne nr. 2 og 4 en delikatesse og rytmisk nerve man ikke længe har hørt magen til. Sivelöv stiller sig med denne CD op i rækken af moderne pianister der mestrer denne komponist. Rækken er kort, der står nemlig, som jeg hører det, kun to andre: Volodos og Hamelin. /Bo Holten
	Rameau: Keyboard Suites Angela Hewitt (klaver) Hyperion CDA67597	Til den pæne side Det er tydeligvis målet for den canadiske pianist Angela Hewitt at finde ind til den ægte stil i Rameaus klaversuiter og genskabe de stiliserede dansesatser, som den franske komponist perfektionerede i Couperins ånd. At det alligevel ikke lykkes skyldes grundlæggende, at Hewitt spiller traditionelt med markante anslag, fraseringer der kæder tonerne sammen og et både fyldigt og rundt klangbillede. Resultatet er fedt – men ikke på den måde, der får musikken til at løfte sig. /Steen Chr. Steensen
	Carl Nielsen: Orchestral Music DR Radiosymfoniorkestret, dir. Thomas Dausgaard Dacapo 6.220518	Broget og forførende Orkesterspillet er intet mindre end fantastisk! Mest virtuost i de 'Maskarade'-værker som jo skal spilles som wienerklassisk musik med yderste præcision og en klarhed, som ofte er svær at opnå i Carl Nielsens instrumentation. I ouverturen høres alle løb og passager, også nogle man ikke synes at have hørt før! /Anders Brødsgaard
	Schubert (arr. Mahler): Der Tod und das Mädchen Wagner: Wesendonck Lieder Indra Thomas (sopran), Moscow Virtuosi, dir. Vladimir Spivakov Capriccio 71 098	Vender vrangen ud Wagners 'Wesendonck Lieder' synges af den amerikanske sopran Indra Thomas, der farver sin mådelige tyske udtale i en grad, som tenderer det manierede. Ganske vist har Indra Thomas en både stor og glansfuld Wagner-røst, men hun vender vrangen ud på sig selv i et forsøg på at betone de tekstlige og musikalske detaljer, med det resultat at hun ikke evner at bære de lange linjer i Wagners sange. Derfor lykkes det ikke at udfolde den svævende magiske sanselighed, som ellers er i spil i denne skønhedsdrukne musik. /Esben Tange
	The Devil's Dream Musik af Dowland, Simpson, Purcell, Rosseter, m.fl. Vittorio Ghielmi (viola da gamba), Luca Pianca (lut), Graciela S. Gibelli (sopran) Harmonia Mundi 987066	Virtuose djævlerier To ting adskiller denne CD frem for mange andre med dette yndede elizabethanske repertoire. Den første er at der kun medvirker to musikere på pladen. Alt hvad der hedder større besætninger er indspillet af de samme musikere med overdub. Det skaber en helt ualmindelig homogenitet og meget høj perfektion på CD’en. Den anden er disse to italienske musikeres temmelig fabelagtige virtuositet. Vittorio Ghielmis gambespil har en agilitet, der kan måle sig med de bedste violinvirtuoser. /Bo Holten
	Monteverdi: L'Orfeo Simon Keenlyside, Juanita Lascarro, Martina Dike m.fl., Concerto Vocale & Collegium Vocale Gent, dir. René Jacobs, iscen. Trisha Brown Harmonia Mundi 990900304	Sang, teater og dans i betagende forening Monteverdis opera om Orfeus i underverdenen fra 1607 er operalitteraturens første mesterværk. Det, der først og fremmest lykkes i denne enkle og æstetiske, men ikke af den grund tandløse opsætning, er forløsningen af datidens affektprægede, statiske fremstillingsform i en opdateret, enkel og smuk scenografi, der minder om Robert Wilsons arbejder. /Thomas Michelsen
	Agricola: Chansons Fretwork, Michael Chance (kontratenor) Harmonia Mundi USA 907421	1500-tals avantgarde Den fremragende engelske gambe-sekstet, Fretwork har indspillet stort set alt hvad der er overleveret af Agricolas tekstløse kompositioner, og det er der kommet en sær og fascinerende CD ud af. Tro ikke at man skal læne sig tilbage og svæve bort til æterisk renæssance-polyfoni; næh, musikken fremstår med al sin knirkende særhed og sin påståelige energi i helt idiomatiske tolkninger. /Bo Holten
	Carl Maria von Weber: Clarinet concertos & quintet Martin Fröst (klarinet), Tapiola Sinfonietta, dir. Jean-Jacques Kantorow BIS SACD 1523	Velskabte klangskulpturer Martin Fröst er navnet, og lad det være sagt med det samme: bedre klarinetspil fås ikke på kloden i dag. Alle fraser formes som velskabte klangskulpturer. Fra det kraftfuldt insisterende og til det mest udsøgte pianissimo. Martin Frösts timing er så udsøgt, at ekkoet af en udtynding også forgylder de velovervejede pauser i musikken. /Toke Lund Christiansen
	John Adams: 'The Dharma at Big Sur/ My Father Knew Charles Ives' Nonesuch Records 79857	Adams ude i nye hjørner ’My Father Knew Charles Ives’ er et virtuost orkesterværk i tre satser, hvor John Adams kryber ind i den Ives’ske æstetik, men fylder sin egen baggrund i den. Værket er absolut et af de bedste jeg har hørt fra Adams’ hånd. Det udstråler en redebon ærlighed og kærlighed, som man umiddelbart kan sætte pris på, og det vinder ved flere lytninger. /Bo Holten
	Mozart: Idomeneo Ramón Vargas, Magdalena Kozená m.fl. Camerata Salzburg, dir. Roger Norrington Decca 074 3169	Stiliseret til kedsommelighed Det hjælper kun lidt, at der er fremragende sangere i de fleste af hovedrollerne. Magdalena Kozená leverer en intens, klangligt spændende Idamante, men har ikke meget dramatisk stof at spille ind i sin karakter. Ramón Vargas viser sig en storartet Mozart-tenor med saft og kraft i klangen, men også han vandrer rundt i slowmotion. Lidt anderledes forholder det sig med den græsk-tyske sopran Anja Harteros som Elektra. Med hende fatter man, at der måske finder et drama sted på scenen, og at det hele ikke blot er et ritual. /Steen Chr. Steensen
	Andsnes: Horizons Musik af Skrjabin, Chopin, Albéniz m.fl. Leif Ove Andsnes (klaver) EMI 3 41682 2	Glimt af en horisont I det hele taget er der både tid og rum i Leif Ove Andsnes' musikalske tolkninger, så man undervejs begynder at lytte til de gamle travere på en ny måde. Det gælder både de ”ægte” stykker af Sibelius, Skrjabin, Chopin, Liszt, Albéniz, Ibert, Debussy osv., ligesom det gælder transskriptionerne – enhver hyggepianists yndlingsguf – men som hos Andsnes står krystalklare. /Steen Chr. Steensen
	J.S. Bach: Kantater The Monteverdi Choir, The English Baroque Soloists, dir. John Eliot Gardiner Soli Deo Gloria 124	En ægte skatkiste Bach har den store orkesterbesætning fremme her, især er det en flamboyant trio af trompeter med pauker, som vi kender dem fra 'Juleoratoriet', der fejrer triumfer her, men også andre specielle farver trækkes der på til illustration af kamp og sejr. Behøver jeg at sige at der musiceres på højeste niveau her: Fine solister, strålende kor, farverigt og energisk orkester. Hvilken gave. /Bo Holten
	Peder Gram: Orkesterværker Sønderjyllands Symfoniorkester, dir. Matthias Aeschbacher Dacapo 8.224713	Spindelvævsklange i Carl Nielsens skygge Her viser Peder Gram sig både at være en ferm instrumentator og en komponist med lyst til at udmale dramatiske scener og farverige stemninger for fuldt symfoniorkester. I dette tilfælde lykkes det dog ikke for alvor at løfte Peder Grams musik højere end til en status som værende interessant, idet den først og fremmest er med til at dokumentere, hvilken bredde dansk musikliv havde i en tid, der var domineret af vor kanoniserede nationalkomponist, Carl Nielsen. /Esben Tange
	Beethoven: The Piano Sonatas (vol. III) András Schiff (klaver) ECM New Series 1943	Schiffs dialog med Beethoven Der er mange bejlere i kampen om at præstere den ultimative indspilning af Beethovens klaversonater, og András Schiff er med i førerfeltet. Ganske vist mejsler han ikke tonerne ud med samme stålsatte konsekvens som Maurizio Pollini, og han har heller ikke Emil Gilels sjælsrystende tørhed i toneanslaget eller den orkestrale bredde, som Alfred Brendel til tider besidder, men til gengæld gør Schiff sig gældende med en nuanceringsgrad som ingen andre. /Esben Tange